Nej til krig mod Syrien – nu med britisk parlament

Det britiske parlament giver mig ret. In your face, Cameron!

Forfatteren Arne Herløv Petersen kommenterer krigsplanerne således:

– Bandekriminaliteten i København er forfærdende. De slås indbyrdes, og de kaster sig over uskyldige forbipassende og slår dem til lirekassemænd. Hvad skal vi dog gøre?
– Nu har jeg det. Vi går op i Rundetårn og smider nogle store sten ned over fodgængerne.
– Hvordan skulle det dog kunne hjælpe?
– Næ. Men så har vi da sendt et signal.

Fri os for krig og nyttesløse signaler. Hvis der skal gøres noget, så lad os gøre noget konstruktivt i stedet. Noget, som ikke med sikkerhed vil forværre situationen.

Danske soldater til Mali til støtte for torturregering

Den danske regering vil sende et transportfly ned for at hjælpe med den franske intervention i Mali. Formålet med den franske intervention er at beskytte franske interesser efter at landet blev ustabilt i kølvandet på den vestlige intervention i Libyen.

Men hvad er det for en regering de danske soldater nu skal ned at støtte? Owen Jones forklarer det i en anbefalelsværdig artikel i The Independent:

Don’t fall for a narrative so often pushed by the Western media: a perverse oversimplification of good fighting evil, just as we have seen imposed on Syria’s brutal civil war. Amnesty reports brutality on the part of Malian government forces, too. When the conflict originally exploded, Tuaregs were arrested, tortured, bombed and killed by the security forces, “apparently only on ethnic grounds”, Amnesty says. Last July, 80 inmates arrested by the army were stripped to their underwear, jammed into a 5sqm cell; cigarettes were burnt into their bodies; and they were forced to sodomise each other. Back in September 2012, 16 Muslim preachers belonging to the Dawa group were rounded up at a checkpoint and summarily executed by the army. These are acts committed by those who are now our allies.

Det er altså det “demokrati”, Danmark skal ud at kæmpe for i fjerne lande. Jeg siger velbekomme!

Jones fortsætter:

When the UN Security Council unanimously paved the way for military force to be used at some point last month, experts made clear warnings that must still be listened to. The International Crisis Group urged a focus on a diplomatic solution to restore stability, arguing that intervention could exacerbate a growing inter-ethnic conflict. Amnesty warned that “an international armed intervention is likely to increase the scale of human-rights violations we are already seeing in this conflict”. Paul Rogers, professor of peace studies at Bradford University, has argued that past wars show that “once started, they can take alarming directions, have very destructive results, and often enhance the very movements they are designed to counter”.

It is conceivable that this intervention could – for a time – achieve its goals of pushing back the Islamist militias, and shore up Mali’s government. But the Libyan war was seen as a success, too; and here we are now engaging with its catastrophic blowback. In Afghanistan, Western forces remain engaged in a never-ending war which has already helped destabilised Pakistan, leading to drone attacks that have killed hundreds of civilians and unleashed further chaos. The price of Western interventions may often be ignored by our media, but it is still paid nonetheless.

Link (via Glenn Greenwald).

Guantanamo er en torturlejr

Ja, det skal uforbederligt venstreorienterede eller i hvert fald krigskritiske stemmer jo sige. Er det Michael Moore, der nu igen har været ved at blamere sig?

Nej, denne gang kommer kritikken fra den amerikanske regerings ledende statsadvokat på Guantanamo-lejren med ansvar for at retsforfølge de mistænkte i Bushs “krig mod terror”. Den nu pensionerede oberst Morris Davis lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver sin egen tidligere arbejdsplads:

Retired air force colonel Morris Davis resigned in October 2007 in protest against interrogation methods at Guantánamo, and has made his remarks in the lead-up to 13 November, the anniversary of President George W Bush’s executive order setting up military commissions to try terrorist suspects.

Davis said that the methods of interrogation used on Guantánamo detainees – which he described as “torture” – were in breach of the US’s own statutes on torture, and added: “If torture is a crime, it should be prosecuted.”

The US military, he said, had been ordered to use unlawful methods of interrogation by “civilian politicians, and to do so against our will and judgment”.

