Professor, dr. theol. Per Bilde forklarer i en kronik i dagens Jyllands-Posten, hvorfor han og en del andre er kommet til at tvivle på kristendommen. I hans eget tilfælde har det at gøre med et intimit kendskab til religionens opståen og tidlige historie, der slet ikke hænger sammen med, hvad kirken og kristendommen senere blev til:
Jeg vil fokusere på fire problemer, som gennem tiderne også har fået mange kristne, herunder mig selv, til at tvivle på og opgive deres nedarvede religion:
1) Jesus’ eskatologiske forhåbningers sammenbrud,
2) udeblivelsen af Jesu genkomst,
3) kristendommens transformation fra at være en hinsidigt til at være en dennesidigt orienteret religion og
4) kristendommens generelle “kamæleonisering”, hvormed jeg sigter til dens formidable evne til at antage skikkelse efter enhver omgivende kultur. […]
Jesu tilhængere [var] samtidig sikre på, at han meget snart ville vende tilbage til Jorden, opvække de døde, gennemføre den eskatologiske dom, sende de vantro og onde til Helvede og – for sine troende tilhængere – (gen)oprette det “gudsrige”, som var kernen i den historiske Jesu forkyndelse. Denne intense forhåbning om Jesu genkomst, som mere eller mindre stærkt behersker skrifterne i Det Nye Testamente, blev, som vi ved, heller ikke indfriet. Denne skuffelse satte en række omtolkninger af erindringerne om Jesus i gang. […]
Den oprindelige jødiske messianske Jesus-bevægelse ændrede skikkelse til en hellenistisk-romersk religiøs foreningsdannelse, hvor vægten ikke blev lagt på troen på, at Jesus var Messias, men i stedet på den religiøse dyrkelse af den guddommeliggjorte, himmelske Kristus-skikkelse. Måske allerede i dens første fase, men i alt fald i denne anden fase blev kristendommen til en hinsidighedsreligion. […]
Efter Nietzsche og Grønbech gennemgik kristendommen atter en af sine fundamentale transformationer og skiftede igen fuldstændigt karakter. For de kristne teologer, præster og apologeter er det i dag latterligt at tro på opstandelse, eskatologisk dom, Helvede og Paradis.
Bilde nævner så ikke “hinsidighedsreligionens” rolle som fundamentalt sekulær magtfaktor i Middelalderen, hvor Paven fik møvet sig ind som øverste verdslige autoritet med ret til at indsætte og afsætte konger og kejsere.
Til gengæld minder han om, at intet af det, som diverse højreorienterede apologeter ynder at fremhæve som særligt udmærket ved “kristen” kultur og religion er unikt for kristendommen: “Det generer tilsyneladende ikke disse apologeter, at kritisk rationalitet, videnskab og demokrati faktisk stammer fra det gamle Grækenland, at næstekærlighedsbuddet forekommer i andre religioner end kristendommen, og at europæisk kristendom op igennem historien har strittet gevaldigt imod de fleste kulturelle, videnskabelige og politiske fremskridt“.
Hvad kirken lærer i dag, er altså i flere lag og gennem flere radikale omtolkninger adskilt fra den tidlige kristendoms dommedagshåb, som igen formodentlig ikke er det samme, som hvad den historiske Jesus lærte (hvis der overhovedet var nogen historisk Jesus).
Kristendommen er med andre ord passé. Måske det efterhånden var på tide at komme videre.
Link: Kritik af kristendommen
Kristendommen er faktisk ved at genopfinde sig selv, om vi har brug for den kan jo diskuteres, men Kirken er et frirum som hidtil har været tolereret pga. det der “hellige”, det respekteres dog ikke længere.
Afstanden mellem Ungdomshuset og Kirken er ikke så stor som man skulle tro, og hvornår ser vi den første Kirkenedrivning.
Om der var en historisk Jesus er totalt uinteressant, Kristendom og al anden Religion er filosofi baseret på menneskeskrevne digte som er beskyttet af det der kaldes helligt.
I dag er intet helligt, og derfor kan alt ødelægges.
“Jesus” er en metafor, uanset om han var en historisk person eller ej, var han en stor frihedskæmper, der kæmpede for at frigøre sindet, en ren anarkistisk provokatør som konstant drillede magteliten gennem sit vid, ikke vold og magt. Nutidens opposition har meget at lære her, tænk hvis der SLET ikke kom nogen vold til COP15?
Og hvis der overhovedet var en historisk Jesus, så ved man ikke engang, om den Jesus, som man ved, at en jødisk kult snakkede om i år 50, er den samme Jesus, som Paulus henviste til, da han stiftede kristendommen.
Skulle punkt 3 ikke have været omvendt? Det begyndte jo med, at den jødiske kult mente, at Messias ville komme i form af en fysisk konge indenfor deres egen levetid. Siden blev det til en noget mere svævende fortolkning.
Kim: Du begår samme “til lejligheden passende” fortolkning af kristendommen, som den følgere har gjort. Man kan få hvadsomhelst ud af den; hvis man f.eks. vil påpege, at Jesus var en stokkonservativ gammel-jøde, så kunne man også finde tegn på dét: Han citeres bl.a. i Bibelen for at sige, at han ikke var kommet for at afskaffe loven, men for at håndhæve den idet loven dengang var det, vi i dag kender som det gamle testamente). Tilsvarende fortælles det, at han opførte sig voldeligt i templet, så den pacifistiske holdning er det nok så som så med.
Per Bildes kronik er vældig interessant, synes jeg (tak for linket).
Hans kritik er relevant i mange sammenhænge, også nogle som ikke direkte nævnes i kronikken. Den viser blandt andet hvor forkert det er at basere islamkritik på “kristendommen”. Saglig islamkritik bør være en del af en mere generel religionskritik.
Mogens: Nemlig!
Kim: Problemet med Jesus-figuren er, at alle lader til at kunne få det ud af ham, de vil. Det *eneste* vi ved om ham er, hvad der står i det nye testamente + enkelte apokryfer, og her fremgår det, at han var en religiøs prædikant med et budskab om, at Guds rige var nær og verden snart ville gå under.
Han var ikke en “anarkistisk provokatør” men en klart religiøs skikkelse, og han drillede ikke så meget magten som han tilsyneladende var ligeglad med den, fordi verden alligevel snart skulle gå under. Se også mit gamle essay, hvor jeg forsøger at finde frem til kristendommens essens, som den fremstår i NT: Kristendom, næstekærlighed og ‘gudløs humanisme