i går skrev jeg på min anden blog om den spanske højrefløjs konspirationsteorier om angrebet på Madrid 11. marts 2004, og om en forsvarsadvokats tilsyneladende forsøg på at underbygge dem ved at indføre falsk bevismateriale i retssagen.
Her er hvad Politiken forleden skrev om sådanne konspirationer:
I korthed går teorien ud på, at Socialistpartiet allerede før valget indgik en pagt med baskiske ETA-terrorister om, at de skulle forberede en terroraktion i Madrid, men lade mennesker med arabisk/islamisk baggrund stå for udførelsen.
Dermed ville det se ud som islamistisk hævn for den daværende konservative regeringschef José María Aznars deltagelse i krigen i Irak. Den følgende frygt og/eller vrede blandt vælgerne skulle bringe socialisten José Luis Rodríguez Zapatero til magten.
Prisen skulle ifølge medier, der står det konservative parti nær, være, hvad de betegnede som Zapateros »kapitulationsproces over for ETA«, hvis endemål var selvstændighed for de tre baskiske provinser samt Navarra.
Faktuelt er konspirationsteorierne om 11. marts om muligt endnu mere tåbelige og uunderbyggede end de tilsvarende om 11. september.
Men samtidig viser de en besynderlig omvending i højrefløjens prioriteter i Spanien i forhold til resten af Europa: Hvor højrefløjen i et land som f.eks. Danmark har travlt med hysterisk og overdrevet at udskrige muslimer som den største trussel mod alt (idet 11. marts fremhæves som eksempel), er den spanske højrefløj optaget af at negligere enhver tanke om, at islamisk terror kunne udgøre en trussel mod landet – ikke, fordi de ikke er optagede af terror, men fordi de er villige til med vold og magt at se ikke islamisk terror men den baskiske separatistgruppe ETA som den største trussel.
Måske én af forklaringerne på, at samme højrefløj i disse år forekommer splittet og svag – og på, at fremmedhadet slet ikke har samme politiske appel i Spanien som f.eks. i Dansk Folkepartis Danmark.
Og læs så resten af analysen på min anden blog …