Oxalá, menneskets og jordens skaber

Statue af Oxalá i Costa do Sauípe, Bahia, Brasilien.

Oxalá, som også kaldes Obatala og Orixalá, er en af de vigtigste guder i brasiliansk candomblé (bemærk, at navnet udtales “oshalá” – x’et udtales nærmest som et “sj”, og de to a’er er åbne som i dansk “trappe”). Det var Oxalá, som i tidernes morgen  skabte landjorden og befolkede den med mennesker, og Oxalá er som Iemanjá og Nanã en førstegenerationsgud og anses for at være far til en lang række af de andre orishaer. Oxalá er en hvid gud, hvor jeg ikke mener hudfarve (han tænkes som andre orishaer  at have sort hud), men klædedragt. Oxalá fremstilles altid helt i hvidt, og han er associeret med farven hvid med alle dens associationer af moralsk og rituel renhed.

Oxalá anses som ur- og fadergud ofte for at være meget gammel og i besiddelse af en dyb, altgennemtrængende visdom. Han bevæger sig sindigt, for ikke at sige langsomt; faktisk er han knyttet til snegle, ikke mindst til den afrikanke kæmpesnegl Archachatina marginata,  og de rytmer, der knyttet til ham i ritualerne, er typisk også langsomme og sindige. I Brasilien har Oxalá to meget vigtige aspekter eller kvaliteter, nemlig Oxalufã og Oxaguiã. Oxalufã er den gamle Oxalá, der ofte ses gående krumbøjet og med en stok, mens Oxaguiã er den unge Oxalá, en fyrig hvid kriger, der rummer den skaberkraft, hvormed han skabte verden. Oxaguiã og Oxalufã var oprindelig separate guder, der i Yorubaland sammen med Oxalá er en del af en større gruppe af “hvide guder” (orisha funfun), der alle er associeret med farven hvid.

Der findes mange variationer af myten om, hvordan Oxalá skabte jorden[1]. I den mest almindelige var der i begyndelsen kun to elementer, nemlig orun, himlen, og ocun, havet. I himlen herskede den almægtige Olorun sammen med de orishaer, han havde skabt, og i dybet nedenunder herskede urhavets dronning Olokun, som i nogle myter anses for at være mor til Iemanjá.

Olorun eller Olodumaré befalede nu Oxalá at nedstige til Olokuns våde og sumpede rige for at skabe landjorden. Til det formål fik Oxalá et sneglehus med jord i, en høne med fem tæer og en guldkæde. Med guldkæden firede han sig ned, og da han havde nået vandet, tømte han jorden fra sneglehuset ud i en lille bunke og satte hønen oven på den. Hønen begyndte omgående at pikke og skrabe jorden, og snart fik den spredt jorden så meget ud, at landjorden og dens kontinenter blev skabt.

Oxalá skaber landjorden på befaling af Olodumaré.

Til sidst steg Oxalá ned på den nyskabte jord og konstaterede, at alt var,som det skulle være. Oxalá begyndte nu, som vi fortalte i artiklen om Nanã, at forme mennesket ud af ler. I dagevis fortsatte han med at skabe det ene menneske efter det andet, men til sidst blev han tørstig og begyndte at se sig om efter noget vand. Det kunne han dog ikke finde – til gengæld var der et palmetræ, og af det udvandt han en masse palmevin, som han drak i stedet. Nu blev han imidlertid fuld, og de mennesker han nu lavede, blev krøblinge, blev vanskabte eller pukkelryggede eller handicappede på en eller anden måde. Da han blev ædru igen svor Oxalá, at han aldrig mere ville røre palmevin, og den dag i dag er det stadig et tabu for hans tilhængere. Af samme grund anses mennesker med denne form for handicap også for at være hellige og særligt velsignede, fordi de er rørt af Oxalá.

I nogle versioner af denne historie er det ikke Oxalá, men Oyo-imperiets mytiske grundlægger Odudua, der skaber landjorden, og der findes som sagt mange variationer af denne skabelsesmyte. I alle versioner er det dog Oxalá, der skaber mennesket. Reginaldo Prandi skriver[2] om Oxalá, at han er

 … menneskets skaber, den absolutte herre over livsprincippet, over åndedrættet, over luften. (…) Han er en gammel orisha, som er meget respekteret af såvel sine menneskelige tilbedere, som af de andre orishaer, af hvilke mange anses for at være hans børn.

En anden myte fortæller[3], at Obatalá havde en slave, som han satte til at arbejde på sin gård. Slaven arbejdede godt, og gården blomstrede og gav et stort udbytte. Alle naboerne blev misundelige på Obatalá og besluttede, at det ikke kunne fortsætte på den måde. De misundelige naboer bestak derfor Obatalás slave til at myrde ham. En dag, hvor Obatalá gik på sin gård for at inspicere sine marker, trillede slaven derfor en stor sten hen over ham, som maste ham i tusind stykker, der blev spredt over hele verden.

Olorun havde set dette og befalede nu Exu at samle stykkerne op, så guderne og menneskene kunne få Obatalá tilbage.  Exu samlede alle de stykker sammen, som han overhovedet kunne finde, og bragte dem til Olorun. Olorun samlede stykkerne til ét og bragte Obatalá tilbage til livet.  Men Exu havde ikke kunnet finde alle stykkerne, for mange af dem var små og andre var fløjet meget langt væk. Derfor siger man, at Obatalá er spredt ud over hele verden. Obatalá eller Oxalá er overalt.

Oxalá er, som det vil forstås, en af de allervigtigste guder i candomblé. Der findes mange myter og fortællinger om ham, som jeg vil vende tilbage til i senere artikler i denne serie – mange af dem er faktisk meget centrale for forståelsen af religionen og dens mytologi.

Oxalás ugedag er fredag, og hans farve er som allerede nævnt hvid. Han sætter pris på hvide ting, og i Brasilien bliver han ofte trakteret med kogte hvide majs eller most yams. I synkretismen opfattes han som identisk med Jesus Kristus, og derfor anses alle kristne kirker også for at være associeret med Oxalá. Denne identifikation har givet anledning til en af de vigtigste årlige fester i Bahias hovedstad Salvador, nemlig a lavagem do Bomfim, hvor candomblé-præstinder vasker trapperne på en af byens vigtigste kirker.

Lavagem do Bomfim, den årlige fest for Oxalá, i Salvador, Bahia.
Foto: Adenilson Nunes/AGECOM

Og med denne artikel om Oxalá afslutter jeg denne indledende gennemgang af de vigtigste guder i candomblé. Der er (mange) flere tilbage, som jeg ikke har omtalt endnu, men jeg har nu gennemgået nok til, at læseren har fået et godt indtryk af de vigtigste guder og de begreber, de dækker over. Sammen med de indledende artikler om gudernes rolle i candomblé samt om ori og de to verdener aiyé og orun kan vi nu gå lidt dybere ind i selve den religiøse praksis, som i modsætning til vores kristne barnetro er båret af gudernes regelmæssige direkte manifestation i templet, ikke af en “tro” på fjerne guder, som man aldrig ser eller hører fra. Og det er, hvad vi vil begynde at se på i de kommende uger.

Og med disse ord vil jeg ønske læseren en god jul sammen med en opfordring til at nyde denne sang til Oxalá, indspillet af Gilberto Gil og Jorge Ben Jor:

Noter:

[1]: Se f.eks. Ulli Beier: Yoruba Myths, Cambride University Press 1980 samt Harold Courlander: Tales of Yoruba Gods & Heroes, Original Publications, New York, 1973.
[2]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001, s. 23.
[3]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001, s. 507.

Nanã, gudinde for stillestående vand og urgammel visdom

Nanã, som hun optræder i brasiliansk candomblé. Bemærk den lilla farve og ikke mindst det scepter eller ibiri, som hun holder.

Nanã, som også kaldes Nanã Buruku (med en masse variationer i stavemåden) er en urgudinde, der ofte tillægges en central rolle i selve skabelsesprocessen. Hun er gudinde for regn, for det stillestående vand i moser og sumpe og også for mudderet på bunden af søer (mens søerne i sig selv er Oxums domæne). Som urgudinde er hun også gudinde for overleveret urgammel visdom og for den dybeste indsigt i livets og verdens hemmeligheder.

Nanã var oprindelig ikke en yoruba-gudinde, men havde sin oprindelse hos de fon-talende folk i Dahomey, det nuværende Benin. I myterne opfattes hun oftest som mor til Omolu, regnbueslangen Oxumaré og den jomfruelige Iewá (som begge vil blive omtalt i senere artikler). Hun omtales oftest som skaber- og faderguden Oxalás første hustru, som han forlod for i stedet at være sammen med havgudinden Iemanjá. Nanãs Dahomey-oprindelse har medført, at hun også er meget populær i Haiti, hvis Vodou-religion netop har mest indflydelse fra den del af Afrika.

