Vilje og forudbestemmelse – gudernes indgriben i menneskelivet

Hunkpame Ayono Huntoloji
Candomblé-templet Hunkpame Ayono Huntoloji, der blev grundlagt af gaiaku Luiza de Oya i 1952. Foto: Paul R. Burley, CC-BY-SA 4.0.

For et par måneder siden skrev jeg i artiklen om udvælgelse og indvielse i candomblé, at indvielsesprocessen ofte starter med, at en gud gør krav på den, der skal indvies. Det er op til de udvalgte, om de ønsker at følge dette kald (der dog kan være ret insisterende).

Jeg supplerede med et eksempel på, hvordan det første hold, der blev indviet af gaiaku Luiza de Oya (1909-2005, født Luiza Franquelina da Rocha) fra byen Cachoeira i Bahia blev kaldet ved at de alle samme dag faldt om ved fødderne af de hellige træer i gaiaku Luizas tempel og ikke kunne rejse sig igen. Dette er typisk for indvielse i candomblé de jeje.

I denne artikel vil jeg med udgangspunkt i Marcos Carvalhos biografi[1] vise, hvordan guderne uopfordret viste sig og formede gaiaku Luizas liv på afgørende punkter –  uafhængigt af og nogle gange i modstrid med hendes egne ønsker. Gennem et langt liv blev hun af Oya og Azansu ført frem til grundlæggelsen af jeje-templet Hunkpame Ayono Huntoloji i Cachoeira. Dette tempel eksisterer endnu  og blev grundlagt i 1952 i Bahias hovedstad Salvador, sat i bero omkring 1960 og flyttet til Cachoeira i 1961 eller 1963[2].

Luiza Franquelina da Rochas kaldelse begyndte før hendes fødsel. Hun voksede op i candomblé de jeje-templet Seja Hundé (også kendt som Roça da Ventura) i Cachoeira, hvor hendes far var ogan eller hjælpepræst. Hendes mor var indviet til havgudinden Iemanjá i candomblé de ketu, dvs. “almindelig” yorubainspireret candomblé.

Franquelina da Rocha fortæller, at hendes mor var mærket af Iemanjá fra fødslen:

Hun blev født med et mærke i hovedbunden af form som en fisk. Hun tillod ikke nogen at røre ved fisken, og eftersom hun havde meget hår, var der næsten ikke nogen, der kunne se den. (s. 68)

Om optakten til sin egen fødsel fortæller hun:

Mor fortalte mig engang, at den nu afdøde Custódias Oya en dag kom hen til hende og fortalte, at hun [moderen] var med barn. Min mor sagde at det var hun ikke, for i den periode ammede hun min bror Aurino.

Oya sagde: “Jo, du er med barn! Det er en pige, og den pige tilhører mig!” Min mor troede ikke meget på det; men lidt senere, da hun var ved at lave grød til min bror Aurino, blev det stormvejr. Der kom et lyn, et lynglimt, ind i huset, og naboerne kom løbende for at se, hvad der var sket. Der var ikke sket noget, men det var den dag, min mor første gang mærkede, at jeg bevægede mig inde i hendes mave. (s. 69-70)

Det lyder måske lidt mærkeligt, at “Custódias Oya” kom hen og sagde noget til Franquelina da Rochas mor. Det betyder,  at denne kvinde ved navn Custódia var indviet til Oya, og at hun  den dag spontant blev besat af sin Oya; og at gudinden i den tilstand, “iført” Custódias krop, gik hen til den lille Luizas mor for at overbringe sit budskab. Custódia er formentlig kommet til sig selv igen kort efter.

Helligt træ i Hunkpomo Ayono Huntoloji
Et af de hellige træer i candomblé-templet Hunkpame Ayono Huntoloji. Foto: iPatrimonio.org, CC-BY 4.0.

