CEPOS: Danmark mister millarder på weekender og ferier

Danmark mister milliarder på manglen på arbejdskraft, hævder den borgerlige tænketank CEPOS ifølge dagens Politiken:

Fra december 2007 til april 2008 har danske virksomheder forgæves søgt efter nye medarbejdere 39.000 gange.

Det viser en ny rapport om rekruttering, som Rambøll Management har lavet for Arbejdsmarkedsstyrelsen.

På årsbasis betyder det, at Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) er væsentligt lavere, end det kunne have været:

»Der er 39.000 ubesatte stillinger. Hvis man forestiller sig, at de job blev besat, ville det øge Danmarks produktion med cirka 20 millarder kroner«, fortæller Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS.

Ja, og  her til morgen holder jeg selv bare fri og spilder tiden med at vaske tøj og læse, hvor jeg i stedet rent faktisk kunne have solgt konsulentydelser eller andet, hvorved jeg, hvis man udstrækker det til hele weekenden, kunne have genereret over 10.000 kroner lukt ned i skattefars for. Og tænk så bare på alle de rare milliarder, danskerne kunne have genereret, mens de sover? Hvor vover regeringen at tillade det?

Spøg til side, så er jeg faktisk ikke helt sikker på, jeg forstår, hvorfor CEPOS og andre liberalister er så ivrige efter  at intensivere dansen om guldkalven: Penge, penge, penge, arbejde, arbejde, arbejde … hvad skal vi med alle de penge? Jeg har ikke bemærket, at landet skulle være voldsomt truet af fattigdom, nød eller sult.

Det 19. århundredes tidlige socialister (folk som f.eks. H.G. Wells og Oscar Wilde) drømte om et samfund, hvor teknologien gjorde det muligt at nøjes med at arbejde ganske få timer om dagen, hvorefter resten af tiden kunne bruges til kreative sysler.

Og som motivation? De største bidrag til videnskaben, kulturen og sågar teknologien er altid kommet fra folk, der ikke primært var motiveret af penge. Med tidens formelige forbrugsfest in mente kommer CEPOS-økonomens dystre advarsler snarere til at lyde som en beduin, der beklager sig over den snarlige mangel på sand i Sahara.

Der er andet i livet end penge, og hvis danskerne kunne lære at give afkald på lidt levestandard til gengæld for livskvalitet, ville meget være nået. CEPOS-økonomen Mads Lundby Hansen burde snarere koncentrere sig om selv at  lære dét fremfor at bruge sin tid på at heppe på en stadig vildere dans om arbejdsmarkedets guldkalv.

Dansker med arabisk blod på jernalderboplads

Indvandring er ikke noget nyt – allerede i jernalderen var danskerne lige så etnisk og genetisk varierede som i dag, viser ny forskning af ph.d.-studerende Linea Melchior fra Forskningslaboratoriet på Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet.

De genetiske forskelle var lige så store som i moderne tider – dvs., som i moderne tider efter indvandringsbølgen, fastslår Melchior ifølge videnskab.dk:

Når man tænker på Jernalderen, er det nærliggende at forestille sig små isolerede landsbyer, der i høj grad var plaget af indavl. Men den forestilling er helt forkert, viser ny dansk forskning.

Ved at udforske individernes såkaldte mitokondrielt DNA, har [Linea Melchior] fundet, at der var lige så store genetiske forskelle dengang som i moderne tider. Samtidig har hun vist, at der kom tilrejsende fra fjerne egne, for helt specifikt har hun fundet arvemateriale fra en mand, som stammer fra Arabien.

Arkæologer og antropologer ved i dag, at forestillingen om én skandinavisk genetisk type – om et folkefærd, der vandrede til Danmark, slog sig ned der, og så ellers levede i isolation fra omverdenen – er forkert.

»Ser vi på Danmarks geografiske placering, er det oplagt, at vi har haft kontakt med andre folkefærd,« siger Linea Melchior og fortsætter: »Vi ved fra arkæologiske fund, at der har været en stor udveksling og handel med andre områder i Skandinavien og Europa.«

Kontakten må endda have strakt sig endnu længere sydpå, for i en af de danske jernaldergrave lå resterne af en mand, som genetisk set stammer fra Arabien.