Nanã optræder i mange myter som fjende af smede- og krigsguden Ogum, og det betyder, at der ikke må anvendes  redskaber af jern eller andre former for metal i forbindelse med hendes kult. Specifikt betyder det at dyr, der skal ofres til hende, ikke må dræbes med en kniv af jern, således at man i stedet f.eks. bruger en kniv af bambus til dette formål.

Om Nanãs rolle i skabelsen fortæller en myte[1], at den almægtige gud Olorun eller Olodumaré i tidernes morgen befalede Oxalá (som er meget vigtig og inden længe vil blive omtalt i sin egen artikel) at skabe verden og forme mennesket:

Oxalá prøvede forskellige metoder.

Han forsøgte at lave mennesket af luft, som han selv bestod af. Det mislykkedes, for mennesket blev straks spredt for alle vinde.

Han forsøgte at lave det af træ, men det blev alt for hårdt. Da han prøvede at lave det af sten, gik det endnu værre.

Han lavede det af ild, og mennesket brændte op.

Han forsøgte sig med olie, vand og endog med palmevin, og intet virkede.

Da var det, at Nanã Buruku kom ham til undsætning. Hun rettede sin ibiri, sit scepter og våben, mod søens bund og brugte den til at hale en håndfuld mudder op.

Nanã gav mudderet til Oxalá – mudderet fra bunden af den lagune, hvor hun selv boede; det mudder under vandene, som er Nanã.

Oxalá skabt mennesket og formede det af ler. Det fik åndedrættet indblæst af Olorun og kunne nu gå. Med gudernes hjælp befolkede det Jorden.

Men der kommer en dag, hvor hvert menneske dør og dets krop skal vende tilbage til Jorden, og den dag skal det vende tilbage til Nanã Burukus natur.

Nanã gav materialet ved menneskets skabelse, men hun vil have det tilbage, som er hendes.

Denne sang illustrerer meget godt hendes natur:

Teksten lyder, oversat til dansk:

Gudinde for regnen, som falder i bjergene –
som bliver til mudder og befrugter jorden.
Gudinde for regnen, som falder i bjergene –
som bliver til mudder og befrugter jorden.

Det er Nanã Buruquê, salubaê
Det er Nanã Buruquê, salubaá
Vores frue Sankt Anna, kom og hjælp os! (x2)

Livets princip er det Nanã Buruquê, der kan fortælle
Vandets mysterier og Jordens hemmeligheder – Nanã Buruquê

Livets princip er det Nanã Buruquê, der kan fortælle
Vandets mysterier og Jordens hemmeligheder – Nanã Buruquê

Omtalen af Sankt Anna  (Santana på spansk og portugisisk) skyldes, at Nanã er synkretiseret med denne katolske helgen, det vil sige, at hun i en tidlig fase af religionen blev opfattet som “den samme som” jomfru Marias moder, på samme måde som (i nogle versioner) hendes datter Oxum opfattes som “den samme som” jomfru Maria selv.

Nanã
Nanã, som hun kan manifestere sig i templet. Foto af Pierre Verger.

Harold Courlander fortæller i sin bog A treasury of Afro-American Folklore denne historie[2] om Nanã eller Nananbouclou, som hun også kaldes i Haiti, hvor Courlander har indsamlet historien:

In ancient times only the deities lived in the world. There were Shango, the god of lightning; Ogoun, the god of ironsmiths; Agwé, the god of the sea; Legba [Exu], the messenger god; and others. Their mother was Nananbouclou; she was the first of all the gods.

One day Legba came to the city and said: “A strange thing has happened. A great piece of fire has fallen from the sky.” The gods went out with Legba, and he showed them where the piece of fire lay, scorching the land on all sides. Because Agwé was god of the sea, he brought up the ocean to surround the piece of fire and prevent it from burning up the world. Then thet approached the fire and began to discuss how they could take it back to the city. Because Ogoun was the god of iron-smiths, he forged a chain around the great piece of fire and captured it. But there remained the problem og how to transport it. So Shango, the god of lightning, fastened it to a thunderbolt and hurled it to the city. Then they returned.

Nananbouclou, the mother of the gods, admired what they had found. And she said, “This is indeed a great thing”. But the gods began to quarrel over who should have it.

Legba, the messenger god, said: “It was I who discovered it. Therefore, it belongs to me.”

Agwé, the god of the sea, said: “I brought the ocean to surround it and keep it from eating up the earth. Therefore, it should be mine.

Ogoun, the ironworker, said: “Did I not forge a chain to wrap around the fire and capture it? Therefore, I am the proper owner.”

And Shango, the god of lightning, said: “Who brought the piece of fire home? It was I who transported it on a thunderbolt. Therefore, there is no doubt whatsoever, it is mine.

They argued this way back and forth. They became angry with one another.

At last Nananbouclou halted the argument. She said: “This thing that has been brought back is beautiful. But before it came, there was harmony, and now there are bad words. This person claims it, that person claims it. Therefore, shall we continue to live with it in our midst?

Nananbouclou took hold of the piece of fire and hurled it high into the sky.

There it has remained ever since. It is known by the name of Baiacou. It is the evening star.

Som eksempel på Nanãs store popularitet og aftryk på den brasilianske kultur i dag kan man se og høre denne meget smukke sang af Mateus Aleluia:

Nanãs uge dag er tirsdag, og hendes farve er lilla; hun er som oftest synkretiseret med den katolske Sankt Anna, og hendes hilsen er Saluba! eller Saluba Nanã!

Noter

[1] : Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001, s. 196.
[2]: Harold Courlander: A Treasury of Afro-American Folklore, Marlowe & Company, 1976, s. 61.

Omolu, Jordens herre – gud for kopper og andre smitsomme sygdomme

https://i0.wp.com/4.bp.blogspot.com/-D54xz-82gD8/VHfTR3T6uLI/AAAAAAAAAEM/9opUWo_PdUw/s1600/omolu.jpg?resize=477%2C633&ssl=1
Omolu, gud for kopper og andre smitsomme sygdomme. Han er lidelsernes gud, og hans dragt dækker ham fra top til tå for at skjule de frygtelige ar, der skæmmer hans krop.

Omolu er en gud med mange navne – han kaldes også Obaluaiê, men også Xapatã eller Sakpata eller Shonponna.  Han er selve Jordens eller denne verdens herre (Oba lu aiyé), og han er samtidig gud for især kopper, men også pest og alle andre smitsomme sygdomme. Han er en frygtet gud, der ofte fremstilles som en dødbringende og nådesløs erobrer, men også som en outsider, der er forvist til skovene; og også som den, der helbreder disse sygdomme.

Når Omolu manifesterer sig i templet ved at besætte en af de indviede præster, iklædes han (i mediets krop) en dragt af baststrå, der dækker ham fra top til for for at skjule hans mange ar.

Den tyske forsker Ulli Beier beskriver ham sådan her[1]:

Sakpata is the god of suffering. He teaches his worshippers to cope with misfortune (particularly disease). If Sakpata strikes a man with smallpox, it is because he chose him, because he wants to establish a very close relationship with that person. (…)

For the worthy person it is like an initiation: a death and resurrection into a maturer, richer life: ‘He (Aroni) gave him the leaves … and explained how Sakpata would kill his worshippers and bring them back to life.’

The disease and cure brought by Sakpata is similar in nature to the death and resurrection ritual that take place during initiation rites to all orisha.

I  candomblé anses Omolu  ofte for at tilhøre en gruppe af orishaer, der af oprindelse ikke er yoruba, men fra et fon-talende folk i Dahomey, det nuværende Benin. De udgør med andre ord en anden gudeslægt end den, som Exu, Oya, Xangô og Oxóssi m.fl. tilhører. Det udtrækkes ofte ved, at disse guder er børn ikke af Iemanjá, men af urguden Nanã, som er gudinde for det stillestående vand i moser og sumpe.  Omolu eller Obulaiyé er, som det forstås, en gud med mange navne og ansigter, der både er forbundet med liv og helbredelse, men også med døden og de døde. Den brasilianske etnograf og journalist Edison Carneiro observerer således[2] om Exu, at

i Rio de Janeiro har de troende smeltet ham sammen med en anden guddom, Omolu, og har dermed skabt Exu Caveira [“Exu med dødningehovedet”], som har til opgave at beskytte alle kirkegårde og især den i Irajá – en funktion, der minder om den, der udfyldes af Baron Cimetière i Haiti.

Baron Cimetière- Haitian myth: a spirit of the dead. He is the guardian ...
Baron Cimetière, en haitiansk loa, der repræsenterer nogle af de samme kræfter, som i Brasilien forbindes med Omolu.

