Brüno – den ‘sofistikerede’ elites hoveren

Nej, jeg har ikke set Sacha Baron Cohens nyeste epos, og jeg har heller ingen planer om at gøre det, hvis jeg på nogen som helst måde kan blive fri. Jeg hadede Borat, og selv om jeg principielt mener, at man kan lave mange gode ting med skjult kamera, kunne jeg ikke lade være med at sympatisere med de mange almindelige, små hverdagsmennesker, der blev lokket til at blamere sig for åbent kamera.

Hvis man absolut vil lave den slags, så gå dog efter magthaverne – som Michael Moore f.eks. gjorde i Bowling for Colombine – ikke efter privatpersoner, for seven da. Men Baron Cohen tør faktisk ikke, så vidt jeg kan se, for alvor rette sit skyts mod de store – i stedet kan man jo så altid komme med millioner i ryggen og udstille almindelige mennesker, der dårligt nok har til terminen eller pensionen. God, gedigen humor, der sparker nedaf, med andre ord.

Nå, men hvis jeg ikke selv vil se den, er det jo godt, man har folk til det. Barbara Ellen når i The Observer frem til nogenlunde samme konklusioner om Brüno, som jeg selv drog om Borat:

Make no mistake. Brüno is bad art, and depressing, even boring, with it. What promised to be a lampooning of the fashion industry, a dark-hued Zoolander, at least a scathing exposé of the rich and famous, turned out to be a relentless, sour trashing of the white and black US underclass for their supposed homophobic tendencies.

I say “supposed”, because with many of Brüno’s stunts (giant dildos, talking penises, shit handprints on hotel walls, baiting Republican politicians and churchmen, placing an adopted black baby in what appeared to be a mocked-up gay orgy), there is a nagging feeling that one doesn’t have to be a drooling redneck to wonder what the point is.

For example, the climactic scene, featuring Brüno and his male assistant, half-naked, simulating sex in front of heckling “white trash” at a cage-fighting event, would arguably have created as much consternation at the Ideal Home Exhibition, the Last Night of the Proms, even the fourth plinth in Trafalgar Square.

Like much in the film, it says naff all about homophobia, preferring to lift up the rock of the US underclass to titter along with a liberal elite audience. The intimation is that if one is not amused, one has a “problem”: one is narrow-minded, repressed, unsophisticated. Voila! The cultural bully’s credo in full. […]

Even more damning are the final scenes of Brüno singing a Live Aid spoof with Bono, Sting, and Snoop Dogg. If Baron Cohen was doing his job properly, these celebrities would be terrified of him, at least wary, as they once were of Paul Kaye’s Dennis Pennis. The fact that they’re not, that they’re cosy, says it all.

It seems to me that by making Brüno, Baron Cohen has ceased to be a satirist and exposed himself as a careerist. He’s an A-lister who lets off the rich and famous and sets up the powerless poor for the delectation of the elitist liberal stalls. Worse, like all cultural bullies before him, he then tries to make his audience take the blame for how misguided and unfunny it all is.

Mine fremhævelser – og netop de fremhævede pointer er som sagt spot on i mine øjne.

Link: Try picking on someone your own size,  Brüno

Persepolis – 1.0 og 2.0

Marjane Satrips tegneserie og tegnefilm Persepolis giver et dystert billede af revolutionen i Iran og af, hvordan det kunne være for et medlem af den yngre generation at flygte til Europa, miste sig selv, komme tilbage, miste sig selv en gang til og endelig finde en form for ben i et menneskefjendsk, islamisk diktatur.

Den kan varmt anbefales som baggrund for begivenhederne i Iran – begynd f.eks. med traileren herover.

Persepolis 2.0 er en tegneserie om oprøret i kølvandet på valget i juni 2009, lavet af to af Satrapis fans:

Persepolis 2.0

Porno – væk fra det kunstige og opstyltede, tilbage til naturen

Information har en interessant artikel om, hvordan den etablerede pornobranche lider under Internettets fremmarch, og om, hvordan folk nu vil have mere “naturlig” pornografi, der ligger tættere på “rigtig” sex end de sædvanlige, opstyltede kortfilm med plumbers, house wives og cum shots:

Stephen Paul Jones havde løsningen. Han repræsenterede websitet Youporn.com, der i sine ni første måneder havde genereret 15 millioner unikke brugere, og siden begyndelsen var vokset med 38 procent om måneden. Konceptet var enkelt: Brugerne oploadede selv deres sexvideoer, og alt var fuldkommen gratis i lighed med det noget mere stuerene site YouTube. Hirsch var interesseret, men reserveret, forklarede han senere til det amerikanske livsstilsmagasin Conde Nast Portfolio. Sitet havde som mange andre internetsuccesser ikke fundet ud af at omsætte de mange brugere til penge, og desuden forudså han en masse rettighedsproblemer med de andre producenter og den amerikanske pornolovgivning. YouTube og Myspace var blevet solgt for mange milliarder, men Jones skulle bare have 20 millioner dollar. Hirsch takkede nej.

I dag – halvandet år efter Hirschs afslag – er YouPorn det mest besøgte erotiske site på nettet. Vivid.com, der er Steven Hirschs eget betalingssite, ligger nummer 5.061, og ifølge den mest ansete hitliste for hele nettet, Alexa, ligger YouPorn nummer 47, hvilket er et pænt stykke over CNN. Herhjemme ligger den nummer 42 som det næstmest besøgte pornosite efter kopien RedTube, der ligger nummer 29. (…)

I år er det 40 år siden, Danmark som det første land i verden frigav billedpornografien, og efterspørgslen er større end nogensinde. Alligevel bløder den etablerede pornobranche over hele verden, der af den internationale pornobrancheforening, AVN, i 2008 blev vurderet til at have mistet 85 procent af sin samlede værdi siden 1998. Ud over internettets piratkopiering er kunderne søgt væk fra de store filmproduktioner, og de orienterer sig i dag langt mere mod amatørpornografi.

En “afkommercialisering” og amatørisering af pornografien. En spændende udvikling, i alle tilfælde, for én som mig, der altid har kunnet se pointen i billedpornografi som sådan, men aldrig har brudt sig om de fleste kommercielle produkters afstumpede følelseskulde.

Link: Virkeligheden slog pornostjernen ihjel