Sindsyge danske soldater

Krig er møgbeskidt – og krig gør folk sindsyge. Også danske soldater, som i offentligheden alt for længe er blevet beskrevet som kompetente engle, der var bedre end de amerikanske, engelske og tyske tropper tilsammen.

De danske nyhedsmedier har en stor del af skylden – de har alt for længe kørt en alt for patriotiske linje, der ikke stillede spørgsmål til vores soldaters adfærd. Og kun få stemmer har forsøgt at vise virkeligheden  – stemmer der på brutal vis er blevet undertrykt af regeringen.

Nu pipper endnu en mod sjæl – Janus Metz. Han har lavet en film om de danske troppers krigsindsats og har faktisk haft nosser til at være ude i selve krigsområderne, istedet for at sidde i lejrene og se propaganda-indlæg som de fleste andre journalister.

Der er kommet en spillefilm ud af hans tur – og den påviser ganske tydeligt at det er gået helt galt for de danske soldater. De viser flere gange deres ligegyldighed overfor den afghanske befolkning – de slår fx en lille pige ihjel ved et uheld og slår det hen med et skuldertræk – “Der dør jo så mange mennesker hernede”. Og de dræber gerne sårede fjender, der ikke kan gøre modstand – og blærer sig derefter over deres “fangst”.

Konklusionen må være at flere af de udsendte soldater er blevet så rå og umenneskelige at de bør sendes hjem øjeblikkeligt. Og modtage enten en dom for krigsforbrydelser eller intensiv psykologbehandling. De soldater agerer nemlig som rovdyr – sindsyge og uden menneskelige grænser. Og det bør man tage seriøst.

Særbehandling til sårede soldater?

Jyllands-Posten har skrevet om en række temmelig absurde sager, hvor soldater er kommet hjem fra krigen i Afghanistan uden fingre, arme eller ben, men ikke desto mindre har fået afslag fra deres kommune på de mest elementære og nødvendige handicap-hjælpemidler.

Jyllands-Postens eksempler var bl.a.:

I marts 2008 mistede Benjamin Kragsskjold sin kind, næse, tænder og den nederste del af højre ben i Afghanistan-krigen. Han har søgt om en løbeprotese. Rødovre Kommune har givet afslag.

I juli 2009 mistede Martin Paszkiewicz Aaholm begge ben og fem fingre i Afghanistan-krigen. Han har søgt om elektroniske gardiner, særligt bestik og en invalidescooter. Københavns Kommune har givet afslag.

I august 2009 mistede Chris Larsen begge ben fra knæene og ned i Afghanistan-krigen. For flere måneder siden søgte han om en kørestol og et handicapskilt. Ringsted Kommune har stadig ikke taget stilling.

Og her er det jo, man tager sig til hovedet – går bevillinger om nødvendige hjælpemidler til folk med så store skader ikke blot glat igennem? Åbenbart ikke i vore dages kommuner, der er sneet inde i uigennemtrængeligt bureaukrati og hermed forbundet administrativt besvær, hvortil skal lægges sparekravene i kølvandet på regeringens skattestop.

I dag er oberst og tidligere chef for Hærens Produktdivision Lars R. Møller så fremme med krav om særbehandling til soldaterne: De har ydet en særlig indsats, og derfor skal de også foran alle andre i diverse kommunale køer:

»I dag må vores krigsveteraner vente i behandlingssystemet på linje med gamle fru Jensen eller ham, der har røget så meget junk, at der er gået koldbrand i benet. Er det rimeligt, bare fordi vi har ligebehandling i Danmark? Det mener jeg ikke. Soldaterne tilhører en særlig gruppe. Folketinget stemmer om at sende dem på arbejde, og ingen andre faggrupper arbejder et sted, hvor andre forsøger at slå dem ihjel. Når de så kommer til skade, må vi som samfund påtage os et helt særligt ansvar. Rigtig mange steder bør det være en selvfølge, at soldaterne kommer foran i køen.«

Man kan forstå frustrationen over de dårlige forhold, som soldaterne kommer hjem til, men ikke desto mindre er tanken om at lade soldaterne komme foran en rigtig, rigtig, rigtig dårlig idé.

De åbenlyse problemer med kommunernes dårlige behandling af handicappede løses faktisk ikke ved at gøre soldater til en slags overmennesker, der skal foran i denne og guderne må vide hvor mange andre køer – de løses nok meget bedre ved ganske enkelt at reparerere systemet.

Hvis ingen syge eller skadede mennesker i dette land blev udsat for urimelige ventetider og uforståelige afslag, så ville heller ingen soldater blive det. Tanken om at ophøje udsendte soldater til en særlig ophøjet klasse, der fortjener særbehandling på andre patienters bekostning er derimod en farlig og skadelig blindgyde.