Davis was speaking at a conference on human rights law at Bard College in New York state. After resigning from the armed forces, in a dramatic defection to the other side of the raging debate over conditions at the camp, he became executive director of, and counsel to, the Crimes of War project based in Washington DC. The speech was to launch the project’s 10th anniversary campaign and to protest against the existence of the camp and the torture there and at so-called “black sites” run by US intelligence around the world.

“No court has jurisdiction over Guantánamo,” said Davis. “Some senior civilian Bush adminstration officials chose Guantánamo to interrogate detainees because they thought it’s a law-free zone where we can unlawfully… handle a very small number of cases. We have turned our backs on the law and created what we believed was a place outside the law’s reach.” He added that America was “great at preaching to others, but not so good at practising what we preach. There is a point when enough is enough, and you have to look at yourself in the mirror. Torture has no place in American courts.”

Link: Former US chief prosecutor condemns torture in Guantanamo

Retsopgør og krig

Peter Andreas fortæller den måbende omverden om Danmarks heroiske indsats før og ikke mindst efter 2. Verdenskrig:

21,800 persons were detained by The Resistance. Not the actual Nazi soldiers since they were protected by what was later known as The Geneva Convention and transported safely back to their respective Bundesländer. The detainees were those who had already been named ‘traitors’, Landssvigere, most of them because their names were on a secret list called The Central Records, Centralkartoteket, produced by The Resistance during the final years of the occupation.[…] Historians estimate that three times as many Danes were killed by Danes in the first five days after Liberation Day than Danes killed by Nazis during the five years of occupation.

On June 1st, 1945 some sort of civilisation kicked in with the event of the so-called Judicial Battle, Retsopgøret. Technically speaking it was a set of laws called The Collaborationist Laws, but their level of civilisation was so-so, since it is one of the pillars of a civilized justice system that you cannot be punished for deeds that weren’t illegal at the time you did them – a principle the lawmakers disregarded due to ‘extraordinary circumstances’ and made The Collaborationist Laws retroactive. It was now made a crime, punishable by death in some cases, to do exactly what the Danish Government had obliged its citizens to do 5 years earlier: co-operate with the Nazi occupational forces.

The Judicial Battle was fought with little honour. 13,500 people were found guilty. 10,000 were imprisoned, 3,000 for 3 years or more, 66 for life. 103 were sentenced to death out of which 46 were actually executed, the last in 1950.

Almost all those punished were ‘the little fish’. A woman owning a laundry in the small town of Esbjerg got 6 months in prison for pressing Nazi uniforms from the nearby barracks. Two huge construction companies that had made millions by using concentration camp prisoners as slave labour in Germany, Lithuania and Poland got away scot-free. And the owner of the Danish Industrial Syndicate, The Rifle Syndicate in daily speech, who had made even more millions by producing and selling weapons to the Nazis had absolutely nothing coming to him. Except of course a sole concession for all Danish oil production in the North Sea that the company still holds today.

Appalled? Don’t be. The worst is yet to come:

During the last months of WW2, millions of German civilians were fleeing from the horrors of the war. 244,500 came to Denmark – wounded from air raids, malnourished and sick from dysentery, typhoid and starvation. They were all interned in camps ringed with barbed wire because of the ‘danger’ of them sliding into general Danish population making it difficult to deport them again when things had cooled down, so they had little or no access to food or fresh water. When the authorities asked the Danish Doctor’s Association for help in March 1945 the only answer was a short note: “Considering the present conditions of the country it is not the Association’s belief that it can offer any relief assistance to the German refugees.” No more, no less.

From January to December 1945 13,493 people died of diseases that could have been cured. 7,746 were children.

Peter Andreas trækker en tråd til Anders Fogh Rasmussens lidt besynderlige kritik af samarbejdspolitikken og den krig, der i disse år atter føres i Danmark, nemlig om “danske værdier”. Læs endelig det hele.

Krigsherren Obama

Via 3arabawy.

