Apropos ghettoer

Elvis Presleys kommentar til ghettodebatten:



 

Via Humanisme.

Læs også:

Oprustning
Racist rhetoric from the Liberals
Prime Minister of Denmark asks: Are we doing enough to make the ghettos Danish?
S og SF skulle skamme sig
Er SSFs ghettopopulisme værre end VKOs?
Boligområder dæmoniseres

Ghetto-hetz og nationalisme

Den racistiske retorik i Danmark har lige fået et ordentligt hak opad.

Efter at man i årevis har forsømt de boligområder, der må betegnes som belastede, vender Jyllands-Posten fokus mod de såkaldte “ghettoer” i en ren hetz-serie – og straks er Lars Løkke ude at advare om, at “ghettoerne” ikke er “Danmark”:

“Vi står i ghettoerne over for en udfordring, som vi måske ikke historisk set har gjort os helt begribeligt. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er Danmark? For dansk tales af et mindretal, børnene leger sent ude, fordi forældrene ikke skal på arbejde dagen efter, og parabolantennerne peger på et andet land,” sagde statsministeren.

“Hvis vi ikke forstår, at de områder i virkeligheden har en hel anden natur end resten af Danmark, så går vi galt i byen.”

Statsministeren understregede, at “almindelige danske virkemidler ikke virker” i de udsatte boligområder i Danmark.

Og det er jo mere end rigeligt til at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på én. Hvad er det for nogle virkemidler, man regner med at få til at virke, når de “danske” ikke virker? Og hvor kom den forestilling fra, at “udansk” = “ondt”? Og værre endnu, hvor kommer forestillingen om “ghettoer” som “ikke-danske områder” fra? Der bor mennesker af alle mulige herkomster spredt over hele landet. Der bor masser af danse familier i de områder, Lars Løkke kalder “ghettoer”, og mange af dem har såmænd deres egne problemer, der intet har med ghettoen eller etnisk herkomst at gøre.

Så – hvad appellerer man til ved at udpege et stykke Danmark som ikke-Danmark, som Udgård? Man appellerer i det mindste til en forståelse af dem som områder, hvor danske retsregler ikke gælder, og hvor politiet har lov til at slå (til) som de vil, så de kan lære det derude.

Perspektiverne er mildest talt bekymrende. Jeg har faktisk aldrig hørt noget lignende uden for den helt ekstreme højrefløj før. Det mest deprimerende er, at “oppositionen” lader sig trække rundt i manegen og kommer med deres eget latterlige forslag om “200 ekstra betjente” – hvor det nok var bedre, om man fra politisk hold vedgik sig sit ansvar for at have forsømt disse områder i årevis; i stedet for at dæmonisere nogle af beboerne og give dém skylden.

Se også: Ghettopolitik – ‘indvandrerproblemer’ eller social marginalisering?

Er Danmark et fremmedfjendsk land?

Mange af os møder ikke i hverdagen nogen grund til at tænke over, om Danmark skulle være specielt fremmedfjendsk. Især ikke, hvis vi er pæredanske og følgelig også “ligner” almindelige danskere og taler uden fremmed accent.

Andre er ikke så priviligerede. Den britiske blogger seasonticket citerer en dansk gymnasielærer, der er gift med en amerikansk mand og derfor oplever en lidt anden side af den danske “folkekarakter”, end de fleste er vant til:

I teach English at the Gymnasium level, and every day I am faced with the political wish to improve the English skills of the Danish population. I therefore never dreamt that my husband’s mother tongue would be much of a problem. But I was greatly mistaken. We have had so many bad experiences by now that I have stopped counting. A few examples:

At the doctor’s office: My husband developed a problem with his shoulder and needed physiotherapy. He started attending a weekly training session with four other patients. His Danish was still not good enough to completely follow the instructions from the doctor, however, so he very politely asked the doctor to repeat the instructions in English. This resulted in a very violent reaction from two of the other patients who both agreed that “if you were not willing to learn Danish, you were not entitled to medical care in this country!” The two other patients said nothing.

