Psykisk syge mishandles

Danmark, det oplyste, velstående land, hvor få har for meget og færre for lidt. Og hvor en lille gruppe af psykisk syges torteres og mishandles som intet andet sted i Europa:

Psykisk syge bliver mishandlet, når de lægges i bælte dagligt i flere måneder på lukkede psykiatriske afdelinger i Danmark. Og personalet bruger ulovlig tvang mod patienter på det hospital, hvor de mest sindssyge er indlagt.

Sådan lyder konklusionen fra Europarådets Torturkomité, der besøgte to hospitaler i februar. I en rapport om Danmark kalder komitéen det en »hastesag«, at regeringen begrænser brugen af tvang.

»Der er ingen lægelig grund til at fiksere patienter så meget, som man gør i Danmark. Vi har aldrig besøgt et land, der bruger bæltefiksering så længe som jer. Det er mishandling af patienterne«, siger Torturkomitéens delegationsleder, den islandske psykiater Petur Hauksson.

Delegationen besøgte blandt andet Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland, hvor landets mest farlige sindssyge kriminelle er indlagt. Her så de en patient, der var blevet lagt i bælte en eller flere gange om dagen gennem en seks måneder lang periode. En anden havde været i bælte dagligt i fire måneder, mens en tredje havde ligget i bæltet en måned i træk.

Komitéens udsendte så også en »nedværdigende« tvangsmetode, som den aldrig havde set før. Fikseringen ligner den, man har set på Guantánamofangerne. Patienternes arme var sat fast til et bælte om maven. En rem mellem fødderne sikrede, at de kun kunne gå med korte skridt.

I dag er jeg ekstra stolt af at være dansker. Er der nogen, der ved, hvor man kan gå hen og brække sig?

4 thoughts on “Psykisk syge mishandles”

  1. Den danske stat har altid behandlet sine psykisk syge yderst kritisabelt uden at nogen myndighedspersoner har grebet ind.

    Min farmor stiftede i 1928 en forening ved navn Den Personlige Hæderligheds Værn, som frem til 1945 kæmpede en hård kamp imod det danske retsvæsen og det politiske system, som til sidst fik knækket hende og stoppet hendes arbejde.

    For interesserede har jeg lagt en rapport ud på nettet, som hun har skrevet -- vistnok mens hun sad i Vester Fængsel efter at have forsøgt at hjælpe en kvinde, som var blevet presset til at foretage en svangerskabsafbrydelse. Eller også var det efter “Stormen på Ebberødgaard” hvor man bortførte Carsten Donsbæk.

    http://www.jawico.net/Lucas.pdf

    Med hensyn til vores nuværende ministers hykleri: ” Det skal stoppe nu -- Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) henviser til, at ministeriet i foråret sagde nej til den omstridte metode. Han kalder det forkasteligt, at Sikringen tvangsfikserer patienter på en måde, der er ulovlig efter dansk og international ret: »Det skal stoppes med det samme«.

    Hvis det skulle vise sig, at noget blev stoppet, så viser de sidste 100 års erfaring, at det begynder igen i det skjulte lige så snart støvet har lagt sig og sagen gået i glemmebogen.

    Derfor er det nødvendigt med en vedvarende kontrol og opfølgning på området.

    Jeg skal samtidig nævne at indsatte i danske fængsler også er udsat for nedværdigende behandling fra mindre grupper af fængselsfunktionærer, som personligt nyder deres stillingsmæssige og relative magtstatus. Men det var en sidebemærkning.

    Med venlig hilsen

    Leif Mønniche

    1. Hej Leif Mønniche
      Jeg har en Tip 3 Oldefar,der hedder Hans Hansen Mønnicke han var Apotheker i Hillerød,født 1713,det kunne være spændende om du evt.har et slægtskab til ham.

      Hilsen Ryan Hansen

  2. Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) “er rystet”, skriver Politiken -- og det på trods af, at vi har vidst det i årevis. Det er ikke en nyhed for mig, så hvis det er en nyhed for Sunhedsministeren, så må han have haft nogle usædvanligt tætte skyklapper på.

Leave a Reply to wolf Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.