I mellemtiden rammer As’ad Abukhalil hovedet på sømmet:

The charade of overthrowing regimes and invading countries in the name of democracy was a bloody farce in the case of Bush era. They now don’t need to do that. They can just jump on the case where they see a potential for a real democratic change and then guarantee the installation of a puppet regime without having “boots on the ground”, as Obama kept warning in White House meetings. They bomb and kill and manage to maintain a high tone of moral uprightness while the puppet Arab League puts its ugly stamp to make it look like an Arab affair.

A useful idiot is needed, of course, and Mustafa `Abdul-Al-Jalil is perfect for the role and he has been so chummy with Saudi propaganda as of late. Obama has modified Bush’s wars in Iraq and Afghanistan: not only maintaining the occupations but guaranteeing long-term presence in both countries. He has also started a war in Pakistan, Somalia, and Yemen where the US is a major force in the war there.

Western enthusiasm for intervention in Libya has never even been explained: why the hundreds of deaths in Egypt or Tunisia did not warrant any condemnation (the State Department did manage to condemn the protesters in Egypt, lest we forget too soon)? Israel manages to kill far more than Qadhdhafi and in shorter periods of time, and we never encounter the “humanitarian” impulse of Western governments there.

Civile i Libyen: Nej tak til vestlige bomber

Som Politiken skriver:

Et halvt døgn efter at de første krigsfly fløj ind over Libyen, er mange lokale allerede godt trætte af angrebet.

Det fortæller øjenvidner til en række internationale nyhedsmedier, efter at Frankrig, USA og Storbritannien natten igennem har kastet bomber og granater ned mod mål i det nordafrikanske land.

En af de utilfredse Tripoli-borgere er ’Sami’, der til The Guardians udsendte giver luft til de stærke anti-amerikanske følelser, der hersker i Libyen og resten af regionen.»Folk er trænet til denne slags konfrontation. Vi blev også bombet af USA i 1986. Disse folk har en agenda: De vil ruinere Libyen og trække landet ned«, siger ’Sami’.

I Twitter-universet – hvor der også er masser af USA-kritiske røster fra libyere – vælger ’OnlyOneLibya’ en modsat tilgang. Som han skriver:

»Jeg vil blot minde det libyske folk om, at luftangreb ikke fjerner Gaddafi. Vi er selv nødt til at gøre det. Libyen må rejse sig!«

I The Independent udstiller Robert Fisk de vestlige regeringers moralske fallit ved at spørge sig selv, om man mon ville være lige så hurtig til at blande sig i et lignende opgør i Mauritanien eller Elfenbenskysten – og påpeger, at de oprørere i Benghazi, der i dag vifter med franske flag,  meget hurtigt kan rette gå hen og rette geværerne mod de vestlige styrker:

Why not, when Gaddafi tells the people of Benghazi that “we will come, ‘zenga, zenga’ (alley by alley), house by house, room by room.” Surely this is a humanitarian intervention that really, really, really is a good idea. After all, there will be no “boots on the ground”.Of course, if this revolution was being violently suppressed in, say, Mauritania, I don’t think we would be demanding no-fly zones. Nor in Ivory Coast, come to think of it. Nor anywhere else in Africa that didn’t have oil, gas or mineral deposits or wasn’t of importance in our protection of Israel, the latter being the real reason we care so much about Egypt.

So here are a few things that could go wrong, a sidelong glance at those bats still nestling in the glistening, dank interior of their box. Suppose Gaddafi clings on in Tripoli and the British and French and Americans shoot down all his aircraft, blow up all his airfields, assault his armour and missile batteries and he simply doesn’t fade away. I noticed on Thursday how, just before the UN vote, the Pentagon started briefing journalists on the dangers of the whole affair; that it could take “days” just to set up a no-fly zone.

Then there is the trickery and knavery of Gaddafi himself. We saw it yesterday when his Foreign Minister announced a ceasefire and an end to “military operations” knowing full well, of course, that a Nato force committed to regime-change would not accept it, thus allowing Gaddafi to present himself as a peace-loving Arab leader who is the victim of Western aggression: Omar Mukhtar Lives Again.