En myte fortæller[3], at Obaluaiê som barn var meget ulydig. En dag legede han tæt på en smuk have fuld af små hvide blomster. Hans mor havde fortalt ham, at han ikke måtte træde på blomsterne, men Obaluaê var ulydig og trådte på dem alligevel. Moderen sagde ikke noget, men Obaluaiê lagde snart mærke til, at hans krop blev dækket af små hvide blomster, der forvandlede sig til vabler og frygtelige bylder. Obaluaiyê blev meget bange og råbte, at hans mor skulle frelse ham fra denne frygtelige pest, som kopper er. Obaluaiês mor sagde, at det var en straf, fordi han havde været ulydig, men hun skulle nok hjælpe ham. Hun tog nu en håndful popcorn og kastede over hans krop, og sårene forsvandt som ved et trylleslag. Obaluaiê kunne forlade haven lige så rask som da han var kommet ind.

En anden myte fortæller[4], at Obaluaiê engang kom til sin hjemby og fandt, at der var en stor fest, hvor alle orishaerne var tilstede. Hans frygtelige udseende betød dog, at han ikke selv kunne gå derind. Ogum fandt ham kiggende ind gennem sprækkerne i muren og dækkede ham med en dragt af strå og bad ham komme med ind og more sig sammen med de andre. Derinde var der dog ingen, der kom hen til ham. Kun Iansã forstod hans triste situation of fik ondt af ham. Iansã ventede, til Obaluaiê var midt i salen, hvorefter hun gik helt tæt på ham og blæste på hans dragt og løftede alle de strå, der skjulte hans sygdom. Og på grund af Iansãs fortryllede storm sprang Obaluaiês sår af ham som en regn af popcorn, der spredte sig som et hvidt dække over salen. Sygdommenes gud Obaluaiê havde forvandlet sig til en smuk og forførende ung mand. Obaluaiê og Iansã Igbalé var fra da af gode venner og herskede sammen over åndernes rige som de eneste, der kunne tillade eller forbyde de dødes krav på de levende.

Den førciterede Ulli Beier genfortæller en myte om en mand med fem sønner, der snart skal dø og kalder dem sammen for at de kan dele hans arv. Da de mødes er han imidlertid allerede død. På vej hjem igen sendte de Shonponna, den yngste af dem, afsted for at hente vand. Men da han kom tilbage, havde de allerede delt arven. Én tog faderens hest, en anden hans penge, en tredje hans tøj.

When Shonponna returned he asked for his own share. They told him that they had forgotten him. So Shonponna became angry and he left the place in a rage. But Orunmila called him back and told him to return to their father’s place in heaven. There he would see a bow, an arrow, a stick and a string. That was to be his share.

When Shonponna returned to heaven he found everything as he was told. (…)

He returned to his father’s  grave and chanted all the incantations. His father answered him and said that he would overcome all his brothers. He told him that his share of the heritage would not be useless. As Shonponna was returning to the world, he chanted his incantations and shot his arrows to the four corners of the world.

The disease of smallpox began to spread through the world. This happened in Nupe land, where Shonponna was born. The people sent a message to Orunmila to find out what had caused the outbreak of the disease. Orunmila said that it was he and his brothers who had made Shonponna angry, by not sharing their father’s wealth with him. He adviced them to sacrifice to Shonponna and asked him to forgive them.

Then the king and all his people worshipped Shonponna, and the disease became powerless. And Shonponna became known as Obaluaiê: the King who hurts the world.

Omolus ugedag er mandag, og hans farver er sort, rød og hvid. Hans hilsen er atoto!, og en af hans foretrukne spiser er popcorn. Et af hans vigtigste symboler er hans xaxará, en slags kost, som han bruger til at feje de døde væk med.

Xaxará Obaluaê - Umbanda/ Candomblé - 48cm - R$ 49,90 em Mercado Livre
En xaxará, et af Omolus vigtigste symboler.

Omolu er meget karakteristisk med sin strådragt og er en ganske frygtindgydende, men også meget velsignelsesrig gud, som man gerne vil være på den gode side af. Som pestgud kan han minde om Apollon i det gamle Grækenland, og i det velsignelsesrige aspekt som hersker over Jorden måske om Frej i den nordiske mytologi.

Som endnu et eksempel på forbindelsen mellem candomblé og den afrobrasilianske kampsport capoeira kan du herunder høre capoeiramesteren Toni Vargas’ sang til Obaluaiê, hvor det bl.a. hedder: “Dæk mig med dine strå, og jeg skal intet frygte! Gør mig til instrument for harmoni og kærlighed, så jeg kan være en god capoeira uden frygt i mit hjerte.”

Noter

[1]: Ulli Beier: Yoruba Myths, Cambride University Press 1980, s. 76-77.
[2]: Edison Carneiro: Ladinos e Crioulhos, Editora WMF Martins Fontes (2. udgave), s. 155.
[3]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001, s. 204.
[4]: ibid., s. 206-7.
[5]: Som [1], s. 44-45.

Oya – stormgudinde, kriger og hersker over de døde

Oya
Oya som yorubakriger – af James C. Lewis fra Noire 3000 Studios.

Oya, som i Brasilien oftest kaldes Iansã (udtales ca. som “Yansan” med tryk på sidste stavelse) er endnu en af de allermest populære guder i de afrikansk-inspirerede religioner i vore dages Brasilien.

Oya er gudinde for stormen, og som sådan er hun nært forbundet med tordenguden Xangô, som hun er gift med. En af de ting, hun er, er den storm og de lyn, der kommer før et tordenvejr. Hun er også en frygtindgydende kriger, om hvem et ordsprog siger, at hun er “the woman who is stronger than her husband“[1].

Hvor Oxum således kan siges at repræsentere den blide og sødmefuldte kvindelighed (og kvindelige seksualitet), repræsenterer Oya den dynamiske og agressive kvindelighed. Vi vil igen citere religionshistorikeren Rune Hjarnø Rasmussens beskrivelse af hende[2]:

Regnstormens dronning, herskerinde over vind, lyn og torden og de dødes ånder. Denne orisha er stærk, udadvendt og åbenlyst seksuelt indladende. Som en anden Jeanne d’Arc er hun en rigtig kriger og altid i bevægelse. Hendes symbol er en fluepisk og et flammende sværd. Når hun sætter sig noget i hovedet, helmer hun ikke, før det er ført til ende, og knuser alt, der kommer i hendes vej.

Oya er også flodgudinde for den flod, som i Vesten er navngivet “Niger-floden”, men som i Yorubaland faktisk kaldes Odo Oya, floden Oya.

Hun opfattes også som en bøffel eller antilope. En myte fortæller[3], at Ogum en dag på jagt ude i skoven, da han fik øje på en bøffel. Han lagde sig på lur, og til hans store overraskelse tog bøflen sit skind af og afslørede en smuk kvinde nedenunder. Det var Oya. Hun gemte skindet og gik ind i byen for at handle på markedet.

Oya som bøffel
Oya forvandler sig fra bøffel til kvinde og bjergtager Ogum. Billede af Júlia Saccardo.

Ogum tog skindet og gemte det, og derefter opsøgte han den smukke kvinde på markedspladsen. Han var dybt betaget af hendes skønhed og spurgte, om de ikke skulle gifte sig. Da hun ikke kunne finde sit skind, gik hun ind på det, men kun på betingelse af, at ingen i huset måtte tale om hendes dyriske oprindelse, ingen måtte bruge palmenøddeskaller til at tænde op med, og ingen måtte rulle støderen fra en morter på gulvet.

Ogum accepterede hendes betingelser og gav dem videre til resten af sin husholdning. Oya fik ni børn med Ogum og blev derfor kaldt Iansã, “mor til ni”. Men hun holdt aldrig op med at lede efter sit bøffelskind.

Ogums øvrige koner blev mere og mere jaloux og mere og mere ivrige efter at afsløre Oyas hemmelighed. En dag drak de Ogum fuld, og han fortalte dem det hele. Fra nu af begyndte de at lade små bemærkninger falde, om hvordan Iansã faktisk var et dyr, og hvor hendes skind mon var gemt. Iansã begyndte nu at lede efter skindet overalt i huset, indtil hun fandt det. Hun tog det på og ventede på, at de andre hustruer skulle komme hjem. Da de kom, sønderrev hun dem med sine horn og skånede kun sine egne ni børn.

Børnene bad om nåde, og Oya faldt til ro, trøstede dem og tog afsted. Men først efterlod hun sine to horn hos børnene. Hvis de nogensinde kom i fare eller fik brug for hjælp, skulle de blot gnide hornene mod hinanden, og Oya ville som et lyn komme dem til undsætning.

Om Oyas rolle som flodgudinde fortæller en anden myte[4], at en konge i Afrika var bekymret for at blive angrebet af sine naboer. Han konsulterede Ifa-oraklet og fik at vide, at han skulle ofre et stykke sort stof, som skulle rives i stykker af en jomfru. Den unge kvinde rev stoffet i stykker, mens hun sang “Oya, hun klippede”. For øjnene af alle de tilstedeværende kastede kongedatteren de afrevne stykker ned på jorden. Dér forvandlede stofstykkerne sig til sort vand, der begyndte at løbe og dannede den magtfulde og beskyttende flod med de sorte vande, Odô Oiá. Flod-orishaen afskar området og beskyttede rigets grænser.