At the library: My husband wanted to take out a guide to California because we were taking a trip there. I had explained to him that his yellow social security card also worked as his library card, and that he just had to hand the card to the librarian. As he did that and asked – in English – to borrow the book, the librarian responded very rudely that “this was not a valid library card”. When I tried later that same day to take out the same book from the same librarian with my husband’s yellow card, but this time asking her in fluent Danish, I had no trouble at all. This provoked me into confronting her, and she finally revealed her true feelings and said that “foreigners could not be trusted; he was just going to steal the book and take it back home with him!”

At a Copenhagen restaurant: When we go out together, strangers often conclude that I must be foreign too because my husband and I speak English together. Therefore, they often speak their opinion of us very bluntly because they do not think I understand Danish. This also happened in June this year, when we were having lunch outside Palads Cinema in Copenhagen. We were talking, laughing and enjoying each other’s company. Next to us sat two women, one middle-aged and one in her early thirties. Suddenly, the older of the two put her cutlery down very violently and said “We have to find another table! If I have to eat my food sitting next to these foreigners, I will lose my appetite!” The younger responded “I agree! This is Denmark, and there is nothing more disrespectful than people publically talking in their own language like that!” Then they got up and left, while I sat back in disbelief

Sadly, these are not isolated incidents; I could go on. I can honestly say that if I had not been there myself, I would not have believed this about Denmark.

De af os, der ikke selv møder indvandrere af forskellig baggrund til daglig møder som sagt ikke denne ubehagelige side af vore landsmænd – og er derfor ikke klar over, at den er der. Eller hvis vi er, vil vi i hvert fald ikke være klar over det – intet er jo desværre så nemt som at skjule ubehagelige fakta for sig selv.

Den citerede gymnasielærer er også blevet mødt med vantro blikke, når hun har fortalt sin historie – fulgt op af spørgsmålet, om hendes mand måske er sort amerikaner. Ja, for det ville jo forklare det, ikke sandt? Og hvem siger så, at der ikke er racisme i Danmark …

Men nej:

I can only answer “No, he is not African American, he was born in Indiana; a farming state, has German roots, and looks like your average Dane. But that makes absolutely no difference; “Wonderful Copenhagen” is no more! “

Hvis nogen i dag, efter ni år med Dansk Folkeparti praktisk talt i regering, stadig tror, at Danmark ikke er et dybt isolationistisk og fremmedfjendsk land, hvor det er vore fordomme og vore fordomme alene, der reducerer udlændinge til “problemer”, er de blevet vildledt. Hvis nogen stadig tror på glansbilledmyten om Danmark som det “moderne” land, hvor “få har for meget og færre for lidt”, lider de af vrangforestillinger. Desværre. For det var et smukt glansbillede.

Den indfødte danskers selvfølgelige forventninger

Helle Stenum har i en nylig kronik i Politiken ekspliciteret, hvad det blandt andet er for forventninger, som vi som “hvide”, indfødte etniske danskere har til, hvordan vi bliver behandlet; forventninger, som herboende udlændinge ikke kan forvente at have:

Forventer ikke at blive stoppet i paskontrollen pga. mit udseende.

Forventer ikke at blive afvist i døren til diskoteket.

Forventer ikke at blive afvist i jobsøger- og praktikpladsansøgerbunken pga. mit navn.

Forventer ikke at skulle forsvare alle hvide sexforbrydere og voldsmænd.

Forventer ikke, at jeg eller min familie bliver svinet til pga. vores udseende.

Forventer ikke, at jeg skal være ambassadør for alle ’hvide’ i Danmark.

Forventer ikke at få afslag på lejlighed pga. mit navn eller udseende.

Forventer at kunne genkende mig selv i nyhedsprogrammer, debatter, soap, reklamer, valgannoncer mv. – og ikke som forbryder.

Forventer ikke, at jeg skal stå til ansvar for alt, hvad ’hvide’ gør.

Forventer ikke at blive tiltalt som ’I’ – ’I gør jo sådan og sådan …’ refererende til en uspecificeret etnisk storgruppe.

Forventer ikke, at retssystemet vil dømme mig uretfærdigt, fordi jeg er ’hvid’, og forventer ikke, at nævningeting, dommere, forsvarere og anklagere alle er ’ikkehvide’.

Forventer ikke, at jeg konstant undersøges som ’hvid dansker’ i statistikker og undersøgelser om familiemønster, arbejdsløshed, kriminalitet, værdier, religion mv.