Libya is not Egypt. Again, Gaddafi is a fruitcake and, given his weird performance with his Green Book on the balcony of his bombed-out house, he probably does occasionally chew carpets as well.Then there’s the danger of things “going wrong” on our side, the bombs that hit civilians, the Nato aircraft which might be shot down or crash in Gaddafi territory, the sudden suspicion among the “rebels”/”Libyan people”/democracy protesters that the West, after all, has ulterior purposes in its aid. And there’s one boring, universal rule about all this: the second you employ your weapons against another government, however righteously, the thing begins to unspool. After all, the same “rebels” who were expressing their fury at French indifference on Thursday morning were waving French flags in Benghazi on Thursday night. Long live America. Until…

Jeg forstår godt dem, der mener, der kan være bedre at gøre noget, og at selv om en aktion ikke er perfekt, kan den godt være bedre end ingenting. Jeg kan bare ikke se noget som helst tegn på, at den igangværende vestlige aktion mod Libyen ikke er værre end ingenting. Jeg håber meget, jeg tager fejl, men de fleste vil give mig ret i, at Vesten ikke har nogen god track record i området. Bortset fra, da vores flyveforbud og heroiske indsats i øvrigt reddede indbyggerne i Srebrenica fra massakren. Eller hvad det nu var, de gjorde.

Demoen mod Hizb ut-Tahrir – en lærestreg for den antiracistiske opposition

Lars Henrik Carlskov fra Enhedslisten i Århus skriver på sin blog:

Fredag eftermiddag oplevede vi desværre atter det tåkrummende syn af fremtrædende repræsentanter for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stående skulder ved skulder med racistiske politikere og erklærede nazister i en demonstration mod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Velkendte islamofober som Karen Jespersen og Farshad Kholghi var inviteret som talere, og ud over repræsentanter fra venstrefløjen mødte intet mindre end otte ministre op, foruden naturligvis delegationer fra højreradikale grupper som Danmarks Nationale Front og SIAD. Så der blev både heilet og råbt perker ved demonstrationen.

På forhånd havde det vakt voldsom opstandelse, at Hizb-ut-Tahrir i invitationen til arrangementet i Den Sorte Diamant afbilledede en kiste svøbt i dannebrog og forklarede, at mødet ville:

”…sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst.”

Dette resulterede som bekendt i, at kulturminister Per Stig Møller forsøgte at forhindre afholdelsen af mødet samt, at justitsminister Lars Barfoed, på opfordring fra De Radikale og SF, bad rigsadvokaten om igen at undersøge muligheden for at forbyde organisationen. Lars Barfoed forklarede endvidere, at det falder uden for ytringsfrihedens rammer at beskrive afghanernes væbnede modstand mod NATO’s besættelse som legitim.

Hvis vi skal følge den særegne Barfoed’ske logik, bør det således også være strafbart, som f.eks. den fremtrædende amerikanske jurist Marjorie Cohn har gjort det, at betegne NATO’s krig som ”ulovlig”, idet det indebærer, at afghanernes modstand, voldelig såvel som ikke-voldelig, er lovlig. Til kategorien af strafbare handlinger hører det dermed også at citere FN-charterets artikel 51 og FN-resolution 42/159, der begge fastslår retten til at gøre oprør mod en besættelse.

Selvom justitsministeren, tilmed assisteret af De Radikale og SF, vil bruge domstolene til at forhindre udbredelsen af sådanne ytringer, må det være på sin plads at understrege, at retten til modstand mod besættelse og undertrykkende regimer ikke er afhængig af en juridisk forhåndsgodkendelse. Tværtimod vil magthaverne oftest stemple legitim modstand som ”terrorisme”, på samme måde som den danske modstandsbevægelse oplevede det under 2. verdenskrig og som det efterfølgende er sket for nationale befrielsesbevægelser lige fra Algeriet og Vietnam til Sydafrika og Palæstina. Nøjagtig det samme er tilfældet i Afghanistan i dag, på trods af, at selv amerikanske efterretningsrapporter vurderer, at blot omkring 10 % af oprørerne tilhører grupper som Taliban og al-Qaeda.

Zap over og læs det hele, det er ulejligheden værd.

SF’eren Trine Pertou Mach, som selv deltog i demonstrationen, kommer i øvrigt til ungefær samme resultat: Demonstrationen mod Hizb ut-Tahrir var et fejlskud.

