Afviste asylsøgere vil ud af offerrollen

Interessant artikel i information om et projekt drevet af afviste asylsøgere, kunstnere og studerende, der handler om at få asylsøgerne ud af lejrenes fattigdom og isolation og ud i samfundet og verden.

Vi læser:

“Hvor mange penge bruger du på en uge?,” spørger Nabil Darwish og retter kameraet mod sine nye danske venner.

800 kr., 2.000 kr., 1.000 kr., lyder svarene.

“Hvor mange penge bruger du selv?” lyder modspørgsmålet.

“Ingen,” svarer Nabil Darwish og smiler.

Filmen om penge er projiceret op på væggen og kører i sløjfe, mens lyshårede, mørkhårede, tørklædeklædte og rastafari-flettede mennesker snor sig rundt i de små tætbefolkede lokaler. Klagende arabisk sang lyder fra scenen, og duften af specialbrygget eritreansk kaffe spreder sig fra cafeen.

Det er åbningsaften for det nye kulturcenter Trampolinhuset i centrum af København, og på alle poster arbejder asylansøgere aktivt, for Trampolinhuset er deres sted, og deres mulighed for at fortælle om sig selv og mødes med det samfund, de så gerne vil være en del af.

Midt i lokalet står Nabil Darwish og ser på sin egen film. Han er 34 år og afvist irakisk asylansøger. Han lever i Danmark på sjette år, og for at skulle fremme hans motivation for at rejse tilbage får han ikke længere penge at leve for, men til gengæld kost og logi i asylcenter Sandholm.

Darwish forklarer også, at selvom han ikke ser eller ønsker at se sig selv som offer for Danmarks fejlslagne og overdrevent stramme asylpolitik, går gode mennesker til spilde og til grunde i lejrenes isolation: “Jeg ser mange intelligente mennesker her i lejrene, som kan gøre nytte i samfundet. Men de her mennesker og deres ressourcer bliver spildt, og i stedet drukner lejrene dag for dag i sygdom, både mentalt og fysisk hos asylansøgeren, men det bliver også en sygdom i det danske samfund som helhed. De fleste i lejrene kan ikke lide det, men hvad skal de gøre? Ingen lytter til dem. Folk bliver som børn, der skal holdes i hånden hele tiden. De er nødt til at lade andre sørge for alt til dem.”

Trampolinhuset og lignende projekter er historien, ikke om denne ubehagelige situation, men om hvad de afviste asylsøgere gør for at komme ud af den og ud i samfundet.

Link: Asylansøgere træder ud af offerrollen