Når tosser kommunikerer

Så er den gal igen. En kirke i Florida varsler nu en koranafbrænding den 11. september. Så bliver det vist ikke mere symbolladet. Muslimske rabiate over hele jorden truer med hævn. Hvordan kan det være vi går fra den ene krise til den anden af denne type?

Da karikaturkrisen var på sit højeste må jeg tilstå at jeg gik rundt og undrede mig. Hvordan kunne det være at muslimer verden over blev provokede over en karikatur, når nu en enkelt gennemlæsning af Jyllands Posten var så meget, meget værre. Den avis flød over med racistiske, hadske debatindlæg fra alverdens tosser der fik masser af spalteplads til at lufte deres indre svinehund. Hvorfor ikke demonstrere mod den slags?

Og så slog det mig at i en globaliseret verden havde tosserne simpelthen lært det samme sprog. Der var masser af eksempler på aviser i Mellemøsten, der var et spejlbillede af Jyllands Posten, men det fremprovokerede jo heller ingen reaktion herhjemme.
Men tegninger, karikaturer og afbrændinger det er en provokation, selv den mest lavpandede forstå. I de danske debatspalter har man da også i anledningen af oversvømmelsen i Pakistan hørt stemmer der mente at siden pakistanske demonstranter brændte dannebrog af, måtte hele landet dø druknedøden. En barbarisk tankegang, der ikke levner Talibankrigere meget tilbage.


Bør folk dø for at brænde det danske flag?

Tosserne har altså fundet et fælles sprog – helt udenom alverdens diplomati, kan en kirke i Florida nu provokere islamister i Afghanistan – der så kan tisse på det amerikanske flag og så kan “debatten” ellers forsætte derudad.

Det er en ond spiral der naturligvis kun kan stoppes af kløgtige ledere verden over. Den slags ledere der tager afstand fra had, skaber gensidig respektfuld kommunikation, venligt modtager ambassadørerne og gyder olie på vandene. Fra begge sider må forstandigheden råde, og man bør fra den vestlige ledelse side forklare at man tager kraftig afstand fra spot og spe. Vi vil naturligvis, absolut ikke forbyde den slags, men det bør være et minimumskrav til vores ledere at de tager afstand fra idioti og tosser der råber ad hinanden.

Desværre er der i dag alt for mange ledere der ikke opfylder disse krav. Få ledere i Asien og Mellemøsten udviser forstandighed. Anders Fogh var ligeledes  af dem selvom han vist efterhånden er blevet klogere. Lars Løkke er næppe en millimeter bedre, så længe han lever på Pia Kjærsgaard og landsbytossernes nåde. Man kan kun begræde dette og de skader der sker.

Faktum er at så længe man kun kan og vil forsvare (sågar præmiere!) disse landsbytossers ytringsfrihed, uden samtidig at tage kraftigt og entydig afstand er det blot en opfordring til mere had. Først hadske tegninger, så koranafbrændinger og tilsidst ja-hvem-ved hvad tosserne kan finde på. Det er altsammen idioti og bør naturligvis behandles derefter.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.