Vi holder ferie en uge eller to, og hverken denne blog eller moderskibet kan forventes at blive opdateret de kommende to uger. Brug de gode blogs i min blogroll indtil da! 🙂
Month: July 2008
Fornuft fra politiet
Århus Politi nægter til Cityforeningens fortvivlelse at genindføre patruljeringen i midtbyen og vil heller ikke påtage sig at fjerne “skæve” eksistenser, udtaler John Jacobsen, Østjyllands Politi, til JP Århus:
Den der gåen op og ned ad Strøget er ikke noget, som vi genindfører.
For ca. 10 år siden var det faktisk nogle lidt andre toner, man hørte:
I forbindelse med Århus Festuge [kunne politiet ] rose sig af at have buret nogle af de mest iøjnefaldende narkomaner inde uden overhovedet at sigte dem for noget: “… når der er festuge samles de, hvor de kan gøre sig mest synlige. Derfor har vi anholdt dem og brugt en såkaldt gummiparagraf om at ’være til ulempe’, så de ikke generer for meget.” (Ekstra Bladet, 2.9.97).
I dag nægter politiet at lade sig bruge til noget sådant, eller det siger de i hvert fald. John Jacobsen fastslår således:
“Vi beskæftiger os med folk, der har begået noget ulovligt. Det er ikke vores opgave at smide narkomaner væk. Hvis man er narkoman eller alkoholiker eller i øvrigt har et socialt problem, så er det ikke noget, som politiet skal tage sig af. Disse mennesker har lige så meget ret til at være i midtbyen som alle andre, så længe de overholder love og bekendtgørelser,” siger John Jacobsen.
Politiet har i øvrigt ikke hjemmel til at fjerne narkomaner og alkoholikere, bemærker han:
“Hvis der er et ønske om, at misbrugerne skal væk fra gågaden, så er det ikke politiet, man skal bruge som løftestang.”
Måtte den holdning brede sig og vinde indpas hos politiet i hele landet, ja i hele verden!
En Pind til Danmarks ligkiste
Venstremanden Søren Pind har i dag en kronik i Jyllands-Posten om, hvor godt det går i Irak for tiden og hvor fremragende og umisforståeligt det hermed er dokumenteret, at Irak-krigen er en succes, og alle kritikere må lukke munden.
Nåja, og så skriver han, at hvis risikoen er, at Iran ender med at få atomvåben, så er krigen at foretrække.
Lad os tage det første først: Efter en invasion, hvor man i 2003 lod kriminelle plyndre hele Baghdads infrastruktur uden så meget som at overveje at gribe ind, efter en “genopbygning”, hvor man har smidt milliarder af dollars ud til korrupte firmaer uden noget resultat overhovedet, efter at civilbefolkningen i Baghdad i flere år har lidt under en terror, som Søren Pind ganske givet endikke er i stand til at forestille sig, efter bølger af kidnapninger og mord, som ifølge almindelige irakere har gjort livet i den arabiske del af landet meget værre end under Saddam, efter at Iraks kristne minoritet stort set er fordrevet til Syrien og både Syrien og Jordan er proppet til randen af millioner af irakiske flygtninge, efter Abu Ghraib og Guantanamo og 100 andre ulykker, som alle, der vil og kan læse, let kan gøre sig bekendt med, vover en krigstilhænger som Søren Pind at påstå, at krigen var en succes, fordi Irak nu for første gang siden invasionen vist nok er en smule fredeligere, end det var sidste år?
Irak-krigen var en ulykke og en frygtelig fejltagelse, som man derudover lige fra starten har fejlhåndteret i nærmest ufattelig grad, og konsekvenserne af disse misgreb er blevet delt mellem den irakiske civilbefolkning, som har betalt i blod og forfærdelige traumer, og de amerikanske skatteydere, som har betalt med så ufatteligt mange milliarder dollars, at USA kunne have reformeret såvel sit sundheds- som sit uddannelsessystem for de penge.
“De, der befordrer løgnen, svigter”, skriver Pind i sin kronik, og stempler hermed sig selv.
