Danske soldater udleverede afghanere til tortur – regeringen lyver om det

Chefen for de danske styrker i Afghanistan advarede faktisk allerede i 2002 om, at fanger, der blev udleveret til amerikanerne, kunne blive fløjet til Guantanamo. Men regeringen har altid nægtet at have hørt om noget sådant, og i dag har de slettet disse oplysninger i dokumenter, der ellers skulle belyse sagen.

Politiken skriver:

Chefen for de danske styrker i Afghanistan, Frank Lissner, advarede i februar 2002 forsvarets ledelse om, at de fanger, som danskerne overleverede til amerikanerne, kunne blive fløjet til den berygtede og stærkt kritiserede Guantánamolejr på Cuba.

Alligevel afleverede danske soldater få uger efter styrkechefens advarsel 31 fanger til USA.

Nu viser det sig, at regeringen aktivt har forsøgt at skjule ikke bare advarslen, men også andre centrale oplysninger i sagen.

En af de 31 afghanere har lagt sag an mod Forsvarsministeriet, fordi han hævder, at han er blevet mishandlet efter at være blevet overdraget til USA.

I forbindelse med retssagen har regeringen fremlagt hidtil hemmeligholdte rapporter, men den kontroversielle advarsel fra Lissner er ifølge Forsvarskommandoen blevet streget ud med sort, så dommerne ikke kan læse den.

I øvrigt den samme regering, der som en hån mod befolkningens hukommelse i dag hævder, at Irak-krigen ikke havde noget at gøre med masseødelæggelsesvåben.

Link: Forsvaret var advaret: Fanger ville ryge til Guantanamo

Opskriften til at tabe en krig..

Forestil dig du sidder derhjemme og surfer lidt på nettet. Pludseligt banker det på døren.

Udenfor står en fremmed soldat med gevær. Bagved flere i kampvogne. Soldaten kommanderer dig til at pakke dine ting, og tage din kone/mand og børn med dig. Du har 30 minutter til at forlade jeres hjem. Da du protesterer og påpeger at soldaterne ingen ret har til at overtage din ejendom hjælper det ikke. Du troede måske du levede i et demokrati og soldaterne var der for at forsvare dig, men soldaterne er der mest for at forsvare sig selv.

Med tvang bliver du og din familie sat på gaden. Imens I trasker ned af vejen til en usikker fremtid som hjemløse i et land i borgerkrig, kan du høre hvorledes soldaterne begynder at rive dele af jeres hjem ned. I bliver lovet en erstatning af soldaterne – hvis I altså vender levende hjem når soldaterne engang er færdige med at smadre jeres hjem.

Det er ikke nazityskere vi snakker om – heller ikke talibanske islamister. Næh det er danske soldater der nådeløst begår uhyrligheder og grundlovsbrud.Og deres chef forsvarer deres handlinger i dagens Politiken:

Forsvarschef Tim Sloth Jørgensen mener, det er i orden, at soldaterne smider civile ud af deres hjem.

»Jeg ved udmærket, at det er svært for soldaterne at være nødt til at sende familier på gaden, og det er meget vigtigt, at tingene sker, så lokale ikke føler sig krænket, men soldaternes sikkerhed har højeste prioritet.«

Ja det må da være svært for soldaterne(!) – det er sørme synd for de stakkels soldater der skal smide forsvarsløse familier på gaden, så de selv kan sidde og hygge sig i sikkerhed.

Men er det ikke at krænke den private ejendomsret, hvis folk ikke selv vil forlade deres bolig?

»Jo, på et eller andet plan. Vi prøver at gøre det så smertefrit som muligt for dem, men vi må prioritere vores egen sikkerhed højest.«

At smide folk ud af deres bolig med 30 minutters varsel er ikke at krænke ejendomsretten “på et eller andet plan”. Det er at krænke ejendomsretten på den aller-allergroveste måde. Denne fremgangsmåde må stoppes øjeblikkeligt, og de skyldige straffes for grundlovsbrud. Krig er ganske vist en beskidt affære – men det bliver meget, meget værre når man gemmer sig bag civilbefolkningen.

Føj for satan

Obamas afghanske stuvning

Nogle mennesker har større tillid til Obamas evner som fornyer end andre. Den arabisk-amerikanske vittighedstegner Khalil Bendib hører ikke til de mest imponerede, som det vil fremgå.

Og Obamas planer om en større optrapning i Afghanistan lader da også en del tilbage at ønske. En tilbagetrækning, for eksempel. Det bedste, USA og Vesten i det hele taget på nuværende tidspunkt kan gøre for en fredelig udvikling i Afghanistan er at trække sig ud på en ordentlig måde, men så hurtigt som muligt.

