Som vi læser i Politiken, er den danske kvinde Camilla Broe nu på vej til USA, hvor hun som følge af juristerier og det amerikanske retssystems overvældende grusomhed kan ende med at blive tvunget til at tilstå en forbrydelse, hun ikke har begået:
Camilla Broe er nu på vej mod Florida i USA til en sag om smugling af mere end 106.000 ecstasypiller.
Hendes forsvarer Michael Juul Eriksen mener, at hun nærmest bliver tvunget til at tilstå, da datteren venter i Danmark. Samtidig er en retssag i USA meget dyr, og det bliver svært at skaffe penge til den.
Sagen har vakt en held del opmærksomhed, da det er første gang nogensinde, at en dansker udleveres til et land uden for EU.
JP-bloggeren Claus Elholm Andersen kalder sagen en skamplet på Danmarks ære og minder om, at Danmark engang hyldede det enkle princip, at man aldrig udleverede en statsborger til retsforfølgelse i udlandet:
Da Danmark helt tilbage i slutningen af 1800-tallet lå i forhandlinger med USA om en udvekslingsaftale mellem de to lande, var det et ufravigeligt dansk krav, at danske statsborgere under ingen omstændigheder måtte kunne udleveres til retsforfølgelse i USA. Ja, Danmark stod så hårdt fast på kravet, at det tog flere år før udvekslingsaftalen blev ratificeret, da daværende præsident Cleveland nægtede at skriver under, hvis ikke Danmark ville udlevere danske statsborgere til USA. Først i 1902, under præsident Roosevelt, blev aftalen endelig skrevet under og hvor USA indtog den pragmatiske holdning, at Danmark jo langt fra var det eneste land, der insisterede på ikke udlevere sine egne statsborgere til retsforfølgelse i et andet landet.
Sagen er mildt sagt ubehagelig. Hvad skal man gøre for at få det land, der åbent tog imod flygtninge og stolt nægtede at udlevere sine egne statsborgere, tilbage?