Til regeringen: Når venstre side leger borgerlige, rydder højrefløjen bordet

Den nye danske regering er hurtigt kommet til at sidde fast i “realistisk”, det vil sige: meget borgerlig, politik. Støtte til ACTA, skattelettelser til de rige, besparelser frem for kickstart (i hvert fald på europæisk plan).

Den sandsynlige ende på den galop er, at S-SF-Rs egne vælgere mister modet og ikke gider stemme ved næste valg, hvorefter de borgerlige kan sidde med et absolut flertal uden overhovedet  at gå frem.

Det er i hvert fald, hvad der skete i Spanien, påpeger Ignacio Escolar i The Guardian:

The conservative absolute majority is not built on the unstoppable rise of the right. Mariano Rajoy, the new prime minister, won 10.8m votes in the November election, only 500,000 more than in 2008, when he lost to José Luis Rodríguez Zapatero. Opinion polls do not show an ideological shift to the right either. According to the Centre for Sociological Investigations, the majority of Spaniards describe themselves as centre-left, ahead of right or centre-right. Rajoy’s landslide at the polls was down to the abstention and break-up of the left, not the growth of his social base.So what caused the electoral collapse of the Spanish left? It’s a problem of supply, not of demand: in government the left was incapable of living up to the ideas and discourse of its voters. During the years of the property bubble, the PSOE embraced liberal economic policies, especially in terms of taxation. “Lowering taxes is of the left,” Zapatero frivolously declared as he introduced numerous tax cuts that greatly benefited the upper classes. Then came the recession, and Zapatero was slow to react, lost in an absurd semantic debate about the word “crisis”.

The point of no return came on 12 May 2010, when the prime minister, cornered by the pressure of the markets on Spanish bonds, announced the biggest public spending cuts in Spain’s history. Instead of looking for a social democratic way forward, Zapatero utterly embraced liberal recipes to resolve the crisis. Instead of putting taxes for the richest back up, he cut workers’ pay. Instead of tapping the profits of the banking sector, he froze pensions.

Did Zapatero have an alternative? There was without doubt space for other policies, even in the context of the austerity imposed from Europe. But how to apply policies of the left in the midst of the crisis, in a globalised economy and in a European Union where most states are governed by conservative parties? Zapatero’s cuts were seen by a huge number of those who had elected him as an intolerable betrayal. Voters turned their back on the PSOE. If the only way out of the crisis was to support the right, then better the original than a copy.

Med andre ord, når de venstreorienterede politikere ikke længere tør være sig selv bekendt – som især Villy Søvndal og de fleste SF-politikere ikke længere tør stå ved andet end det mest primitive udsalg til magten for magtens skyld, rydder dem, der godt tør stå ved sig selv, bordet. Og det tør Dansk Folkeparti desværre. Hvis ikke regeringen bliver presset til at udgøre en reel modvægt mod Dansk Folkepartis nationalisme og Liberal Alliances neoliberale afskaffelse af velfærdsstaten, er det kun et spørgsmål om tid, før disse borgerlige kræfter vender tilbage til magten.

“It cannot be true that the same welfare state that paid for (the recovery of) broken, ruined postwar Europe is today an unsustainable utopia”, som Escolar skriver. Og det er noget nær sagens kerne: Velfærdsstaten kan ikke være en utopi, som vi ikke længere har råd til. Hvis vi vælger at afvikle den, er det et bevidst, men ikke et nødvendigt valg. Og dog insisterer også den danske regering på at gå med i EUs nye “finanspagt”, der må betragtes netop som en del af Merkels og Sarkozys felttog mod den europæiske velfærdsstat på bekostning af “de økonomiske realiteter”. Hvis ikke den danske venstrefløj fra S og ud tør gå imod dette, vil folk gå trætte hjem eller stemme på de rigtige borgerlige i stedet.

Og så kommer Dansk Folkeparti til magten igen. Jeg håber ikke, det er sådan, det kommer til at gå, men husk: Du så det først her.

6 thoughts on “Til regeringen: Når venstre side leger borgerlige, rydder højrefløjen bordet”

  1. Det ville da være dejligt, hvis vi fik en regering som fjernede den øget regulering, bestemmelse over mennesket, skatter på skatter på skatter, senest de sindsyge skatter på pension, min mor som er 67 og stadigvæk arbejder skal nu straffes med 3000,- kr. via PFA pension, på penge hun har sparet op gennem hendes lange arbejdsliv og penge der en gang er betalt skat for, men okay Carina skal jo have 16 af de lange lyserøde hver måned så et eller andet sted skal de jo hente dem, men det er dog rart at selv socialdemokrater er ved at gøre op med krævermentaliteten, selvom det tog dem lang tid. Regeringen har mere travlt med vækstdræbere (betalingsring og øgede afgifter) samt petitessesager som hvad farve lego nu må være eller ikke være, samt fjernelse af grundlovssikrede navne og traditioner der ligger snart 200 år tilbage. Derfor ville en blanding af ultra liberalt som Ron Poul i USA med mindst mulig magt og indflydelse fra staten samt en mere nationalistisk retning være at foretrække også så EU ikke snart er en institution som bestemmer hvad Danmark skal og ikke skal.

