Regeringens spareplan: et handicappet barn

Forventningen er en besparelse på 200 millioner kr. årligt.

Set med regeringens øjne er det ikke noget problem, at forslaget vil ramme en mindre gruppe i forvejen udsatte familier fire gange med den samme usolidariske sparekanon. Handicapforældre er i høj risiko for at blive langtidsledige – lange perioder med barn syg gavner ikke karrieren – og med den forkortede dagpengeperiode vil mange hurtigt ende på kontanthjælp. Samtidig rammes de på børnechecken, og 50 procent friplads til specialinstitutioner for handicappede børn bliver også fjernet.

Det er heller ikke noget problem for regeringen, at loftet over TAF før eller siden vil tvinge mange til at gå fra hus og hjem. Der er ikke pladsgaranti til specialbørnehaver, og tabt arbejdsfortjenese (TAF) er ofte den eneste mulighed, der findes for familier til børn med immunforsvarsdefekt, epilepsi, spastisk lammelse, hjertelidelser, hjerneskader eller svær autisme.

Desuden har mange kommuner i årevis systematisk undladt at etablere de nødvendige specialtilbud, netop fordi TAF er en nem løsning på kort sigt. At tvinge den ene forælder til at gå hjemme til halv løn er ‘at give disse familier mulighed for at foretage et valg,’ som det så yndigt hedder i det mærkværdige new-speak, der omgiver forslaget.

Forslaget er  vældig solidarisk. Det er de næste i din familie eller blandt dine venner, der får et handicappet barn, der bliver ramt: alle indkomster over 230.000 om året eller mere end 85 procent. Heller ikke den tilsvining, der nu bliver handicapforældre til del som et led i politikernes og den borgerlige presses spin til fordel for ‘besparelsen’ er noget problem for det siddende flertal. Båret frem af en totalt ukritisk og larmende tavs presse fremstilles forældre til handicappede børn som grådige samfundsnassere. Man må herefter forstå sig selv som en paria og selve årsagen til krise, underskud, tabt friværdi og det dårlige vejr, hvis man har været så dum at få et handicappet barn. Især hvis man troede, at dét her var et af de områder, hvor velfærdssamfundet virkelig kunne vise sin styrke som sikkerhedsnet for udsatte familier.

Read it and weep!

Link: Regeringens spareplan: Et handicappet barn

Lenin om den danske regerings “genopretningsplan”

Nej, ikke ham – Richard Seymour fra Lenin’s Tomb:

Spending cuts transfer the costs of economic failure from the agents principally responsible for it onto the majority who did nothing to cause it, while also threatening a ‘double dip’ recession. Destroying half a million public sector jobs is an excellent way to suck demand out of the economy and ensure that investment grinds to a halt again.

Men hvad gør det – hvis det i virkeligheden er afmonteringen af velfærdsstaten og intet andet, det hele handler om?

Link: Why neoliberalism persists

Dagens citat: Islam og velfærdssamfundet

Tariq Ramadan, i hans bog Western Muslims and the Future of Islam (Oxford University Press, 2004), s. 149-50:

Every being must have the right, in any society, to the minimum amount of food necessary to live. And we are speaking of living, not surviving. All the Islamic sources call human beings in general and Muslims in particular to live like human beings, in dignity and respect for themselves and for others. A social organization that does not provide its members with this minimum undermines their integrity as created beings who have to give account of themselves before the Creator. To be by nature responsible means that one should have the means by which to carry out the responsibility one bears; otherwise, the innocent become “guilty” and we are blaming the victim. […]

Housing is the first prerequisite for family life, and Islam insists heavily on the sanctity of private space. A society should provide each of its members with a roof; it is a prime responsibility. It is essential to think of adequate local structures: living five or eight to a room is not establishing a household – it is constructing a prison, arranging a suffocation, creating future ruptures and tomorrows full of isolation and marginalization. The state in which suburbs, cities, and inner cities are kept or rather abandoned is truly unacceptable. A man without a home is not a citizen; he is an outcast and a victim. Speeches change nothing. To deprive people of the conditions necessary for their humanity and then make them pay for their vagrancy is doubly unjust.

Hvis disse krav er en hård anklage mod forholdene i mange vestlige lande, er de en fordømmelse af forholdene i de fleste islamiske lande, hvor fattigdom og bolignød er udbredt. Dette er Ramadan selvsagt udmærket klar over.

Jeg er selv meget enig i konklusionerne, omend jeg som ikke-muslim ikke er det i præmisserne. Jeg ville nok selv nøjes med at konstatere, at “a social organization that does not provide its members with this minimum undermines their integrity” uden at henvise til skabninger eller Skaber – men selve konklusionen er svær at komme uden om.