Det skrev jeg forleden en kommentar om ovre på Pleiotropy, som egentlig fortjener at ophøjes til et helt indlæg her. Kommentaren tager udgangspunkt i en bemærkning om, at irreducibel kompleksitet – argumentet om, at en levende organisme er så kompleks, at fjernelsen af blot en enkelt komponent vil få den til at fejle, og derfor kan den ikke være opstået ved en tilfældighed – egentlig er et sundt, videnskabeligt argument, der er bare ingen observationer, der peger i retning af, at det er relevant for livets opståen her på Jorden:
First of all, I think that the argument of irreducible complexity is a bad argument because it’s a reductio ad absurdum.
Such arguments work extremely well in mathematics, but in empirical science their track record is bad because some way around the “absurdity” might be found which the proposer of the theory hadn’t thought of.
E.g., the existence of the ether was once considered necessary, even proven, because waves (light) can’t propagate in nothing, i.e. vacuum.
Except they apparently could: No positive evidence could be found for the existence of the ether, and in 1905 Einstein famously showed that the ether is not necessary for the consistency of the theory of electromagnetism.
Likewise, saying that irreducibly complex systems can’t arise spontaneously is equal to saying just about nothing, since in some cases they actually can – in physics I believe we see it in chaotic systems and resonance phenomena.
So if the ID people and creationists really wanted to go places they’d want to find positive evidence that point to a creator or designer – evidence that could supposedly tell us something about said designer’s nature, tools, methods, etc. Alas, such a theory is probably not forthcoming.
Carl Sagan had an outrageous idea in one of his novels, that the Creator had signed his work by embedding a representation of a picture of a circle in the decimals of Pi – the ID people would have to come up with something similar if we are to take them seriously.
Even so, I tend to agree that the argument of irreducible complexity is scientific, even if it is potentially flawed. However, I think that what makes the ID theories really not science is that they’re not falsifiable – there’s no experiment we could design or perform which would make these people change their mind. And if you’ve already made up your mind (or let your religious ideas make up your mind) as to what class of phenomena you will accept from Nature and what kind of theories you will use to describe them, then you’re not a scientist period.
Pleiotropy er i øvrigt et godt sted at gå hen, hvis man gerne vil læse kvalificerede indlæg om evolutionsbiologi, striden om Intelligent Design og en masse andre beslægtede emner.
Tak for linket -- ser interessant ud!
Med hensyn til “irreducible complexity” så benytter ID-tilhængerne sig vel af, at det ikke er fuldt ud forstået af videnskaben idag?
Men man ignorerer så, at det netop er noget der er focus på inden for flere videnskaber, incl. matematik. Man er ihvertfald kommet langt med hensyn til at stille de rigtige spørgsmål, kan man sige.
Egentlig rækker det vel også ud over evolutionsteorien i snæver forstand, altså darwinismen. Den forklarer sådan set kun arternes oprindelse, men ikke selve livets oprindelse -- altså hvor den første organisme kommer fra?
Så vidt jeg kan se, må der være en mere generel tendens i naturen til, at komplekse strukturer opstår spontant. Selv om vi ikke forstår det fuldtud idag, så må man vel gå ud fra, at det er en konsekvens af den måde naturlovene fungerer på -- og værdien af de forskellige konstanter.
Jeg synes det er lidt dumt af ID-folkene at binde sin argumentation til “irreducible complexity”. De kommer sandsynligvis til at stå med håret i postkassen om ikke så forfærdelig mange år -- når videnskaben kan forklare, hvorfor kompleksitet netop opstår spontant i naturen.
Derimod er det mere fornuftigt at bruge argumentet med “fine-tuning” af universet. Altså at stille spørgsmålet: “Hvorfor er naturkonstanterne netop sådan, at komplekse strukturer opstår spontant?”
Det spørgsmål er videnskaben meget langt fra at kunne besvare idag, og det kan vel ikke engang regnes for sikkert, at det overhovedet KAN besvares af videnskaben?