Forventer selv at kunne vælge, om jeg vil skille mig ud fra mængden.

Forventer, at ’hvide’ er placeret på alle niveauer i hierarkierne.

Forventer, at samfundets autoriteter vil tale imod hetz og mobning mod min ’hvidhed’.

Forventer ikke, at ministre og store partier i Danmark vil udtale sig nedladende og fordomsfuldt om ’hvide’.

Forventer ikke, at jeg pga. min baggrund, min eksistens, min krop udpeges til samfundets største problem.

Kunne man forestille sig, at den forskelsbehandling, der kommer af, at disse selvfølgelige forventninger ikke opfyldes, men man i stedet udsættes for en konstant og massiv mistænkeliggørelse i såvel dagligdagen som medierne for eksempel kunne påvirke ens syn på samfundet som helhed?

Link: Den hvide norms privilegier og forventninger (via Rune Engelbreth).

En englænders oplevelse af Danmark

De sidste år har vi gang på gang hørt om, hvor store problemer “udlændingene” skaber i vort samfund. Den slags vrøvl har vi især hørt fra Dansk Folkepari, men desværre også fra samtlige politiske partier på nær Enhedslisten  og de radikale. SFs og Villy Søvndals knæfald for tidens racisme er blandt de mest pinlige optrin i dansk politik i mange år.

Men det siger sig selv, at denne mistænkeliggørelse også virker tilbage på de berørte “udlændinge”. Når mange mennesker med gode uddannelser og solide jobs så brokker sig og siger, at de faktisk ikke synes, de skaber problemer, skynder man sig ofte at sige, at sådan nogle hårdtarbejdende udlændinge vil man gerne have til landet, det er “de andre” …

Den britiske blogger skatesection, der i snart to år har undervist på en folkeskole i en mindre by i Jylland fortæller i et  indlæg om, hvordan hun havde håbet på til sin tid at kunne sige, at Danmark er et dejligt land med en fri kultur, som hun dog ender med at forlade, fordi hun dybest set savner at være i et engelsktalende land.

Efter to år er hun desværre bare ved at få nok, og her er, hvad hun vil være nødt til at sige, når hun om ikke så længe har forladt landet:

I went to see how other schools work and I wanted to learn another language… I was not sure if I wanted to settle there but in the end, I decided that the political environment was threatening. Every time I turned on the news, it would be about how immigrants were fucking up the country. Eating sandwiches, knitting, riding a bike… these activities would rarely escape comment about me “doing it properly”. I worked my ass off to learn the language but they are so unused to foreign accents that they cannot understand me and occasionally people would be mean to me. They had a lovely culture, so free and gentle but it has been hijacked by the far right and the influence of these people has forced all the parties (and people), right wards. What was once cozy and quaint is now warped. Most of the people are generous and fun but a significant minority are mean spirited and cruel. The parties are great but I was rarely invited to them, I had to make friends with other immigrants almost exclusively after two years (I had no partner to give me an “in”) I loved the pace of life but the flip side was that a lot of the services I relied on would be done “half-assed” (or non-assed at all)… In the end, I was terrified of having children with a Dane and then getting stuck there… especially since the right wing are completely unchecked and things look like they might get fascist really quick. I missed being in a country where I would be sure that if someone was being mean to me it was because I had done something wrong or they were having a bad day and not because I speak with an accent.

Danmark er altså ikke et varmt, åbent, venligt og indbydende land for fremmede – uanset, hvor de kommer fra. Måske det var på tide, om vi tog os sammen og gjorde noget ved det.

Link: What I would have wanted

Den kriminelle lavalder er nu sænket

Det er bemærkelsesværdigt, så stille der har været om det her. Den Lille Netavis har historien:

Fra 1. juli er den kriminelle lavalder sænket fra 15 til 14 år. Det betyder i princippet, at nu kan 14-årige straffes for kriminalitet. Før i tiden har det jo ikke været sådan, at børn under lavalderen kunne lave kriminalitet, uden at der skete noget. Man kunne og kan fortsat godt fjernes fra sit hjem og blive anbragt på en institution, hvis man er kommet ud på en kriminel løbebane, men når man er under 14 år kaldes det altså ikke straf, selvom det sikkert mange gange føles sådan.