Men nu, hvor den irakiske “succes” endelig er på plads, er tiden så kommet til at følge op med Iran, hvis de ikke makker ret – hvis man altså skal følge Søren Pind. Heldigvis lader den amerikanske regering dog til at mene noget andet, måske inspireret af, at den mindste antydning om en krig mod Iran er nok til at få spekulanterne til at drømme om oliepriser på over tusind dollars tønden, godt hjulpet på vej af det faktum, at det amerikanske militær er slidt ned til sokkeholderne og ikke i en forfatning, hvor man kan binde an med Iran uden at indføre værnepligt.
Hvilket sidste ikke kommer til at ske. Men står det til Søren Pind er vi altså klar.
Herre Jemini! Jeg har sagt det før, og jeg vil sikkert sige det igen: Det var sgu godt, at københavnerne undgik at få den Pind i røven som overborgmester efter kommunalvalget i 2005. Hvis han så bare ville holde op med at blande sig i lands- eller udenrigspolitik også.
Rygestop – mærkedag
Jeg kom i tanker om her til aften, at det i dag er præcis fem år siden, jeg holdt op med at ryge.
Jeg holdt op uden at bruge nogen form for erstatningsprodukter som nikotinplaster o.l., og det tror jeg også er den rigtige måde at gøre det på (set mit indlæg: Nicorette – forringer din chance!). Jeg ville ønske, jeg også kunne sige, jeg holdt cold turkey, men i virkeligheden brugte jeg et indviklet system af nedtrapning, der involverede altid at tænde dagens første smøg senere end den foregående dags første smøg var blevet tændt, så “rygedagens” begyndelse altid blev skubbet lidt frem. Det er en mere kompliceret og mere pinefuld metode end bare at trække en streg i sandet og holde op.
To gode hjemmesider for rygestop er WhyQuit og det tilhørende forum Freedom From Tobacco, hvor den første indeholder vigtige oplysninger bl.a. om kroppens reaktioner på rygestop, det andet tilbyder direkte online support for alle, der kan og vil holde sig røg- og nikotinfri.
Jeg grundlagde selv en tråd på Freedom, som jeg brugte som en slags “dagbog” over rygestoppet, som måske er et meget typisk katalog over de psykologiske reaktioner, man må forvente, når man bryder en fyisk afhængighed.
Jeg er i hvert fald glad for, det lykkedes i sin tid – livet er kun blevet bedre af at blive røgfrit.
Læs også:
Retshjælpen afskaffet fra den ene dag til den anden
Vidste du det? Alle muligheder for at få retshjælp eller fri proces blev i praksis afskaffet ved en “reform”, der trådte i kraft 1. januar 2007.
Det skriver advokat Kirstine Kryger Dyekjær i en kronik i Jyllands-Posten:
I mange år har man således for ”den lille retshjælp” på 200 kr. kunnet få en times møde med en advokat, hvor man f. eks. kan få rådgivning om separation, forældremyndighed, forsikring mv. For ”den store retshjælp” på 1.115 kr. kunne man få to til tre timers advokathjælp til at løse tvister; f.eks. med en mekaniker, der havde skrevet for stor en regning eller arbejdsgiver, der ikke ville betale løn.
Fri proces skulle advokater søge gratis, og fri proces indebar, at man ikke selv skulle betale noget.
Til sammenligning koster en times hjælp hos en advokat normalt imellem 1.350 og 3.000 kr. + moms …
Man kan efter 1. januar 2007 ikke længere få retshjælp til:
– Sager, der enten er under behandling eller kan behandles hos et offentligt eller offentligt godkendt nævn/råd. Det er f.eks. Forsikringsankenævnet og Statsforvaltningen.
– Klagesager, hvor sagsbehandlingstiden for advokaten overstiger to timer i alt.
I praksis betyder det, at der stort set ikke er noget, man kan få retshjælp til.
Hvad angår fri proces er det lige så slemt:
Før søgte man det lokale statsamt om fri proces, og det var statskassen, der betalte omkostningerne ved en fri processag og dommeren, der bestemte hvor meget advokaten skulle have i salær med mulighed for advokaten for at klage til en højere ret. Havde man en retshjælpsforsikring, skulle forsikringen dække det salær, dommeren bestemte, advokaten skulle have.
Nu har man ændret reglerne, så man ikke skal søge en offentlig myndighed om fri proces, men derimod sit eget forsikringsselskab. Det er også forsikringsselskaberne, der bestemmer, hvad advokaten må få i salær for sagen, og det er forsikringsselskabet, der betaler regningen.
