Øjenvidneberetning fra ramadanmiddagen i Snapstinget

Rune Engelbreth Larsen var til Ramadanmiddag i Snapstinget forleden og beretter, at alt gik fredeligt til:

Det var en hyggelig og traditionsmættet aften, hvor der var sørget for det hele.

Kvinder uden hovedtørklæde fik lov at låne en meget smuk hijab i en blændende grøn farve til at dække håret. Det var nærmest poetisk, som alt det grønne langsomt bredte sig ved indgangen til salen. Og ligesom det sig hør og bør, når man går ind i en moské, tog vi også i aftenens anledning skoene af.

Vi blev udstyret med et nummer på vores bord, og mændene fandt deres pladser i den ene side af salen, mens kvinderne satte sig i den anden. Det tog lidt tid at få 190 gæster på plads, men jeg tror, at vi alle var opløftet af de ceremonielle detaljer.

Özlem Sara Cekic bød kort velkommen og gav ærbødigt ordet til en alvorsfuld imam med et imposant skæg, der bølgede ned over brystkassen. Han fremsagde en kort bøn, hvorefter vi alle istemte et trefoldigt »Allah-u-Akbar«.

Dernæst blev lammet ført ind på et lille podium. Det skulle slagtes til det tilstundende festmåltid – halal, naturligvis.

Et par minutter senere gik solen ned, og imamen fik højtideligt overrakt en blankpoleret krumsabel. Han mumlede en islamistisk besværgelse og huggede til.

Desværre ramte han ikke helt præcist, så geden hylede og stampede, mens blodet flød fra et halvt hoved, der dinglede lidt akavet. Der var nok nogle stykker, der blev en lille smule forskrækket, men imamen smilede så indtrængende, at hyggen atter sænkede sig over selskabet som nyfalden julesne. Allerede i andet hug lykkedes det på fornemste vis, og efter et lille kvarters spjætten var dyret så godt som dødt. Imamen bukkede, og hele salen brød ud i et spontant bifald. […]

Den store overraskelse indtraf dog, da statsminister Lars Løkke Rasmussen ankom en halv time inde i middagen. Han havde alligevel fundet et hul i kalenderen og gav en glad Özlem en kærlig krammer, hvorefter han holdt en kort tale, der kritiserede Socialdemokraterne for deres ringe fremmøde.

Go read.

Anti-islamisme = antisemitisme, 2

Det er ikke kun her i Europa, vi kan se lighederne mellem den klassiske antisemitisme og højrefløjens “islamkritik”. I Israel kan de også, og sandt at sige springer parallellerne da også lige op i hovedet.

Typisk for de islamkritiske ekstremister, f.eks. Trykkefrihedsselskabet og de højreorienterede blogs, er at alle med en kras, rabiat kritik af islam bliver båret i guldstol som en genfunden broder. Et eksempel på dette er en debattør som Ayaan Hirsi Ali, der nærmest har opnået helgenstatus i visse kredse, på trods af, at hendes skriverier om kvinder og islam faktisk afslører fordomsfuldhed og stor uvidenhed om emnet.

En anden er den britiske “historiker” Bat Yeor eller Gisèlle Littman. Det følgende er et åbent brev fra den israelske fredsaktivist Adam Keller til forlaget Shocken, der havde besluttet at udgive Littmans bog “Eurabia” på hebraisk:

Yours is one of the oldest and most respectable publishing houses in Israel. Every year, you are undertaking the translation into Hebrew of books from other languages. Your choice in such matters is dictated (or so I was led to believe) not only by the commercial consideration of which books might sell well among the Israeli public (a completely valid and legitimate concern for a commercial publisher) but also by your judgement of which books might make a useful and constructive contribution to the Israeli public discourse.

In 1886 the French antisemite Edouard Drumont published `La France Juive` (Jewish France), creating the false nightmarish image of a France dominated by Jews, and sowing the poisonous seeds which came to fruit when Vichi French officials collaborated in the mass murder of French Jewry. Drumont`s book was never, as far as I know, translated into Hebrew – either by yourselves or by any other publishing house. That is to be regretted, since making Drumont`s book available to Israelis in their own language might have considerably contributed to their understanding of the disastrous effect of modern antisemitism on Twentieth Century Jewish history – as well as their perception of the workings of populist racism in general, whoever its target.

