JP på gale veje

I Jyllands-Postens leder i dag taler man for en radikal stramning på narkoområdet: I lutter hellig forargelse over, at besiddelse af op til et halvt gram heroin “kun” straffes med en bøde på 600 kroner, forlanger man, at enhver besiddelse af et sådant stof skal koste “anholdelse, tiltale og fængselsstraf”.

Når det ikke koster det i dag er det ifølge lederskribenten udtryk for “politikernes latterligt eftergivende holdning” overfor narkotika.

Ja, men hvorfor ikke spare lederskribenten såvel som politiet og domstolene besværet og simpelt hen skyde dem? I mellemtiden  kunne man jo stilfærdigt gøre opmærksom på, at den hårde linje i narkotikapolitikken aldrig har hjulpet: I USA, hvor  “krigen mod narkotika” har været ført allerhårdest, er den narkorelaterede kriminalitet værre end den er andre steder.

I Europa er det traditionelt liberale lande som Holland, der har færrest reelle problemer med narkokriminalitet. Paradoks? Nej, sagen er den, at skræmmekampagner og “krig mod narko” ikke reelt holder nogen fra at bruge stofferne, men de kriminaliserer og marginaliserer dem, der gør, og gør dermed problemerne værre, end de ellers ville have været.

I Holland, hvor hash i et vist omfang er legalt, er dette stof mindre udbredt end f.eks. i Danmark – måske, fordi stoffet mister sit “lokkende” eller “oprørske” præg, hvor det er lovligt at bruge.

Hvis JPs lederskribent får magt, som han har agt, vil det intet gøre for at mindske udbredelsen af narkotika i Danmark – men det ville bombe narkotikapolitikken tyve år længere tilbage end den er i forvejen – og hermed forværre de  problemer med narko og narkokriminalitet, vi har i forvejen. Er det nu virkelig, hvad man ønsker?

For år tilbage skrev jeg selv en længere artikel,  der forklarer, hvorfor den danske narkotikapolitik er forfejlet – og det er ikke, fordi den er for liberal.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.