iNorden – borgerjournalistik med nordisk perspektiv

Borgerjournalist i aktionI disse blog- og global landsby-tider ser vi en del kommunikation på tværs af landegrænserne, især via citater og nyheder fra engelsksprogede nyhedsmedier og blogs. Dette er ikke så underligt, al den stund, at engelsk allerede længe har været den moderne verdens lingua franca, hovedsproget i det amerikanske imperium, om man vil.

Men hvad, kunne man heroppe på disse kanter spørge, med det nordiske perspektiv? Kunne man udnytte den gensidige forståelighed mellem norsk, svensk og dansk til at starte en mere egentlig nordisk kommunikation, og er det umagen værd?

iNorden.org er et borgerjournalistisk projekt, hvor alle kan oprette sig som korrespondenter og bidrage med artikler i det omfang, de vil. Alle bidrag gennemgås af en uafhængig redaktion, primært efter journalistiske kvalitet, sats osv.

Foreløbig er der stor vægt på meninger og debatindlæg, men rent informative nyheder er også meget velkomne. Der er ikke nogen bestemt politisk slagside i projektet, og alle indlæg/holdninger er således velkomne – med det caveat, at ekstremistiske holdninger, der implicerer diskrimination på baggrund af “nationalitet, køn, race, etnisk oprindelse, religion, handicap, alder eller seksuel orientering” ikke er velkomne – et vist minimum af saglighed og tolerance fordres altså.

Jeg er selv gået ind i arbejdet som redaktør og håber at være med til at opbygge et slagkraftigt, nordisk medie – men i den forbindelse har vi brug for din hjælp.

Hvis du

  • har en “borgerjournalist” i maven
  • kunne tænke dig at fortælle om politiske, kulturelle eller andre nyheder eller kommentere døgnets begivenheder set fra netop dit særlige perspektiv
  • ikke har noget imod at få dine bidrag gennemlæst af en redaktør, før de bliver udgivet, en proces der gerne skulle ende med at være til gavn for både læsere og skribenter

så har iNorden.org brug for DIG!

Du kan læse her, hvordan du gør, og så er det sådan set bare om at komme igang!

Chapper og Co: Går gennem ild


Hvis man rigtig skulle have gang i den i Randers og omegn i slutningen af 80erne eller begyndelsen af 90erne var det The Snotlers, man skulle have fat i. Snotlers spillede en blanding af blues-rock, gammeldags syrerock og plovfure-country, med et repertoire bestående af cover-numre af klassikere som Hey Joe, Cocaine, Wild Thing (Wild Ting) og meget mere.

I centrum af bandet stod sangeren og guitaristen Chapper, langhåret, langskægget, smilende, på én gang bondsk og sofistikeret, strålende af energi, et smittende godt humør og ikke mindst en ikke ganske stueren humor. Snotlers var ikke uden grund efterspurgt både til lokale koncerter og begivenheder ude omkring i landet, ikke mindst hos motorcykelklubber og lignende.

Mod slutningen af 90erne gik der metal- og anden træthed i bandet, som det så ofte sker. Chapper kunne dog stadig fra tid til anden opleves på byens scener i spidsen for det (ikke helt) nye band CHAPPER & CO.

Ét af resultaterne af dette musikalske arbejde er dobbelt-CD’en GÅR GENNEM ILD, som snarere end en arvtager til tiden i Snotlers er et meget personligt værk, en rejse gennem livsformer, tanker og stemninger – en åndelig og musikalsk rejse, der spænder fra dyb sump over styrke og livsglæde til afklaring og erkendelse.

Værkets første CD repræsenterer rejsens ene ben og er en slags dagligdagens panorama, med udgangspunkt i en underlig blanding af jordnær, jysk muld og farverige personer og steder fra 80ernes Randers.

Det “80ernes Randers”, der fremmanes, er dog hverken morsomme ungdomsminder eller en fortabt idyl. Med musikernes egne ord er der tale om “et tilbageblik på en vild, kontrastfyldt, ubalanceret, anarkistisk, anakronistisk, syret og ungdommelig jagt på oplevelser i en underlig verden, vi ikke helt forstod midt i 80′ernes brændpunkt“.