This year, however, you have seen fit to select – out of tens of thousands of potentially interesting and useful books published worldwide – to produce and present to the Hebrew-reading public a translation of `Eurabia: The Euro-Arab Axis` by Gisèle Littman aka `Bat Yeor`, a British inflammatory writer who presumes to be a historian and who, I regret to note, is Jewish.

In this book – which, like the other works of this writer, is little more than a rabid anti-Muslim tract – `Bat Yeor` follows in notorious footsteps indeed by creating the false nightmarish image of a Europe dominated by Arabs and Muslims. As Edouard Drumont sought to arouse the French people to persecute and kill their Jewish neighbours, so does Ms. Littman intend to drive Europeans into a continent-wide orgy of hatred and violence against the Muslim immigrants who are now a significant ethnic minority throughout the continent, and the great majority of whom seek nothing but to live useful and fruitful lives in their new homelands.

Ms. Littman`s reasons for writing her racist and inflammatory book are all too obvious. The reasons why you, a respectable publishing house, have chosen to present it to the Israeli public are far more obscure. Whatever these reasons might be, surely – now that you already taken this step – it would be appropriate to complete your task and produce also a companion volume, i.e. a Hebrew translation of `La France Juive`? After all, the informed Israeli reading public deserves to be given the chance of comparing the classical work of a master racist demagogue with that of his loyal present-day disciple and successor.

Som vi før har set, har Littman tætte kontakter til det eurofascistiske, belgiske parti Vlaams Belang såvel som til danske ekstremister omkring Trykkefrihedsselskabet og blandt højrebloggere.

En parallel til den klassiske antisemitisme er måske den overraskende ukritiske tilgang til åndsfæller; det er ligemeget, hvor useriøs og dårligt funderet enhver rabiat kritik af islam er, når blot den er hadefuld og rabiat nok.

Egentlig skulle man således forvente at folk som Lars Hedegaard eller en “pæn” nyfascist som Vlaams Belangs Filip Dewinter ville holde sig på kædelig afstand af en rabiat konspirationsteoretiker som Littman, hvis ideer om Eurabia går ud på, at EUs projekt  siden 70erne i virkeligheden er en skjult plan om at  overdrage magten i Europa til de arabiske lande, en teori, der ikke burde få mange til at ligge vågne om natten.

Omvendt skulle man egentlig forvente, at Littman med sin jødiske baggrund ville holde sig på lang afstand af en person som Filip Dewinter, hvis parti har en lang tradition for Holocaust-fornægtelse og antisemitisme og hvis historiske rødder er flamske nationalisters kollaboration med den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig. Men sådan er det ikke, fordi de kan bruge hinanden. Og de kan bruge hinanden, fordi de bestyrker hinanden i dette: Et ubegrundet had til muslimer og islam, på samme måde som diverse antisemitiske grupperinger i det 20. århundrede kunne enes i deres had til jøderne.

Antisemitismen er virkelig kommet tilbage til Europa, denne gang i en ny forklædning; men ellers er der ingen forskel. Når der skal en israeler som Adam Keller til at påpege det, er det måske ikke så underligt – netop i Israel har de trods alt megen, om ikke god, erfaring med europæisk antisemitisme.

Link: Drumont’s Jewish Disciple (tak til SHansen for tippet!).

Vrøvl og vandrehistorier om engelsk “ydmygelse”

Oxford byråds hjemmeside, som nævner julen
Pensioneret gymnasielærer Niels Rydung skriver i dag i et læserbrev i Jyllands-Posten, under overskriften “England ydmyger sig“:

[I England er] en række offentlige myndigheder nu påbegyndt såkaldt “sprogrensning” for at fjerne alle ord eller udtryk, der kan tænkes at krænke eller genere muslimer – også ord, der i århundreder har været en del af det engelske sprog.

Byrådet i Oxford har således forbudt anvendelsen af ordet “christmas” i alle officielle skrivelser, idet det som betegnelse for en kristen højtid vil kunne fornærme muslimer.

I stedet påbydes det, at man går over til at bruge udtrykket “vinterlys-festival”.

Også forkortelser bliver ramt. Byrådet i Bornemouth anbefaler, at man i fremtiden undgår udtrykkene “nb.” (nota bene), “ps.” (post scriptum), “etc.” (et cetera), “status quo”, “vice versa” og andre lignende, idet de er uforståelige for muslimer.