Religøse forestillinger bør efter min mening forholde sig til spørgsmål, som videnskaben muligvis ALDRIG vil kunne besvare -- men som man føler et behov for at forholde sig til som menneske.
Religøse forestillinger bør efter min mening forholde sig til spørgsmål, som videnskaben muligvis ALDRIG vil kunne besvare -- men som man føler et behov for at forholde sig til som menneske.
Jeg tror ikke, man meningsfuldt kan begrænse, hvad videnskaben kan forholde sig til eller forsøge at besvare eller ej. Tænk på, hvordan neuropsykologien er begyndt at besvare spørgsmål om, hvorvidt bevidstheden er én eller mange, som tidligere blev anset for at være rent filosofiske (jeg tænker på eksperimenter med overskæring af corpus callosum og diverse læsionsstudier). Man kunne nævne mange andre eksempler.
Og jeg tror heller ikke, man meningsfuldt kan begrænse, hvad religionen skal beskæftige mig med, eftersom den har sin egen, selvstændige, fænomenologi (jfr. i øvrigt indlægget om oplysning og tolerance på hovedsiden just nu 🙂 ).
Jeg er fuldstændig enig i, at videnskabsfolk gerne må have den holdning, at ALT kan forklares videnskabeligt. Alene af den grund, at der ellers ikke bliver gjort forsøg på det. Religiøse DOGMER om, at noget ikke kan forklares videnskabeligt, skal man ikke tage hensyn til.
Men deraf følger jo ikke, at vi ved med sikkerhed, at alt faktisk kan forklares videnskabeligt!
Hvad religionen beskæftiger sig med, kan man rigtignok ikke begrænse i den forstand, at den forholder sig til livet som helhed -- vores eksistens.
Det jeg tænker på i min tidligere kommentar, er at man som religiøs bør afholde sig fra at opstille dårligt underbyggede “teorier” om noget som videnskaben temmelig sikkert kan svare på i morgen. For eksempel påstanden om “irreducible complexity”.
Hvis det derimod drejer sig om spørgsmål, som videnskaben er meget langt fra at kunne besvare idag, så er det mere acceptabelt, at folk udfylder hullet i vores viden med religiøse ideer.
Nogen er så religiøs på den måde, at de så at sige er “glade for at der er noget videnskaben ikke ved” fordi det giver plads for religiøse forestillinger (og dogmer).
Selv har jeg den stik modsatte holdning til dette. Viden er altid bedre end tro. Det betyder ikke, at jeg tvivler på min egen religiøsitet -- tværtimod. Den er så stærk, så den ikke trues af videnskabelig erkendelse. Faktisk interesserer jeg mig særlig meget for videnskabelige teorier, der tilsyneladende modsiger religion maximalt, f.eks. de såkaldte “multivers-teorier”.
P.S. Jeg har læst din anmeldelse af REL’s nye bog. Den skal jeg helt sikkert have læst!
Tak for præciseringen. Men jeg er stadig ikke helt med -- kan du evt. give nogle eksempler på, hvilke ting, videnskaben er meget langt fra at kunne besvare?
Ja, der er f.eks:
1) Hvilken fortolkning af kvantemekanikken, der er rigtig. Først og fremmest er begrebet “bølgefunktionens kollaps” en antagelse, der meget vel kan være forkert. Det er ikke afklaret idag, og det er usikkert om det bliver det i fremtiden (det er ikke en selvfølge, at det kan afgøres empirisk). Ikke desto mindre har det afgørende betydning for, hvad den fysiske virkelighed i det hele taget er (ontologisk).
2) Om der kun er et univers, eller der er flere parallelle universer (berører pkt. 1 ovenfor).
3) Hvorfor universet accellererer i sin udvidelse. Ideen med “Dark Energy” er kun en af de teoretiske muligheder. Selv om den skulle være rigtig, så ved man ikke hvad denne energi nærmere bestemt er.