Om Oyas rolle som de dødes herskerinde fortæller én myte[5], at hun til en fest for alle guderne var den eneste, der ville danse med Obaluayé (også kaldet Omolu – som vil blive behandlet i en fremtidig artikel), der som altid optrådte dækket af strå fra top til tå. Oya dansede så vildt, at hendes vind løftede stråene og blottede Obaluayés krop. Det viste sig, at han faktisk var en smuk ung mand, og alle hyldede hans skønhed. Obaluayé blev så taknemmelig, at han delte sit rige med Oya og gjorde hende til dronning over de dødes ånder med titlen Oya Igbalé. Når Oya danser, ryster hun sin iruqueré, den fluepisk, som hun bruger til at jage de døde til den anden verden med.

En anden myte fortæller[6], at Oya lavede et så smukt begravelsesritual efter sin plejefar Odulecê, at Olodumaré blev rørt af hendes gestus og gav hende den rolle at være den, der fører de dødes ånder til orun.

I videoen herover ses, sammen med sangerinden, en fremstilling af Oya eller Iansã som hun plejer at optræde til ritualerne i candomblétemplerne, med sin dragt og sin karakteristiske dans.

Som så ofte må vi konstatere, at der er mange flere og også flere vigtige ting, der kunne fortælles om Oya eller Iansã, og at jeg håber at vende tilbage til nogle af disse i fremtidige artikler. I mellemtiden håber jeg, at denne introduktion om ikke andet har givet et indtryk af denne fascinerende gudinde.

Oyas ugedag er onsdag, og hendes farve er rød – i Brasilien bærer hendes tilhængere ofte  perlehalskæder med en lidt mørk, let brunlig rød farve. Af retter holder hun meget af den traditionelle bahianske acaraje, en slags friturestegte kager lavet på sortøje-bønner. Hun forbindes ofte med den katolske helgen Skta. Barbara, og hendes hilsen er Epa Hey!

 

Oya
Oya i sin karakteristiske krone og røde dragt og med sine attributter: Sværdet og fluepisken. Tegnet af den argentinske tegner Carybé (1911-1997).

Noter

[1]: Citeret i Ṣàngó in Africa and the African Diaspora, Indiana University Press 2009 (s. 111)
[2]: Rune Hjarnø Rasmussen: Capoeirasange, eget forlag 2014, s. 235.
[3]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001, s. 297.
[4]: ibid., s. 301
[5]: ibid., s. 308.
[6]: ibid., s. 310.

Ogum, smede- og krigsguden

Ogum
Orishaen Ogum tegnet af Carybé (1911-1997).

Ogum er endnu en af de vigtigste og mest centrale orishaer i brasiliansk candomblé. Han er meget populær i Brasilien samt i Cuba og Haiti, og han er også en af de allervigtigste orishaer i Yorubaland i Nigeria og Benin. Hans navn kan også staves Ogun, Ogoun og Ogún – i de fon-talende områder i Benin er han kendt som Gu.

Ogum er herre over jern som metal og grundstof – på en måde er han jern og alt, hvad det står for, og som sådan er han traditionelt associeret med krigsførsel og agerbrug (som er afhængigt af redskaber af jern). Han er samtidig den arketypiske kriger. I nutidens Brasilien og Nigeria er han associeret med moderne teknologi, lige fra biler til computere. Som både smed og kriger rummer han en dobbelthed, som Sandra T. Barnes skriver[1]:

In the minds of followers, Ogun conventionally represents two images. The one is a terrifying specter: a violent warrior, fully armed and laden with frightening charms and medicines to kille his foes. The other is society’s ideal male: a leader known for his sexual prowess, who nurtures, protects and relentlessly pursues truth, equity and justice.

Barnes skriver også om gudens rolle i moderne tid at “his realm has expanded to include many new elements, from modern technology to highway safety – anything involving metal, danger, or transportation”.

I artiklen om Oxum hørte vi om Ogums rolle som en oprindelig jæger, der nok har lovet at smede, men meget hellere vil gå på jagt, og denne dobbelthed optræder i flere myter. Hvis Ogum ikke smeder, falder både gudernes og menneskenes verden fra hinanden, og det kan derfor ikke undre, at han ofte tilskrives en central rolle i verdens skabelse.

En myte fortæller for eksempel[2], at orishaerne og menneskene i tidernes morgen levede sammen på den landjord, som Obatala (det samme som Oxalá, som vi vil behandle i en senere artikel) havde skabt. Efter et stykke tid fandt de dog ud af, at de nu var for mange mennesker på det åbne land, der var tilbage, og at det var nødvendigt at rydde noget skov, for at der var plads til alle. Ossain, bladenes herre og gud for alle slags medicin, tilbød at rydde den første mark. Men hans kniv var lavet af blødt metal, og han kom ingen vegne.

Orisha Oko, som var gud for de åbne marker, sagde nu: “Min kniv er stærk. Jeg vil skære træerne ned”. Han tog fat, men snart var hans kniv blevet sløv, og han måtte også trække sig tilbage med uforrettet sag.

Nu kom Eshu med sin vældige krop og gik ind mellem træerne. Han blev der et stykke tid, men da han kom tilbage, så de andre guder, at hans kniv var bøjet og i stykker. Han sagde: “Jeg ryddede nogle træer og flyttede nogle sten, men min knivs metal er ikke hårdt nok, det mangler ånd”.

En efter en kom guderne og prøvede at rydde skoven, men alle deres knive var lavet af alt for blødt metal. De sagde: “Hvad er det for en verden, vi er kommet til? Hvordan kan vi overleve her?”

Ogum, som havde fået jernets hemmelighed, havde indtil nu forholdt sig tavs. Men da de andre orishaer havde prøvet og fejlet, tog han sin kniv og gik ud. Han skar gennem de tunge lianer, fældede træerne og ryddede skoven væk fra landet. Marken blev større, og skoven trak sig tilbage. Ogum knoklede, lige til det blev mørkt, og så kom han tilbage. Da han kom, viste han dem sin kniv. Den skinnede blankt selv i tusmørket, den var helt lige, og dens blad var skarpt.

Guderne sagde: “Hvad er det for et vidunderligt metal, din kniv er lavet af?”

Ogum svarede: “Dette metals hemmelighed har jeg fået  betroet af Orunmila. Det kaldes jern.” De andre guder så misundeligt på hans kniv.

Ogum byggede en smedje i sit hus. Fordi han var jæger og kriger lavede han jagtredskaber og våben til sig selv. De andre guders våben og jagtredskaber var imidlertid dårlige. De sagde til Ogum: “Giv os jern, så vi også kan blive store jægere og krigere.”

Ogum svarede altid: “Jernets hemmelighed blev betroet mig af Orunmila. Han sagde ikke noget om at give den videre.”

Men de andre guder gav ikke op. En dag sagde de til ham: “Du, Ogun er jernets far. Vær også vores far! Vi har brug for en høvding. Vær vores hersker og giv os jernet som belønning for vores loyalitet.”

Ogum accepterede deres tilbud og blev konge over guderne i Ile Ife og omegn. Ogum viste dem, hvordan man laver jern, og han byggede smedjer til dem og viste hvordan de skulle lave spyd, knive, hakker og sværd. Snart havde alle guder og mennesker redskaber af stål.

Men selv om Ogum var blev konge over alle guderne, var han stadig først og fremmest jæger. Så da han havde givet sin viden fra sig, klædte han sig i dyreskind og vendte tilbage til skoven for at fange noget vildt. Livet i skoven var hårdt, og da han kom tilbage, var hans tøj blodigt og hang i laser.

De andre guder så ham komme. De sagde: “Hvem er den beskidte fremmede, der kommer til os fra skoven? Det kan da umuligt være Ogum, som vi gjorde til vores konge?” De var utilfredse med ham. De sagde: “En konge skal optræde med værdighed. Hans tøj skal være rent. Hvordan kan vi acceptere sådan en som vores konge?”

Ogum sagde: “Da I havde brug for jernets hemmelighed, kom I og tiggede mig om at blive jeres konge. Nu hvor I har det siger I, at jeg lugter som en jæger.”

De andre orishaer gik væk. Ogum badede og tog rent tøj på, og bagefter gik han sin vej. Et sted ved navn Ire byggede han et hus under et akoko-træ, og dér blev han.

Men de mennesker, der havde fået jernets hemmelighed fra Ogum glemte ham ikke. Hvert år i december holder de en stor fest til hans ære. De kalder ham Ogum Onire, konge af byen Ire, og de lægger dyreskind og palmeblade frem til minde om, hvordan Ogum blev afvist af de andre guder, da først han havde givet dem sin hemmelighed.

Ogum
Skt. Georg og dragen bruges ofte som et billede på Ogum og hans krigeriske natur.

