Hetz mod fattige og førtidspensionister

Forfatteren Laila Ammitsbøl studser over onlinedebatten om fattigdom og arbejdsløshed på Politiken.dk og citerer bl.a.:

– Fattigdom findes ganske enkelt ikke i DK! Pensioner og bistandshjælp o.a. er helt i det niveau de bør være. Folk skulle hellere tilbydes kursus i bedre forbrugsvaner og lære at sætte ‘tæring efter næring’.

– Forhøj hellere beskæftigelsesfradraget og så kan det være, at flere af nasserøvene gad lette røven og gå på arbejde!

– Hvis man giver “fattige” flere penge, vil man fastholde dem i “fattigdommen”

– Jeg GIIIDER ikke høre om, at alle disse 800.000 ikke KAN arbejde pga. psykiske og fysiske problemer!

– Alle som kan skal arbejde, og hvis de nægter, skal straffen falde prompte: Nul overførselsindkomst! Vi har ikke plads til parasitter her!

Dette skal sammenlignes med en virkelighed, der i løbet af de seneste års opsving er blevet stadig mere barsk for netop arbejdsløse og førtidspensionister, som Ammitsbøl påpeger. Udover klapjagten på de arbejdsløse, der tvinges ud i menings- og udsigtsløs aktivering, er de materielle forhold efterhånden endog meget stramme.

Som Laila Ammitsbøl skriver:

Der har været nogle år, hvor man konstant hørte om, hvor fantastisk det gik for danskerne. Ja, de kære danskere nærmest væltede sig i penge. De var faktisk så rige, at da de først havde købt flotte huse, fyldt garagen med store biler og hvert et værelse med 42” fladskærms-tv, fået lavet samtalekøkkener og luksusbadeværelser, var de nødt til at investere i kunst, fordi de simpelthen ikke vidste, hvad de ellers skulle bruge pengene til. Og ja, så var det de fik skattelettelser af statsministeren, så de fik endnu flere penge, de ikke vidste hvad de skulle stille op med.

I samme tidsrum oplevede førtidspensionister som jeg selv, at huslejen steg, fødevarerne steg, alting steg for der var jo rigtig gang i hjulene. Det eneste der slet ikke steg i samme takt var førtidspensionen, så mens resten af Danmark badede i pengesedler på bedste Joakim Von And -manér fik førtidspensionisterne sværere og sværere ved at få pengene til at slå til.

Nu skal vi så til at betale regningen. Efter de 7 fede år, kan vi nu forvente 7 magre, så nu må vi alle sammen stå sammen. Alle ”staklerne” der nu bliver helt nervøse for at forbruget skal sættes ned, skal have skattelettelser igen, igen, så krisen ikke kommer til at tynge for hårdt på deres brede skuldre. Pengene skal komme fra grønne afgifter, der selvfølgelig rammer uforholdsmæssigt hårdt hos de der har få penge, som f. eks førtidspensionisterne.

Nogle gange kan man få den bitre tanke, at vi sgu bare skal helt ned i skidtet. Så langt ned så vi ikke mere magter at åbne vores usle munde og ytre noget som helst.

Så nu, hvor krisen begynder at kradse og 500.000 danskere kan forvente at miste deres jobs, lader det til, at politikernes “løsning” er flere skattelettelser – og en strammet skrue overfor arbejdsløse og pensionister, der mere eller mindre uundgåeligt kastes ud i storstilet fattigdom; alt sammen taktfast akkompagneret af den “almindelige dansker”s småfascistiske foragt, som eksemplificeret af de kun alt for almindelige kommentarer fra Politiken.dk.

Det viser dog i hvert fald noget om den danske, eller i hvert fald den Dansk Folkeparti’ske folkesjæl: Hvis der ikke er nogen indvandrere, vi kan hade, skal der nok være nogle syge eller fattige, vi kan kaste os over i stedet. Fremtiden tegner sandelig lyst i disse recessionstider!

7 thoughts on “Hetz mod fattige og førtidspensionister”

  1. Næmli! Når bare vi har vores jobs og vores pension, så kan alle disse her førtids-forfattere og hvad det nu er fatte så meget og så lidt, de nu vil. Skattelettelser i stedet for dagpenge, det er vejen frem.

    (Jamen, hvad siger du? *Fyret*? Spare, siger I -- noget med recession og skattelettelser; jamen det kan I da ikke … hvad skal der nu blive af mit hus og min bil og min skattelettelse …?)

    Vi ses på bænken
    🙂

    1. Pas på du ikke selv bliver alvorligt syg eller udsat for en ulykke? Hvad vil du så egentlig gøre, med din indstilling? Gå på sygedagpenge? og hvad så senere, hvis du ikke kan få job på grund af følger efter sygdommen? Det vil jeg ærligt talt gerne høre, hvad du så har tænkt dig at gøre!!

  2. Til Capac: Min seksualitet er vist temmelig irrelevant i den forbindelse. Godt nok er der temmelig mange ting i Danmark der går i den forkerte retning, men endnu har jeg da ikke hørt om at lesbiske er blevet frataget ytringsfriheden.
    Jeg er fortvivlet og indigneret over den måde Danmark har udviklet sig de seneste år. Ulighederne øges. Velfærdssamfundet som vi har kendt det er under afvikling. Men den almindelige dansker der har sit på det tørre, vil ikke se det og det er ikke særligt nemt at komme til orde i aviserne. Derfor skriver jeg på min blog. Det har jeg sandelig tænkt mig at blive ved med. Hvis du ikke kan lide det capac, vil jeg foreslå at du lader være med at klikke dig ind på min blog og på min hjemmeside.

  3. @laila: Capac har selv mærkets systemets tænder og har ofte nok skrevet mod det på sin blog. Som jeg læser det, skal hans kommentar altså forstås ironisk, og det var også i den ånd jeg svarede på den.

  4. Agger:

    Men Carina skal da have sine 16.000 mindre kan ikke gøre det.

    Hun skal da ikke flytte i noget billigere, Laila har en klar pointe at der bude indføres (ved tvang) et kursus i at sætte tæring efter næring, nu bliver vi jo tvunget til så meget andet med denne komplet debile regering, deres regulering, kontrol, love på love og bestemmelse over det frie menneske, senest at de vil tvinge forældre til at vælge skole, føj. Godt at der er under 3 år til dette helvede er slut.

    Vi andre har et budget at leve efter, og det skal vel også gælde dem som af den ene eller anden grund ikke arbejder. Der må man se på husleje, tlf, internet andre ting der måske abonneres på.

  5. Jan, du lader dig manipulere og trække rundt ved næsen af fremstillingen i medierne. “Carina” får ikke “sine” 16.000. En stor del af dette beløb var angiveligt børnepenge, som qua forsørgerpligten bør regnes for at være 50% til børnenes far.

    Derudover er der ikke meget gods i dine indvendinger. Bortset fra, at jeg er lige så lidt imponeret over den nye regering, som du er. Men du er lidt naiv, hvis du tror, at det ville være anderledes under en “blå” af slagsen.

Leave a Reply to agger Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.