4) Tyngdekraften! Faktisk ved vi stadig ikke hvad tyngdekraft egentlig er. Vi har kun en rimelig nøjagtig beskrivelse af, hvordan den opfører sig lokalt (Newton + Einstein).
5) Vi har ikke nogen særlig god ide om, hvad “Dark Matter” er for noget. Det er iøvrigt muligt, at det slet ikke findes -- det kan være vores opfattelse af tyngdekraften, der er forkert (jvf. pkt. 4 ovenfor).
6) Hvad der nærmere bestemt skete ved Big Bang, og hvorfor det skete.
7) Forklaringen på, at universet havde en meget lav entropi ved Big Bang. Det er tilsyneladende i modstrid med de naturlove vi kender (bl.a. termodynamikken).
Nu vil jeg selv mene, at det ikke er usandsynligt der kommer en helt ny teori inden for teoretisk fysik, der forener kvantemekanik og relativitetsteori (eller erstatter dem begge?). Men på den anden side har der faktisk været behov for en sådan teori i ret lang tid, uden at den er kommet, hvilket vel kan tænkes at skyldes en uoverstigelig barriere for vores forståelse af universet?
Kommer der en sådan ny teori, så kan mange af de ting jeg nævner ovenfor muligvis forklares. Men det er alligevel rigtigt at sige, at videnskaben er meget langt fra at kunne besvare disse ting idag -- fordi en sådan ny teori temmelig sikkert vil være revolutionerende, og ændre selve grundlaget for vores erkendelse. Min fornemmelse er, at den vil have stor betydning for meget andet end fysik -- men det er kun min subjektive vurdering.
Jeg har ikke tid til at svare på dette så grundigt, som man egentlig kunne. De eksempler du nævner er dog mere strengt videnskabelige og filosofiske og er i mine øjne ikke gode emner for religiøse spekulationer.
I princippet mener jeg, at religion som al anden erkendelse primært må hvile på et empirisk og dermed strengt ikke-spekulativt grundlag. Men nu åbner jeg vist for en endnu længere diskussion.
Men ad 1), så er der ikke den store uenighed om dette spørgsmål, i hvert fald ikke blandt fysikere. Den rigtige fortolkning af kvantemekanikken er, at kvadratet på bølgefunktionen angiver sandsynligheden (sandsynlighedstætheden) for ved en måling at finde en partikel lige netop dét sted, eller i lige netop dén tilstand, som bølgefunktionen angiver. Andre tolkninger er der ikke :-). Der findes en lille, omend højtråbende minoritet, der siger noget andet og sværger til f.eks. Bohmske alternativer, men de er ikke toneangivende og har ikke stor indflydelse.
Og bølgefunktionens “kollaps” er ikke spor mystisk, det er bare ikke rigtigt forstået. Det handler om systemets interaktion med vore måleapparater og er ikke udtryk for nogen fysisk proces. Må jeg anbefale Niels Bohr: “Atomfysik og menneskelig erkendelse” samt min egen artikel om EPR-paradokset samt udvalgte artikler i Wheeler og Zurek: Quantum Theory of Measurement, samt I HVERT FALD John Wheeler: “Law without law”, så kan vi snakke om det 🙂
Og ja, en teori, der forener kvantemekanikken og almen relativitetsteori er tilsyneladende meget vanskelig at få rigtigt. Feynman lavede nogle meget imponerende begyndelser, men løb ind i endog meget store vanskeligheder.
Men i princippet har vi nu allerede en teori, der forener kvanteteorien og relativitetsteorien, nemlig kvantefeltteorien, som gælder for den specielle relativitetsteori. Mht almen relativitet er der til gengæld store problemer.
De andre problemer du nævner er alle meget interessante, men jeg tror som sagt ikke, de er tilgængelige for religiøs analyse, nærmere for filosofisk og videnskabelig. Jeg mener, hvis den almene relativitetsteori er nogenlunde rigtig, så ved vi f.eks. lige præcis, hvad tyngdekraft egentlig er, nemlig rumkrumning.