Ogum har som kriger et af og til problematisk forhold til Xangô. To af  Xangôs koner, Oxum og Oya eller Iansã (som vi skal høre mere om i fremtidige artikler), var tidligere gift med Ogum. Flere myter fortæller om, hvordan Xangô stjal dem fra ham. De to guder udfylder da også forskellige “nicher” – hvor Xangô ganske vist er kriger, men først og fremmest er konge, er Ogum altid først og fremmest kriger – hans øjne er blodskudte, og hans raseri er frygteligt.

Ogums ugedag er torsdag, hans farve er grøn, og hans hilsen er Ogum je! Han er oftest (men pudsigt nok ikke i Bahia) synkretiseret med den dragedræbende katolske helgen Sankt Georg.

I Brasilien er Ogum som kriger også associeret med den populære kampsport capoeira, og videoen herunder er et populært eksempel på en capoeira-sang dedikeret til Ogum, nemlig César Paulo Pinheiros “Toque de Santa Maria”.  I sangteksten hedder det blandt andet, frit oversat:

For at få afskaffet slaveriet
overalt på Bahias jord
blev Skt. Georg den første
Capoeira for Skta Maria

Her hyldes Ogum altså som ikke blot en frihedskæmper mod slaveriet, men selve grundlæggeren af capoeira – en kampform, der således må siges at være helt i denne orishas ånd.

Noter

[1]: Sandra T. Barnes: The many faces of Ogun, i Africa’s Ogun, Indiana University Press 1997 (s. 2).
[2]: Harold Courlander: Tales of Yoruba Gods & Heroes, Original Publications, New York, 1973 (s. 33-37)

Oxum, gudinde for kærlighed og alle ferske vande

Oxum er ligesom Iemanjá, som jeg skrev om i sidste uge, en af de vigtigste guder i vore dages Brasilien. Det er ikke så underligt, for hun er gudinde for kærlighed, både romantisk og erotisk. Hun er også som tidligere nævnt knyttet til alt ferskvand – søer, floder og vandfald; især floder er hendes element. Ferskvand hedder på potugisisk agua doce eller “sødt vand”, og det er ikke svært at forbinde netop kærlighedsgudinden med det dejlige, søde og rensende (og drikkelige) vand i floder og søer.

Lyt for eksempel til sangen herover – en traditionel og meget kendt sang til Oxum indspillet af de berømte brasilianske sangere Zeca Baleiro og Chico César. Teksten lyder oversat til dansk:

Jeg så min mor Oxum ved vandfaldet
siddende ved flodens bred
mens hun samlede liljer, lírio-le
mens hun samlede liljer, lírio-la
mens hun  samlede liljer for at pynte i sit tempel.

(Hvor jeg har beholdt lírio-le, lírio-la i omkvædet – “lírio” betyder “lilje”.)

I mytologien er Oxum gift med Xangô. Hun går altid rundt med et spejl i hånden, som hun betaget af sin egen skønhed spejler sig i, og det har medført, at hun nogle gange opfattes som lunefuld og forfængelig. Man skal dog ikke tage fejl: Oxums axé er måske kvintessensen af kvindelig skønhed og erotisk sødme, men hun er ikke nogen lille eller svag gudinde. Tværtimod fortæller en lang række myter om en meget central rolle både i skabelsen og i den kultiske praksis.

Én myte fortæller[1], at da himmelguden Olodumaré i tidernes morgen sendte orishaerne ned til jorden for at fuldende skabelsen, sendte han 16 mandlige orishaer og Oxum:

When they arrived on earth
they created a sacred forest for Orò
they created a sacred forest for Opa.
They made a small road leading to Ife.
They sent people to make okun beads.
They sent people to make brass objects.
But nobody involved Ọṣun in anything.
Whereas Ọṣun was the person taking care of them
Giving them food and other things.
All the things which the Òrìṣa were doing
none was successful.
They prayed for rain, but it did not rain.
Bitterness engulfed the Earth.

De mandlige orishaer bliver nu vrede og går til Olodumaré og spørger, hvorfor intet vil lykkes for dem, når nu de gjorde lige netop, som han har givet dem besked på.

Olodumaré svarede[2]:

“How many of you are here?”
They answered, “Sixteen”.
He also asked,
“When you were leaving heaven, how many of you were you?”
They answered, “Seventeen”.
And Olódùmarè said, “You are all intriguers.
The one that you left behind
If you do not bring her here,
There will be no solution to your problem.
If you continue this way,
you will always fail.

Og de mandlige orishaer bad Ọṣun om tilgivelse, men hun nægtede, indtil hun forbarmede sig over dem og sagde, at hvis det barn, som hun bar på lige nu, blev af hankøn, ville hun deltage i skabelsen med dem – ellers ville hun intet have med dem at gøre.  Drengen blev kaldt Òse-Tùrà, men er ifølge nogle identisk med Exu[3]:

Mothered by the most powerful and influential female deity, Èṣù is not just the provocateur par excellence, but the embodiment of the element of the possibility of uncertainty in the Yorùbá world.

En anden myte fortæller, at smedeguden Ogum, der ellers havde svoret altid at passe sit smedeværksted, en dag blev træt af det ensformige arbejde og vendte tilbage til det frie liv i skoven. Når de andre orishaer forsøgte at få ham tilbage, nægtede han og drev dem voldsomt tilbage med sit sværd.

Oxum
Oxum manifesterer sig under et ritual klædt i sin karakteristiske dragt med gule farver.

Verden begyndte at gå i stå i  Ogums fravær – uden landbrugsredskaber kunne man hverken så eller høste, og menneskene begyndte at sulte.

Guderne lagde råd op, men anede ikke, hvad de skulle gøre. Da meldte en ung, skrøbelig kvinde ved navn Oxum sig og sagde, at hun nok kunne få ham tilbage. De andre hånede hende og sagde, at når selv de mægtigste krigere ikke kunne tvinge Ogum tilbage, hvordan skulle hun så kunne?

Oxum drog ikke desto mindre ud for at møde Ogum i skoven. Hun klædte sig i en nederdel bestående af fem stykker stof, der hang fra hendes hofte. Hun  begyndte hun at danse som selve vinden, og en liflig duft stod ud fra hendes krop. Stofstykkerne flimrede frem og tilbage over hendes krop og lod nogle gange ane, hvad der var under, andre ikke. Da Ogum så hende, blev han først mistænksom og holdt sig på afstand, men til sidst kunne han ikke stå imod og gik hen til hende. Oxum smurte honning på hans læber, og Ogum mistede al fornemmelse af hvor han var og gik med hende, hvor hun end gik. Oxum begyndte stille og roligt at danse tilbage mod byen. Hun holdt først op, da de stod midt inde i byen og alle de andre orishaer havde set dem. Da Ogum kom ud af sin trance ville han ikke indrømme, at han var blevet narret og erklærede i stedet, at han havde ombestemt sig og var kommet tilbare. Menneskene kunne igen begynde at bruge deres metalredskaber, og Oxum havde reddet dem fra den truende hungersnød.

Der findes mange andre myter og fortællinger om Oxum, og vi vil sikkert vende tilbage til nogle af disse i fremtidige artikler. Oxums ugedag er lørdag, og hendes farve er, som det måske fremgår af illustrationerne til denne artikel, gul. Hendes hilsen er ore ye ye ô, og af gaver sætter hun pris på champagne samt gule frugter og gule roser og den traditionelle ret omolocum, som er en slags stuvning lavet på sortøje-bønner.

New York-duoen Oshun, hvis inspirationskilde ikke er til at tage fejl af.

Ligesom Iemanjá er hun så populær, at det kan være svært at overvurdere hendes betydning, ikke blot i Brasilien, men også i Cuba og overalt, hvor disse religioner begynder at få indflydelse – for eksempel ses herover et billede af New York-duoen Oshun, der ikke lægger skjul på deres inspirationskilde.

Noter

[1]: Wande Abimbola: The Bag of Wisdom i  J.M. Murphy og M.M. Sanford (eds): Oshun across the waters, Indiana University Press, 2001, s. 144.
[2]: Rowland Abiodun: Hidden power: Ọṣun, the Seventeenth Odu i J.M. Murphy og M.M. Sanford (eds): Oshun across the waters, Indiana University Press, 2001, s. 17.
[3]: ibid., s. 18.
[4]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001, s. 318.

Iemanjá – havets dronning og gudernes moder

Havgudinden Iemanjá
Havgudinden Iemanjá i en typisk fremstilling.

Iemanjá er en af de vigtigste orishaer i det moderne Brasilien, og hendes popularitet rækker langt ud over den religiøse praksis i templerne – i stedet har hun status af en fast bestanddel af den brasilianske kultur og af mange brasilianeres liv.