I begyndelsen af den danske Jernalder lå romerske legioner så langt nordpå som ved Elben, og det kan tænkes at den arabiske mand fra gravstedet på Sydsjælland, var slave eller lejesoldat i den romerske hær. Han besad formentlig talenter, som folkene i Bøgebjerggård eller Skovgaarde kunne bruge – eller også var han efterkommer af en kvindelig arabisk slave, der af ukendte årsager drog over Elben og sluttede sig til landsbybeboerne på Sjælland.

»Det er ikke første gang, at vi ser en arabisk mand begravet i indviet jord – det var nøjagtigt det samme med et andet arabisk individ, som min forgænger Lars fandt et andet på Kongemarken,« fortæller Linea Melchior.

De to arabere var begravet på præcis den samme måde, som de andre individer. Fundet vidner om, at folk fra fjerne egne kunne og blev optaget i de danske landsbysamfund.

Nationalisterne har altså ikke og har aldrig haft noget at have deres forestillinger om et racerent, indo-arisk “folkehjem” i. Og godt det samme – det ville nu alligevel have været for kedeligt.

Skift til OpenOffice – scor en million

Mere Version2:

Over 500 medarbejdere i grossist-virksomheden FTZ Autodele har fået skiftet Microsofts Officepakke ud med en gratis-version fra OpenOffice.org. Besparelse over én million kroner.

Og netop prisen har haft afgørende betydning i beslutningen om at droppe Microsoft Office-pakken, siger Lotus Notesansvarlig i FTZ Mads Andersen til Version2.dk.

»Vi har analyseret brugen af Office-pakken, og for langt de fleste medarbejdere er der tale om stærkt begrænset brug af de muligheder, der ligger i Office, så derfor er der heller ikke grund til at bruge forholdsvis mange penge på noget, som brugerne reelt ikke anvender,« siger han.

Ifølge Mads Andersen har selve implementeringen forløbet forholdsvist gnidningsløst, og der har kun været meldt om begrænset frustration over, at medarbejdere skulle sige farvel til den vante Office-pakke.

Det er det danske konsulenthus Symfoni, der har forestået implementeringen og de har også udviklet integration mellem OpenOffice og FTZ’s omfattende Notes-løsning…

Det fremgår også, at man har beholdt nogle Office-licenser af hensyn til nogle meget komplicerede regneark, som det ikke umiddelbart var let et portere, men som heller ikke alle medarbejdere havde brug for. En god, pragmatisk løsning – regnearkene kan naturligvis også konverteres og komme til at virke i OpenOffice, men det kan alt andet lige også komme til at tage tid, og det har man så fået nu.

En god, pragmatisk løsning – og en million sparede kroner på at skifte til fri software. Måtte mange flere følge efter!

Bendt Betjendt tager af kassen

Økonomi- og erhvervsminister og regeringens nr. 2 Bendt Bendtsen er grebet i at misbruge skatteydernes penge i form af massiv privat kørsel med ministerbilen, og det i en grad, så det nu har fået hans chauffør gennem seks år til at stå frem, skriver Jyllands-Posten:

Bendt Bendtsens chauffør gennem seks år, Michael Pedersen, står i dag i Morgenavisen Jyllands-Posten frem og fortæller, hvordan han og hans kolleger år efter år har kørt Bendt Bendtsen rundt til private arrangementer, som intet har med hans arbejde som minister at gøre, og hvordan det har gjort chaufførernes arbejdstider uacceptabelt lange med massive brud på 11-timers reglen til følge.

»Der er tale om graverende eksempler på overtrædelse af reglerne om brug af ministerbiler. Bendt Bendtsen kan ikke være i tvivl om, at der er tale om misbrug af ministerbilen,« siger Jørgen Albæk Jensen, lektor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet.

»Der er dokumentation for, at Bendt Bendtsen i et betydeligt antal tilfælde har benyttet sig af ministerbilen og ministerchaufførerne til private formål i strid med reglerne. Der er tale om et betydeligt misbrug,« siger Oluf Jørgensen, afdelingsforstander ved Danmarks Journalisthøjskole og ekspert i forvaltningsret.

