Nej til indskrænkning af ytringsfriheden

Pressemeddelelse fra AFA:

AFA: Nej til indskrænkning af ytringsfriheden

Siden det forfærdelige terrorangreb i fredags i Oslo, har diskussionen i medierne handlet om hvordan man skal forhindre at den racistiske tone i den offentlige debat ansporer højreekstremister at gribe til vold, mord og terror. Et af de løsningsforslag der er gået igen har desværre været den gamle traver om forbud mod nazistiske organisationer, samt forskellige former for indskrænkning af ytringsfriheden.

Antifascistisk Aktion er modstandere af at forbyde, indskrænke eller censurere højreekstreme udtalelser og aktiviteter. Det er vi blandt andet fordi erfaringerne fra vores nabolande Tyskland og Sverige viser at forbud mod højreekstreme og nazistiske grupperinger, aktiviteter, symboler og udtalelser ikke får dem til at forsvinde, men blot får dem til vokse i det skjulte. Al historie viser, at forbud og censur radikaliserer og styrker højreekstremisterne:

* De går under jorden, bevæbner sig og bliver markant mere voldelige.

* De bliver martyrer, hvilket giver dem en større tiltrækningskraft på unge der betragter sig selv som i opposition til det etablerede samfund.

Hvis man ønsker at forhindre en radikalisering og militarisering af den højreekstreme bevægelse herhjemme, så er forbud og begrænsninger i ytringsfriheden et stort skridt i den helt forkerte retning.

Svaret på den højreekstreme trussel er derimod en øget opmærksomhed på de højreekstreme miljøer og en kollektiv, åben og kontinuerlig modstand mod nazismen og fremmedhad fra hele civilsamfundet.

Jeg kunne ikke være mere enig. Der er grund til at være opmærksom på de mest hadefulde og ekstreme grupperinger på højrefløjen, men at forbyde dem eller forhindre dem i at ytre sig hjælper ikke noget som helst. Lad os hellere gå foran med et godt eksempel.

Toppolitikere kommer med dødstrusler

Wikileaks, det vel nok mest omtalte nyhedsmedie er for tiden under kraftigt angreb for at gøre, hvad ethvert nyhedsmedie bør gøre – nemlig afsløre sandheden om magthaverne. Politikere og magthavere har valgt ikke at gå efter større nyhedsmedier der ligesom Wikileaks citere de lækkede informationer om korruption og magtmisbrug i politiske kredse, men derimod en overskuelig størrelse såsom Wikileak.

Forestil jer det var chefredaktøren på New York Times der var jagtet vildt, og måtte leve med at politiske frontfigurer i USA og Canada opfordrede til drab på denne? Forestil jer at disse dødstrusler, sammenligninger med terrorister og forsøg på at retsforfølge efter spionageparagraffer var efter chefredaktøren på The Guardian? Hvis magthaverne kan lukke munden på Wikileak er det næste mål naturligvis de større nyhedsmedier.

Alle officielle partnere, også dem i Danmark har opført sig patetisk og direkte afskyeligt i denne sag. Al snak om forsvar for ytringsfriheden og kamp mod korruption er glemt og erstattet af diktatoriske forsøg på at undertrykke det frie ord. Lene Espersen(K), Søren Espersen(DF) og en perlerække af tidligere udenrigsministre har valgt at gå i kødet på Wikileaks, frem for at forsvare nyhedsorganisationens frihedsrettigheder.

Man kan være uenig eller enig i om det er fornuftige i at lække de forskellige dokumenter – men man kan ikke anfægte en nyhedsorganisations ret til at sende nyheder. Hvad vi oplever lige nu fra politisk side er et frontaltopgør med de grundlæggende menneskerettigheder og ethvert anstændigt menneske bør sige fra og støtte Wikileak i kampen for ytringsfriheden.  Ytringsfriheden er først og fremmest et middel for det enkelte menneske til at sige magten imod. Og det er lige præcist hvad Wikileaks gør.

Et interview med personen bag Wikileak

Rusland bruger Microsoft til at lukke kritiske medier

Typisk strategi for et diktatur, der prøver på at opretholde en illusion om, at tingene går lovligt til: De russiske myndigheder laver razziaer efter piratkopieret software hos aviser og tidsskrifter, der kritiserer regeringen – og ikke hos de officielle medier.

Dette er en strategi, som meget vel kan blive brugt til at kvæle alternative medier og græsrodsbevægelser også i Danmark. Løsning: Drop Microsoftprodukter. Brug fri software.