Men fra i går kan man altså få en egentlig straf, også som 14-årig. Det vil sige, at man kan idømmes bøder og fængselsstraf. Det er dog ikke meningen, at man vil til at sætte fjortenårige i fængsel i stort tal, men muligheden er der. Der er bevilliget penge til at oprette et antal ekstra pladser på de sikrede ungdomsinstitutioner, men byggeriet er ikke gået i gang endnu. […]

Nedsættelsen af den kriminelle lavalder er sket på trods af advarsler fra mange sider, f.eks. dommere, fængselsinspektører, pædagoger, der alle siger, at den sænkede lavalder risikerer at gøre disse unge mere forhærdede end de allerede er. Samtidig med, at lavalderen blev sænket, blev begrænsningerne i straflængde til unge mennesker også ophævet. Før var det sådan, at unge under 18 maksimalt kunne idømmes 8 års fængsel. Nu er det kun en livstidsdom, de unge ikke kan få.

Hvor er vi dog blevet nogle barbarer her i landet. Lad os håbe, der til sidst kan rejse sig et oprør, der vil rulle alle de forløbne ti års stramninger tilbage.

Link: Den kriminelle lavalder sænket

Udvisning med værdiløs garanti

Danmark har næsten besluttet at udvise danskeren Niels Holck til retsforfølgelse i Indien for en våbennedkastning i midten af 90erne, som han risikerer dødsstraf for.

Udvisningen vil i givet fald blive fulgt af en “diplomatisk garanti” om, at afsoningen skal ske i Danmark og han ikke idømmes dødsstraf. Men hvad er denne garanti mon værd?

Ikke nødvendigvis noget, læser vi i Information – de indiske domstole er nemlig ikke bundet af regeringsmyndighedernes beslutninger eller garantier:

Indieneksperten og tidligere RUC-lektor Stig Toft Madsen peger på, at det indiske retssystem er mere aktivt i forhold til regeringen, end vi er vant til Europa. Det kan ifølge Madsen betyde, at betingelserne i den diplomatiske garanti ikke uden videre kan indfries.

»Ét er, hvad man vedtager på embedsmandsniveau, men retten har også noget at skulle have sagt, og den har i stigende grad blandet sig siden 70’erne,« siger han.

De såkaldte public interest litigations gør det muligt for borgere at anlægge en sag ‘på almenvellets vegne’, som højesteret kan tage op. Og det er ikke utænkeligt: »En nationalt sindet bengaler kan bede højesteret tage stilling til, om regeringen kan afskrive det indiske retsvæsen retten til at idømme Holck dødsstraf eller bestemme, at han skal afsone i Danmark.«

I så fald skal regeringen godtgøre overfor Højesteret, at garantierne stemmer overens med forfatningen …

Og hvis det skulle være så uheldigt, at de ikke gør? Ja, det er jo bare ærgerligt. Især for Niels Holck.  Jeg finder det ærligt talt rystende, at man så meget som overvejer at udvise en dansker til Indien på det grundlag.

Mundkurv til læger i asylsager

Jeg troede, jeg havde hørt det hele – jeg troede efterhånden, at regeringen og Dansk Folkeparti var færdige med at  undergrave væsentlige retsprincipper og efterhånden havde nået mætningspunktet i deres paranoide bestræbelser på at holde fremmede vækster ude af vores efterhånden ret godt isolerede mosehul.

Men nej, de manglede stadig at finde på dette: Læger, der udfærdiger lægeerklæringer om asylsøgere, må, hvis udkastet til den nye udlændingelov bliver en realitet, ikke længere udtale sig til pressen, hvis ikke de vil have deres lægeerklæring kasseret.

Also sprach Politiken:

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) vil lukke munden på læger, der offentligt kritiserer hende i udlændingesager.

Ministeren truer med at kassere lægeerklæringer fra læger eller psykiatere, der kritiserer ministeriet i sager, hvor asylansøgere beder om humanitær opholdstilladelse af helbredsmæssige årsager.