Hizb-ut-Tahrir og Afghanistan

HuT demo London


 

Jeg følte ikke den ringeste trang til at deltage i gårsdagens nazi-, regerings- og Dansk Folkeparti-støttede demonstrationer mod Hizb-ut-Tahrirs møde i Det Kongelige Biblioteks “Sorte Diamant”, men ville (hvis ikke jeg havde opholdt mig i Århus) måske snarere have deltaget i selve mødet for at høre, hvad de havde at sige.

I stedet nøjedes jeg med at følge arrangementet live på deres hjemmeside khilafah.dk, og det inspirerede mig til en række kommentarer på Twitter.

Det overordnede indtryk af arrangementet er, at det var meget velforberedt, og foreningens PR-afdeling havde gjort et glimrende arbejde med at vække folks interesse for mødet – der er nok mangen en forening med et tilsvarende lavt medlemstal, der kun kan drømme om en så massiv mediereklame for deres arrangementer, som Hizb-ut-Tahrir her fik foræret af deres såkaldte modstandere.

Selve arrangementet var delt i to, først en dokumentarfilm og en række oplæg fra panelet om krigen i Afghanistan, herefter en noget kortere debat-del, hvor det var muligt at stille spørgsmål.

Mit overordnede indtryk er som sagt, at der var tale om et særdeles velforberedt arrangement, og oplæggene bar præg af stor intelligens og viden om baggrunden for krigen i Afghanistan. Deres analyser af krigens årsager og resultater, og deres lammende kritik af det nuværende korrupte styre i Afghanistan og de grusomme krigsherrer, som det i vid udstrækning hviler på, var både berettiget og præcis. Og det er fuldstændig korrekt at gøre opmærksom på, at civile, og det er både mænd, kvinder og børn, lemlæstes og myrdes af vestlige soldater i en krig, der kan virke komplet udsigts- og formålsløs.

Med mindre altså krigens formål har meget mere at gøre med storpolitiske skaktræk samt olie og naturgas og rørledninger til disse ting end med afghanernes velbefindende. Og hvis det sidste er rigtigt, kan vi vel alle blive enige om, at så har Danmark intet at gøre i denne krig.

Det er også korrekt, at hvis afghanske borgere, lokalområder eller stammer oplever at blive invaderet af fremmede, fjendtlige soldater, så har de ret til at forsvare sig mod disse soldater. Det siger sig selv, og er ganske rigtigt også det argument, som vi i dag bruger til at forsvare den danske modstandsbevægelse (som af datidens medier og politikere netop  blev beskrevet og betragtet som kriminelle terrorister).

Denne del af Hizb-ut-Tahrirs oplæg fremstod som en intelligent, veltilrettelagt analyse med mange pointer, som må være særdeles smertefulde for tilhængere af krigen i Afghanistan. Deres egne forslag til løsning af konflikten var imidlertid ikke specielt overbevisende – det kunne, om noget, give associationer til den revolutionære venstrefløjs revolutionsplaner i 70erne, der nok var funderet i al mulig marxistisk teori og udtænkt til punkt og prikke på det intellektuelle plan, men som ikke ville have haft skyggen af en chance i praksis.

Hizb-ut-Tahrir mener, at alle krigshandlinger i Afghanistan skal indstilles omgående, fra alle sider (de opfordrer altså ikke til angreb på danske eller andre soldater dernede, som det er blevet påstået). Herefter skal det afghanske folk have lov til at vælge en kalif, og denne kalif skal ligesom de fire første kaliffer i Medina regere med folkets opbakning og efter folkets ønsker, idet han holdes på plads og kontrolleres af et uafhængigt domstolsvæsen. Kvinder har fuld stemmeret, og det enkelte individs rettigheder skal sikres. Hvis de vestlige magter nægter at trække sig ud, skal Pakistan udstede et ultimatum om, at de selv vil rykke ind og etablere dette kalifat. Kalifatet vil nu udnævne landets olie og gas til at være samfundets ejendom, og i stedet for at fore den afghanske “præsident” Hamid Karzais og families schweiziske bank-konti vil kaliffen bruge pengene på at udvikle og industrialisere landet til gavn for alle.

