Finanskrisen fik med et sat spotlys på hvilken risiko hele samfundet tager, når infrastrukturen og økonomien er afhængige af private firmaer. Det blev pinligt bevist at de største amerikanske banker, simpelthen ikke måtte gå ned – de var “too big to fail”, og derfor måtte skatteyderne til lommerne og kaster milliarder ned i det kæmpe hul som bankernes grådighed havde skabt.
Ligeså i Danmark – hver eneste gang Danske Bank har været i problemer har den danske stat garanteret deres fortsatte eksistens. Danske Bank udgør ca. 1/3 af al dansk bankaktivitet (Nordea en anden tredjedel og resten fordelt på de resterende banker), og hvis Danske Bank går under, så vil det have en katastrofal virkning på hele Danmarks økonomi.
Altså har skatteyderne måtte kaste milliarder efter Danske Bank for at redde den, da krisen viste at banken havde satset alt for risikabelt. Og risikoen blev taget af de danske skatteydere, ikke aktionærer og bestyrelsen.
Alle disse lån og garantier har Danske Bank fået ganske gratis, og kan tilmed fortsætte som en mastodant i den danske bankbranche. Nu ved banken blot at uanset hvor mange risici der bliver taget af banken, vil den aldrig nogensinde få problemer med finansering og sikkerhedsstillelse.
Altså er markedskrafterne reelt sat ud af kraft når det gælder Danske Bank – normalt risikerer banken og bestyrelsen en masse penge og i yderste konsekvens at gå under – en risiko der medfører en vis forsigtighed. De danske skatteydere har nu al risiko – og Danske Bank kan tage al overskuddet.
Denne situation er naturligvis ikke holdbar – private firmaer skal ikke misbruge milliarder af skattekroner på den måde. Og slet ikke tage hele samfundet som gidsel. Så herfra skal lyde et krav om reformer af banksektoren. Hvis en bank bliver estimeret til at være “too big to fail”, må der være én af to konsekvenser. Enten bliver banken delt op i mindre dele – og dermed fjernes risikoen. Eller også må banken betale en større del af sit overskud til en statslig fond, der kan trækkes på, når situationen kræver det.
Politikerne går rundt om den varme grød og tør ikke hive i Danske Banks hale – det er ynkeligt at se på, og får banken til at tro på sin egen udødelighed – se blot hvordan Danske Banks direktør ønsker at fjerne en masse småbanker i Danmark – når det i virkeligheden kun er to banker der bør fjernes/deles i Danmark – Danske Bank og Nordea.