Senere var en anden guddom tæt på at gøre krav på Franquelina da Rocha, men Oya lagde sig imellem (en equêde er en kvindelig hjælpepræst, der ikke bliver besat):

En skønne dag, hvor der var candomblé i Ventura, tog Marias Ògún fat i min arm og trak mig hen foran trommen for at gøre mig til sin equêde. Jeg var stadig barn på det tidspunkt, jeg kan have været 13 år.  Da Ogan Caboclos mors Oya så dette, kom hun løbende og trak mig ud af Ògúns arme og sagde: “Find dig en anden, for hende her er min!” Ògún fandt sig irriteret i det. Ved den næste candomblé tog den nu afdøde Felipas Odé fat i mig for at gøre mig til sin præstinde, men nu kom Marias Ògún og sagde: “Hvis jeg ikke kan få hende, skal du i hvert fald heller ikke!” (s. 81)

I 1937 blev Luiza Franquelina da Rocha indviet til Oya i Cachoeiras naboby Muritiba. Hun brød senere med det tempel hun blev indviet i og flyttede til Salvador.

I 1940 blev hun, der som sagt allerede var indviet som præstinde for Oya i candomblé det ketu, opsøgt af vodunen Azansu, der omtrent svarer til orishaen Omolu. Det gik sådan her til:

I 1940 boede jeg i Beco do Chinelo nr. 18 i bydelen Nazaré, i Salvador. Jeg arbejdede med at lave crepepapirblomster. Der var så mange farver papir, at jeg blev træt bare af at se på dem. Den dag havde jeg lige spist frokost og drukket min kaffe og havde nu  lagt mig. Zuzu var en veninde og tjenestepige, som arbejdede for mig og var ude for at aflevere mine varer. Der var kun ét værelse i huset, og jeg lå i sengen. Der kom en gammel mand til gitteret ved fordøren, med stråhat og klædt i en lærredsskjorte med knapper af ben. Det var en gammel sort mand, og jeg kunne kun se ham fra livet og opefter. Han endte med at gå sin vej, og straks efter kom Zuzu. Jeg spurgte, om hun havde set en gammel mand, og hun sagde nej.  Jeg forstod intet og kunne ikke regne det ud. (…)

Om natten drømte jeg om den samme gamle mand og i min drøm kom vi gående ned ad gaden og han pegede på en grund. Han pegede bare uden at sige noget. (s. 95-96)

Senere flyttede Luiza sammen med Zuzu, der var blevet skilt fra sin mand og gerne ville dele huset.

En skønne dag kom hjem Zuzu med en sæk, og det så ud, som om der var noget i. Hun råbte: “Skynd dig at åbne, den er meget tung!” Jeg åbnede, og hun kom ind og begyndte at pakke ud, og det var en kæmpestor sten. Jeg sagde: “Zuzu, for Guds skyld! Hvad er det, du har samlet op? Skynd dig at gå ud med den igen, jeg vil ikke have den herinde! Den sten er djævelen selv, gå tilbage med den!” Klokken var da elleve om aftenen, og det blev dengang  betragtet som sent. Zuzu ville ikke gå tilbage med stenen og sagde, at det var alt for sent at gå ud på gaden igen. Hun stillede stenen bag døren, og der blev den. Alle mennesker, der kom, blev forskrækkede over den sten. En dag kom min søster og turde ikke gå ind, fordi hun var bange for stenen.

Zuzu tog stenen og anbragte i bunden af huset ved siden af karret til at vaske tøj i. Når hun vaskede tøjet, slog hun det mod stenen; sådan gjorde man i gamle dage. Der kom masser af sæbe på den sten. En dag fik jeg besøg af min ven Izaías Sacramento, som var en gammel angola-præst. Jeg viste ham stenen, og han blev forskrækket og sagde: “Gud nåde og trøste os!!!” Han begyndte at tale ærbødigt med stenen på afrikansk og sagde så:  “Min datter, du må ikke gøre det der. Køb  en flaske dendê [palmeolie], og så kommer jeg med nogle blade, vi kan bade den i. Det er den gamle Omolú, så skynd dig at tage ham ud derfra.” Han gik og kom tilbage med nogle blade, som han havde samlet, og dendêen. Vi gjorde bladene klar og badede stenen i dem, og bagefter kom vi dendê på den. Jeg købte den balje, som han bad mig om, og stillede den inde i huset. Jeg gjorde det, men jeg var ikke særlig glad for det.

