Der er forskel på, hvornår danske læger lader rige og fattige patienter dø.
Efter de seneste sundhedsreformer har danske og udenlandske læger besluttet at lade fattige patienter uden forsikring dø i en tilstand, hvor de redder mere velhavende patienter.
Når en fattig er blevet så hårdt såret, at det vil få store konsekvenser for vedkommendes videre liv, giver lægerne smertestillende medicin og lader patienten dø.
»Hvis vedkommende f.eks. har svære indre blødninger eller et brud på ryggen, så han fremover vil være lam fra halsen og ned, indstiller vi behandlingen,« oplyser en overlæge på Bispebjerg Hospital.
»Er det en patient fra over- eller middelklassen, vil vi i stedet fortsætte behandlingen og få ham udskrevet. I de samfundslag har man jo helt andre muligheder, hvis man er bundet til en kørestol. I fattige familier er der ikke noget socialt overskud og i mange tilfælde ingen til at hjælpe den sårede, og så træffer vi beslutningen,« siger han.
Kilde: Jyllands-Posten, 5/5.
Er der noget galt her? Nåja, i den rigtige artikel er det ikke fattige, lægerne lader dø, det er afghanere. Når og hvis sygesikringen i Danmark bliver “reformeret” i amerikansk retning, som nogle mennesker gerne så, skal du ikke føle dig for sikker.
Og helt principielt er der ingen forskel. I den globaliserede verden, hvor Danmark mener at have aktier nok i Afghanistan til at sende soldater, er afghanske sårede vore fattige – hvis vi ikke synes om det, skal vi lade være med at sende vores soldater derned. Med engagement følger ansvar. Det kan godt være, lægerne ikke føler, de svigter deres lægeløfte ved at opdele patienterne i et A-hold, der får lov til at leve, og et B-hold, der diskret får lov til at dø, men alligevel:
Ved således at skille rige fra fattige står de som de ultimative (og, lad os ikke glemme, særdeles velbetalte) håndhævere af den globale apartheid. Jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvordan det kan være andet end et brud på lægeløftet.