Sådanne historier om, at myndighederne i forskellige dele af Storbritannien skulle være begyndt at “bortcensurere” dele af virkeligheden for ikke at “støde muslimer” dukker med jævne mellemrum op i pressen og på højre-ekstreme blogs. De er som regel ganske spektakulære, hvilket som regel også opvejes af, at de intet har på sig.

Lad os for eksempel se på Rydungs påstand om, at byrådet i Oxford har “forbudt anvendelsen af ordet ‘christmas’ i alle officielle skrivelser”.

Hvis jeg i dag går ind på Oxford byråds officielle hjemmeside (www.oxford.gov.uk), handler den allerførste artikel på siden om “Christmas lights”, altså julelys. Af sidens fire øverste artikler har de tre “Christmas” i overskriften, hvilket ikke tyder på nogen overvældende trang til at undgå “fornærme muslimer”. (Jeg har da heller aldrig hørt om nogen muslimer, der blev fornærmede over, at folk holder jul, men det er en anden historie.)

Skal vi antage, at resten af Rydungs indlæg er lige så forvrøvlet, og at den omtalte “sprogrensning” kun eksisterer i Rydungs og eventuelt hans kilders frie fantasi?

Update: Dette og hint har undersøgt sagen lidt nærmere og konstaterer, at historien kom af en falsk (løgnagtig, uvederhæftig) artikel i Oxford Mail d. 1. november. Baggrunden er, at en organisation ved navn Oxford Inspires har arrangeret en såkaldt “vinterlysfestival”, hvori indgår en lang række aktiviteter spredt ud over hele vinteren. Oxford Inspires er ikke identisk med eller ejet af byrådet i Oxford, og den såkaldte “vinterlysfestival” er som sagt en separat række arrangementer, som ikke skal “erstatte” julen eller noget andet.

Byrådet reagerer selvsagt skarpt på den falske og potentielt skadelige historie, og 3. november bringer Oxford Mail et utvetydigt dementi under overskriften “No ban on Christmas in Oxford“.

Byrådsmedlem i Oxford Antonia Bance skriver på sin blog:

I must admit, I feel like banging my head on my desk…

Given that there is clearly a dastardly PC plot to deprive the mass of Brits who tick CofE on the census forms of their right to celebrate Christmas, will anyone believe me when I say that the first this councillor heard of it was when the Oxford Mail got hold of it? Of course not. And my protestations, my declarations of passion for turkey and cranberry sauce, the way my heart rises as the organ crashes and the descant soars in the final verse of Hark the Herald Angels Sing, the love I feel for my family, so rarely all in one place these days, opening presents and telling jokes on Christmas morning – that all counts for nothing, as I am a PC Christmas-cancelling Christian-hating leftist loony Labour Scrooge.

Altså: En ren and. Som altid, fristes man til at sige. Tak til Eric Bentzen for at trævle sagen op!

Update, 2. december: En redigeret og forkortet udgave af dette indlæg bliver i dag bragt som læserbrev i Jyllands-Posten.

Colin Powell: “Er der noget galt i at være muslim?”

Nej:

“Is there something wrong with being a Muslim in this country? The answer is no. That’s not America. Is there something wrong with a seven-year-old Muslim-American kid believing he or she could be president? Yet I have heard senior members of my own party drop the suggestion that he is a Muslim and might have an association with terrorists. This is not the way we should be doing it in America.

I feel strongly about this particular point because of a picture I saw in a magazine. It was a photo essay about troops who are serving in Iraq and Afghanistan.

And one picture at the tail end of this photo essay was of a mother in Arlington Cemetery, and she had her head on the headstone of her son’s grave. And as the picture focused in, you could see the writing on the headstone. And it gave his awards – Purple Heart, Bronze Star – showed that he died in Iraq, gave his date of birth, date of death. He was 20 years old.

And then, at the very top of the headstone, it didn’t have a Christian cross; it didn’t have the Star of David; it had crescent and a star of the Islamic faith. And his name was Kareem Rashad Sultan Khan, and he was an American. He was born in New Jersey. He was 14 years old at the time of 9/11, and he waited until he can go serve his country, and he gave his life.

Ak ja, den gode gamle krigsforbryder, som fortjener at stege i helvede for sin rolle i Irak-krigen. Men han har ret!

Link: Kareem Rashad Sultan Khan, was an American, Gen. Colin Powell: “But the really right answer is, what if he is [a Muslim]?”