Jeg har været syg og dermed bundet til hjemmet de sidste tre dage (og måtte bl.a. aflyse et foredrag om fri software, som ville have været lidt i retning af det her, men mere politisk), og har bl.a. fordrevet tiden med at genlæse Erwin Neutzsky-Wulffs roman 2000.
Det slår mig under genlæsningen stærkt, hvor god en bog det egentlig er – ikke at jeg havde glemt det, men jeg har bare ikke haft det præsent i alle de år, der er gået, siden jeg læste den sidst. Hvad mener man for eksempel om en forfatter, der under dække af at skrive en aldeles gennemsnitlig, socialrealistisk novelle for jordboere om jordiske forhold sniger sig til at blande universets livsformer og kulturer?
Racer, for hvem kødets lyst var en geometrisk ordning af deres lemmer, og racer, som stræbte mod døden med from stædighed. Racer, hver med deres Gud, deres Hjerte, deres Sult, deres Angst, Ulighedens Evangelium, Lovløshedens Sejrssang.
For ingen gud og ingen lovgiver ville kunne være gud og lovgiver for dem alle. Den, der forstod en races klokkesange, kunne umuligt fatte sluget i en andens skælvende armslyng.
Og dog, forstår I, anede jeg det alt sammen fra min konsol. Til sidst var jeg fuld.
Og så. Så aktiverede jeg maskinens kraftige sender og sendte alle disse bankende hjerter ud i det tomme rum.
Jeg sendte den fredelige quianer bellanernes kampskrig og dødslyst, og bellaneren sendte jeg quianernes årtusindgamle pastorale salmer. Jeg sendte de bybyggende computanere amorianernes hede nætter, og de fik himmelsk mekanik igen.
(s. 175)
Eller hvad mener man om guden Amons vidneudsagn i den endelige retshøring, hvor det skal afgøres, om man skal fylde verdensdybet op med vand indtil femte himmel, så englene spares for risikoen for at falde, og man kan få fred for mennesket (hvis det da overhovedet eksisterer):
‘Mennesket!’ råbte guden, ‘var det vidunderligste væsen, verden nogensinde har set. Det var stolt, modigt, selvopofrende, kærligt. Det gik hånd i hand med os guder i hine dage, da himlen var på jorden.’
‘Undskyld,’ sagde proponenten. ‘Men sagde De: Var?’
‘Jeg er bange for,’ brægede vædderen melankolsk, ‘at Mennesket er dødt…’
(s. 238)
Faktisk kan der nok ikke være nogen tvivl om, at 2000 (som udkom i 1991) er en af Neutzsky-Wulffs allerbedste bøger – den og den lidt senere VERDEN er formentlig hans mest vellykkede romaner overhovedet.
DØDEN (1996) er som politisk roman meget atypisk (selvom den også er god), og af den senere produktion er HJERNEN (2006) både god og ambitiøs, men ikke helt så vellykket som samlet værk – måske fordi den er så lang, måske den tager sig for mange friheder i forhold til romanformens konventioner, hvad ved jeg. 2000 er et utrolig mangefacetteret værk, som de to citater naturligvis ikke kan yde nogen egentlig retfærdighed.
Skulle nogen falde over den, kan jeg i hvert fald kun anbefale, at man gør forsøget, også fordi fortællingen her er fri for de causerende indskud, som godt kan virke trættende i nogle af samme forfatters senere romaner. Alene de mange indskudte historier, der også kan ses som selvstændige noveller, gør bogen til en fornøjelse at læse – jeg finder i hvert fald genlæsningen fascinerende.