Sagsbehandlingstiden er steget fra to til otte uger til tre til otte måneder. Mange sager skal anlægges straks, og ankesager skal ankes inden fire uger, og det er derfor umuligt at nå at få svar, inden ankefristen udløber, og man må så i givet fald selv betale…
Reglerne har altså betydet en markant forringelse af især svage borgeres adgang til domstolene og en retfærdig rettergang, hvilket er på kant med Danmarks internationale forpligtelser efter Menneskerettighedskonventionen – og det kan undre, at reglerne ikke har fået mere opmærksomhed i pressen.
Og ja, det kán virkelig undre. Det er også meget bemærkelsesværdigt, at “reformen” er kommet efter en indstilling fra Retsplejerådet, hvor man ellers umisforståeligt fastslog: “Adgangen til om nødvendigt at føre retssag ved domstolene er en fundamental menneskeret, og det må sikres, at der ikke er nogen, der af omkostningsmæssige grunde er afskåret fra som sagsøger eller sagsøgt at føre retssager, der er rimelig anledning til at føre”.
Nu har man tværtimod omhyggeligt sikret, at der ikke er nogen, der har mulighed for at søge deres ret ved domstolene, medmindre de fra starten er indstillet på at betale alle omkostningerne selv. Signalet er umisforståeligt: Domstolenes retfærdighed er for dem, der har penge.
Man aner også, at det er mere bekvemt for myndighederne på den måde – man indskrænker besværlige borgeres adgang til at forsvare sig mod overgreb ved domstolene, ligesom man afskaffer deres muligheder for at sæge juridisk bistand. Hvordan man end vender og drejer det, er der tale om en alvorlig indskrænkning af retssikkerheden.
Link.
GNU/Linux kan frelse verden
Nej, det er ikke mig, der siger det, det er IT-journalisten Steven J. Vaughan-Nichols, der skriver i ComputerWorld:
You can’t afford to drive anywhere, and, even if you could, you may not have a GM car to drive there for much longer. Some of you may be losing your houses, and the mortgage companies that gave you that mortgage in the first place? IndyMac went down late last week and now the question of the day is which major national bank will follow it down.
What does this have to do with Linux? Everything.
With both people and companies having to squeeze a nickel’s worth of good out of every penny, how long do you think people will be paying Microsoft for its imperfect operating systems and office suites? Vista Business SP1 ‘upgrade’ has a list price of $199.95. Office 2007 Professional is $329.95. That’s $529.90, or as much as a new low-end PC. Or, I could go with Ubuntu Linux for zero money down. if I wanted big business support, I could buy SLED (SUSE Linux Enterprise Desktop) 10 SP 2 from Novell for $50. SLED, like any desktop Linux, includes OpenOffice 2.4 for free.
Which one would you buy when your IT budget is going to be cut to the bone?
Ja, det er en svær beslutning (og lad os bare gentage: Ubuntu for zero money down). Men det bliver bedre:
Do you want to keep buying Windows when according to the SANS Institute’s ISC (Internet Storm Center), an unprotected Windows system will last “less than five minutes” before being hacked? Five minutes!?
Of course, not all experts think Windows is that insecure. Why some security pros believe that a vanilla copy of Windows could make it as long as 16-hours. Isn’t that reassuring?
You can prevent that from happening. All you have to do is to keep your patches up to date. To do that, of course, you’ll need to hope that the patches themselves won’t blow up; the patches actually work and that Microsoft won’t make it impossible for you to download those patches in the first place…. again. But, other than that what do you have to worry about?
Oh wait, there is all that malware out there. Well, you can always buy anti-viral software. So, if we go with the cheapest, most basic anti-virus program from Symantec, Norton Antivirus 2008 for one user has a list price of $39.99 per year.
Let’s add this up. I can pay $569.89 for the operating system and software for my PC or I can pay $50. Oh, and if I pay the big bucks, I have a system that won’t last a day on the Internet unless I’m constantly on my guard and Microsoft doesn’t foul up again.
Gosh, which one do you think is the better deal?