Men hvis vi vil komme det nærmere, løber vi i sidste instans ind i, at vi ikke ved, hvad noget som helst “egentlig er” -- vi ved heller ikke, hvad elektricitet egentlig er, eller for den sags skyld, hvad biler, borde og stole “egentlig er”. Det er alt sammen kun ord, modeller og begreber. Men det er et filosofisk problem.
Hvis vi fandt en “underliggende” fysisk forklaring af tyngdekraften, ville vi heller ikke have forstået, hvad den “egentlig er” -- vi ville bare have fået en ny, forhåbentlig bedre, teori, men mht det “egentlige” ville vi bare have flyttet problemet.
Alt det du skriver om kvantemekanik og relativitetsteori vidste jeg i forvejen. De kilder du angiver, har jeg læst.
Det du skriver om bølgefunktionen er fuldstændig korrekt, bortset fra at der ikke er evidens for, at bølgefunktionen kollapser. Det er en antagelse, som der kan være god grund til at tvivle på er korrekt, og det er udelukkende det jeg refererer til. At det måske stadig er de fleste fysikere, der går ud fra at bølgefunktionen kollapser, afgør ikke spørgsmålet. Videnskabelige spørgsmål afgøres ikke ved demokratiske afstemninger. Iøvrigt er jeg ikke enig med dig i, at de fysikere der mener noget andet, blot kan affejes som “en højtråbende minoritet”. Der er flere og flere fysikere, der idag er orienteret imod multivers-teorierne. Selv har jeg ikke nogen klar opfattelse af, hvilke af disse teorier der er rigtig. Men det er ihvertfald ikke rigtigt, at der idag er konsensus om Københavner-fortolkningen.
At de ting jeg nævner ikke er egnet til religiøs refleksion, er vi så ikke enige om. Det er de for mig, og denne personlige holdning modsiges ikke af vores nuværende videnskabelige erkendelse.
Jeg deler heller ikke din holdning med hensyn til at skelne skarpt mellem religion og filosofi. For mig er de to ting tæt vævet sammen. Man kan selvfølgelig have en filosofisk verdensanskuelse, der ikke indeholder religion, eller direkte modsiger og udelukker al religion. Men man kan også have en verdensanskuelse, der både er filosofisk og religiøs.
Det vigtigste er, at ens anskuelser ikke direkte er i konflikt med videnskaben, som f.eks. “Intelligent Design” (for nu på passende vis at knytte tilbage til emnet for din post!)
Du har for så vidt ret i, at der ikke er nogen evidens for, at bølgefunktionen kollapser, for det gør den egentlig heller ikke.
Bølgefunktionens “kollaps” betyder bare, at efter en måling kender du værdien af den observabel, du har målt, hvorfor systemet nu er i en egentilstand for den operator.
Hvis tilstanden ikke i forvejen var en egentilstand for denne observabel, så er denne projektion den mindste forstyrrelse, en måling kan skabe. Men der er ingen fysisk kollaps-proces. Og “kollapset” er heller ikke noget absolut:
Hvis en observatør foretager en måling på en partikel, vil han efter reglen om mindste forstyrrelse som minimum påføre partiklens bølgefunktion for den observabel, han har målt. Der er altså et “kollaps”.
Men hvis en anden observatør opfatter partiklen og den første observatør som ét system og beskriver dem ved en fælles bølgefunktion, er der ikke noget kollaps i hans beskrivelse -- det vil der først komme, når og hvis han evt. selv laver en måling. Kollapset er altså ikke en fysisk proces, det udtrykker snarere, at eksperimentets randbetingelser er ændret.
Så på den måde har du helt ret, der er ikke noget kollaps. Men omvendt er der masser af evidens for, at man ikke ved en måling kan undgå den minimale forstyrrelse, der ligger i projektionen til en egentilstand -- hvis man kunne, ville man jo kunne omgå ubestemthedsrelationerne og bestemme hastighed og impuls samtidig, og det er der ikke noget, der tyder på, at man kan.
