Birthe Rønn Hornbechs længe ventede afgang, efter at det blev lidt for åbenlyst, at hun ganske enkelt bevidst har syltet en række statsløse menneskers krav på statsborgerskab, markerer samtidig endnu et tryk på speederen i højredrejningen af Danmark: Hendes afløser Søren Pind erklærer prompte, at den lov, som Birthe Rønn Hornbech har overtrådt, er “åndssvag“.
Det er også Søren Pind, der har udtalt:
Jeg gider ikke høre mere snak om integration. Fri mig for det – det rigtige ord må være assimilation. Der er så rigelig kulturer, folk kan drage andensteds hen og dyrke, hvis det er det, de har lyst til
Det er også Søren Pind, der udtalte sin helt uforbeholdne støtte til Hells Angels’ “sjakalmanifest“, hvor det blandt andet hed, at arabere “piber og skriger, når de får tæv”.
En analyse viser ret hurtigt, at Søren Pind er en gennemført magtpolitiker – antiliberal, åbenlyst racistisk, i bund og grund udemokratisk og ude af stand til at anerkende andre synspunkters ret til at eksistere. Udnævnelsen af Pind rejser et grundlæggende spørgsmål: Hvorfor ikke Pia Kjærsgaard?
Svaret er desværre: Fordi det ikke ville gøre nogen forskel. “Mørke” indvandrere gør snart klogt i at have en pakket kuffert stående ved siden af sengen, som This Indonesian konkluderer:
To tell you the truth, I don’t even want to imagine what kind of new “rules” that the new minister would implement – I could already tell that it’d be worse than Birthe Rønn Hornbech’s era.
What it would feel like to be an immigrant in Denmark in the next few months or years? I have no idea. My only hope is that the election would hopefully come soon and the opposition would win the majority. Other than that, I could see myself packing my big suitcases ready.
Fredag d. 11. marts er der demonstration til støtte for revolutionerne i Mellemøsten på Rådhuspladsen i København – og arrangørerne har temmelig ubegribeligt bedt Søren Pind om at tale.
Jeg håber, at mange vil møde op; ikke for at deltage i demonstrationen, som allerede er ødelagt, men for at vise deres vrede mod det racistiske Danmark, som Søren Pind repræsenterer. Noget af det bedste, vi kan gøre for at støtte folk i Egypten, er at lære af dem og ikke finde os i de “demokratiske” regimer, som har ført krig i Irak og Afghanistan og sendt folk til Syrien og Egypten for at blive torteret.
Jeg håber, at Søren Pind vil møde et lille bitte hjørne af Tahrir-pladsen, når han taler på fredag. Ash-shab yurid isqat al-nizam – folket ønsker at vælte regimet. Jo før, jo bedre!