Exu, gudernes sendebud

Eshu
Traditionel afrikansk fremstilling af Eshu

Nu, hvor jeg har talt om gudernes (orishaernes) rolle i candomblé og nogle af deres egenskaber som eksemplificeret ved jagtguden Oxóssi, vil jeg så småt begynde at introducere de enkelte guder – og hvem kan jeg begynde med andre end Exu (udtales “eshú”), den allestedsnærværende trickster, der på en måde er den vigtigste af dem alle sammen?

Før jeg starter alligevel endnu et par caveats: Når vi taler om guder og skal forklare deres egenskaber, kommer vi uvægerlig til at genfortælle myter. Der er en risiko for, at man opfatter myterne som eventyr, og måske man ligesom i gamle illustrationer af græsk-romerske myter forestiller sig statelige, værdige guder, der bevæger sig rundt i en eventyrverden uden nogen forbindelse med verden, som vi ellers kender den. Måske vi forestiller os, at disse statelige væsner er de guder, som man “tror på” i candomblé, og at myterne handler om de ting, som man “tror”, at de “gjorde engang”. Men selv om det står enhver frit for at nyde myterne som gode historier, er selve ideen misvisende. Som jeg før har skrevet er orishaerne involveret i skabelsen af verden, og myterne handler på et dybere plan om, hvordan denne skabelse foregår. Under templets ritualer tager deltagerne(!) selv del i denne skabelse, og den energi eller axé, de herved tilfører deres egne liv, er selve ritualets mening. Sagt på en anden måde, i candomblé tror man ikke på guderne, man interagerer med dem.

Exu er som sagt gudernes sendebud og på en måde den vigtigste af alle guderne. Exu forestår nemlig al kontakt mellem menneskene og de andre guder, og hvis han ikke var der til at skabe forbindelsen, ville religionen ikke være mulig. På en måde repræsenterer han al bevægelse, som Reginaldo Prandi forklarer[1]:

Exu er den orisha, der altid er tilstede, for alle de andre orishaers ritualer afhænger af hans rolle som budbringer. Han kaldes også Legba, Bará og Eleguá, og uden hans deltagelse er der ingen bevægelse, ingen forandring og ingen forplantning, ingen handel, og ingen biologisk befrugtning. Da kristne missionærer først kom i kontakt med yorubaerne i Afrika, associerede europæerne noget vulgært Exú med djævelen, og denne byrde har han båret lige siden. (s. 20)

Exu er tricksteren, som man ikke kan regne med, eller som man netop kan regne med, og samtidig er han bevægelse, liv, forplantning. Ved ethvert offer til andre guder giver man altid Exu først; det er hans løn for at bringe offeret videre, og glemmer man ham, bliver han vred.

En myte fortæller, at to venner altid dyrkede deres marker samtidig, men en dag glemte de at ære Exú, og det blev han meget træt af. Han iførte sig derfor en hat, der var hvid på den ene side og rød på den anden, hvorefter han gik hen til de to venners marker, således at han havde den ene på sin venstre side og den anden på sin højre. Han hilste højlydt på dem, og de to bønder undrede sig over, hvem denne fremmede mon var.

“Hvem er ham manden med den hvide hat?” – sagde den ene.
“Hvem er ham manden med den røde hat?” – sagde den anden.

“Den var da hvid!”, sagde den ene. “Nej, den var rød!!”, sagde den anden. Hvid! Rød! Hvid! Rød! De kunne ikke blive enige og var begge overbevist om, at den anden løj. Hvid! Rød! Hvid!! Rød!! De to venner kom op at slås og endte med at slå hinanden ihjel. Og Exú sang og dansede – han havde fået sin hævn (Prandi, s. 48-49).

Den franske etnolog og fotograf Pierre Verger skriver i sin bog Lendas africanas dos orixás[2], der mest består af myter, som han selv har indsamlet i Afrika, bl.a.:

Exu er den skarpsindigste og snedigste af alle orishaerne.

Han udnytter sine evner til at skabe misforståelser og skænderier mellem menneskene, eller han  lægger fælder for dem.

Han kan udføre enestående bedrifter som for eksempel at bære den olie, han har købt på markedet, hjem i en si, uden at olien bliver spildt fra denne mærkelige beholder!

Exu kan have dræbt en fugl i går med en sten, han har kastet i dag!

Hvis han bliver gal i hovedet, tramper han på en sten ude i skoven, og stenen begynder at bløde!

Hans hovede er spidst og så skarpt som en knivsæg. Han kan ikke bære noget på det.

Exu kan være meget ondskabsfuld, hvis folk glemmer at ære ham. Det er derfor altid nødvendigt at give gaver til Exu før man giver til nogen af de andre guder.

Exus ugedag er mandag – mandag er altså en rigtig god dag at tænke på ham eller give ham gaver.

Exu kan blandt meget andet godt lide sprut, cigarer og chilier.

Exu er som sagt ofte synkretiseret med den katolske djævel, men associeres i Brasilien også ofte med Sankt Antonius.

Exus farver er sort og rød. Et anarkistisk flag er med andre ord meget exuisk, og det passer også godt med hans tricksternatur og tendens til at skabe ballade og vende op og ned på hierarkier, der ikke passer ham.

Exus hilsen er Laroyé! eller Laroyé Exu!

På grund af Exus rolle som sendebud, hans ekstreme vitalitet og ikke mindst sendebudets tendens til at være alle steder er han en af de orishaer, det er lettest at komme i kontakt med.

Han er associeret med korsveje, med seksuelt begær og vitalitet, med handel, og han er mester for al handel, al kontakt, og al uro. Han er en “handler” uden mange moralske overvejelser, men samtidig er han aldeles uundværlig: Intet kan lykkes og ingen rejsende kan nå frem uden Exu, for han er den, der  åbner vejene  – både bogstaveligt og figurativt.

Exu er (behøver jeg sige det) ekstremt populær i Brasilien, og ikke mindst inden for umbanda findes der en hel hær af “Exu-ånder”, aspekter eller kvaliteter af Exu, der relaterer sig til specifikke sider af hans personlighed. Exu har også ofte en hustru, gudinden Pomba Gira, der trods sin bantu-oprindelse i dag opfattes som en kvindelig Exu, en kvindelig manifestation af den samme ånd som Exu.

Hende vil vi se nærmere på i en fremtidig artikel i denne serie – men med denne langtra udtømmende præsentation af Exu er vi allerede godt i gang med at forklare de allermest centrale guder og deres rolle. Det forventer jeg at fortsætte med i de kommende uger.Exu

Noter

[1]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001
[2]: Pierre Fatumbi Verger: Lendas africanas dos orixás, Corrupio Edições, 4. ed.  1997

3 thoughts on “Exu, gudernes sendebud”

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.