Højreorienteret terror mod Århus Byråd

De sidste måneder har der, som vi tidligere har været inde på, været en del højreorienteret terror mod den århusianske venstrefløj – den halvt jødiske folketingskandidat Sarah Victoria Bruun blev udsat for et voldeligt overfald med antisemitiske overtoner, ligesom Enhedslisten flere gange har fået vinduerne til sine lokaler knust – senest fik Peter Hegner Bonfils slået et par tænder ud, da han blev overfaldet af de højreorienterede bøller.

Århus Stiftstidende kan i dagens forsidehistorie fortælle, at den højreorienterede terror rammer bredere end som så – stort set samtlige byrådsmedlemmer med indvandrerbaggrund har således været udsat for overfald eller trusler på den konto. Cemal Metin fra SF fortæller, hvordan truslerne har tvunget ham til at dæmpe sig, rent politisk:

»Da det blev offentliggjort, at jeg var kandidat til Århus Byråd, begyndte jeg at få breve af en meget ubehagelig karakter. Nogle af dem havde racistisk indhold,« ­siger Cemal Metin.

Indholdet i brevene var så groft, at Cemal Metin blev urolig for sin sikkerhed. Han kontaktede politiet, der efterforskede sagen og gav politikeren gode råd om, hvordan han skulle opføre sig.

Oplevelsen har efterfølgende lagt en dæmper på ­Cemal Metin som politiker.

»Når jeg udtaler mig, sker det på en måde, så det ikke får de store konsekvenser. Det skal jeg være ærlig og sige.«

»Du lægger simpelthen en dæmper på dig selv i nogle situationer?«

»Ja, jeg har været lidt forsigtig med at udtale mig. Jeg har en familie, som jeg skal tage hensyn til, og jeg har ­ikke kunnet lade være med at tænke på, om mine børn kunne komme i farezonen.« …

Også Reza Teremian fra Socialdemokraterne har et par gange oplevet trusler.

»Jeg fik et par anonyme ­breve. Det var ikke trusler på livet, men man ville lukke munden på mig. Det var lidt ubehageligt,« siger han.

Ali Nuur fra Venstre op­levede til gengæld den trussel, han fik, som meget ubehagelig.

»Det skete i forbindelse med en diskussion om integration. Så var den nogle der sagde: »Vi ved, hvor du bor!«. Det blev jeg ked af, og jeg følte, at det var ubehageligt,« siger han.

“Heldigvis virker det ikke”, kunne man sige om denne terror. Bortset fra, at det gør den så faktisk alligevel: Cemal Metin holder sine meninger tilbage, og andre indvandrere har af byrådsmedlemmernes oplevelser lært, at en politisk karriere for dem er lig med en spidsrod gennem trusler, chikane og overfald.

Den højreorienterede terror mod venstrefløj og indvandrere er reelt et forsøg  på censur af det politiske liv – en censur, der ligesom chikanen mod venstreorienterede, indvandrervenlige læserbrevsskribenter, nok desværre kun virker alt for godt. Hvem ville ikke reagere som Cemal Metin og blive betænkelig, hvis de har familie at beskytte og samtidig ser, hvordan det er gået Peter Hegner Bonfils og andre venstreorienterede aktivister?

Og dog er det netop nu, at det er vigtigt at vise, at vi ikke giver efter – at vi ikke er bange for de racistiske bøller. Politikerne fra Århus Byråd kunne passende vise det ved at gå med, næste gang Antiracistisk Netværk og andre indkalder til demonstration mod de racistiske bøller og deres medløbere i det politiske liv.

Link: Racister chikanerer og truer politikere

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.