Som Vaughan-Nichols konkluderer: Måske det virkelig er på tide, at vi dropper den skat, Microsoft stadig tillader sig at opkræve på stort set hver eneste computer, der sælges i hele verden. Man har råd til at smide penge ud af vinduet til et dårligere og mindre sikkert produkt i gode tider, selvom det er diskutabelt, hvor klogt det er. Men i de mindre goder tider, skyerne synes at trække op til?
I mindre gode tider finder man tilbage til det, der giver bedst mening; og det vil i denne sammenhæng sige fri software fremfor dyre monopoler. Så … frelse verden med software kan vi måske ikke – men skelne mellem det frie, sikre og åbent specificerede som man kan hente gratis og det dyre og usikre lukkede skrammel – det begynder vi nok snart at finde ud af, som Vaughan-Nichols antyder.
Genoa – syv år efter
The Guardian har en glimrende og noget foruroligende gennemgang af forløbet i forbindelse med politiets amokløb under G8-topmødet i Genoa i 2001:
It was just before midnight when the first police officer hit Mark Covell, swiping his truncheon down on his left shoulder. Covell did his best to yell out in Italian that he was a journalist but, within seconds, he was surrounded by riot-squad officers thrashing him with their sticks… It was at that moment that a police officer sauntered over to him and kicked him in the chest with such force that the entire lefthand side of his rib cage caved in, breaking half-a-dozen ribs whose splintered ends then shredded the membrane of his left lung. Covell, who is 5ft 8in and weighs less than eight stone, was lifted off the pavement and sent flying into the street. He heard the policeman laugh.
There are several good reasons why we should not forget what happened to Covell, then aged 33, that night in Genoa. The first is that he was only the beginning. The second is that, seven years later, Covell and his fellow victims are still waiting for justice…
… they dragged Zuhlke into the ground-floor hall, where they had gathered dozens of prisoners from all over the building in a mess of blood and excrement. They threw her on top of two other people. They were not moving, and Zuhlke drowsily asked them if they were alive. They did not reply, and she lay there on her back, unable to move her right arm, unable to stop her left arm and her legs twitching, blood seeping out of her head wounds. A group of police officers walked by, and each one lifted the bandana which concealed his identity, leaned down and spat on her face.
The signs of something uglier here were apparent first in superficial ways. Some officers had traditional fascist songs as ringtones on their mobile phones and talked enthusiastically about Mussolini and Pinochet. Repeatedly, they ordered prisoners to say “Viva il duce.” Sometimes, they used threats to force them to sing fascist songs: “Un, due, tre. Viva Pinochet!”
Fascistisk infiltration af politiet – var det derfor, det gik så galt? Nick Davies antyder i artiklen, at det kan være endnu værre, at laden-stå-til overfor sådanne metoder fra politiets side kan være en bevidst taktik fra politikere, der føler sig under pres – som for eksempel, G8-landenes ledere og de italienske politikere, der var ansvarlige for topmødets afvikling uden pinlige demonstranter til at gøre opmærksom på fattigdom og ulighed i den globaliserede verden:
Fifty-two days after the attack on the Diaz school, 19 men used planes full of passengers as flying bombs and shifted the bedrock of assumptions on which western democracies had based their business. Since then, politicians who would never describe themselves as fascists have allowed the mass tapping of telephones and monitoring of emails, detention without trial, systematic torture, the calibrated drowning of detainees, unlimited house arrest and the targeted killing of suspects, while the procedure of extradition has been replaced by “extraordinary rendition”. This isn’t fascism with jack-booted dictators with foam on their lips. It’s the pragmatism of nicely turned-out politicians. But the result looks very similar. Genoa tells us that when the state feels threatened, the rule of law can be suspended. Anywhere.
Formidling og storhed
Jeg har været syg og dermed bundet til hjemmet de sidste tre dage (og måtte bl.a. aflyse et foredrag om fri software, som ville have været lidt i retning af det her, men mere politisk), og har bl.a. fordrevet tiden med at genlæse Erwin Neutzsky-Wulffs roman 2000.
Det slår mig under genlæsningen stærkt, hvor god en bog det egentlig er – ikke at jeg havde glemt det, men jeg har bare ikke haft det præsent i alle de år, der er gået, siden jeg læste den sidst. Hvad mener man for eksempel om en forfatter, der under dække af at skrive en aldeles gennemsnitlig, socialrealistisk novelle for jordboere om jordiske forhold sniger sig til at blande universets livsformer og kulturer?