Iemanjá (som kan staves på mange måder, på yoruba f.eks. Yemọja) er en havgudinde, eller rettere sagt, hun er havgudinden. Hendes navn kommer af yoruba-udtrykket Yèyé omo ejá, “moderen hvis børn er fisk”, og hun omtales med tilnavne som mãe d’água og rainha do mar, vandets moder og havets dronning.

Iemanjá er en første-generationsgudinde: Det fortælles, at hun først var gift med divinationsguden Orunmila og senere med fader- og skaberguden Oxalá. Som sådan var hun involveret i den første skabelse, og hun anses for at være de “yngre” orishaers moder. Blandt hendes børn er Xangô, Oxóssi, Oxum og Exu (men dette varierer fra myte til myte).

En myte fortæller om Iemanjás rolle i skabelsen, at Iemanjá for længe siden levede helt alene i Orun – hun levede, sov og spiste dér helt alene[1]:

En dag besluttede Olodumaré at Iemanjá havde brug for en familie, så hun havde nogen at spise og tale og lege og leve med. Så Iemanjás mave voksede og voksede, og hun fødte alle himlens stjerner. Men stjernerne drog afsted for at sætte sig på den fjerne himmelhvælving.

Iemanjá var stadig alene.

Så  begyndte hendes mave at vokse igen, og denne gang fødte hun alle himlens skyer. Men skyerne fløj frem og tilbage over himlen, indtil de faldt ned på jorden som regn.

Iemanjá var stadig alene.

Nu begyndte hendes mave imidlertid at vokse igen, og nu fødte hun orishaerne; hun fødte Xangô, Oya, Oxum, Obaluaiyé og de to Ibejis.

Og de gjorde Iemanjá selskab.

I Jorge Amados roman Mar Morto fortælles om Iemanjás store betydning for de fattige fiskere i delstaten Bahia, hvordan hun hjalp dem med deres fangst, men hvordan hun også kunne elske én af dem så meget, at hun kunne finde på at beholde ham hos sig selv som sin elsker, og folk ville sige, at han var druknet på havet.

Iemanjá

Iemanjá er kendt som en magtfuld gudinde, der meget håndfast kan gøre krav på den opmærksomhed, hun fortjener. Reginaldo Prandi genfortæller endnu en myte[2], hvor menneskene forberedte en stor fest for alle guderne – men af uforklarlige årsager havde de glemt Iemanjá.

Den rasende Iemanjá påkaldte havet, og havet begyndte at opsluge jorden. Det var frygtindgydende at se den oprørte Iemanjá ride øverst på bølgerne med sin sølvvifte i den ene hånd og krigerskens bue og pil på ryggen. De forskrækkede mennesker vidste ikke hvad de skulle gøre og bad Obatalá om hjælp. Mens Iemanjás overvældende kræfter allerede havde ramt det, der var tilbage af jorden lagde Obatalá sig imellem, tog sin stav og beordrede Iemanjá til at stoppe. Det var Obatalá [Oxalá], der skabte menneskene, og han ville ikke acceptere deres undergang. Af respekt for Skaberen beroligede havets herskerinde sine vande og afsluttede sin rasende hævn – hun var også godt tilfreds med den straf, hun allerede havde påført de uforsigtige dødelige.

Iemanjá kan udvise en lignende beslutsomhed ved udvælgelsen af sine præster. I min gamle artikel om emnet citerede jeg den amerikanske antropolog Ruth Landes[3] for denne myte:

En gravid kvinde lovede engang Iemanjá, at barnet, hvis det blev en pige, ville blive indviet til hende. Havets gudinde opfyldte hendes ønske, og kort efter fødte kvinden en lille pige, der voksede sig stor og stærk, men moderen glemte sit løfte.

Familien boede ved havet, men pigen fik aldrig lov til at gå ned til vandet. En skønne morgen skulle der være sejlads i Pôrto dos Tainheiros, og hele familien sejlede derhen i kano. I det øjeblik pigen nåede ned til havet, blev hun meget rastløs, hun skreg og råbte: »Mor, se den pæne dame derude som kigger på mig! Se, tante, hun siger noget til mig!«, hvorefter hun kastede sig i vandet.

Moderen og tanten græd hjælpeløst, og familien sendte bud efter en præst, der ankom med slagtøj og en gylden bakke. Han fik orkestret til at spille, sang de hellige sange og tilbød gudinden bakken. Iemanjá nægtede at udlevere pigen og udfordrede folk ved at smide hende op i luften, så hun faldt ned i vandet igen. Først da præsten smed bakken i havet, og den blev opslugt af dybet, blev barnet sat fri, og præsten sørgede for, at pigen blev indviet som præstinde for Iemanjá.

Iemanjá er som modergudinde meget knyttet til familie og moderlig omsorg,  og hun er også meget forbundet med kulten for ori, hovedet forstået som den personlige skæbne, som vi før har skrevet om.

Iemanja repræsenterer samtidig havet som arketype, og i et land med en 7.500 kilometer lang kystlinje, hvor meget af samfundslivet er koncentreret omkring kysterne og med utallige traditionelle fiskersamfund er dette en meget betydelig størrelse. Dette er i øvrigt interessant nok et aspekt, som Iemanjá synes at have fået i Den Nye Verden, i Afrika er hun først og fremmest flod- og modergudinde.

Men Iemanjá er som havgudinde i hvert fald meget populær, og den offentlige fejring af hende er især koncentreret om nytårsaften og hendes egen årlige dag, som er kyndelmisse, dvs. 2. februar. Utallige pop- og sambasange er komponeret til hendes ære, og de nævnte offentlige fejringer kan være af en ret overvældende størrelse, som det en passant fortælles i en bog om moderne brasiliansk musik[4]:

Every New Year’s Eve, millions of Brazilian men and women dress in white and throw flowers and other gifts into the sea as offerings to the goddess Iemanjá.

Iemanjá fejres på en strand i Rio de Janeiro.
Iemanjá fejres på en strand i Rio de Janeiro.

Iemanjás hilsen er odo oya! Hendes ugedag er lørdag, og hendes farver er blå og hvid. Hendes præster går ofte med halskæder af gennemsigtige hvide perler. Hvis man ønsker at give hende en gave (hvilket kan anbefales), vil hun sætte pris på hvide eller blå ting, f.eks. hvide blomster.

Noter

[1]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001 (s. 365).
[2]: ibid., s. 395.
[3]: Ruth Landes: The City of Women, University of New Mexico Press, 1994 (s. 95-96).
[4]: Chris McGowan & Ricardo Pessanha: The Billboard Book of Brazilian Music, Guiness Publishing 1991 (s. 23).

Xangô – gud for torden og retfærdighed

Xangô

Xangô er en gud, hvis kult er meget udbredt såvel i Yorubaland  som i Den Nye Verden. Han er kendt som Ṣàngó i Nigeria, Changó i Cuba, Shango i Trinidad og altså Xangô i brasiliansk candomblé, hvis stavemåde vi følger i denne serie.

Xangô er en tordengud og anses som sådan også for at være gud for retfærdighed. Han er forbundet  med det gamle Oyo-rige med base omkring byen Oyo i det nuværende Nigeria. Oyo-rigets konger blev kaldt Alaafin, og Xangô opfattes ofte som identisk med den fjerde Alaafin af Oyo. Oyo-riget oplevede flere alvorlig nederlag omkring midten af det 19. århundrede, og som følge deraf blev store dele af befolkningen taget til fange og solgt som slaver i alle dele af Den Nye Verden, hvilket er med til at forklare hans enorme popularitet dér i dag. Oyo-riget havde indtil da været meget dominerende i området, og Xangô-kulten var (og er stadig) central ved hoffet i byen Oyo.

Den nigerianske filolog Akíntúndé Akínyemí skriver[1], at den historiske Xangô var “highly impetuous and warlike” og

… was said to be responsible for the effective consolidation of the nascent Òyó kingdom. First, he refused to pay tribute that the Olówu of Òwu had demanded from his predecessor in office (Aláàfin Àjàká). Instead, he routed the Òwu army and proceeded to destroy the Òwu kingdom. Thereafter, Aláàfin Ṣàngó moved the capital of the emergent Òyó kingdom from Òkò to Òyó-Ilé. This powerful king was described as a strong adherent of an earlier Yoruba solar deity, to whom lightning and thunder have been attributed. The name of that deity is Jàkúta, which means “one-who-fights-with-stones” or “one-who-hurls-stones”.

Der er mange myter om Xangô og hans bedrifter. En myte fortæller[2], at Xangô var en mægtig konge, der havde tre koner: Iansã, Obá og Oxum.

Xangô var på udkig efter magiske kræfter, han kunne bruge til at besejre sine fjender. En dag, hvor det endelig var lykkedes ham at finde en kraftig formel, gik han op på en bakke for at afprøve den. Det var det mægtige lyn!

