Faklen.dk arkiveres

I 1996-2001 udkom et tidsskrift ved navn FAKLEN. Det vakte en del opsigt med en skarp kritik af den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 og en humanistisk vinkel på højredrejningen og den udbredte racisme i Danmark, som på længere sigt ville underminere menneske- og borgerrettighederne og true retsstaten. Samtlige 21 numre var redigeret af Rune Engelbreth Larsen med hjælp fra et stort antal frivillige medarbejdere. Jeg bidrog selv med nogle få artikler og stod for dele af tidsskriftets hjemmeside fra 1998 og frem.

Mange rystede dengang på hovedet af disse forudsigelser (som historisk interesserede især kan genfinde i tidsskriftets faste sektion Samfundsudsigten), men under VKO-regeringen 2001-2011 blev denne hovedrysten desværre kun gjort alt for grundigt til skamme. Dette gælder ikke mindst under den “rædselsperiode” under Løkke (2009-2011), hvor Dansk Folkeparti nærmest kunne få, hvad de pegede på i form af pointsystemer, udvisninger, lømmelpakke og helt uhørte retspolitiske stramninger, endda med S og SF-stemmer. Med regeringsskiftet i september 2011 synes udviklingen at være på vej i en anden retning. Den meget faretruende udvikling 2001-2011 understreger desværre, at Faklens analyse kun var alt for præcis, og bladet selv en kun alt for nødvendig humanistisk stemme dengang i 1990erne.

I perioden 2001-2011 har hjemmesiden Faklen.dk fungeret dels som arkiv over tidsskriftet, dels som et “webtidsskrift”, der jævnligt har bragt humanistiske indlæg fra den offentlige debat og vægtige originale indlæg.

Men 15 år er længe nok, og Faklen havde selvfølgelig sin egentlige betydning i de fem år, det udkom som tidsskrift. Faklen.dk vil derfor fra i dag ikke længere blive opdateret, men vil fungere som et rent arkiv over perioden 1996-2011. Hvis du har lyst, står det dig frit for at gå på opdagelse i artiklerne fra det trykte tidsskrift, et udvalg af hjemmesidens artikler fra 2002-2006 samt alle dem fra 2007-2011. Hvis du har udenlandske venner, er du velkommen til at anbefale dem den engelske sektion.

Arkivet vil blive liggende som tidsdokument over perioden 1996-2011, men der vil ikke blive tilføjet nye artikler, som sidens introtekst nu forklarer:

Faklen.dk er et online-arkiv, der bevarer perspektiver og analyser, som har bidraget til humanistiske vinkler på kultur og politik i en turbulent politisk periode i Danmark fra 1996-2011.

Og mere er der vel ikke at sige. God fornøjelse, hvis du kommer den vej forbi.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.