Racer, for hvem kødets lyst var en geometrisk ordning af deres lemmer, og racer, som stræbte mod døden med from stædighed. Racer, hver med deres Gud, deres Hjerte, deres Sult, deres Angst, Ulighedens Evangelium, Lovløshedens Sejrssang.
For ingen gud og ingen lovgiver ville kunne være gud og lovgiver for dem alle. Den, der forstod en races klokkesange, kunne umuligt fatte sluget i en andens skælvende armslyng.
Og dog, forstår I, anede jeg det alt sammen fra min konsol. Til sidst var jeg fuld.
Og så. Så aktiverede jeg maskinens kraftige sender og sendte alle disse bankende hjerter ud i det tomme rum.
Jeg sendte den fredelige quianer bellanernes kampskrig og dødslyst, og bellaneren sendte jeg quianernes årtusindgamle pastorale salmer. Jeg sendte de bybyggende computanere amorianernes hede nætter, og de fik himmelsk mekanik igen.
(s. 175)
Eller hvad mener man om guden Amons vidneudsagn i den endelige retshøring, hvor det skal afgøres, om man skal fylde verdensdybet op med vand indtil femte himmel, så englene spares for risikoen for at falde, og man kan få fred for mennesket (hvis det da overhovedet eksisterer):
‘Mennesket!’ råbte guden, ‘var det vidunderligste væsen, verden nogensinde har set. Det var stolt, modigt, selvopofrende, kærligt. Det gik hånd i hand med os guder i hine dage, da himlen var på jorden.’
‘Undskyld,’ sagde proponenten. ‘Men sagde De: Var?’
‘Jeg er bange for,’ brægede vædderen melankolsk, ‘at Mennesket er dødt…’
(s. 238)
Faktisk kan der nok ikke være nogen tvivl om, at 2000 (som udkom i 1991) er en af Neutzsky-Wulffs allerbedste bøger – den og den lidt senere VERDEN er formentlig hans mest vellykkede romaner overhovedet.
DØDEN (1996) er som politisk roman meget atypisk (selvom den også er god), og af den senere produktion er HJERNEN (2006) både god og ambitiøs, men ikke helt så vellykket som samlet værk – måske fordi den er så lang, måske den tager sig for mange friheder i forhold til romanformens konventioner, hvad ved jeg. 2000 er et utrolig mangefacetteret værk, som de to citater naturligvis ikke kan yde nogen egentlig retfærdighed.
Skulle nogen falde over den, kan jeg i hvert fald kun anbefale, at man gør forsøget, også fordi fortællingen her er fri for de causerende indskud, som godt kan virke trættende i nogle af samme forfatters senere romaner. Alene de mange indskudte historier, der også kan ses som selvstændige noveller, gør bogen til en fornøjelse at læse – jeg finder i hvert fald genlæsningen fascinerende.
Mere overvågning
Ligesom vi har den danske overvågningslov i form af logningsbekendtgørelsen og svenskerne netop har vedtaget FRA-loven, der giver efterretningstjenesten ret til at gemme al datatrafik, der potentielt krydser grænsen til Sverige, har englænderne besluttet, at de også vil være med. Den britiske regering planlægger en national database over alle emails, telefonpringninger og SMS’er, som politiet skal kunne opdatere og bruge i realtid, dvs. løbende:
A Home Office project team is developing the radical plan for a system that would use new techniques to monitor phone lines and the internet to store details on every individual’s browsing and communications traffic – although not its content – enabling the police to build a profile of an individual and their network of contacts.
The proposal is still at a discussion stage between the Home Office and the telecommunications and internet industries, but the government’s draft legislative programme for this autumn does include a data communications bill which the Home Office acknowledges may include the legal power to set up such a central database and a public authority to administer it.
More than 57bn text messages were sent in Britain last year, suggesting that a central database would have to be massive.
Bemærk, at et sådan løbende opdateret monstrum af en national database går langt videre end den danske overvågningslov, som kræver, at landets telefonselskaber og internetudbydere opretholder logs, som politiet kan få udleveret om nødvendigt. I Storbritannien vil man have én database, som politiet simpelt hen altid har adgang til.
