Henry Siegman i The Observer:
Despite bitter lessons from the past, Israel’s political and military leaders remain addicted to the notion that, whatever they have a right to do, they have a right to overdo, to the point where they lose what international support they had when they began their retaliatory measures.
Og i sidste ende opnår Israel blot at skade deres egen sikkerhed på længere sigt – hvis de er heldige, kan de måske tilføje Hizbollah et knæk, men hvor mange nye rekrutter til endnu mere fjendtligtsindede grupper vil ikke komme ud af scener som disse?
Læg hertil, at Libanon faktisk indtil for få dage siden var et land fuldt af potentielle venner af Israel, af folk som var trætte af både Hizbollah og Syrien (som jeg også er inde på her), hvilket Israel potentielt set kunne have udnyttet i en charmeoffensiv. Well, not any longer.
Jeg mener, hvor stort et slag mod Hizbollah er det lige, at man bomber kristne kvarteret i Beirut? Eller Libanons havnebyer? Svaret er, at Israel om noget styrker Hizbollah ved at gøre sig selv til en reel fjende af alle libanesere og dermed tvinger folk til at stå sammen – sammen med Hizbollah, mod Israel. Og var det nu virkelig, hvad man håbede på at opnå?
Mens få vil bestride Israels ret til at forsøge at undgå Hizbollahs raketangreb, er det svært at se den nuværende overreaktion som andet end et velrettet (og blodigt) skud i egen fod.