Many worlds-teorien er et nyttigt begreb, når man betragter store systemer (såsom universer :-)), men der er nok ikke nogen, der betragter dem som andet. I den forstand mener jeg ikke, de decideret kan ses som et alternativ til standardfortolkningen.
Og når jegkalde de fysikere, der kritiserer standardfortolkningen for en “højtråbende minoritet”, er det af tre grunde. For det første, fordi der vitterlig ikke er mange af dem -- de fleste fysikere abonnerer på “shut up and calculate”-varianten, som er en ufilosofisk validering af standardforttolkningen. For det andet, fordi der ikke er nogen alment accepterede alternativer, og fordi der ikke er fremsat nogen alternativer, der viser potentiale i retning af at kunne føre til nye eksperimentelle forudsigelser. Og for det tredje, fordi der ikke er nogen alvorlige problemer med standardfortolkningen -- tværtimod, kvanteteorien er den mest vellykkede og den mest præcise videnskabelige teori nogensinde.
I øvrigt så er jeg enig med dig i, at man ikke ka skelne skarpt mellem religion, videnskab og filosofi; hvad jeg egentlig mente er, at stort set alting eller så meget som muligt bedst kan analyseres empirisk, således at empirien er det bedste angrebspunkt både for videnskab og religion, og at både videnskaben og religionen for så vidt kan bruges til at finde empiriske løsninger på filosofiske problemstillinger.
For eksempel viste Einstein, at de filosofiske begreber om absolut rum og tid, som tidligere var blevet anset for nødvendige, ikke kan opretholdes. Og kvantefysikken har vist, at forestillingen om, at objekter er nødt til at have en veldefineret position eller en veldefineret tilstand uafhængigt af iagttagelsen, ikke kan opretholdes.
Vi er da vist ikke grundliggende uenige om tingene, bortset fra at jeg er religiøs!
Med hensyn til kvantemekanik, så har du sikkert ret i, at de fleste fysikere holder sig til “shut up and calculate”. Det forholder sig vel også sådan, at den holdning har været ganske udmærket i forhold til de store fremskridt, kvantemekanikken har givet.
Men holdningen indebærer jo nærmest, at man giver afkald på en egentlig forståelse. Der vil jeg mene, at en sådan er nødvendig for at finde frem til en teori, der forener kvantemekanik og relativitetsteori.
Det gode, man kan sige om “shut up and calculate” er, at den peger på det, der virkelig betyder noget, nemlig hvad vi kan se eksperimentelt. De fleste fysikere er pragmatikere og er ligeglade med, hvad tingene “virkelig-virkelig” er. Hvis man laver en teori, der reproducerer alle kvantemekanikkens forudsigelser med en (for nogen) mere tilfredsstillende filosofisk fortolkning, og den ikke kommer med nogen nye forudsigelser, har man i virkeligheden intet lavet.
Bohms 1952-teori er den, der mig bekendt kommer tættest på, men dens forudsigelser strider på væsentlige punkter mod kvantemekanikkens, og den har ingen tilfredsstillende fortolkning ved mange-partikelsystemer og ingen (speciel) relativistisk udgave, så den må reelt betegnes som død.
Men man kan sige, at hvis standardfortolkningen er acceptabel (og det er den for de fleste, i en udstrækning så man egentlig med Bohr kan betragte den som den eneste mulige), så er shut up and calculate en helt rimelig holdning for en fysiker -- det er nemlig den, der fokuserer på at lave noget fysik, dvs. forudsigelser, der i sidste ende kan bekræftes eksperimentelt. Man kunne så godt bare ønske sig (mener jeg), at lidt flere fysikere forstod de præcise implikationer af standardfortolkningen, så vi slap for at høre de her fejltolkninger, om at “kollapset” skulle være en fysisk proces eller stride mod den specielle relativitetsteori (David Bohm and Roger Penrose, I’m looking at you :-))
Og så er det fuldstændig rigtigt, at en forening af kvanteteorien og almen relativitetsteori er en udfordring, det kunne være rart at se løst. Til fysikernes forsvar vil jeg dog sige, at kvantefeltteori i en Riemann-geometri medfører nogle ret store tekniske problemer.