Landets “Information commissioner”, vel en pendant til de danske databeskyttelsesmyndigheder, mener en sådan database vil udgøre en trussel mod den britiske livsstil:
Richard Thomas said there needed to be the “fullest public debate” over the justification for – and implications of – a database which held details of everyone’s telephone and internet communications and was potentially accessible by a wide range of law enforcement agencies.
“Do we really want the police, security services and other organs of the state to have access to more and more aspects of our private lives?”
Og for de flestes vedkommende vil svaret nok være “nej”. Det værste og tåbeligste er, at en sådan lov ikke vil komme til at virke efter hensigten. For det første let kan omgås ved hjælp af et system som Polippix, for det andet vil man indsamle en så monumental mængde af data, at de reelt ikke kan bruges til noget som helst: Terrorbekæmpelse eller blot almindeligt politiarbejde handler om at finde nålen i høstakken, og det bliver faktisk ikke lettere, fordi man bygger en større høstak.
Den foreslåede overvågning er med andre ord tåbelig, kontraproduktiv og ikke at forglemme en krænkelse af briternes privatliv. Velkommen til overvågningssamfundet!
Israel: Værre end apartheid
Israels politik i de besatte områder (Vestbredden og Gaza) sammenlignes ofte med apartheid i Sydafrika, og denne sammenligning vækker ofte forargelse blandt Israels støtter – det kan man alligevel ikke, og Israels rare men håndfaste hyggen om den palæstinensiske befolkning kan på ingen måde sammenlignes med, hvad de onde, onde hvide sydafrikanere bedrev.
I denne uge har sammenligningen for alvor skullet bestå sin prøve: 21 menneskeretsaktivister fra Sydafrika, hvoraf flere har prøvet apartheidregimets metoder på egen krop, har besøgt Israel med det formål at undersøge forholdene i de besatte områder.
Deres dom er klar – der er ingen sammenligning overhovedet: Israels behandling af palæstinenserne i de besatte områder er mange gange værre, end apartheid-regimet nogensinde har været.
Gideon Levy rapporterer i Ha’aretz:
On Monday they visited Nablus, the most imprisoned city in the West Bank. From Hawara to the Casbah, from the Casbah to Balata, from Joseph’s Tomb to the monastery of Jacob’s Well. They traveled from Jerusalem to Nablus via Highway 60, observing the imprisoned villages that have no access to the main road, and seeing the “roads for the natives,” which pass under the main road. They saw and said nothing. There were no separate roads under apartheid. They went through the Hawara checkpoint mutely: they never had such barriers.
Jody Kollapen, who was head of Lawyers for Human Rights in the apartheid regime, watches silently. He sees the “carousel” into which masses of people are jammed on their way to work, visit family or go to the hospital. Israeli peace activist Neta Golan, who lived for several years in the besieged city, explains that only 1 percent of the inhabitants are allowed to leave the city by car, and they are suspected of being collaborators with Israel. Nozizwe Madlala-Routledge, a former deputy minister of defense and of health and a current member of Parliament, a revered figure in her country, notices a sick person being taken through on a stretcher and is shocked. “To deprive people of humane medical care? You know, people die because of that,” she says in a muted voice.
Lad mig gentage: Den sydafrikanske delegation var chokerede over, hvad de så, og gjorde det umisforståeligt klart, at Israels behandling af palæstinenserne i de besatte områder er meget værre, end apartheid nogensinde har været. Dommeren Edwin Cameron udtrykker det således:
We came here lacking in knowledge and are thirsty to know. We are shocked by what we have seen until now. It is very clear to us that the situation here is intolerable.
Mondli Makhanya, chefredaktør af Sunday Times of South Africa, udtrykker det sådan her:
When you observe from afar you know that things are bad, but you do not know how bad. Nothing can prepare you for the evil we have seen here. In a certain sense, it is worse, worse, worse than everything we endured. The level of the apartheid, the racism and the brutality are worse than the worst period of apartheid.
Tag det fra hestens egen mund – en sammenligning mellem Israels politik i de besatte områder og sydafrikansk apartheid er hverken “overdreven” eller uretfærdig – i hvert fald ikke mod israelerne.
Link – via Z Communications.