Så smuk denne vision end kan være,  er det ikke særligt overbevisende, at det er det, der faktisk ville ske, hvis de vestlige tropper trak sig ud. Al Hizb-ut-Tahrirs tale om “det afghanske folk” kan ikke skjule, at Afghanistan faktisk er et meget fragmenteret land med mange etniske grupper, som aldrig har haft nogen særligt stærkt centralmagt – eller nogen klar forestilling om at være ét “afghansk folk”, for den sags skyld.

Den smertefuldt præcise analyse af krigens ulykker blev altså fulgt op af en rent teoretisk og utopisk løsning, der i praksis (og desværre) ikke har gang på jord.

To spørgere satte i særlig grad fokus på netop det aspekt. En afghaner rejste sig og gjorde opmærksom på, at Afghanistan p.t. har valgt “det onde” – krigsførende, kolonialistisk kapitalisme, som han selv udtrykte det – for at undgå “det ondeste”, nemlig den fundamentalistiske fanatisme, som Taleban repræsenterer. Han beskyldte Hizb-ut-Tahrir for ikke at kende nok til forholdene i Afghanistan og spurgte, hvilken organisation, en eventuel afghansk frihedskæmper kunne eller skulle slutte sig til.

Panelets svar afslørede, at  Hizb-ut-Tahrirs forsvar for modstandskampen er rent teoretisk og principielt – de har ikke som sådan nogen reelt eksisterende modstandsgrupper i Afghanistan, som de støtter og anbefaler.

En kvinde, efter lokalkendskabet at dømme med pakistansk baggrund (hvilket dog var umuligt at afgøre ud fra hendes aldeles flydende danske) gjorde tilsvarende opmærksom på, at deres forslag om, at Pakistan skulle gå ind i konflikten og stille et ultimatum til USA, er fuldstændig urealistisk: Pakistans regering er for det første i lommen på USA, for det andet har den ikke engang fuld kontrol over sit eget territorium, og for det tredje kunne en sådan handling udløse en international krig, som ingen ville vinde.

Svarene på disse og andre spørgsmål viste klart Hizb-ut-Tahrirs retoriske model, som hurtigt blev monoton: Taleren begynder venligt og sagligt med at redegøre for sammenhængen, som han selv ser den, fortsætter med at tale og dvæler ved vestmagternes forbrydelser og de korrupte islamiske regeringers tyveri og depravitet, og ender med at tale vredt og indtrængende om, hvordan disse forbrydelser skal stoppes. Svarene begyndte typisk med sagligt korrekte argumenter og oplysninger, men endte i en følelsesmæssig appel, der i sidste ende betyder: Kvinder og børn dør, og derfor har jeg ret – eller vil du måske, at kvinder og børn dør? Ganske politikeragtigt, i grunden.

Der er ingen tvivl om, at mødets arrangører er både engagerede og velmenende – men deres svar på de to kritiske spørgsmål, som jeg har refereret her, var ikke specielt overbevisende. Analysen af, hvad der er galt i Afghanistan, er egentlig god nok, men deres løsningsforslag kan umuligt omsættes i praksis.

Betyder det så, at Hizb-ut-Tahrir afslørede sig selv som lige så “farlige”, som moddemonstranterne forsøgte at gøre opmærksom på? Nej, ikke i mine øjne. Det er svært ikke at sympatisere bare en lille smule med deres mod og deres engagement i arbejdet mod de forbrydelser, der faktisk begås i Afghanistan. Det urealistiske i de konkrete planer minder mere end noget andet om 70ernes og 80ernes virkelighedsfjerne, men uskadelige universitetsmarxister, hvis revolutionsromantik kunne udfolde sig frit, ubesudlet af noget forsøg på faktisk at aktualisere den som virkelighed.

Og som med universitetsmarxisterne kunne man ønske, at de engagerede unge mennesker kom ind i kampen og bidrog til ting, der helt konkret kunne gøre livet bedre for folk i Afghanistan – frem for luftige planer, der forudsætter, at man først gennemfører en socialistisk revolution eller et kalifat, eller udskifter regimet i Pakistan. I den forstand var Hizb-ut-Tahrirs møde rigt på oplysning, analyser og spørgsmål, men fattigt på brugbare svar.

Se også: Afghanistan – drømmen og virkeligheden