  2. Og apropos Spanien ligner det mere Danmark i 1982, hvor pamperen jo selv indrømmede at han havde kørt landet i sænk, socialisterne i Spanien opgav og efterlod landet i håbløs kaos.

  3. Ad 1: ja, det bliver vi nok ikke enige om 🙂

    Ad 2: Zapatero-regeringen kan nok anses for medansvarlig i Spaniens økonomiske problemer, men ikke i den forstand, du mener. Det, som skabte de spanske problemer, var først og fremmest gældskrisen efter boligboblens sammenbrud -- den samme type nedsmeltning, som Fogh og Løkke præsiderede over herhjemme. Om noget skyldes det eftergivenhed overfor neoliberal økonomi og en stupid tro på, at alt kun kunne gå fremad.

  4. Da de afdragsfrie lån blev vedtaget i regeringen var det med stor enighed:
    http://politiken.dk/pol_oplys/ECE587877/hvem-stemte-for-lovforslaget-om-at-indfoere-afdragsfrie-laan/

    Desuden var det for at få flere købere ind på markedet, også lavtlønnede.

    Desuden er boligpriserne på landsplan kun faldet 17% siden toppen i 2008 så alt i alt har vi været forskånet for det værste, takket været langt mere vækstpolitik ført af borgerlige, men i mine øjne slet ikke nok.
    Man kan ikke i en krise bare skrue på verdens i forvejen højeste skatteskrue og tro det hjælper, man må være godt naiv at tro afgifter, skattestigninger, betalingsring skaber vækst, men det lærer de nok aldrig.

    Senest dette stunt beviser jo de omfattende problemer der kommer:

    http://lokalavisen.dk/haandvaerkere-tog-komfur-med-i-s-toget-i-protest-mod-betalingsring-/20120203/artikler/302039982/1051

    Og man kan sige at vores samlet budget er som en kassekredit, det går op og det går ned, men jeg indrømmer at 10 år med VK ikke har fået bugt med den stadigvæk stigende offentlige sektor, måske derfor LA også fik det gode valg.

    Og du skriver netop om partier der står fast og det gør jeres elskede enhedslisten jo også og det blev de etablerede partier straffet for i 2011 -- og med SF´s endnu mere midtersøgende kurs bliver Ø kun større

    🙂

  5. De afdragsfrie lån er og bliver det glade vanvid. Lige så snart man tror, at man køber et hus for værdistigningens skyld, fortjener man at miste alt. Det er som alle andre pyramidespil: Går godt, så længe det varer. Men det er ret ubegribeligt, at såkaldt “ansvarlige” politikere har kunnet mene, boligboblen var en god idé.

    Men hvem skrev en indtrængende appel om, at afdragsfrie lån var det glade vanvid og at stigningerne på fast ejendom var en boble? Pernille Rosenkrantz-Theill fra Enhedslisten.

    Men S og SF ville også stå sig ved at stå fast på deres rødder & deres bagland. Just sayin’.

  6. Huspriserne ville alligevel stige, måske ikke så meget og så ville man stadigvæk stå med en boble.

    Huspriserne steg faktisk %-vis mere fra 1992 -- 2002 og alle huske vist nok IT-boblen der sprang ved årtusindskiftet, idag kan folk dårligt huske den og vi er kommet fint over den, hele branchen har fundet deres fodfæste og niveau og i næste årti, har boligmarkedet også fundet deres leje, det som gør det surt nu er bankerne stædighed på linie med alle iværksætterne som skrider til USA.
    I sidste ende er det jo også den enkelte selv som er ansvarlig for om vedkommende er teknisk insolvent eller har overskud.
    Men igen hører man den samme parole: At private husejere selv må klare deres klemme, mens det offentlige overforbrug reguleres ved flere afgifter.

    Du snakker om værdistigning, jeg ville skam gerne have den svenske model med skat på værdistigning og afdrag på tab, men….læs men også registreringsafgiften på biler helt væk, det ville løbe bedre rundt.

Leave a Reply to Jan Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.