Men hvis du er mand for udfordringen er det bare med at spidse blyanten og komme i gang. 🙂
Så tror jeg nu hellere, jeg vil lægge arm med Californiens guvernør 🙂
Jeg kan til nød forstå det så nogenlunde, når jeg læser faglige artikler om kvantemekanik. Nok til at forstå de filosofiske implikationer, bilder jeg mig ind -- og til at forstå, hvorfor mange fysikere “melder pas” når man kommer til det vanskeligste.
Noget af det vanskeligste er den kvantefeltteori (QFT) du nævner. Den kæmper jeg for øjeblikket med at forstå lidt af, netop fordi den forekommer mig at være det centrale felt(!) idag -- i forhold til at danne sig en forestilling om, hvad en fremtidig teori kan være.
Med hensyn til bølgefunktionens kollaps: hvis den ikke er fysisk, hvad er den så? Man kan måske godt forstå, at fysikere viger uden om dette spørgsmål, da de jo netop beskæftiger sig med fysiske fænomener -- men spørgsmålet er, om det ikke netop er derfor man ikke kan komme videre?
På en måde er det netop det spørgsmål, der interesserer mig filosofisk: “Den kvantemekaniske bølgefunktions kollaps er objektiv virkelighed, men hvis den ikke er fysisk, hvad er den så?”
Selv om kollapset afhænger af en måling, eller en vekselvirkning med omgivelserne (decoherence) så vil jeg ihvertfald stadig mene, at det er noget der sker objektivt, dvs. uafhængigt af observatørens (videnskabsmandens) bevidsthed.
Kvantefeltteori er meget vanskeligt -- jeg havde et kursus i det på uni, men jeg vil ikke påstå, jeg forstod det hele. Det skal nu siges, at meget af det skyldes teknisk/matematiske komplikationer, f.eks. renormaliseringen og alle de mange Green’ske funktioner (jeg tog det nok også et år før, jeg burde have taget det, af lutter iver, som strandede lidt på forelæserens meget tørre stil).
Med hensyn til bølgefunktionens kollaps: hvis den ikke er fysisk, hvad er den så?
Den mindst mulige forstyrrelse af det målte system i henhold til ubestemthedsrelationen.
Hvis bølgefunktionen indeholder en ubestemthed af værdien for en bestemt observabel, svarer det til en eksperimentel situation, hvor det ikke er muligt at definere værdien af observablen præcist, dvs. en eksperimentel situation, hvor det ikke er muligt at give en operationel procedure for, hvordan variablen kan måles uden at forstyrre systemet.
Når du måler, foretager du en ændring af systemet og den eksperimentelle situation, der tillader værdien at være defineret. Det er selve den faste grund, der skrider under fødderne på dig, og bag forestillingen om det “fysiske” kollaps ligger antagelsen om, at den eksperimentelle opstilling (randbetingelserne) er den (de) samme før og efter målingen.
Det kan man antage i den klassiske fysik. I kvantemekanikken er det ikke muligt at antage noget sådant på grund af ubestemthedsrelationerne. Observatørens bevidsthed er overhovedet ikke involveret.
PS:
Og det er selvfølgelig den helt klassiske “Københavnerfortolkning”. Jeg mener selv, at Bohrs indsigt i problemet var knivskarp, og at hans artikler er en af de mest værdifulde kilder til forståelsen af, hvad der foregår. De kan desværre være vanskelige at læse, fordi han har en underligt vag måde at udtrykke sig på, men hvis der er noget i min kommentar herover, der forekommer uklart, er det egentlig Bohr, jeg ville foreslå at vende tilbage til.
