De konservative ville så gerne forbyde islam

Der er så mange idiotiske elementer ved de konservatives nye ide om at forbyde burkaer at man ikke helt ved hvor man skal starte. Fx kunne man jo undre sig over at de konservative ikke vil forbyde fx nazisymboler – det støder åbenbart ikke deres demokratiske retsfølelse. Men derimod bliver de provokerede af at se folk gå rundt i burkaer.
Man kunne måske også hævde at foreslaget var et frontalangreb på ytringsfriheden – retten til at ytre sin religiøse holdning via tøjet. Men de konservative forsvarer kun deres egen ytringsfrihed – ikke dem de er uenige med.

Men først og fremmest er foreslaget naturligvis et frontalangreb på religionsfriheden som beskrevet i Grundloven

§ 67
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Det vil sige at hvis man vil smide en sæk over hovedet og gå rundt på gaden, fordi man tror det vil bringe én i himlen så er man i sin gode ret.

Det ved de konservative og deres støttere i DF og S jo godt. Det ville være ganske simpelt grundlovsstridigt at lave en lov der hed noget ala: “Vi forbyder hermed muslimske kvinder at gå rundt i en Burka.”. Det skal man ikke være jurist for at forstå ville være et groft brud på grundloven.

Altså må man gå andre vegne – I et forsøg på at bryde grundlovens ånd, uden at bryde den juridisk. Altså har Brian Mikkelsen i uskøn forening med Naser Khader fundet på en formulering ala “Vi kan godt lovgive om, at man ikke skal være fuldstændig tildækket” (link).

Altså Brian og Naser ønsker brændende at bryde grundlovens ånd. De vil ikke have religionsfrihed. De vil forbyde religion. Men kan ikke pga. grundlovens fædre. Og så må de lave en absurd lov der forbyder børn at rende rundt i flyverdragter og elefanthue. En lov der også forbyder motorcyklister at køre med mørk hjelm. En lov der ganske simpelt forbyder fornuftig påklædning i vintermånederne. Man ville kunne stå i december og arrestere stort set alle cyklister med huen ned i panden og tørklædet langt op over munden. Og naturligvis endelig får spærret de burkaklædte kvinder inde – eller smidt ud af landet, når de nu ikke overholder landets love.

Det er absurd at vi skal leve i sådan et Orwelliansk samfund, fordi de Konservative, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti foragter grundloven. Religionsfriheden er et gode vi skal være stolte af og værne om. Ikke forsøge at underminere.

link til opgør med religionsfriheden

5 thoughts on “De konservative ville så gerne forbyde islam”

  1. Der er to ting:

    1. De Konservative mener jo -- eller bruger det i hvert fald som undskyldning -- at det reelt forhindrer den offentlige orden, at man ikke uden videre kan genkende folk. Motorcyklisten med den mørke hjelm vil f.eks. næppe protestere kraftigt eller føle sig krænket, hvis han/hun bliver bedt om at legitimere sig selv.

    2. De Konservatives opfattelse af Gud, som ordet fremgår af Grundloven, levner vist ikke plads til specielt mange guder, herunder Allah. De Konservatives opfattelse er, at man selv må bestemme, hvordan man dyrker den kristne gud, mens der ikke er nogen lovgivning om de øvrige guder. I lyset af de fremherskende traditioner, da Grundloven blev skrevet, er det ikke urimeligt at give de Konservative ret i denne opfattelse.

  2. Kunne ikke være mere enig i din betragtning.
    Man vil forbyde burkaer og niqabs og samtidig sige: Ja, men vi har ytringsfrihed og en personlig frihed til at gøre det vi vil og praktisere vores religion, ligegyldig hvilken religion vi tilhører. Det er det samme som anti-kapitalister vil forbyde slips, “..fordi det har en direkte rød trød til nazismen” underforstået at de danske nazister går med røde slips!
    I Sudan har man en lov der forbyder kvinder at gå med bukser.
    Lad nu være med at sætte Danmark ned i en sådan kategori!

  3. Lige en lille rettelse til dig: “wolf”
    Allah er ikke som sådan muslimernes gud alene.
    Det er desværre en grundlæggende misforståelse i den arabiske “oversættelse”. Allah er arabisk og betyder “guden” i bestemt form. Ikke kun muslimer omtaler gud som Allah, men det gør kristne og arabiske jøder alstå også. Det er med andre ord gud i bestemt form, men ikke til en bestemt gud.
    Blot en lille detalje 🙂

  4. 1. Mon ikke forældrene der skal droppe elefanthuen og cyklisterne vil protestere kraftigt? I øvrigt ligger man ikke op til at man skal kunne legitimisere sig -- men forbud mod overhovedet at dække sig til.
    2. Gud i grundloven er også den muslimske og den jødiske. De eksisterede skam også i DK dengang og var dækket ind af grundloven.

  5. Jes: Bare kald mig Wolf -- det er ikke noget pseudonym.

    Jeg er udmærket klar over, hvad “Allah” betyder, men min viden i dag har ikke nogen betydning for, hvad man mente for 150 år siden, da Grundloven blev skrevet. Det var i et temmelig kristent samfund, hvor forestillingen om, at der kunne være noget andet end den kristne gud, og at denne var benævnt “Gud”, var nærmest utænkelig. Du skal vist ikke regne med, at man regnede “Allah” med, da man skrev den pågældende passage i Grundloven.

Leave a Reply to Jes Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.