Der gik nogen tid, og en dag fik jeg besøg af min ven Congo de Ouro. Jeg viste ham stenen, og han sagde: “Ave Maria, Luiza!!! Det er Azansú.” Jeg bad ham tage stenen med sig, men han sagde at han ikke var totalt vanvittig, det her måtte jeg tage selv mig af. En dag lå jeg i sengen og drømte, jeg ved ikke, om det var en drøm eller en vision,  for den var meget kompliceret. Jeg så en gammel mand, der lå ned på en stråmåtte – han manglede et ben og var dækket af et lagen. Lagnet var helt blodigt. Det var en meget gammel mand, helt rynket og med en svag krop og fordrejet ansigt. Den gamle rejste sig fra stråmåtten, og der hvor benet manglede kom der noget hvidt slim ud. Han gik med besvær hen til stenen og pegede på den. Jeg vågnede, og det var fra den dag, at jeg begyndte at tro på, at den sten var Azansú. (s. 96-96)

Fordi Azansú med sin hellige sten havde meldt sin ankomst i hendes liv blev Luiza Franquelina da Rocha  i 1944-45 indviet til Azansú og Oya af gaiaku Romaninha i Bogum-templet i Salvador. Maria Romana Moreira alias gaiaku Romaninha var en meget aktiv præstinde inden for både Jeje og Angola, der senere kom til at lede Bogum-templet frem til sin død i 90-årsalderen, dvs. omkring 1956.[3]

Franquelina da Rocha vendte herefter tilbage til sit almindelige liv, indtil guderne atter besluttede at blande sig:

En dag kaldte min moder Oya min Gaiaku og Ogan Caboclo til sig for at spørge, om det var mig selv, der ejede det hus, jeg boede i, i bydelen Liberdade i Salvador. Ogan Caboclo, der vidste mere om det end min Gaiaku svarede at ja, det var mig selv, der ejede det. Min moder Oya sagde herefter til dem, at jeg skulle bygge et værelse til hende. Eftersom hun ikke var ved solopgangen, ville hun heller ikke være ved solnedgangen. Det var, var hun sagde, men hun gav ingen forklaring. Gaiaku gjorde mit hus i Liberdade i stand. Jeg fik min stilling og forpligtelse som mãe de santo og leder af et tempel i dette hus, som lå i Travessa de Ouro nummer 31 i Beco do Sabão. (s. 101)

Igen skal det understreges, at når der står, at “min mor Oya kaldte min gaiaku til sig” betyder det, at Franquelina da Rocha er blevet besat af Oya, og at Oya i den situation har meddelt sig til de tilstedeværende. Bagefter har hun formentlig ikke selv vidst, hvad der blev sagt, men har fået det refereret.

I alle tilfælde var det ikke længe, Oya kunne nøjes med et enkelt rum i Franquelina da Rochas verdslige bolig:

Da noget tid var gået, begyndte min mor Oya i 1948 at forlange, at vi holdt op med at lave candomblé dér. Hun ønskede nu et hus på landet, hvor der var vand og frugttræer, og som var tæt på en jernbane. Jeg drog ud for at finde et hus, som jeg kunne købe, men fandt ikke noget. (s. 103)

Det lykkedes dog efter et par forsøg, og denne gang udmøntede Oyas krav sig i grundlæggelsen af templet i Salvador, hvor den første indvielse, som gaiaku Luiza forestod, fandt sted – som vi hørte om i artiklen om udvælgelse og indvielse.

Dette tempel kørte ikke uden problemer, og det fik omkring 1960 gaiaku Luiza til at lukke det og flytte hjem til sine forældre i Cachoeira.