Men hvilken skuffelse var det ikke: Med en frygtelig larm faldt lynet ned over hans palads og brændte det og hele byen med alle hans undersåtter ned til grunden. Xangô og Iansã flygtede til nabofolket, hvor de slog sig ned i byen Koso. Men Xangô kunne ikke leve med sorgen over at have forvoldt sine undersåtters død og stampede i jorden, til han sank ned i den. Han rejste til Orun og blev en orisha. Iansã drog til sin hjemby Irá, hvorfra hun fulgte ham ned i jorden til Orun, og Obá og Oxum gjorde det samme – de blev alle til orishaer.

Xangô og Oxum
Orishaerne Xangô og Oxum manifesterer sig under et candomblé-ritual.

En anden version fortæller, at Xangô var en tyrannisk og lunefuld konge, der var meget respekteret af sit folk, men at de blev trætte af ham, så han til sidst i fortvivlelse hængte sig i et træ, hvorefter han steg op til himlen og blev en gud. Iansã samlede nu Xangôs tilhængere og fik dem til at imødegå rygtet om kongens selvmord ved at råbe “Oba Koso”, kongen hængte sig ikke, hvorfor stedet senere blev kaldt Koso.

Der er som sagt mange flere myter og fortællinger om Xangô, som jeg højst sandsynligt vil vende tilbage til i en senere artikel i denne serie.

Prøv i mellemtiden at lytte til denne sang med gruppen  Filhos de dona Maria fra Brasilia:

Jeg gengiver den portugisiske tekst her og en oversættelse længere nede:

Xangô, Xangô – mægtige orisha, din Oxé er den guddommelige økse
Xangô, Xangô – vogter af Oruns love, retfærdige Alaafin
Han bliver dyrket til takten af Alujá og herskede i Oyo
Den indviede fik styrke fra Xangô
På den onde falder der lyn og sten
Uretfærdigheden rettes op med tordenglimt
Det stormer og styrter ned
Han herskede på klipperne. Han hersker!
Kawo, kawo, kawo
kawo kabieshile, kawo

Denne sang opsummerer meget godt synet op Xangô i dag, og vi kan opsummere lidt:

  • Xangôs vigtigste regalie eller symbol er den dobbelte økse oxé, hvormed han tordner – fra munden kan han spy ild, som bliver til lyn.
  • Xangô dyrkes traditionelt til den trommerytme, der hedder alujá.
  • Xangôs foretrukne ret er amalá, der i Yorubaland er en yams-budding men i Brasilien laves med okra.
  • Xangôs ugedag er onsdag.
  • Xangôs farver er rød og hvid. Hans præster bærer ofte halskæder lavet af skiftevis røde og hvide perler.
  • Endelig er Xangôs hilsen “kawo kabieshile“, der betyder noget i retning af “hil kongen!”

Xangô er i dag en af de vigtigste guder i brasiliansk candomblé og er tilstede i så godt som alle templer. Denne centrale placering har han haft meget længe: Det ældst kendte candomblé-tempel i Bahia, det såkaldte Casa Branca, blev grundlagt omkring 1830 af en afrikansk kvinde ved navn Iyá Nassô. Men Iyá Nassô er ikke et “rigtigt” navn, det er en titel knyttet til Xangô-kulten ved hoffet i Oyo.

Xangôs popularitet, udbredelse og centrale placering i kulten gør det uomgængeligt nødvendigt at kende ham for alle, der ønsker at beskæftige sig med afro-atlantiske religioner i almindelighed og brasiliansk candomblé i særdeleshed.

Noter

[1]: Akíntúndé Akínyemí: The place of Ṣàngó in the Yoruba Pantheon, i Ṣàngó in Africa and the African Diaspora, Indiana University Press 2009 (s. 27)
[2]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001 (s. 260)

Exu, gudernes sendebud

Eshu
Traditionel afrikansk fremstilling af Eshu

Nu, hvor jeg har talt om gudernes (orishaernes) rolle i candomblé og nogle af deres egenskaber som eksemplificeret ved jagtguden Oxóssi, vil jeg så småt begynde at introducere de enkelte guder – og hvem kan jeg begynde med andre end Exu (udtales “eshú”), den allestedsnærværende trickster, der på en måde er den vigtigste af dem alle sammen?

Før jeg starter alligevel endnu et par caveats: Når vi taler om guder og skal forklare deres egenskaber, kommer vi uvægerlig til at genfortælle myter. Der er en risiko for, at man opfatter myterne som eventyr, og måske man ligesom i gamle illustrationer af græsk-romerske myter forestiller sig statelige, værdige guder, der bevæger sig rundt i en eventyrverden uden nogen forbindelse med verden, som vi ellers kender den. Måske vi forestiller os, at disse statelige væsner er de guder, som man “tror på” i candomblé, og at myterne handler om de ting, som man “tror”, at de “gjorde engang”. Men selv om det står enhver frit for at nyde myterne som gode historier, er selve ideen misvisende. Som jeg før har skrevet er orishaerne involveret i skabelsen af verden, og myterne handler på et dybere plan om, hvordan denne skabelse foregår. Under templets ritualer tager deltagerne(!) selv del i denne skabelse, og den energi eller axé, de herved tilfører deres egne liv, er selve ritualets mening. Sagt på en anden måde, i candomblé tror man ikke på guderne, man interagerer med dem.

Exu er som sagt gudernes sendebud og på en måde den vigtigste af alle guderne. Exu forestår nemlig al kontakt mellem menneskene og de andre guder, og hvis han ikke var der til at skabe forbindelsen, ville religionen ikke være mulig. På en måde repræsenterer han al bevægelse, som Reginaldo Prandi forklarer[1]:

Exu er den orisha, der altid er tilstede, for alle de andre orishaers ritualer afhænger af hans rolle som budbringer. Han kaldes også Legba, Bará og Eleguá, og uden hans deltagelse er der ingen bevægelse, ingen forandring og ingen forplantning, ingen handel, og ingen biologisk befrugtning. Da kristne missionærer først kom i kontakt med yorubaerne i Afrika, associerede europæerne noget vulgært Exú med djævelen, og denne byrde har han båret lige siden. (s. 20)

Exu er tricksteren, som man ikke kan regne med, eller som man netop kan regne med, og samtidig er han bevægelse, liv, forplantning. Ved ethvert offer til andre guder giver man altid Exu først; det er hans løn for at bringe offeret videre, og glemmer man ham, bliver han vred.

En myte fortæller, at to venner altid dyrkede deres marker samtidig, men en dag glemte de at ære Exú, og det blev han meget træt af. Han iførte sig derfor en hat, der var hvid på den ene side og rød på den anden, hvorefter han gik hen til de to venners marker, således at han havde den ene på sin venstre side og den anden på sin højre. Han hilste højlydt på dem, og de to bønder undrede sig over, hvem denne fremmede mon var.

“Hvem er ham manden med den hvide hat?” – sagde den ene.
“Hvem er ham manden med den røde hat?” – sagde den anden.

“Den var da hvid!”, sagde den ene. “Nej, den var rød!!”, sagde den anden. Hvid! Rød! Hvid! Rød! De kunne ikke blive enige og var begge overbevist om, at den anden løj. Hvid! Rød! Hvid!! Rød!! De to venner kom op at slås og endte med at slå hinanden ihjel. Og Exú sang og dansede – han havde fået sin hævn (Prandi, s. 48-49).

Den franske etnolog og fotograf Pierre Verger skriver i sin bog Lendas africanas dos orixás[2], der mest består af myter, som han selv har indsamlet i Afrika, bl.a.:

Exu er den skarpsindigste og snedigste af alle orishaerne.

Han udnytter sine evner til at skabe misforståelser og skænderier mellem menneskene, eller han  lægger fælder for dem.

Han kan udføre enestående bedrifter som for eksempel at bære den olie, han har købt på markedet, hjem i en si, uden at olien bliver spildt fra denne mærkelige beholder!

Exu kan have dræbt en fugl i går med en sten, han har kastet i dag!

Hvis han bliver gal i hovedet, tramper han på en sten ude i skoven, og stenen begynder at bløde!

Hans hovede er spidst og så skarpt som en knivsæg. Han kan ikke bære noget på det.

Exu kan være meget ondskabsfuld, hvis folk glemmer at ære ham. Det er derfor altid nødvendigt at give gaver til Exu før man giver til nogen af de andre guder.

Exus ugedag er mandag – mandag er altså en rigtig god dag at tænke på ham eller give ham gaver.

Exu kan blandt meget andet godt lide sprut, cigarer og chilier.

Exu er som sagt ofte synkretiseret med den katolske djævel, men associeres i Brasilien også ofte med Sankt Antonius.

Exus farver er sort og rød. Et anarkistisk flag er med andre ord meget exuisk, og det passer også godt med hans tricksternatur og tendens til at skabe ballade og vende op og ned på hierarkier, der ikke passer ham.

Exus hilsen er Laroyé! eller Laroyé Exu!

På grund af Exus rolle som sendebud, hans ekstreme vitalitet og ikke mindst sendebudets tendens til at være alle steder er han en af de orishaer, det er lettest at komme i kontakt med.

