Pomba Gira og den “farlige” kvindelighed

Pomba Gira and the Quimbanda of Mbumba Nzila
Omslaget til Nicholaj de Mattos Friswolds bog “Pomba Gira and the Quimbanda of Mbumba Nzila”.

Ud fra den hidtidige gennemgang af elleve orishaer (fra Exu til Oxalá) fra brasiliansk candomblé, og efter det seneste indlægs tale om de mange andre guder, som de har i candomblé de jeje, kunne en læser, der ikke ellers kender meget til afrobrasiliansk religion måske tænke, at nu må vi snart være kommet omkring det – nu kan der ikke være mange guder tilbage, eller det må i det mindste være mere af det samme.

Men sandheden er, at der er tale om nogle meget rige og mangfoldige traditioner, som vi dårligt nok har taget hul på. Pomba Gira (G’et i sidste led omtales som en stemt “sj”-lyd) er et godt eksempel på dette.

Pomba Gira er først og fremmest en kvindelig Exu. Exu er, husker vi, gudernes sendebud. Det er ham, der åbner alle veje og skaber alle forbindelser,  og han er derfor forbundet med korsveje og med alle former for liminalitet. Exu repræsenterer også den dynamiske mandlige seksualitet par excellence; han er derfor blevet forbundet med den katolske djævel og kan afbildes  med mere eller mindre “dæmoniske” udtryk.

Exu Caveira – et eksempel på en af de mange “diabolske” fremstillinger af Exu.

Pomba Gira overtager som en kvindelig Exu alle disse egenskaber, men i en kvindelig udgave. Hun repræsenterer  den kompromisløst stærke kvindelighed og en flamboyant, grænseoverskridende og aggressiv kvindelig seksualitet: Alle de ting, som kvinder har fået at vide, at de skal skamme sig over og nedtone i en patriarkalsk kultur som f.eks. den katolske, der har været dominerende i Brasilien siden koloniseringen.

Hun opfattes ofte som Exus hustru, men i en populær sang til hende hedder det:

Ela tem sete maridos
Mas não pode se casar

– “hun har syv ægtemænd, men kan ikke gifte sig”, det vil sige – hun er ikke nogens hustru, hun går sine egne veje. Et andet vers i den samme sang siger, at

Na boca de quem não presta
Pomba Gira é vagabunda

– “for dem, der intet ved, er Pomba Gira en tøjte” (“vagabunda” = tøs, skøge). Der er altså tale om dén stærke kvindelighed, der ikke lader sig udskamme – men tværtimod kan få dem, der forsøger på det, til at fortryde.

Pomba Giras oprindelse er ret kompleks. I afrobrasilianske religioner af bantu-oprindelse (altså med påvirkning fra Congo/Angola-området) findes der et modstykke til Exu, der hedder “Bombogira”.   Den cubanske antropolog Lydia Cabrera skriver i sit hovedværk El Monte[1] om en særlig klasse af ånder i den bantu-inspirerede religion palo, der kaldes “Boumbas”, og som man præparerer efter nogle helt bestemte forskrifter, som hun gengiver.

Disse Boumbas eller Mbumbas kan have forskellige navne, og den type, der bærer navnet “Mbumba Nzila” eller “vejenes Mbumba” er  i Brasilien blevet forbundet med yorubaguden Exu. En  udgave af denne Mbumba er altså i begyndelsen af det 20. århundrede fremstået som en kvindelig Exu. Man ved ikke, præcis hvornår Pomba Gira er opstået eller første gang har manifesteret sig i sin nuværende form, men det har sandsynligvis været i Rio de Janeiro omkring 1930 – den tidligste skriftlige omtale er fra 1938.[2]

Navnet “Pomba Gira” kan tolkes som et portugisisk udtryk: Pomba kan betyde en hundue og “gira” er det at dreje og er samtidig det navn, man i Umbanda-religionen giver det ritual, hvor man inviterer ånderne til at besætte de mennesker, de er knyttet til. Dette ord er knyttet til tanken om en rundkreds, der drejer, men er også afledt af yorubaordet xirê, der  betegner gudernes nedstigen i det formelle candomblé-ritual.

gave til pomba gira
En typisk gave til Pomba Gira. Foto: Fermau da Conceição Ferreira, CC/BY/SA.

