Øjenvidneberetning fra ramadanmiddagen i Snapstinget

Rune Engelbreth Larsen var til Ramadanmiddag i Snapstinget forleden og beretter, at alt gik fredeligt til:

Det var en hyggelig og traditionsmættet aften, hvor der var sørget for det hele.

Kvinder uden hovedtørklæde fik lov at låne en meget smuk hijab i en blændende grøn farve til at dække håret. Det var nærmest poetisk, som alt det grønne langsomt bredte sig ved indgangen til salen. Og ligesom det sig hør og bør, når man går ind i en moské, tog vi også i aftenens anledning skoene af.

Vi blev udstyret med et nummer på vores bord, og mændene fandt deres pladser i den ene side af salen, mens kvinderne satte sig i den anden. Det tog lidt tid at få 190 gæster på plads, men jeg tror, at vi alle var opløftet af de ceremonielle detaljer.

Özlem Sara Cekic bød kort velkommen og gav ærbødigt ordet til en alvorsfuld imam med et imposant skæg, der bølgede ned over brystkassen. Han fremsagde en kort bøn, hvorefter vi alle istemte et trefoldigt »Allah-u-Akbar«.

Dernæst blev lammet ført ind på et lille podium. Det skulle slagtes til det tilstundende festmåltid – halal, naturligvis.

Et par minutter senere gik solen ned, og imamen fik højtideligt overrakt en blankpoleret krumsabel. Han mumlede en islamistisk besværgelse og huggede til.

Desværre ramte han ikke helt præcist, så geden hylede og stampede, mens blodet flød fra et halvt hoved, der dinglede lidt akavet. Der var nok nogle stykker, der blev en lille smule forskrækket, men imamen smilede så indtrængende, at hyggen atter sænkede sig over selskabet som nyfalden julesne. Allerede i andet hug lykkedes det på fornemste vis, og efter et lille kvarters spjætten var dyret så godt som dødt. Imamen bukkede, og hele salen brød ud i et spontant bifald. […]

Den store overraskelse indtraf dog, da statsminister Lars Løkke Rasmussen ankom en halv time inde i middagen. Han havde alligevel fundet et hul i kalenderen og gav en glad Özlem en kærlig krammer, hvorefter han holdt en kort tale, der kritiserede Socialdemokraterne for deres ringe fremmøde.

Go read.

Dagens citat: Islam og velfærdssamfundet

Tariq Ramadan, i hans bog Western Muslims and the Future of Islam (Oxford University Press, 2004), s. 149-50:

Every being must have the right, in any society, to the minimum amount of food necessary to live. And we are speaking of living, not surviving. All the Islamic sources call human beings in general and Muslims in particular to live like human beings, in dignity and respect for themselves and for others. A social organization that does not provide its members with this minimum undermines their integrity as created beings who have to give account of themselves before the Creator. To be by nature responsible means that one should have the means by which to carry out the responsibility one bears; otherwise, the innocent become “guilty” and we are blaming the victim. […]

Housing is the first prerequisite for family life, and Islam insists heavily on the sanctity of private space. A society should provide each of its members with a roof; it is a prime responsibility. It is essential to think of adequate local structures: living five or eight to a room is not establishing a household – it is constructing a prison, arranging a suffocation, creating future ruptures and tomorrows full of isolation and marginalization. The state in which suburbs, cities, and inner cities are kept or rather abandoned is truly unacceptable. A man without a home is not a citizen; he is an outcast and a victim. Speeches change nothing. To deprive people of the conditions necessary for their humanity and then make them pay for their vagrancy is doubly unjust.

Hvis disse krav er en hård anklage mod forholdene i mange vestlige lande, er de en fordømmelse af forholdene i de fleste islamiske lande, hvor fattigdom og bolignød er udbredt. Dette er Ramadan selvsagt udmærket klar over.

Jeg er selv meget enig i konklusionerne, omend jeg som ikke-muslim ikke er det i præmisserne. Jeg ville nok selv nøjes med at konstatere, at “a social organization that does not provide its members with this minimum undermines their integrity” uden at henvise til skabninger eller Skaber – men selve konklusionen er svær at komme uden om.