80ernes Randers er hermed ikke det, man søger eller længes efter, det er et monster, man flygter fra, som det så smukt og koncist udtrykkes i ledsageteksten til sangen MORGENFUGLE: “Jeg var faldet i et sumphul, i forbindelse med at jeg ville skyde genvej over til nogle, som jeg troede, var mine kammerater“.

Andetsteds hedder det:

En nat, et skummelt sted, på en skummel væg så jeg en skummel fyr, i et skummelt spejl, da jeg lænede mig frem i min skumle tilstand for at kontakte en kvinde. Jeg gav et skrig over chokket over denne skumle fyr. Det var mig selv.

Henning Sommer var en hippie, der var flygtet fra Sjælland. Jeg tror, han skyldte penge til alle, han kendte. Sjovt nok gjorde han det også her efter ganske kort tid. Men snakketøjet var i orden, han havde både charme og et glimt i øjet…Efter ca. en 10 år var det ikke længere muligt for ham at låne flere penge hos venner og bekendte. De blåøjede piger, der faldt for hans løfter og veltalenhed, var også sunket til en lavere standard. Så rejste han tilbage til øen, hvor han kom fra. Nu havde tiden nok slettet gammel gæld.

Vi gik ofte ud på Staden, hvor vi sad sammen med en masse sovende krigere og misbrugere. Følsomme mennesker, der hellere ville sove frem for at stå ved det, de inderst inde stod for. Verden kunne godt bruge noget af den slumrende viden, disse sovende krigere har om næstekærlighed og et åbent hjerte.

Trist? Som al ægte blues gemmer sange som SYSTEM BLUES, SOMMER RAP, MORGENFUGLE, MASSO og WADERS først og fremmest på en stor mængde livsglæde og en ikke lille portion gedigen jysk humor – “fremført med et humoristisk islæt med tendens til grænseoverskridende platheder”, som det hedder i bandets pressemeddelelse.

Anden CD repræsenterer den anden side, gennembruddet, en åndelig oprejsning efter den sump, der så at sige ender med sangen JEG GIK KOLD.

Hvor CD1 er blues, er CD2 nærmest svævende og drømmende rock, ikke helt uden mindelser om dansk syrerock fra 70erne – musik, som jeg ikke helt tror på nytten af at beskrive; hvad er “smuk”, “melodisk” og “medrivende” andet end ord, som ikke kan blive andet end postulater, som læseren må holde op mod sin egen oplevelse?

Lad det være nok at konstatere, at ikke blot sanger og komponist Chapper (eller Per Møller Jensen, som han faktisk hedder) men også Tommy Lui på guitar, Per Hundborg på bas, Thomas Friis på trommer og Morten Kjeldsen på keyboard og slagtøj leverer en inspirerende og tydeligt engageret præstation, der overskygger, hvad der måtte være af skønhedspletter eller banalitet i enkelte af sangene.

I denne halvdel kan først og fremmest fremhæves titelsangen GÅR GENNEM ILD; kærlighedssangen BOSSA, der faktisk er én af de smukkeste sange på dansk, som jeg har hørt i mange år; og den lange, syrede instrumentale (og tl dels Pink Floyd-inspirerede) YAKAMA, der af bandet selv betegnes som “kronen på værket – som en sommerfugl, der kravler ud af puppen på toppen af det bjerg, den besteg som larve”.

Det er store ord – for store på en CD fra 2007 fra et nu hedengangent band i Randers? Og måske lidt for meget New Age efter nogens smag?

Rent forbrugeroplysningsmæssigt er første CD som sagt præget af bluesrock og af en humor, hvor jysk banalitet er et væsentligt element; anden CD er anderledes – syret, svævende rockmusik med en poetik, hvor jysk banalitet er et vigtigt poetisk og kontrastskabende element. Stilistisk er navne som Gnags, Alrune Rod og sågar Young Flowers (og hermed Cream) blandt de, der umiddelbart falder mig ind, hvis man skal sammenligne med noget.

Hvis man ikke bryder sig om den slags, vil man sikkert heller ikke bryde sig om GÅR GENNEM ILD.