Hans analyse af dualiteten i den eksperimentelle situation kommer man i hvert fald ikke uden om. Men jeg vil tro, at et af problemerne er selve sprogbrugen, hvor man taler om et “kollaps” -- egentlig *er* der nemlig ikke noget kollaps, som sagt: Der er ikke tale om en fysisk proces og involverer heller ikke observatørens bevidsthed, men kun om, hvad det er muligt for os at definere som målelige størrelser i den eksperimentelle opstilling.
Igen, det meget simple eksempel med skærme med spalter i min artikel om EPR-paradokset (eller i Bohrs svar til EPR, hvorfra mine argumenter dér selvfølgelig kommer) er i virkeligheden alt, hvad der skal til for at anskueliggøre den måletekniske problematik i det, som desværre og misvisende er kommet til at hedde et “kollaps”.
Jeg forstår det vist nogenlunde på samme måde. Det er rigtigt, at en observatør selv kan vælge hvad der bliver målt, men det betyder ikke at det skulle være et fænomen i observatørens bevidsthed eller noget i den retning (det forvirrende er, at man endda kan finde fysikere, der fremstiller det sådan!)
Der er tale om, at når observatøren vælger hvad han vil måle, så vælger han at bruge en bestemt eksperimentel opstilling, dvs. han indretter partiklens umiddelbare fysiske omgivelser på en bestemt måde (den partikel der måles på).
Men det betyder vel også, at dette forhold gælder mere generelt, altså også uden nogen observation? Nærmere bestemt, at f.eks. en fotons mulige fysiske omgivelser er inddelt i to kategorier: 1)omgivelser der får fotonen til at opføre sig som en bølge 2)omgivelser der får den til at opføre sig som en partikel.
Hvis det er rigtigt at stille det sådan op, så synes jeg det virker som om naturen i en eller anden forstand foretager et “valg”.
—
Kvantemekanik er ret svært at forstå, og det er ikke noget man kan forlange, at almindelige mennesker forstår. Derimod vil jeg påstå, at det er muligt for enhver at forstå grundprincipperne i evolutionsteorien. Tilhængerne af ID kan ikke undskylde sig med at evolutionsteorien er umulig at forstå. Der er vel i mange tilfælde tale om, at man ikke VIL forstå den -- fordi man foretrækker sin egen “forklaring”. Det betyder vel også, at selv om en bedre oplysning om evolutionen vil være fint, så er det givetvis ikke tilstrækkeligt -- der vil stadig være kreationister og tilhængere af ID, fordi nogle af årsagerne ligger andre steder.
Deja vu:
http://www.modspil.dk/diverse/dobbeltspalteeksperimentet___doctor_quantum_and_the_double_slit.html
Hmmm …. Bob Park skriver i den seneste udgave af What’s New, at debatten om kvantemekanikkens filosofiske “problemer”
was put on hold because scientists were just too busy using quantum mechanics, to worry about why it works. Measured by the incredible range of phenomena it permits us to calculate and the technologies it has spawned, quantum mechanics must surely be the most successful scientific theory in history. It is, unfortunately, also wrong. Valentini’s theory could spawn a revolution in physics.
De sidste to sætninger skal nok opfattes sarkastisk. I det mindste er Valentini da klar over, at han har et problem, når han siger, at standardfortolkningen af kvantemekanikken (den mest vellykkede videnskabelige teori, nogensinde) er “forkert”.
I øvrigt mener jeg egentlig ikke, at kvantemekanikken -- de overordnede aspekter, i en ikke-matematisk formulering -- er vanskeligere end så meget andet. Jeg så gerne Bohrs pointer på området indgå i gymnasiets pensum for fysik (hans essays er ikke vanskeligere end, at gymnasieelever sagtens kan læse dem).
Men herudover har du selvfølgelig fuldstændig ret, hvad angår evolution og ID.