Polemiken har for en gangs skyld begået et indlæg, som jeg er næsten fuldstændig enig i – i protest mod udvisningen af en mor til tre med fast arbejde:
det ikke undsluppet min opmærksomhed, at man p.t. åbenbart er blevet vanvittige og finder det naturligt at udvise mødre, der så må aflevere deres børn i børnehaven og sige farvel for altid eller i hvert fald for meget lang tid.
Dér er grænsen for galskaben dælendunseme nået og overskredet med flere lysår. Hvad har man gang i?????
Hvordan kan man vurdere, at en mor har større tilknytning til eksempelvis Kosovo end til sine egne små børn?
Sindssygt. Stop det dog!
Det er naturligvis dette her, Kimpolina skriver om. Og hvad kan man sige? Ja, det er trist, og det er en meningsløst hjerteløs administration af reglerne.
Denne administration har til gengæld været en direkte følge af de stramninger på udlændingeområdet og især den politiske råben og skrigen på en sådan stramning, vi har set de sidste mange år, idet embedsmændene har fulgt de politiske vinde – og administreret de eksisterende regler usædvanligt nidkært og stramt, efter devisen: Enhver tvivl kommer den anklagede (udlændingen) til skade.
Denne hjerteløse praksis er dokumenteret gang på gang, bl.a. i Magtens Bog af Erik Valeur et al. (2004). Det usædvanlige ved denne sag er, at det denne gang ikke lykkedes politiet at få kvinden lempet ud af landet, før det kom til pressens kendskab – hvilket gør hende og hendes familie til nogle af de få heldige ud af hundreder, der får lov til at få deres sag genovervejet af politiske grunde.
Det usædvanlige ved denne sag er altså ikke så meget sagen i sig selv, som at vi hører om den – desværre.