Produktionsmæssigt præges musikken af den blanding af smittende engagement og dyb professionalisme man må forvente, når en flok så garvede musikere kaster sig over et yndlingsprojekt.

GÅR GENNEM ILD beskriver en rejse mod erkendelse og kærlighed, og jeg må indrømme, at den vej, dens ord beskriver, ikke altid er min vej; men hvad gør det?

GÅR GENNEM ILD er et helstøbt, dybt personligt værk om en rejse fra forvirring og dyb sump til åndelig erkendelse og transcendent kærlighed mellem mand og kvinde. Det er et værk, der tydeligvis har været mange år undervejs, og som jeg ærligt talt ikke rigtig kender mage til i dansk musikliv.

Hvis ordene er ægte, hvad betyder det så, hvis de ikke er mine? Der er gods i, gods af den slags, der kan sætte hjerter i brand. Det er – stort.

Paranoia

I dag fik jeg et brev, der venligt oplyste mig om, at jeg lørdag d. 19/1 havde dette læserbrev i Jyllands-Posten:

I dagens kronik i Jyllands-Posten tager “feministen” Lone Nørgaard – der gentagne gange har gjort sig bemærket ved en tilsynaledende komplet mangel på respekt for i hvert fald muslimske kvinder og deres bevæggrunde – afsked med ethvert hold i virkeligheden og overgiver sig helt til fabulerende, galopperende islamforskrækkelse.

I en opfordring til tørklædeforbud som “modværge” gør Nørgaard opmærksom på, at islamkritikere som hende må “slukke fjernsynet og sove en time mindre” for at gøre deres hjemmearbejde, hvorefter hun helt uden kildehenvisning eller mindste dokumentation i øvrigt fremlægger, hvad hun betegner som en “islamistisk køreplan” for overtagelse af det danske samfund.

Efter denne køreplan vil de 2,5% af landets befolkning, som er muslimer, langsomt, men sikkert overtage landet, så de om 50 år måske endda vil udgøre 3,5% og med fuld sikkerhed have omdannet Danmark til et islamisk diktatur – og de er alle sammen med i det; alle sammen, mine damer og herrer, alle muslimer i Danmark, alle vore tyrkiske, arabiske og somaliske medborgere, og specielt er alle tørklædeklædte kvinder med i det: “Tørklædet er spydspids i denne islamiserings-proces – bevidst eller ubevidst for tørklædebærerne.”

Ja, hvad skal man egentlig sige til en sådan gang fantastisk,
fantasifuld, frit fabulerende og uvidende paranoia?

At hvis ikke det var til at græde over, var det faktisk kun til at grine af. Lone Nørgaard ville gøre sig selv og os andre om hun tændte for fjernsynet og fik den ekstra times søvn om natten – måske det også ville rette lidt op på lødigheden af hendes artikler.

Afsenderen var en hr. Povlsen fra en desværre ulæselig adresse i Roskilde – jeg tror nok, hans hensigt var at udtrykke en slags støtte til Nørgaard, men jeg sover dog stadig roligt om natten, sålænge der stadig ikke er mindste dokumentation for Nørgaards sludder.

Læserbrevet er i øvrigt en forkortet udgave af dette indlæg på min anden blog.

Nej til mere overvågning

En ung mand stikkes ned med en kniv, og ugerningen fanges på et overvågningskamera, og straks er geskæftige politikere klar med krav om video-overvågning i de store byer og skærpelse af forbudet mod at gå med kniv.

Man glemmer måske i skyndingen, at billederne fra overvågningskameraet hverken forhindrede drabet eller bidrog til politiets efterforskning – eller at det faktisk allerede er forbudt og temmelig strafbart at gå med kniv?

Samtidig er det en smertelig, men uundgåelig erkendelse, at vold og drab altid vil forekomme, hvordan man end vender og drejer det. Politikerne fisker i rørte vande og forsøger gladelig at løse et problem, der ikke kan løses, ved at indføre en overvågning, som formentlig ikke virker – og ved at forbyde noget, som allerede er forbudt.

Panikreaktion – eller ren demagogi?