I december 1961 dukkede Oya op og gav udtryk for sin utilfredshed med situationen:

Hun kaldte på min far og sagde: “Jeg vil have mit tempel, jeg har ikke bedt om hende [gaiaku Luiza] om at sælge noget som helst. Jeg er ikke færdig med min mission, og hun er heller ikke færdig med sin. Jeg vil have mit hus!”  Min far svarede målløs: “Jamen, frue, vi kan ikke finde en grund, der passer til vores nation. Det er ikke længere til at finde en stor grund, som både har skov og vand … det findes ikke længere. (s. 120)

Gaiaku Luizas far var på det tidspunkt en aktiv lokalpolitiker med mange forbindelser, og en dag lykkedes det alligevel:

Min mor vækkede mig om morgenen og fortalte, at far havde fundet en gård til mig. Jeg spurgte søvndrukken: “Så han har faktisk fundet en grund?” Og mor sagde ja og at jeg skulle skynde mig, fordi jeg skulle tage med min far ud at se den. Dengang sagde en datter ikke sine forældre imod, det var bare at adlyde ligesom da man var barn. Vi tog derud, den lå tæt ved Bairro do Caquendê, lige her i Cachoeira.

Jeg så på stedet og blev godt sur og tænkte ved mig selv: “Åh Gud, ikke candomblé-tempel igen!” Min far så godt, at jeg gik og surmulede, og sagde: “Hvad nu? Jeg vil ikke have nogen hovedpine over det her, det var din mor Oya, der ville have det”. 15. marts 1962, ved fuldmåne og højvande, var grunden allerede min. (s. 120-121)

Bemærkelsesværdigt nok var gaiaku Luiza selv på det tidspunkt slet ikke interesseret i at åbne et nyt tempel – hun havde netop lukket det gamle, fordi hun var kørt træt i det.

Men Oya – den Oya, som havde gjort krav på hende siden før hun blev født, som havde holdt hende væk fra andre  orishaer, og  som to gange tidligere havde befalet hende at åbne tempel – var ikke færdig med hende.

Og godt det samme, vil mange i området nok sige i dag. Gaiaku Luizas genopståede tempel  Humpame Ayono Huntoloji lever i bedste velgående og anses for at være en vigtig del af Cachoeiras kulturarv.

Når jeg i denne artikel har brugt ret meget plads på én enkelt præstinde og gudernes tilsyneladende indgriben i hendes liv, er det ikke, fordi gaiaku Luizas historie er ud over det sædvanlige. Jeg refererer den, fordi det ikke er ud over det sædvanlige – guderne griber til stadighed og nærmest hverdagsagtigt ind i tilhængerne af disse religioners liv. Guderne i candomblé er dermed, som jeg før har skrevet, ikke noget man tror på, men en realitet, som man er nødt til at tage højde for.

Og så illustrerer hændelserne i denne artikel en række vigtige begreber, som denne artikelserie fortsat skylder en forklaring på. Hvad vil det for eksempel sige, at en Oya er “nogens” Oya, eller en Oxum “nogens” Oxum, og hvordan adskiller den ene(s) Oya eller Oxum (eller Oxala, Xangô, Iemanjá, Oxóssi osv) sig fra den anden? Dette er tæt knyttet til indvielsen og til templets daglige liv, og disse ting vil vi derfor vende tilbage til i kommende artikler i serien.

I øvrigt er jeg blevet opfordret til at lave en samlet ordforklaring til de mange fremmede begreber, der introduceres i disse artikler. Det er også på vej.

Noter

[1]: Marcos Carvalho: Gaiaku Luiza e a trajetória do jeje-mahi na Bahia, Pallas 2006
[2]: 1961 ifølge gaiaku Luizas egen beretning, 1963 ifølge Wikipedia, der citerer en Internetkilde, der ikke længere er online.
[3]: Luis Nicolau Parés: The Formation of Candomblé – Vodun History and Ritual in Brazil, University of North Carolina Press 2013, s. 179-80.