Cory Doctorow fortæller på Boing Boing:

Russian police use the pretense of enforcing Microsoft’s copyrights as an excuse to raid the offices of human rights, environmental and dissident NGOs, and Microsoft has not intervened to stop it, even when the groups are using legitimate, licensed copies of Microsoft software. Police often claim to have discovered pirated software on seized computers even before examining them, and claim that the investigations come at Microsoft’s requests. Microsoft lawyers have cooperated with raids on opposition newspapers, whose editors say that the raids would not have taken place without Microsoft’s complicity. During raids, police have been spotted removing Microsoft “Certificate of Authenticity” stickers on confiscated PCs. Microsoft’s lawyers testified in support of police claims that pirated software was found on PCs, even though the court later found that the PCs were never examined.

Interviews and a review of law enforcement documents show that in recent cases, Microsoft lawyers made statements describing the company as a victim and arguing that criminal charges should be pursued.The lawyers rebuffed pleas by accused journalists and advocacy groups, including Baikal Wave, to refrain from working with the authorities. Baikal Wave, in fact, said it had purchased and installed legal Microsoft software specifically to deny the authorities an excuse to raid them. The group later asked Microsoft for help in fending off the police. “Microsoft did not want to help us, which would have been the right thing to do,” said Marina Rikhvanova, a Baikal Environmental Wave co-chairwoman and one of Russia’s best-known environmentalists. “They said these issues had to be handled by the security services.”

Microsoft executives in Moscow and at the company’s headquarters in Redmond, Wash., asserted that they did not initiate the inquiries and that they took part in them only because they were required to do so under Russian law.

Russia Uses Microsoft to Suppress Dissent

Update, 14. september: Så meget jeg end mener, der kan være grund til at kritisere Microsoft for deres misbrug af eget monopol og generelt underlige forretningsmoral, har de tilsyneladende faktisk slået bremsen i her, efter historien var oppe i New York Times.

Stephen J. Vaughan-Nichols skriver:

After the New York Times reported that Microsoft lawyers have helped Russian authorities to raid advocacy groups and newspapers in the name of copyright enforcement in recent years, Microsoft slammed on the brakes on its copyright enforcement policies. Microsoft General Counsel Brad Smith wrote in his blog, “We want to be clear that we [Microsoft] unequivocally abhor any attempt to leverage intellectual property rights to stifle political advocacy or pursue improper personal gain.”
(…)

What’s even more impressive was that Smith then wrote, “To prevent non-government organizations from falling victim to nefarious actions taken in the guise of anti-piracy enforcement, Microsoft will create a new unilateral software license for NGOs that will ensure they have free, legal copies of our products.”

With this move, Microsoft stops any government from using Microsoft software licensing as an excuse to seize computers and shut down organizations. Of course, governments can also find another excuse, but Microsoft won’t be a party to their efforts to suppress dissent.

Det kan dog stadig bruges mod kritiske medier, hvis de ikke er NGOer, måske. Men noget er noget. Lad os holde øje med, hvordan historien udvikler sig.

Når tosser kommunikerer

Så er den gal igen. En kirke i Florida varsler nu en koranafbrænding den 11. september. Så bliver det vist ikke mere symbolladet. Muslimske rabiate over hele jorden truer med hævn. Hvordan kan det være vi går fra den ene krise til den anden af denne type?

Da karikaturkrisen var på sit højeste må jeg tilstå at jeg gik rundt og undrede mig. Hvordan kunne det være at muslimer verden over blev provokede over en karikatur, når nu en enkelt gennemlæsning af Jyllands Posten var så meget, meget værre. Den avis flød over med racistiske, hadske debatindlæg fra alverdens tosser der fik masser af spalteplads til at lufte deres indre svinehund. Hvorfor ikke demonstrere mod den slags?

Og så slog det mig at i en globaliseret verden havde tosserne simpelthen lært det samme sprog. Der var masser af eksempler på aviser i Mellemøsten, der var et spejlbillede af Jyllands Posten, men det fremprovokerede jo heller ingen reaktion herhjemme.
Men tegninger, karikaturer og afbrændinger det er en provokation, selv den mest lavpandede forstå. I de danske debatspalter har man da også i anledningen af oversvømmelsen i Pakistan hørt stemmer der mente at siden pakistanske demonstranter brændte dannebrog af, måtte hele landet dø druknedøden. En barbarisk tankegang, der ikke levner Talibankrigere meget tilbage.


Bør folk dø for at brænde det danske flag?