Han er associeret med korsveje, med seksuelt begær og vitalitet, med handel, og han er mester for al handel, al kontakt, og al uro. Han er en “handler” uden mange moralske overvejelser, men samtidig er han aldeles uundværlig: Intet kan lykkes og ingen rejsende kan nå frem uden Exu, for han er den, der  åbner vejene  – både bogstaveligt og figurativt.

Exu er (behøver jeg sige det) ekstremt populær i Brasilien, og ikke mindst inden for umbanda findes der en hel hær af “Exu-ånder”, aspekter eller kvaliteter af Exu, der relaterer sig til specifikke sider af hans personlighed. Exu har også ofte en hustru, gudinden Pomba Gira, der trods sin bantu-oprindelse i dag opfattes som en kvindelig Exu, en kvindelig manifestation af den samme ånd som Exu.

Hende vil vi se nærmere på i en fremtidig artikel i denne serie – men med denne langtra udtømmende præsentation af Exu er vi allerede godt i gang med at forklare de allermest centrale guder og deres rolle. Det forventer jeg at fortsætte med i de kommende uger.Exu

Noter

[1]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001
[2]: Pierre Fatumbi Verger: Lendas africanas dos orixás, Corrupio Edições, 4. ed.  1997

Oxóssi, skovens herre (gudernes rolle i candomblé 2)

Prøv at lytte til ovenstående sang.

Her er en oversættelse af teksten[1]:

Oxóssi, søn af Iemanjá
guddom fra Ogums klan
han er Ibualama, han er Inlé
som Oxum tog med til floden
og Logunedé blev  født.

Hans natur er månens
og under månen er Oxóssi Odé

Odé-odé, konge af Ketu, indianer fra skoven, odé-odé

Hans ossé er torsdag
Axoxó, sorte bønner, rejer og mandler
Hans farver er blå og grøn
(…)
I hånden ofá, iluqueré
Okê okê, okê arô, okê
Jurema er det hellige træ
Okê arô, Oxóssi, okê okê
I Bahia er han Sankt Georg
I Rio Sankt Sebastian
Det er Oxóssi som hersker
Der hvor mit hjerte bor.

Jeg citerer sangen, fordi den beskriver mange egenskaber ved Oxóssi, som er karakteristisk for orishaer i almindelighed.

Lad os tage det linje for linje:

  • Oxóssi, søn af Iemanjá  – Oxóssi anses normalt at være søn af havgudinden Iemanjá, som i mytologien optræder som mor til de mest centrale guder i den yngre generation og opfattes som “gudernes moder”.
  • guddom fra Ogums klan – Oxóssi er ifølge mange myter bror til kriger- og smedeguden Ogum, og de to danner med Ossain et trekløver af orishaer, der er knyttet til skovene.
  • han er Ibualama, han er Inlé – Ibualama og Inlé er to forskellige navne for jagtguden Erinle, der i Brasilien opfattes som et aspekt af Oxóssi, men som i Afrika er en selvstændig jagt- og flodgud.
  • som Oxum tog med til floden, så Logunedé blev født – en myte fortæller, at kærlighedsgudinden Oxum Ipondá en dag blev forelsket i jægeren Erinlé, der ikke ville vide af hende, fordi han kun kunne lide skovkvinder, ikke flodkvinder. Oxum smurte nu sin krop ind i honning og rullede sig i blade, og således blev Erinlé forelsket i hende, og sammen fik de sønnen Logunedé, der derfor er halvt flod og halvt skov[2].
  • Hans natur er månens, og under månen er Oxóssi Odé; Odé-odé,  – Odé betyder “jæger” på Yoruba og bruges i Afrika som et generisk navn for en række jagtguder.
  • Konge af Ketu, indianer fra skoven, odé-odé – kulten for Oxóssi udgik i Afrika fra kongeriget Ketu i det nuværende Benin. Ketu-riget gik under i det 19. århundrede, og mange af dets indbyggere blev gjort til slaver og endte i Cuba eller Brasilien, hvilket er en af grundene til, at han i dag er så populær, som han er, i disse lande. I Brasilien opfattes Oxóssi endvidere som skovens herre som stærkt knyttet til landets oprindelige befolkning – men “indianer fra skoven” sigter også til de indianer-ånder, der under navnet “caboclos” er så ekstremt populære i både candomblé og umbanda (hvorom mere i en fremtidig artikel).
  • Hans ossé er torsdag – ossé er en regelmæssig fejring af guden, som foregår på en bestemt dag i ugen, som er associeret med denne. Oxóssis ugedag er altså torsdag. De øvrige orishaer har også deres associerede ugedag – havgudinden Iemanjá har for eksempel lørdag.
  • Axoxó, sorte bønner, rejer og mandler – alt dette er madretter, som Oxóssi traditionelt  godt kan lide, og som kan serveres for ham under ritualerne. Det er med andre ord retter, der er associeret med Oxóssi, og som er med til at sikre netop hans tilstedeværelse.
  • Hans farver er blå og grøn – og det er så simpelt, som det siges her: Oxóssi er associeret med farverne blå og grøn. Andre guder er associeret med andre farver, og den enkelte guds associerede farve kan variere fra tempel til tempel.
  • I hånden ofá, iluqueré ofá er Oxóssis karakteristiske bue og pil. Iluqueré er en fluepisk af hestehår. De to genstande er Oxóssis regalier, symboler på hans værdighed, som han ofte vil bære, når han manifesterer sig i templet. Andre guder har andre regalier, f.eks. har tordenguden Xangô sin karakteristiske dobbeltøkse.
  • Okê okê, okê arô, okê – hver gud har sin karakteristiske hilsen, som man kan bruge ved manifestationer i templet eller ved påkaldelser, og Oxóssis er “okê arô!“.
  • I Bahia er han Sankt Georg, i Rio Sankt Sebastian – af historiske grunde eksisterer der både i Brasilien og Cuba en udstrakt synkretisme mellem orishaerne og de katolske helgener, der indgik i slaveholdernes officielle religion, nemlig katolicismen. Denne synkretisme kunne bl.a. bruges som et dække, således at afrikanerne i disse lande så ud som om de dyrkede helgenen, mens de i virkeligheden tænkte på orishaen. Denne linje siger om Oxóssi, at han i Brasilien kan være associeret med to forskellige helgener, nemlig Skt. Georg i Bahia og Sankt Sebastian i Rio de Janeiro.

Ud over at vi har lært en hel del om Oxóssi og hvem denne meget centrale guddom er, hvad kan vi så uddrage af ovenstående?

  1. Hver orisha er associeret med en række myter, der belyser hvem vi har med at gøre – familie, ophav, afkom; ligesom Oxóssi er søn af Iemanja, bror til Ogum og gift med Oxum.
  2. Hver orisha har sit eget område – i Oxóssis tilfælde jagten og skoven.
  3. Hver orisha har en række kvaliteter, variationer, der enten kan være andre guder, der er blevet “optaget” som en del af denne gud, eller særlige aspekter måske associeret med bestemte myter. Vi har f.eks. her set Oxóssis kvaliteter Ibualama og Inlé.
  4. Hver orisha er associeret med en bestemt ugedag, hvor det er særligt passende at dyrke eller ihukomme guden.
  5. Hver orisha er også associeret med en række bestemte retter, der kan serveres under ritualerne – vi har nævnt Oxóssis, andre guder har dere egne livretter.
  6. Hver orisha er også forbundet med en særlig hilsen, hvormed man kan modtage eller påkalde netop denne gud. Oxóssis er altså “okê arô!
  7. Hver orisha kan også være forbundet med en katolsk helgen, der dog kan variere fra sted til sted. For eksempel er tordenguden Xangô i Brasilien associeret med Johannes Døberen, i Cuba med Sankt Barbara.

Den smukke sang, som du lyttede til i begyndelsen af dette indlæg (og ellers kan du jo gøre det nu!) refererer altså til de fleste  af de oplysninger, der er karakteristiske for Oxóssi – hans mytologiske baggrund, område, ugedag, retter, farve, hilsen og associerede helgen.

En orisha kan på ingen måde reduceres til disse egenskaber, men det, at de har disse egenskaber er endog særdeles nyttigt, hvis man skal forstå de kulturelle referencer, man kan støde på. En kvinde ved en flod med en gul kjole? Det lyder som Oxum, og så fremdeles.

Vi er med denne introduktion til Oxóssi og til orishaernes egenskaber  ikke færdige med at forklare disse egenskaber og deres betydning for menneskene, men vi er nået et langt stykke, og vi er også ved at have et grundlag for at lave dybere introduktioner til de enkelte guder.

Mere herom, som sædvanlig, i en fremtidig artikel i denne serie.

Noter

[1]: Portugisisk tekst her: https://www.letras.mus.br/toninho-geraes/oxossi/
[2]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001, myte 64.99