I den sidste artikel i denne serie forklarede vi, hvordan ori, der i den afro-brasilianske religion candomblé er en personlig skæbne eller skytsånd for det enkelte menneske, kan forstås ud fra begreberne om aiyé og orun.
Aiyé og orun er, som vi har set, denne verden og den anden eller “overnaturlige” verden, og ori (genius, daimon, fylgje, kært barn har mange navne) kan forstås som den ånd eller axé i orun, der er tættest associeret med det ene menneske; ori er “den guddom, der udgøres af lige præcis den ånd, som svarer til det enkelte menneske i orun”, som jeg skrev. Og det giver jo god mening og er forholdsvis let at forstå, så snart vi har accepteret den meget almindelige forestilling om en “overnaturlig” verden adskilt fra den dennesidige.
Hvis vi nu ud fra dette spørger: “Hvad svarer guderne så til i aiyé?”, kommer vi imidlertid i problemer. Guderne er nemlig noget mere sammensatte fænomener, der ikke “svarer til” noget enkelt element i vores dennesidige virkelighed. Guderne er kræfter, der bor i orun, og som forstås og opleves som personer med deres egen vilje og dagsorden.
I candomblé opfattes en orisha oftest som forbundet med en naturkraft, men i en mere generel forstand end vi normalt forstår disse. Havgudinden Iemanjá er naturligt nok forbundet med havet. Hun bor i havet eller er havet, og en af hendes mest almindelige skikkelser er havfruen, men derudover opfattes hun som gudernes moder og er dermed også gudinde for moderlig omsorg og alt hvad dertil hører. Krigergudinden Oya eller Iansã er forbundet med storm og (som tordenguden Xangôs hustru) også med lyn, hun er stormen, men forbindes også med en lidenskabelig retfærdighedssans. Religionshistorikeren Rune Hjarnø Rasmussen beskriver hende f.eks. således[1]:
Denne orisha er stærk, udadvendt og åbenlyst seksuelt indladende. Som en anden Jeanne d’Arc er hun altid i bevægelse. (…) Når hun sætter sig noget i hovedet, helmer hun ikke, før det er ført til ende, og knuser alt, der kommer i hendes vej. Hun repræsenterer den på samme tid stærke selvstændige og erotiske kvindelighed.
I modsætning hertil står kærlighedsgudinden Oshun, der i candomblé først og fremmest er associeret med ferskvand – alle søer og floder kan således siges at være forbundet med hende. Men hun er altså også den ultimative kærlighedsgudinde og repræsenterer dermed den bløde kvindelighed, hvor Oya/Iansã repræsenterer den mere dynamiske.
Vi kunne blive ved – tordenguden Xangô er klart nok associeret med torden, men han er også gudernes konge og som sådan associeret med mandlig autoritet, styrke og guddommelig retfærdighed. Tricksterguden Exú er forbundet med korsveje og døre, men repræsenterer trods dette i høj grad en naturkraft, nemlig evnen til at skabe forbindelse og kommunikation, til at åbne veje og kanaler, så planer kan lykkes og folk kan nå frem. Jagtguden Oxóssi er forbundet med skoven, men også med jagten i sig selv og dens krav til træfsikkerhed. Smede- og krigerguden Ogum er smedehåndværket og er tæt forbundet med jern som metal. Vi vil senere i denne serie se nærmere på hver enkelt af disse guder.
De fleste orishaer har en oprindelsesmyte, hvor de levede på jorden som et betydningsfuldt menneske, indtil de ansporet af en ofte uheldig hændelse besluttede at “krydse over til den anden side”, og oftest stige ned i jorden og blive til en gud. En anden myte fortæller imidlertid, at himmelguden Olorun eller Olodumaré i tidernes morgen skabte orishaerne , hvorefter de skabte jorden og nedsteg ved Ilé Ife i det nuværende Nigeria.
Candomblé-templet Ilé Axé Obá Sileké, der er beliggende i Berlin, skriver f.eks. på deres hjemmeside[2]:
Eftersom candomblé er en mundtlig tradition, findes der forskellige myter om orishaernes oprindelse. Orishaerne blev enten skabt af guden Olorun, der bor i himlen (Orun), eller også levede de der allerede ligesom ham. Om de alle var Oloruns børn, eller om de senere selv blev til flere, er der ikke overleveret et entydigt svar på.
Olorun sendte i alle tilfælde orishaerne til den dengang uformede og øde jord (Aiyé) for at skabe verden og folket. De skabte verden på fire dage (= en uge i Yourubá-kalenderen). Derefter skabte de mennesker og levede sammen med dem i et stykke tid. Senere steg deres ånder op til himlen igen.
Orishaernes rene, immaterielle kraft, “axé”, kan mærkes overalt i naturen: i træernes krop, i vinden, i havets bølger. Derudover er det for Candomblé-indviede muligt direkte at opleve de afrikanske guddomme med deres krop ved at blive besat af deres respektive orishaer [som de er indviet til] under en trancetilstand. Således danser og fester Orixás og mennesker sammen her i denne verden.
Hvis man igen sammenligner det enkelte menneskes ori med orishaerne kan man sige, at mens et menneskes ori kun beskæftiger sig med dette ene menneskes vej i verden, er en gud ansvarlig for skabelsen af et grundlæggende aspekt af verden, nemlig det aspekt, som denne gud “repræsenterer” eller nærmere krystalliserer.
Denne skabelse skal forstås som kontinuert. Guderne kan ikke hvile efter en forlængst overstået skabelse engang i tidernes morgen, de er konstant beskæftiget med verdens skabelse og ikke mindst opretholdelse. At elske guderne er dermed det samme som at elske den verden, de skaber til os; at hengive sig til dem er at hengive sig til den verden, de skaber til os; at påkalde dem i ritualerne, og give dem gaver er at påvirke dem til at gøre den verden, de skaber til os – vores verden – venligere over for os selv.
“Guderne er os”, citerede jeg i en tidligere artikel[3] den danske antropolog Inger Sjørslev for at sige, og samtidig er guderne verden, den verden de skaber til os, den verden, der skabes i os, i vores perception af den. Et godt forhold til guderne er dermed et godt forhold til andre mennesker, til guderne og til vores egne liv og kan næsten siges at være en no-brainer. Relationen til guderne kan give en dybere forståelse af vores egen relation til verden og livet, og et menneske, der omgås sin gud, som man for eksempel kan omgås den gud, der manifesterer sig i et medium i templet, kan forbinde sig til denne guds naturkraft og bruge den i sit daglige virke. Og alt dette er netop en del af, hvad en afrikansk-inspireret religion som candomblé kan have at give også det moderne menneske.
I en fremtidig artikel i denne serie vil vi se nærmere på, hvordan dette mere konkret kan udmønte sig for det enkelte menneske, før vi begynder at se mere detaljeret på hver enkelt guddom.
Noter
[1]: Rune Hjarnø Rasmussen: Capoeirasange, eget forlag 2014, s. 235.
[2]: https://candomble-berlin.de/orixas/, https://candomble-berlin.de/pt-br/orixas/
[3]: Carsten Agger: Sydamerikas levende guder, Faklen nr. 12 (1999), online her.
4 thoughts on “Gudernes rolle i candomblé – en introduktion”