Det hænder ofte, at folk, der protesterer mod udlændingelovgivningen, senest mod udvisningerne af afviste irakere (stik mod regeringens egen aftale med Irak) beskyldes for at udgøre en “godhedsindustri” eller får at vide, at de “moraliserer”, tror sig bedre end andre, osv. Selv en af og til fornuftig debattør som Raapil er hoppet på den limpind.
Rune Engelbreth Larsen vender spørgsmålet om i sin klumme i dagens Politiken:
I november 2008 var der forslag fremme om at forbyde drengeomskæring. I en fælleserklæring protesterede Martin Krasnik, Jacob Holdt, Kathrine Lilleør, Bent Melchior, Karsten Nissen og Özlem Sara Cekic m.fl.
Var det mon for at demonstrere deres »godhed«, at de ytrede sig i fællesskab? Var det for at fremhæve sig selv som en »kulturelite«? Jeg tror det ikke. Jeg tror, at de fandt forbudsforslaget forkert og krænkende.
Men lad os forestille os, at forbudet blev vedtaget. Mon ikke Krasnik ville protestere på tryk og vælge at få det gjort i smug, hvis han atter blev far til en søn? Jeg er i hvert fald sikker på, at mange andre ville gøre det. Hvordan karakterisere dette? Som en gemen forbrydelse?
Et andet eksempel: Lad os antage, at Forsvarskommandoen i september 2005 havde fået nys om, at Jyllands-Posten ville offentliggøre Muhammed-karikaturer, hvoraf flere var så hånlige, at det bl.a. kunne få konsekvenser for udstationerede danske soldater.
Lad os antage, at Forsvarskommandoen på forhånd krævede karikaturplanen indstillet, ja, truede med censur, fogedforbud og ransagninger for at destruere hver eneste kopi, der jo kunne opildne nogen og bringe danskeres liv (og forholdet til »fremmede magter«) i fare.
Hvad ville avisen have gjort? Mon ikke man ville have vægtet ytringsfriheden højere end censurkravet?
Så er det “godhed”, “selvgodhed”, og hvad ved jeg, der får folk til at protestere over begrænsninger i ytringsfriheden, forbud mod omskærelse af drenge – og hvad der ellers er oppe i tiden?
Jeg tror det ikke – måske snarere en følelse af, at det efterhånden begynder at være alvor, det her:
Hvorfor gør de det? Næppe fordi de føler sig som en del af »overhuset« eller »eliten«. Og næppe fordi de synes, at det er særlig fantastisk at blive ’beskyldt’ af et foragtende kor for at være »gode« – et noget desorienterende skældsord, skulle man ellers mene?
Men måske fordi uhyggen simpelthen hober sig op. Mennesker dumpes af den danske stat i fremmede lande, uanset om de måtte være i livsfare eller ej. Hans Jørgen Bonnichsen er blevet truet til tavshed, Per Ramsdal truet med fyring, Kirkeasyl truet med forbud, og Forsvarskommandoen kræver ret til forcensur og truer med at ransage et forlag i kampen mod en bog, der ikke beskriver virkeligheden, som militæret forlanger det. Og så videre.
Og når så en illegal udlænding bliver voldtaget, mishandlet og indespærret af en brutal dansker i ugevis, forarges TV2 Nyhederne lige akkurat kun halvvejs – man undlader nemlig behændigt at oplyse, at den mishandlede kvinde efter sit grusomme mareridt oven i hatten står til tvangsudvisning af Danmarks elskværdige myndigheder …
Raapil er stille og roligt tøffet ud på højrefløjen, og jeg har fornemmelsen af, at enten har han ikke rigtig har et liv med folk omkring sig, eller også er han en person, der kommer fra “små kår”, og som kun midlertidigt smagte intellektualismens venstrefløjssmag, mens han stadig havde uddannelsen frisk i hukommelsen, før han vendte tilbage til folden. Han har i mine øjne forlængst udviklet sig til en af den yderste højrefløjs nyttige idioter.
Det var sandelig ikke pænt sagt!
Men jeg har også undret mig et stykke tid, som antydet.
