Særbehandling til sårede soldater?

Jyllands-Posten har skrevet om en række temmelig absurde sager, hvor soldater er kommet hjem fra krigen i Afghanistan uden fingre, arme eller ben, men ikke desto mindre har fået afslag fra deres kommune på de mest elementære og nødvendige handicap-hjælpemidler.

Jyllands-Postens eksempler var bl.a.:

I marts 2008 mistede Benjamin Kragsskjold sin kind, næse, tænder og den nederste del af højre ben i Afghanistan-krigen. Han har søgt om en løbeprotese. Rødovre Kommune har givet afslag.

I juli 2009 mistede Martin Paszkiewicz Aaholm begge ben og fem fingre i Afghanistan-krigen. Han har søgt om elektroniske gardiner, særligt bestik og en invalidescooter. Københavns Kommune har givet afslag.

I august 2009 mistede Chris Larsen begge ben fra knæene og ned i Afghanistan-krigen. For flere måneder siden søgte han om en kørestol og et handicapskilt. Ringsted Kommune har stadig ikke taget stilling.

Og her er det jo, man tager sig til hovedet – går bevillinger om nødvendige hjælpemidler til folk med så store skader ikke blot glat igennem? Åbenbart ikke i vore dages kommuner, der er sneet inde i uigennemtrængeligt bureaukrati og hermed forbundet administrativt besvær, hvortil skal lægges sparekravene i kølvandet på regeringens skattestop.

I dag er oberst og tidligere chef for Hærens Produktdivision Lars R. Møller så fremme med krav om særbehandling til soldaterne: De har ydet en særlig indsats, og derfor skal de også foran alle andre i diverse kommunale køer:

»I dag må vores krigsveteraner vente i behandlingssystemet på linje med gamle fru Jensen eller ham, der har røget så meget junk, at der er gået koldbrand i benet. Er det rimeligt, bare fordi vi har ligebehandling i Danmark? Det mener jeg ikke. Soldaterne tilhører en særlig gruppe. Folketinget stemmer om at sende dem på arbejde, og ingen andre faggrupper arbejder et sted, hvor andre forsøger at slå dem ihjel. Når de så kommer til skade, må vi som samfund påtage os et helt særligt ansvar. Rigtig mange steder bør det være en selvfølge, at soldaterne kommer foran i køen.«

Man kan forstå frustrationen over de dårlige forhold, som soldaterne kommer hjem til, men ikke desto mindre er tanken om at lade soldaterne komme foran en rigtig, rigtig, rigtig dårlig idé.

De åbenlyse problemer med kommunernes dårlige behandling af handicappede løses faktisk ikke ved at gøre soldater til en slags overmennesker, der skal foran i denne og guderne må vide hvor mange andre køer – de løses nok meget bedre ved ganske enkelt at reparerere systemet.

Hvis ingen syge eller skadede mennesker i dette land blev udsat for urimelige ventetider og uforståelige afslag, så ville heller ingen soldater blive det. Tanken om at ophøje udsendte soldater til en særlig ophøjet klasse, der fortjener særbehandling på andre patienters bekostning er derimod en farlig og skadelig blindgyde.

2 thoughts on “Særbehandling til sårede soldater?”

  1. Ja, havde det så bare været gamle fru Jensen eller en døgenigt, der havde stillet forslaget om særbehandling til soldater, kunne det da tilgives. Men en soldat, der foreslår særbehandling til soldater er kvalmende.

  2. Enig. Det er en heltegørelse af soldaten (det samme med flagdagen), som jeg synes trækker i militaristisk retning. Selvfølgelig kun i små trin, men entydige.

    Det er selvfølgelig bedre end at smide dem væk som brugt kød…

Leave a Reply to hr k Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.