I bemærkningerne til en ny udlændingelov står der, at lægen vil blive betragtet som inhabil, hvis han eller hun »efter afgivelse af erklæringen eller udtalelsen henvender sig til pressen og kritiserer ministeriets sagsbehandling, samtidig med at lægen udtaler, at hans eller hendes patient bør meddeles opholdstilladelse«.

Læger og advokater raser:

»Det her er en begrænsning af vores ytringsfrihed, der kan give minder om politistatsmetoder. Lægen har pligt til at korrekse myndighederne, hvis de opdager, at noget er sundhedsfagligt uforsvarligt. Det er vagthunden i vores system«, siger Torben Ishøy fra Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed.

Både Advokatrådet og Retssikkerhedsfonden kalder den nye praksis i udlændingeloven »yderst betænkelig«.

»Selv om en psykiater eller læge udtaler sig til pressen om problemstillingen generelt eller om enkeltsager, så behøver det ikke at være ensbetydende med, at den pågældendes tidligere lægeerklæring er usaglig«, siger mangeårig udlændingeadvokat Gunnar Homann, der udtaler sig på vegne af Advokatrådet.

Så – det er da et nyt princip, der vil noget: Hvis du gerne vil tages alvorligt som læge, psykiater, advokat, biolog og sikkert også snart fysiker, matematiker og datalog, må du hellere lade være med at kritisere regeringen. I modsat fald er du nemlig “inhabil”. Og sikkert også snart et hoved job kortere.

Hvad var det i øvrigt lige med at “stå vagt om ytringsfriheden”?

Link: Rønn vil give læger mundkurv på

Når uret bliver ret …

Politiken skriver, at Per Ramsdal, præsten i Brorsons Kirke, er villig til at hjælpe afviste asylsøgere med at skjule sig under jorden:

B.T. afslører, at præsten er dybt involveret i at hjælpe irakiske flygtninge under jorden.

Dermed overtræder han klart loven og risikerer bøde og i værste fald fængselsstraf.

Under dække af at ville huse ulovlige flygtninge har B.T. ringet til Per Ramsdal og tilbudt at lægge hus til. Under samtalen fremgår det klart, at Per Ramsdal er stærkt involveret i at skabe kontakt mellem flygtningene og flygtningevenner, der er villige til at bryde loven ved at give dem illegalt husly.

»Jeg havde faktisk lovet at hjælpe med at skaffe nogen adresser, og har også skaffet nogen. Jeg vil meget gerne have den med i baghovedet, og så snakke med dem om, hvor langt de er med den der omplacering. Men jeg vil lige undersøge det først, hvordan vi egentlig lige gør det. For det er også sådan noget med, at vi ikke lige skal formidle adresser og sådan noget på telefon, fordi der er ingen, der ved hvem, der bliver aflyttet og hvordan og hvorledes. Min telefon opfører sig i hvert fald meget underligt lige for tiden«, siger Per Ramsdal til B.T.’s journalist.

Hertil er kun én ting at sige: Per Ramsdal er en helt.

Jeg er helt på linje med Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der opfordrer folk til at skjule afviste irakere, hvis de kan – også selv om det er ulovligt:

Enhedslistens poltiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen skrev følgende på sin facebook-profil i aftes:

“Bryder gerne loven med en opfordring: hjælp flygtninge der går under jorden hvis du kan.”

Hun siger nu til Berlingske.dk:

– Hvis der stod et menneske på flugt og som var i fare for sit liv og bankede på min dør, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg ville gøre. Og så må man jo tage sig straf for det, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun peger på, at der tidligere i historien er eksempler på, at det ulovlige var det rigtige at gøre.

– Vi lever i en mærkelig verden, når dem der sender folk tilbage til steder, hvor deres liv er i fare, er dem, der er på den rigtige side af loven. Det her er et spørgsmål, som hver enkelt må gøre op med sig selv. Og det opfordrer jeg til, at man gør.

De folk, der i dag skjuler afviste irakiske asylsøgere og i værste fald hjælper dem til f.eks. Sverige svarer i dag til de mennesker, der i 1943 hjalp de danske jøder til Sverige. Også de brød loven og risikerede i værste fald at blive retsforfulgt. Der må være en kant. Når loven tillader overgreb mod vore medmennesker, er det vores pligt at bryde den.