Tosserne har altså fundet et fælles sprog – helt udenom alverdens diplomati, kan en kirke i Florida nu provokere islamister i Afghanistan – der så kan tisse på det amerikanske flag og så kan “debatten” ellers forsætte derudad.

Det er en ond spiral der naturligvis kun kan stoppes af kløgtige ledere verden over. Den slags ledere der tager afstand fra had, skaber gensidig respektfuld kommunikation, venligt modtager ambassadørerne og gyder olie på vandene. Fra begge sider må forstandigheden råde, og man bør fra den vestlige ledelse side forklare at man tager kraftig afstand fra spot og spe. Vi vil naturligvis, absolut ikke forbyde den slags, men det bør være et minimumskrav til vores ledere at de tager afstand fra idioti og tosser der råber ad hinanden.

Desværre er der i dag alt for mange ledere der ikke opfylder disse krav. Få ledere i Asien og Mellemøsten udviser forstandighed. Anders Fogh var ligeledes  af dem selvom han vist efterhånden er blevet klogere. Lars Løkke er næppe en millimeter bedre, så længe han lever på Pia Kjærsgaard og landsbytossernes nåde. Man kan kun begræde dette og de skader der sker.

Faktum er at så længe man kun kan og vil forsvare (sågar præmiere!) disse landsbytossers ytringsfrihed, uden samtidig at tage kraftigt og entydig afstand er det blot en opfordring til mere had. Først hadske tegninger, så koranafbrændinger og tilsidst ja-hvem-ved hvad tosserne kan finde på. Det er altsammen idioti og bør naturligvis behandles derefter.

Lukningen af Roj-TV sætter ytringsfriheden ud af kraft

Som det smukt forklares i en pressemeddelelse fra Enhedslisten:

Roj-TV er ikke tiltalt for at have medvirket til konkrete terrorhandlinger eller for at have truet, hånet eller nedværdiget andre. ROJ TV er tiltalt for at have bragt indslag med interviews med PKK-sympatisører og -ledere og reportager fra kamphandlinger mellem kurdere og tyrkiske myndigheder.

– Hvis medier ikke længere har pressefrihed til at bringe interviews og reportager fra kamphandlinger, så er det en meget alvorlig indskrænkning af ytringsfriheden, siger Line Barfod og fortsætter:

– Enhedslisten var klart modstandere af indførelsen af denne paragraf i straffeloven, fordi vi netop opfatter det som en klar indskrænkning af muligheden for frit at debattere og muligheden for at bringe budskaber fra begge sider i en konflikt. Desværre viser tiltalen mod Roj-TV, at danske myndigheder bøjer sig for pres fra Tyrkiet og USA, og prøver at lukke den kurdiske tv-station, så mange millioner kurdere i verden ikke længere kan se tv på deres eget sprog.

Den danske medieansvarslov er ellers netop indrettet så en avis, tv-station eller lignende kan fortsætte, selvom en journalist og en redaktør bliver tiltalt for ulovligt indhold i en eller flere artikler/indslag. Men terrorlovgivningen sætter medieansvarsloven ud af kraft, så statsmagten kan lukke et medie de mistænker for ulovligt indhold i artikler eller indslag. Line Barfod undrer sig derfor også over, at de store danske medier ikke er på barrikaderne:
Det er højst besynderligt at de store danske medier ikke forsvarer pressefriheden og ytringsfriheden i denne sag.

Min fremhævelse.

Enhedslisten anses af nogen for at være et “ekstremistisk” parti. Hvis det er tilfældet, hvorfor er der så ikke andre end dem til at forsvare ytringsfriheden i en sag som denne og kræve de absurde terrorlove afskaffet? Ytringsfriheden var ellers engang så vigtig … 

Men åbenbart ikke for Trykkefrihedsselskabet eller Fri Debat eller diverse andre nyttige idioter, der ikke er interesserede, når det ikke handler om retten til at tilsvine etniske minoriteter. Hvilket er synd og skam, eftersom retten til at dække en væbnet konflikt og interviewe dens parter må anses for at være en temmelig central del af ytringsfriheden.

Link: Roj-sag sætter ytringsfriheden under pres

Det er ikke kun muslimer, der kan beklage sig over fremstillingen af deres profet

Kristne kan også. I Libanon har klager fra kristne ført til, at to TV-stationer stryger en TV-serie om Jesus, hvor Jesus fremstilles som ikke-guddommelig profet i den islamiske tradition.

