Lars Hedegaard er efter sin afskedigelse fra Berlingske Tidende kommet til ære og værdighed som gæsteskribent hos Jyllands-Posten – på en skala fra 1 til 10 ikke ugens mest overraskende begivenhed.
I dag lægger han ud med at skrive om den seneste uenighed i regeringen:
Velfærdsminister Karen Jespersen og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech kan ikke blive enige om, hvad islamisme er for noget, og hvordan fænomenet skal bekæmpes.
Rønn Hornbech er sikker på, at islamisme er det modsatte af islam og foreslår derfor, at de danske skatteydere skal investere i udbredelsen af islam som modgift mod islamisme. Imamerne skal slippes løs i fængslerne, og der skal oprettes en kontaktenhed på højeste niveau, som man forstår skal fungere som et muslimsk kontrolorgan over for regering og folketing.
Man forstår, de valgte at fyre ham fra Berlingske – det er dog noget af det mest vrisne, hadefulde, faktuelt forkerte og umorsomme vrøvl, jeg nogen sinde har hørt.
Debattører som Hedegaard bliver somme tider kaldt “islamofober”, men det mest dækkende er nok i virkeligheden “islamomaner” – sygeligt optagede af islam som roden til alt ondt, mens sandheden er, at såvel verden som det danske samfund har væsentligt større problemer at slås med. Man kunne også vælge at kalde ham “antisemit“, for det er det, han er, historisk og retorisk.
Hans antisemitisme retter sig bare ikke mod jøder – og deri består hele forskellen. Hvor længe varer det endnu, før Jyllands-Posten skriver, at “man må indrømme Europa, at det har Ret til at skille sig af med sine Muslimer“?