Angela Merkels meget opreklamerede “europagt”, som Storbritannien nu har sagt nej til og Sverige tilsyneladende også er ved at sige nej til, er simpelt hen en juridisk grundfæstelse af den neoliberale politik, som under økonomen Milton Friedmans ledelse led et fuldstændigt nederlag i 1970ernes Chile, skriver Claus Elholm Andersen:
I, hvad der bedst kan betegnes som et ideologisk korstog, har Merkel vist, at hun sætter sine liberalistiske grundsætninger over EU-samarbejdets overlevelse. Og hun har afsløret, at gældskrisen for hende først og fremmest er en undskyldning for, at presse sin politiske dagsorden igennem, koste hvad det koste vil.Man skulle næsen tro, at der var tale om en skoleeksempel på det, som neoliberalismens fader, Milton Friedman, i sin tid kaldte ‘chokterapi’. Termen referer til, at enhver krise skal udnyttes til at få gennemtrumfet en neoliberalistisk økonomisk politik, hvor privatiseringer og kolossale offentlige nedskæringer netop skal indføres så pludseligt, at det kommer som et chok.
Det var under et besøg i Chile i 1975, at Milton Friedman første gang talte om chokterapi offentligt. Han var blevet inviteret til landet af diktatoren Augusto Pinochet, der havde korresponderet med Friedman i et par år og fulgt hans råd om økonomiske reformer.
Men chokterapien havde ikke virket efter hensigten. Afviklingen af det tætteste, noget sydamerikansk land nogensinde har været på en velfærdsstat, havde ført til en inflation på hele 375%, og det var derfor, at den amerikanske økonom, hvis anvisninger Pinochet havde fult til punkt og prikke, blev tilkaldt. Og Friedmans kur var klar: chokterapi, mere chokterapi og så mere endnu.
Knap var Friedman rejst, før Pinochet skrev til ham og fortalte, at Friedmans økonomisk plan “i dette øjeblik er ved at blive ført ud i livet.” I konkrete termer betød det en 27% nedskæring i alle offentlige udgifter fra den ene dag til den anden, samt yderligere privatiseringer og afvikling af toldmure. Men stik mod Friedmans forudsigelse, førte denne chokterapi ikke til masser af nye jobs i den private sektor, men tværtimod til øget arbejdsløshed og armod i en befolkning, som ikke kunne gøre indsigelse, fordi de blev holdt i jerngreb af diktatoren selv.
Den dag i dag forsøger de fleste neoliberalister at glemme, at Chile under Pinochet er det tætteste på en opfyldelse af deres ideologi, som verden nogensinde har set. Og det er ingen hemmelighed, at der går en direkte forbindelse fra Pinochet, og udlevelsen af den neoliberalistiske utopi, til den konservativisme, der personificeret i Margaret Thatcher, ramte Europa i begyndelsen af 1980′erne.
Det var ikke blot den samme ideologi som Pinochet, som Thatcher abonnerede på. Som Pinochet korresponderede også Thatcher med en af neoliberalismens koryfæer, Friedrich Hayek, der fortalte hende om nødvendigheden af chokterapi og opfordrede hende til bruge Chile som model økonomiske reformer, hvis hun ville gøre op den økonomiske politik, der i en engelsk sammenhæng i årtier havde baseret sig på økonomen John Maynard Keynes’ tanker.
Og Thatcher lod sig skam inspirere af Chile. Hun talte om “den imponerende succes med den chilenske økonomi,” som et “lysende eksempel på økonomisk reform, som vi kan lære meget af.” Ja, hendes beundring for Chile og den chilenske økonomi udviklede sig til et venskab med Pinochet, som jævnligt besøgte hende i London, mens hun forsvarede ham og krævede ham løsladt, og endda besøgte ham flere gange, da den tidligere diktator i slutningen af 1990′erne sad i husarrest i London.
Præcis, som der går en linje fra Pinochet til Thatcher, går der også en lige linje fra Thatchers opgør med keynesianismen og frem til det, som vi ser i EU i disse dage. For med Merkels påbud om strengere krav til, hvor stort de forskellige landes underskud må være, er der helt i Milton Friedmans ånd tale om opgør med et central element i Keynes økonomiske teori: At den bedste måde at komme igennem en lavkonjunktur er via offentlige investering, der kan sætte gang i hjulene igen.
Læs endelig det hele.