Hanne Dahl kom ind i Parlamentet som afløser for Jens-Peter Bonde og gør det generelt godt – meget bedre end Jens-Peter Bonde selv, kan jeg ikke undlade at bemærke.
IT-politisk har Hanne Dahl været meget aktiv i spørgsmålet om digitale borgerrettigheder og bekæmpelse af censur på Internettet. Og det er faktisk nogle af de allervigtigste spørgmål, som EU har indflydelse på i de kommende år.
Hvis jeg var svensker, ville jeg – hands down – stemme på Erik Josefsson, der i årevis har været en meget aktiv lobbyist for åbne standarder og borgerrettigheder i Bruxelles, bl.a. som leder af Electronic Frontier Foundations europæiske afdeling.
Men som dansker vil jeg helt klart stemme på Hanne Dahl. Jeg siger ikke, hun er den eneste kandidat med en klar og kvalificeret EU-skeptisk og IT-politisk profil, men hun er indtil videre den mest markante.
Link: Hannedahl.eu
Det bliver en kold dag i Helvede, før jeg stemmer på en teolog og præst: Jeg kunne ikke drømme om at stemme på Hanne Dahl.
Det synspunkt forstår jeg skam også godt.
På de vigtige punkter jeg nævner er hun imidlertid det bedste bud. Hvis en ikke-teolog vil stille op & arbejde lige så engageret for de samme ting, skal jeg gerne anbefale vedkommende i stedet.
(Desuden er der jo teologer, og så er der teologer. En af mine venner er teolog, men slet ikke kristen. Hanne Dahl er ganske vist præst, men temmelig tydeligt ikke nogen Søren Krarup. Hvad man så i øvrigt mener om “kristen humanisme” er en anden sag.
Jeg ville ønske, jeg kunne være lige så optimistisk hvad teologer og præster angår. Selvfølgelig er der forskel på, hvor dommedagsprædikende, de er, men min foreløbige erfaring med selv de mest joviale af dem er, at selv om de kan komme med en række fornuftige holdninger, så laver de altid en “ydmyghed” (jfr. tidligere indlæg her på bloggen omkring en blog af dette navn), hvor de afslører, hvad der har langt større betydning for dem, og hvad de i virkeligheden kæmper for.
Jeg går ind for at være rummelig, tolerant og imødekommende, også overfor præster og teologer, så længe de også er indstillede på at være åbne, tolerante og imødekommende. Man skal ikke skære alle over én kam.
Ideen med at være tolerant overfor tolerante kan jeg også stå inde for. Problemet er bare, at når man som præst eller teolog tilkender sig en ideologi med stærke “os mod dem”-holdninger, så har man allerede taget det udgangspunkt, at man ikke udviser tolerance overfor “dem”, som bl.a. jeg tilhører.
Jeg mener godt, man kan alliere sig med tolerante i alle lejre imod intolerante i alle lejre, herunder intolerante ateister á la Crhistopher Hitchens og Richard Dawkins.
Ved kommunalvalget i 2005 støttede jeg selv Minoritetspartiet, der i København bl.a. opstillede præsten Erik Bock.
Erik Bock blev i den forbindelse refereret for bl.a. disse udtalelser:
“
At en kristen præst stiller op til kommunalvalget på samme liste som en imam, der går ind for sharia-lovgivning, og sammen med ham kæmpe for at bruge kristne kirker til moskeer, ser Erik Bock ingen problemer i. For ham gør det ikke den store forskel, om man er muslimsk eller kristen præst.
– Alle præster, uanset om de tilhører folkekirken eller er imamer, har det samme anliggende, når det kommer til stykket, siger han.
– At der i folkekirken er rum, også til islam, er for ham en selvfølge, da vi alle har samme gud og stamfader.
”
Dvs. selv om jeg nok ikke er uenig i din analyse af kristendommen sådan overordnet set, så er hverken den eller nogen anden religion en uforanderlig monolit mejslet i sten, men hvad dens tilhængere gør den til.