Alt andet dækker over i bedste fald misforståede, gode intentioner, i værste over gusten neokolonialisme. USA bragte Taleban til fald i 2001 og har nu, næsten ni år efter, intet fornuftigt at bidrage med. Ikke militært, i hvert fald. Hvis Obama var klog, ville han lave en exit plan i stedet.

Apropos Afghanistan og “angrib, angrib, angrib”

Chefkonsulent Gunnar Olesen antyder i en kronik i Politiken, at krigen i Afghanistan nok slet ikke kan vindes – men at freden måske kan.

Hvis han har ret i dét, er de danske soldaters skandaløse “angrib, angrib, angrib!“-holdning ærligt talt cirka så galt afmarcheret, som det overhovedet kan være.

Olesen vover endda at antyde, at der måske kan være mere end én opfattelse af virkeligheden, alt efter hvem man er:

Udsigten til militær sejr er problematisk, da konflikten rummer flere tolkninger end dem, vi møder i Vesten. Set fra de involveredes synsvinkel kan de groft udtrykkes som følger:

Versionen i Vesten lyder:

Et demokratisk samfund er under opbygning i Afghanistan, hvor befolkningen hjælpes til ligestilling mellem kønnene, uddannelse, sundhed og mulighed for økonomisk fremgang. Alt i respekt for samfundets muslimske karakter. Folk er glade for den udvikling. Processen vanskeliggøres imidlertid af væbnet modstand fra en gruppe radikale fanatikere, som ikke kender deres eget og andres bedste. Deres kamp muliggøres bl.a. ved narkopenge.

For en Taleban ville den muligvis lyde:

Atter har en fremmed, vantro invasion besudlet Afghanistans jord for at ødelægge islam og indføre vantro skikke. Med hjælp fra forrædere i Nord har de drevet pashtunerne ud af deres hjem, ødelægger deres livsgrundlag og dræber kvinder og børn. Men om Gud vil og med vore muslimske brødres hjælp, vil vi drive dem ud, som deres forgængere blev drevet ud før dem.

For en ’almindelig’ pashtun, dvs. befolkningen på krigsskuepladsen, ville den måske lyde:

Den nye konge i Kabul regerer sammen med krigsherrerne fra Nord og de fremmede soldater.

Hjælpearbejdere bidrager med skoler og sundhed, men de er ude på at ødelægge opiumsmarkerne. Krigsherrerne og deres politi og soldater er farlige. Taleban er også farlige, men de kæmper for islam og retfærdighed til pashtunerne. Når der er krig, er det nødvendigt at være venner med dem, der har fremgang, også de fremmede soldater.

Og for ’en almindelig borger’ i Kabul eller i Nordafghanistan:

Præsidenten har sat mange gode ting i gang med de fremmede soldaters hjælp, og jeg og min familie har fået mulighed for et bedre liv. Men regeringens medlemmer tager det meste selv, og livet er stadig usikkert.

Som Citizen ville have sagt, han kan da vist ikke have fattet ret meget af det hele. Her er vi mindre sarkastiske og vover at antyde, at det måske er de vestlige politikere, som intet har forstået, hvis de stadig tror, de kan “vinde” krigen. Måske det ville hjælpe at tage udgangspunkt i, hvordan folk i Afghanistan faktisk oplever situationen, og ikke koge det hele ned til en kamp mod dæmoniske, men ikke-eksisterende fugleskræmsler som “Taleban!!!” og “international terror”.

Link: Krig og fred i Afghanistan

Danske soldater i Afghanistan: “Angrib, angrib, angrib!”

Anmeldelse i Information af Kim Hundevadts bog “I morgen angriber vi igen”:

Danske soldater og deres befalingsmænd har forsøgt at omgå NATO’s egne regler for krigsførelse i Afghanistan ved at provokere, lokke og skræmme deres modpart til konfrontationer og krigshandlinger.

Af bogen fremgår det, at de angrebslystne danskere opfatter NATO’s selvforsvarsdirektiv som en kilde til frustration – en irriterende formalitet, som de forsøger at omgå ved at provokere og skræmme fjenden til at affyre det første skud, så »festen kan begynde« (side 238).