Nu er Bendt Bendtsen ikke dømt for noget endnu, men hvis anklagerne holder vand: Hvor  mange hundrede tusind eller måske millioner af det offentliges krone er det så ikke lige, han dér har stukket i sin private baglomme i form af gratis kørsel med chauffør?  Rækker ministerlønnen ikke til, at han kan køre i sin egen bil, eller hvad?

Og det fra en betjent og fra en minister i en regering, der har mere end travlt med at tælle femogtyveørerne, når det handler om arbejdsløse, der skal aktiveres. Live by the sword, die by the sword – må det vist hedde i sådan et tilfælde.

Dansk isolationsfængsling – tortur og krænkelse af menneskerettighederne

Isolationsfængsling er noget ufortjent gledet i baggrunden i den hjemlige debat i de senere år – en nylig stramning af loven rettede lidt op på de mest hårrejsende forhold, men isolationsfængsling praktiseres stadig langt mere i Danmark end i de lande, vi normalt sammenligner os med, det må stadig betragtes som tortur, og det påfører stadig de anholdte betydelige psykiske skader.

Danmark burde gøre noget ved det, mener Institut for Menneskerettigheder ifølge Dagbladet Arbejderen:

Isolationsfængsling betegnes som nedværdigende og umenneskelig behandling, og brugen af isolationsfængsling kan derfor i visse tilfælde betyde en overtrædelse af både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN`s Torturkonvention. Det kan medføre alvorlige psykiske problemer, søvnløshed og hallucinationer, og helbredet kan tage skade efter bare få dages isolation.

Opstramningen af den danske lovgivning er ikke nok til at tilfredsstille FN. Manfred Nowak, der er FN`s torturrapportør og har skrevet under på Istanbulerklæringen, gentog sin kritik af Danmarks brug af isolationsfængsling, da han var på besøg i maj.

Landsforening for Beskikkede Forsvarsadvokater har tidligere foreslået helt at afskaffe isolationsfængsling. Det er deres erfaring, at isolationsfængsling ikke har nogen betydning for efterforskningsarbejdet, og foreningens formand advokat Niels Forsby kalder det for psykisk tortur, der bruges til at få den fængslede til at tilstå.

Isolationsfængsling bruges i parantes bemærket også flittigt på Guantánamo. Det er på tide at gøre en ende på hykleriet og afskaffe isolationsfængsling helt i dette land.

Bush-regeringen skyld i krigsforbrydelser

Hvem er det, der siger sådan – hvilken beskidt, stinkende, uvasket, venstreorienteret peace-on-earth beatnik af en uansvarlig venstreorienteret flipper formaster sig til at antyde, at water boarding, isolationsfængsel, timer og dage til fods uden at få lov til at ligge eller sidde ned og hvad man nu ellers har af unikke og nyskabende forhørsmetoder kan være andet end godt for the greater glory of mankind eller tænkes at udgøre en slags overtrædelse af noget som helst?

Vel, såmænd ingen andet end pensioneret general i den amerikanske hær Antonio Taguba, der også ledede den amerikanske hærs undersøgelse af Abu Ghraib-skandalen.

Taguba har skrevet forord til en rapport om hærens behandling af fanger på Guantanamo samt i Afghanistan og Irak; rapporten konkluderer, at der er tale om krigsforbrydelser:

“We found clear physical and psychological evidence of torture and abuse, often causing lasting suffering,” said Dr. Allen Keller, a medical evaluator for the study.

In a 121-page report, the doctors’ group said that it uncovered medical evidence of torture, including beatings, electric shock, sleep deprivation, sexual humiliation, sodomy and scores of other abuses.

The report is prefaced by retired U.S. Major Gen. Antonio Taguba, who led the Army’s investigation into the Abu Ghraib prisoner abuse scandal in 2003.

There is no longer any doubt that the current administration committed war crimes,” Taguba says. “The only question is whether those who ordered torture will be held to account.”

En britisk aktivist har allerede forsøgt at gennemføre en civil anholdelse af krigsforbryder og fhv. FN-ambassadør John Bolton. Hvor længe mon der kommer til at gå fra en eventuel Obama-sejr til de første arrest-ordrer begynder at tikke ind?

Via Boing Boing.