@ Wolf
Så den person, der mere end nogen anden evner at udløse kollektive, apoplektiske anfald hos rygmarvszionisterne i Snaphanens og Uriaspostens kommentatorspor, er stille og roligt tøffet ud på højrefløjen? Der kan man bare se.
Nu er der jo ikke ret mange ovre hos “os,” der ved, hvem Ole Wolf er, men tro mig -- vi kender alle sammen Lars Pilegård. De fleste afskyr ham af et inderligt, højreorienteret hjerte, men vi er faktisk også nogle stykker, der respekterer ham for hans saglighed og principfasthed. Modsat visse andre kan man nemlig debattere fornuftigt med Raapil, uden at han konstant finder det nødvendigt at stemple sine politiske modstandere med betegnelser, der rimer på “ister.” (Ingen nævnt, ingen glemt, vel, Ole?)
Om han er “vendt tilbage til folden” efter at have smagt “intellektualismens venstrefløjssmag,” vil jeg således betvivle. Men hvis ja, så kan han muligvis takke sine “små kår” for, at han aldrig nåede at få smag for moralismens selvfede arrogance.
Jørgen: Jeg sagde “højrefløjen”, ikke “den ekstreme højrefløj”, hvorfra man finder en så væsentlig del af kommentatorerne på Raapil sider, at ord som “mikrofonholder” falder lige for.
Jørgen,
nu behøver kommentatorerne ovre på Uriasposten som regel ikke Oles hjælp til at stemple deres politiske modstandere som noget, der rimer på “medister”, det klarer de ganske udmærket selv.
Men det er da tankevækkende, som denne beredvillighed til at himle op om både det ene og det andet ledsages af en tilsvarende ømskindethed, når kritikken rettes mod dem selv -- hvem vidste, at mimoser havde torne?
Ikke desto mindre kan det som sagt godt undre, at en tilsyneladende intelligent debattør som Raapil kan hoppe på den limpind om “godhedsindustri” og “moraliseren”, som gendrives ovenfor.
@ Wolf
Det kaldes “demokratisk debat,” når man lader flere stemmer komme til orde (og, i Raapils tilfælde, imødegår dem energisk). Men OK, når man er vant til at præke for koret fra en sæbekasse, kan det åbenbart godt forveksles med mikrofonholderi.
😉
@ Agger
Hvis jeg var dig, så ville jeg nok ikke bekymre mig så meget om mimosernes ømskindethed ovre på Uriasposten (medmindre de er “løvernes” primære målgruppe, hvilket jeg betvivler). Næ du, jeg ville snarere fokusere på den væmmelse, som jeres arrogante moralisme vækker blandt mere mainstream debattører -- hvilket, ud over Raapil, f.eks. kunne være hende her.
For hver hellig, der selvkanoniserer i løveland, er der nemlig et par af os dødelige, der får kvalme og falder fra.
” …jeg ville snarere fokusere på den væmmelse, som jeres arrogante moralisme vækker blandt mere mainstream debattører -- hvilket, ud over Raapil, f.eks. kunne være hende her…”
Facebook-gruppen havde nogle begyndervanskeligheder vedrørende “trolling” og debatkultur, som nu i det store og hele er løst, efter at der kom ny administrator. Karen West har endog meldt sig ind igen og startede et par tråde forleden …
Apropos debat og dialog med folk, der er uenige med mig rent politisk, er det skam noget, jeg gerne bruger min tid på. Dog kun i begrænset omgang med folk, der tror, at det at “gøre en forskel” er at skrive kommentarer i blogs eller debattere på Facebook. Ellers kunne man jo lige så godt bruge al sin tid på at skrive på USENET som en anden Bo Warming …
“Det kaldes ‘demokratisk debat,’ når man lader flere stemmer komme til orde…”
Bzzt. Der er ikke mere demokrati i at åbne kommentarfelterne for enhver, end der er forfatterskab i at sætte 1000 aber ind i et rum med en skrivemaskine. Demokrati handler om, hvem der har ret til at beslutte den politiske retning. På det punkt har Raapil én stemme, og hans blog har ikke nogen.