Som andre afro-brasilianske guder er Pomba Gira imidlertid ikke kun én. Faktisk er hun nærmere personifikationen eller essensen af en hel klasse af ånder, de såkaldte pomba giras.  Den franske antropolog Stefania Capone beskriver denne gruppe af ånder sådan her[3]:

Pomba Gira incarnates the stereotype of the prostitute, but also that of the woman who rebels against any male domination; it is she who is invoked in magic to do with love. (…)

Pomba Gira is also associated with marginal, dangerous places, and there are Pombagiras of the Crossroads, of the Calunga (graveyard), of the Seven-Calungas, of the Gateway, of the Sepulcher, of the Seven Shallow Sepulchers, etc. There are also the family of the Tzigane Pombagiras; the family of the Maria Mulambos (Maria in rags), who often receive their offerings next to garbage dumps and who, for that reason, may also be called Pombagiras of the Garbage; and the family of Young Pombagiras (Pombagiras Meninas), who, unlike the former, are virgins. Pombagiras crossed with the line of souls are known as Pombagira of the Graveyard Cross, Rose-Skull (Rosa Caveira) or Pombagira of souls. Their offerings are left in cemeteries, and their sacred necklaces have white beads and a skull made from horn or the bone of a dead person among the black and red beads typical of Exu.

Enkeltpersoner, der kan modtage (blive besat af) Pomba Gira vil oftest være knyttet til en Pomba Gira, der er unik for denne person. Denne kan tilhøre en af de undergrupper, Capone beskriver – f.eks. Pomba Gira Sete Saias (de syv skørters Pomba Gira), Pomba Gira Cigana (sigøjner-Pomba Gira) eller Pomba Gira Maria Padilha (som er knyttet til heksekunst, og som jeg vil tale mere om i en kommende artikel).

Pomba Gira hører, måske ikke så overraskende i lyset af ovenstående, til klassen af ånder, der i umbanda kaldes “til venstre” – dem, som er “udenfor kredsen”,  hvad vi kunne kalde for (med et nordisk ord) “jætteagtige” eller “kaoskræfter”.  Dette ligger også implicit i, at Pomba Gira hænger sammen med Exu og i en forstand er Exu. De to dyrkes ofte sammen, og deres dyrkelse holdes skarpt adskilt fra omgangen med andre guder.

Som det vil forstås, er Pomba Giras ikonografi og mytologi resultatet af en levende synkretisme eller religionsblanding: En gudinde af bantu-oprindelse, der er kædet sammen med en yorubagud og har fået en mytologi, der er stærkt præget af europæiske forestillinger om hekseri og dæmonisk kvindelighed. Denne blanding har skabt en stærk og livskraftig figur, der i dag er meget populær, og hvis indflydelse i kulturen generelt – som mange andre orishaers – rækker langt ud over kredsen af tilhængere af de religioner, som hun hører til.

Pomba Gira Maria Padilha. María Padilla var ifølge legenden elskerinde til den spanske kong Pedro “den grusomme” (1334-1369), som hun forheksede. I Brasilien blev denne legende knyttet sammen med den afrobrasilianske Pomba Gira, hvilket jeg håber at vende tilbage til i en fremtidig artikel i serien.

Noter

[1]: Lydia Cabrera: El monte, Ediciones Universal, 1954 (9. udg. 2006), s. 124 ff.
[2]: Stefania Capone: Searching for Africa in Brazil, Duke University Press 2010, s. 85.
[3]: ibid., s. 84.

One thought on “Pomba Gira og den “farlige” kvindelighed”

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.