Tortur er et symptom – ikke et middel

The object of persecution is persecution. The object of torture is torture. The object of power is power.”

George Orwell – 1984

Utroligt som journalister verden over konstant lader sig bruge som nyttige idioter af grusomme mennesker. Her der det David Trads på Berlingske der først citere Obama for at mene tortur er noget skidt og derefter giver Cheney lov til at forsvare uhyrlighederne!

Nej der er ikke to sider af tortur. Tortur er ikke et middel til at opnå noget som helst – det er som George Orwell pointere tortur for torturens skyld. Et symptom på et råddent system der foragter menneskeliv. Et system styret af sadister der nyder at se lidelse og død.

Roger Simon fra Politico.com har hudflettet den amerikanske holdning til tortur i et indlæg. Her er et kort uddrag:

Interrogator: Come on. It’s time for your waterboarding.

Detainee: Didn’t you do that already?

Interrogator: We’ve waterboarded you only 182 times so far this month. We have to get in one more before the next budget.

Detainee: I’ll tell you whatever you want to hear.

Interrogator: But we don’t know what we want to hear. That’s why we are waterboarding you.

Detainee: I thought a former U.S. government interrogator said there was “no actionable intelligence” you could gain from torture that you can’t gain “from regular tactics.”

Interrogator: But we have all this water on our hands. And all these boards. We’ve got to use them for something. The taxpayers don’t want their money wasted. Besides, the United States does not torture.

Detainee: It sure feels like torture.

Interrogator: You are mistaken. It feels like “harsh interrogation techniques” or “enhanced interrogation techniques” or “aggressive interrogation techniques.”

Detainee: But you have stripped me naked, slammed my head against the wall, deprived me of sleep and waterboarded me. That’s not torture?

Interrogator: The lawyers say it’s not. And lawyers are experts when it comes to torture. Besides, President George W. Bush said on Oct. 5, 2007:  “This government does not torture people.”

Snyd ikke dig selv for resten

Er journalister røde lejesvende?

Det lyner gennem borgerlige kredse og især blandt ekstremisterne i Dansk Folkeparti og skrigosfæren: Medierne er røde, de er samfundsundergravende, de onde, onde, MSM (MainStream Media)  forholder os sandheden og bilder os ind, at verden faktisk ikke ser ud som beskrevet i det seneste nummer af Danskeren og Dansk Folkepartis nyhedsbrev.

Og når medierne er røde, er det, fordi journalisterne er røde. MSM forråder deres land, fordi de skjuler sandheden om indvandringen, ivrer eurofascisterne.

Men passer det? Professor i statskundskab fra Syddansk Universitet Erik Albæk angriber det fra en uventet og for den ideologisk fastlåste ganske unfair vinkel, nemlig den rent empiriske.

Albæk har foretaget en statistisk undersøgelse af landets journalistelever og af de politiske journalister på Christiansborg, og resultatet er ret klart: Danmarks journalister er mindre venstreorienterede end befolkningen som helhed. De er også  mindre højreorienterede og er således klart mere tilbøjelige til at stemme på et midterparti, igen end befolkningen som helhed.

Albæk konkluderer:

Hvad der adskiller danske politiske journalister og journaliststuderende markant fra befolkningen som helhed såvel som fra personer med gymnasieuddannelse, er, at de er midtsøgende – om end i opposition til den siddende regering.

Om det så har nogen betydning for journalistikken, dvs. om journalisternes politiske holdninger påvirker deres journalistiske produkter…, har vi endnu ikke forskningsmæssigt belæg for at vurdere i dansk sammenhæng.

Udenlandske undersøgelser tyder på, at journalisternes personlige holdninger næsten intet betyder. Langt vigtigere er f.eks. den kultur, der kollektivt opstår over tid på en nyhedsorganisation. En kultur, som blandt andet er bestemt af organisationens ejerskab og lederskab, og som påvirker den enkelte journalists arbejde.

Så hvis journalister i deres arbejde kan forekomme at understøtte en bestemt politisk dagsorden, vil det ofte ikke have noget med deres eget ståsted at gøre, men skyldes f.eks. arbejdspladsens holdninger og journalistiske traditioner. Vi kan her ønske os en systemisk analyse á la Bourdieu, men helt fundamentalt forekommer det i hvert fald, at journalistikken i en kommerciel verden som den moderne altid vil understøtte det “etablerede” verdenssyn, som den samtidig selv skaber ved at spejle sig i det. Nyhedsformidlingen svælger således ofte i mistanker om afvigelse fra “normal” adfærd, lige som det vigtigste i en historie ofte kan være det, som ikke siges, men underforstås.

Men en sådan systemisk analyse hører for dansk presses vedkommende fremtiden til.

Til gengæld regner jeg med, at vi nu én gang for alle har fået hamret en pæl igennem vandrehistorien om de “venstresnoede” danske journalister.

Link: Er journalister røde lejesvende?