Danmark, en nyslået politistat

I lørdags var der, som de fleste nok har hørt, en større demonstration i forbindelse med klimatopmødet i København.

Da en mindre gruppe demonstranter (måske helt ned til en ti stykker) begyndte at lave ballade, slog politiet til – og anholdt samtlige omkringstående, ca. 900 mennesker, som herefter fik lov til at sidde på asfaltan i timevis, indtil de blev kørt ud til det nye “klima-Guantanamo” i Valby og senere løsladt.

En demonstrant fortæller, at det er svært at se anholdelserne som andet end tortur og chikane af fredelige, lovlydige borgere:

Han blev sat ned midt på Amagerbrogade i København. Med bagbundne hænder. Anholdt af politiet under den store klimademonstration tidligere på dagen.

»Jeg er chokeret«, forklarer den 30-årige medicinstuderende Rasmus Pinnerup til politiken.dk.

»Jeg synes, det er dybt urimeligt, at man kan blive udsat for det her. Det er tortur«, siger han.

»Vi gik ved siden af folk fra Greenpeace og deltagere fra Hare Khrisna. Bag ved os var der forskellige grupper klædt i sort. Da vi var kommet over pladsen, kom der mennesker løbende op og igennem vores del af demonstrationen«, siger Rasmus Pinnerup.

»Vi blev forvirrede. Der kørte politivogne ind bagved og foran os, som spærrede vejen af, så vi ikke kunne komme væk«.

»Jeg synes retssikkerheden mangler i det her. Jeg kunne jo ikke have gjort noget anderledes, da politiet kom. Jeg standsede bare op. Hvad skulle jeg ellers have gjort. Holdt mig hjemme. Så er demokratiet jo væk«, siger Rasmus Pinnerup.

»Jeg er ret chokeret over, at de her Hare Krishna folk også blev arresteret. De sad på jorden i deres tynde gevandter. Det overrasker mig, at politiet ikke kunne se, at de ikke havde gjort noget. Det virker så dumt«.

Men så er det jo godt, at vores altid årvågne presse er der for at rapportere, hvad der sker. Men det er kun, hvis de får lov!

To fotografer fra Berlingske fortæller her, hvordan politiet konsekvent chikanerer pressen og forsøger at forhindre den i at rapportere, hvad der sker:

Mediefolk bliver behandlet hårdhændet af politiet, som forhindrer dem i at gøre deres arbejde under klimatopmøde-demonstrationerne.

Sådan lyder det fra fotografer og journalister fra både tv og dagblade, efter at de har forsøgt at dække masseanholdelserne i går og i dag.

»De er unødvendigt voldsomme, når de smider os væk. Derudover virker det ofte som om, at de simpelthen ikke ønsker, at vi er der, og vil have os længere væk, end det er nødvendigt«, siger fotograf Mads Nissen, Berlingske Tidende.

Både i går og i dag har han været ude for hårdhændet behandling fra politiets side, vel at mærke i situationer hvor journalister rent juridisk har ret til at være til stede.

»Det er nærmest som om, nogle af dem nyder at skubbe til os, hvor sygt det end lyder«, siger fotografen.

»Man kan nærmest få fornemmelsen af, at der er noget vi ikke må se, som i går under masseanholdelsen, da folk begyndte at dratte om og sad i deres egen urin og frøs. Det har vi som presse en forpligtelse til at dække, men mulighederne var meget begrænsede«, siger Mads Nissen.

Berlingskes fotograf Christian Als er ligeså chokeret som Mads Nissen over politiets opførsel over for pressen.

»De er uhæmmet voldsomme i forhold til, hvad der er nødvendigt. Og selv om man flytter sig og står så langt væk fra begivenhederne, at man er nødt til bruge telelinse, står de og forsøger at gå i vejen for billedet«, siger han.

Han kalder politiets opførsel for åbenlys chikane og siger, at pressen bliver behandlet som demonstranter.

I hvad for en slags retssamfund forsøger man at dæmpe nogle få ballademagere ved at anholde næsten 1000 omkringstående? Og i hvad for en slags retssamfund lader man herefter de anholdte borgere sidde i timevis på den kolde asfalt, samtidig med at man forsøger at forhindre pressen i at dokumentere, hvad der sker?

Svaret er naturligvis, at den slags ikke sker i et retssamfund. Politiet kører friløb og har åbenbart fået lov til at behandle almindelige, fredelige borgere, som om de var fjender. Den slags sker kun i en politistat.

Link: Anholdt demonstrant: “Anholdelser var tortur”, Mediefolk: Politiet chikanerer os

4 thoughts on “Danmark, en nyslået politistat”

  1. Det hører med til historien, at dette netop var en af scenarierne, der blev optegnet af kritikere tidligere. Politiet laver en knibtangsmanøvre, og man har nu valget mellem pest og kolera: Er man kriminaliseret, fordi man opholder sig et sted, hvor der er dukket problematiske individer op, eller er man kriminaliseret, fordi man prøver at komme væk fra området?

  2. Det undrer mig ikke. Det danske politi er ikke hele danmarks politi, og har ikke været det længe. Politiet er blevet en højreorienteret indsatsstyrke med egen politisk agenda.

    Kig f.eks. på det just overståede kommunal- og regionsvalg. Kig på hvor mange ansatte i politiet der stillede op og hvor mange af disse der stiller op for højrefløjspartier. Det er tæt på 100 %. Det kan måske ikke bruges som et endegyldigt argument, men som vejledende pil om et politisk højreorienteret politi er tendense helt tydelig.

  3. Ja, det er rigtigt, det er desværre ikke overraskende. Men det er ildevarslende for, hvad der vil ske, når klimacirkusset er rejst, og politiets nye beføjelser bliver tilbage.

  4. Jamen politiet sagde at de forhindrede ballade så det må de 900 uskyldige finde sig i
    Jeg fotreslår at de nu arresterer alle som ses ude efter kl22 ,så er der jo ikke mange der kan lave indbrud

Leave a Reply to agger Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.