En af mulighederne var en kreativ brug af SoundCommanderen (højttalersystem). Et hold soldater fra 2. deling, lavede på en bærbar computer, som fik strøm fra lejrens generator, en lydfil med et miks af krigs- og horrorlyde: Brølende monstre fra filmen Alien vs. Predator. Vilde skrig fra en gyserfilm. You tube-videoer med amerikanske soldaters angreb på Falluja i Irak. Egne lydoptagelser fra TMG’ernes (de tunge maskingeværers) skratten…

»Angrib, angrib, angrib, og selv om vi bliver ramt hårdt, så angriber vi igen i morgen.« (side 18).

Det [lå] lige for at rette bager for smed – hævne sig på afghanerne, da de to kammerater blev dræbt af englændere:

Side 149:
»Mange danske soldater havde en følelse af indestængt vrede vendt mod Taleban, efter at Thorbjørn Ole Reese og Mikkel Keil Sørensen havde mistet livet. Inderst inde havde de accepteret, at kammeraterne var blevet dræbt af britiske missiler, men de følte stadig, at det dybest set var fjendens skyld, og håbede på at komme i kamp, så regnskabet kunne blive gjort op.«

Igen var selvforsvarsdirektivet en formel hindring. For at få gang i festlighederne råbte man denne gang i SoundCommanderen:

»I er kujoner. I kæmper som kvinder …«

Sic! Kommentarer overflødige …

Link: Angrib, angrib, angrib!

Flere civile dræbt i Afghanistan

Denne gang er det 76 civile, der blev dræbt ved et fejlslagent bombardement i Herat-provinsen:

Det afghanske indenrigsdepartement har hævdet, at 76 civile blev dræbt under angrebet mod landsbyen Azizabad, blandt den 50 børn under 15 år.

En udsendt medarbejder fra Afghanistans uafhængige menneskerettighedskommission (AIHRC), besøgte landsbyen i Herat-provinsen i går og oplyser, at 78 mennesker blev dræbt, skriver NTB.

En fotograf fra nyhedsbureauet AP besøgte også landsbyen i går, og fandt over 20 grave, nogen af dem med flere døde.

Blandt ofrene er 20 kvinder og et ukendt antal børn. Som om sidste gang ikke var nok, kunne man sige, men det ville være misforstået: “Koalitionen” dræber civile afghanere hele tiden, det er bare ikke hver gang, vi hører om det. Hvis nogen spørger dig om, hvad vore danske soldater laver dernede, er det det, der er svaret: Hjælper de andre med at dræbe civile.

Hvis nogen spørger dig om, hvad de danske soldater laver af fornuftige ting dernede, er svaret meget nemmere: Ingenting. Vesten burde trække sine soldater ud af Afghanistan nu og i den forbindelse forsøge at forhandle en fredsordning/opdeling på plads med de civile. Det ville der være meget mere fremtid i.

Imperiets sande ansigt

Britiske soldater anklages nu for seksuelle overgreb på en dengang kun 14-årig fange i Irak, et af de “brune” lande, der for tiden ikke skønnes at kunne “klare sig selv” og som “vores” drenge derfor er nødt til at boltre sig i – hvis det for nogen lyder som det 19. århundredes kolonialisme, er det, fordi det ret klart er den, vi er kommet tilbage til.

Som Lenin fra Lenin’s Tomb gør opmærksom på, er der ikke noget særligt usædvanligt ved sådanne angreb, der formentlig er en helt naturlig konsekvens af den racisme, der ligger til grund for hele besættelsen og det sprog, den forsvares i:

This sort of daily, often quite arbitrary, violence by forces who accept the minimum possible responsibility for their behaviour is just so much background noise to the war against barbarism/extremism/terrorism/savagery/etc. It just blends into the screams from the torture chambers and the crunch of metal against bone as troops shoot up cars at checkpoints or lob missiles into houses. The fact that this is perfectly ordinary behaviour by imperialist troops, under whatever authority and of whatever nationality, is always missed. Whether in Kosovo, Somalia or Haiti, whether the military mission is conducted under the NATO brand or the UN brand, there always emerges some sickening stories of systematic physical and sexual abuse of the supposed recipients of humanitarian largesse.

Den eneste grund til at vi overhovedet hører om den aktuelle sag er måske, at den er ekstrem – alle de “almindelige” tilfælde af overgreb og tortur forsvinder i mængden: “Had it been left at a whipping and beating for the crime of stealing milk, it may not have ever been reported.”

Hvornår begynder de første, tilsvarende sager om danske soldaters optræden i Afghanistan mon at dukke op? Et land, hvor USA stadig opretholder store fangelejre, hvor tortur praktiseres præcis så rutinemæssigt som på Guantánamo. Hvad har danske soldater dog at gøre på den galej – og så som “allierede”?