Fra Jyllands-Posten:

Der bliver hverken gjort nar eller tegnet karikaturer. Alligevel dropper den shia-muslimske organisation Hizbollahs tv-station i Libanon, al-Manar, og en anden libanesisk tv-station, NBN, at sende de resterende 15 ud af 17 afsnit af tv-serien “al-Masih” (“Messias”), der handler om Jesus.

Problemet er, at kristne libanesere har klaget over serien, fordi den omtaler Jesus som profet i et muslimsk perspektiv og ikke i rollen som frelser og Guds søn, der er den traditionelle kristne opfattelse af Jesus. Ifølge islam er Jesus en profet, men ikke Guds søn, og den kristne tro på, at Jesus blev korsfæstet og genopstod fra de døde, er heller ikke en del af islamisk tradition.”Serien er blottet for respekt for Jesus, kirken og kristendom,” siger den katolske ærkebiskop Bechara al-Rai, der har ført an i kritikken af serien.

For at undgå yderligere splittelse i Libanon, der er delt mellem 17 forskellige etniske og religiøse grupper, har de to tv-stationer aflyst resten af serien, til trods for at den var planlagt til at strække sig over hele muslimernes igangværende fastemåned, ramadanen.

“Selvom programmet handler om den store personlighed, Guds profet, søn af Maria, fred være med ham, stopper vi det af respekt for andre religiøse grupper i Libanon,” står der i en fælles pressemeddelelse fra al-Manar og NBN.

Jeg venter nu i åndeløs spænding på pressemeddelsen fra Trykkefrihedsselskabet, der skoser de libanesiske TV-stationer for deres misforståede hensyntagen til den kristne religion og forlanger, at TV-serien i det mindste vises på DR2. Men jeg kommer nok til at vente længe.

Mundkurv til læger i asylsager

Jeg troede, jeg havde hørt det hele – jeg troede efterhånden, at regeringen og Dansk Folkeparti var færdige med at  undergrave væsentlige retsprincipper og efterhånden havde nået mætningspunktet i deres paranoide bestræbelser på at holde fremmede vækster ude af vores efterhånden ret godt isolerede mosehul.

Men nej, de manglede stadig at finde på dette: Læger, der udfærdiger lægeerklæringer om asylsøgere, må, hvis udkastet til den nye udlændingelov bliver en realitet, ikke længere udtale sig til pressen, hvis ikke de vil have deres lægeerklæring kasseret.

Also sprach Politiken:

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) vil lukke munden på læger, der offentligt kritiserer hende i udlændingesager.

Ministeren truer med at kassere lægeerklæringer fra læger eller psykiatere, der kritiserer ministeriet i sager, hvor asylansøgere beder om humanitær opholdstilladelse af helbredsmæssige årsager.

I bemærkningerne til en ny udlændingelov står der, at lægen vil blive betragtet som inhabil, hvis han eller hun »efter afgivelse af erklæringen eller udtalelsen henvender sig til pressen og kritiserer ministeriets sagsbehandling, samtidig med at lægen udtaler, at hans eller hendes patient bør meddeles opholdstilladelse«.

Læger og advokater raser:

»Det her er en begrænsning af vores ytringsfrihed, der kan give minder om politistatsmetoder. Lægen har pligt til at korrekse myndighederne, hvis de opdager, at noget er sundhedsfagligt uforsvarligt. Det er vagthunden i vores system«, siger Torben Ishøy fra Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed.

Både Advokatrådet og Retssikkerhedsfonden kalder den nye praksis i udlændingeloven »yderst betænkelig«.

»Selv om en psykiater eller læge udtaler sig til pressen om problemstillingen generelt eller om enkeltsager, så behøver det ikke at være ensbetydende med, at den pågældendes tidligere lægeerklæring er usaglig«, siger mangeårig udlændingeadvokat Gunnar Homann, der udtaler sig på vegne af Advokatrådet.

Så – det er da et nyt princip, der vil noget: Hvis du gerne vil tages alvorligt som læge, psykiater, advokat, biolog og sikkert også snart fysiker, matematiker og datalog, må du hellere lade være med at kritisere regeringen. I modsat fald er du nemlig “inhabil”. Og sikkert også snart et hoved job kortere.

Hvad var det i øvrigt lige med at “stå vagt om ytringsfriheden”?

Link: Rønn vil give læger mundkurv på

Den totale ytringsfrihed, eller Fri Debat som nyttige idioter for Trykkefrihedsselskabet

Fri Debat vil gerne markere en kamp for ytringsfriheden, der arbejder for friheden til at ytre sig uden at forfalde til en så åbenlyst hadefuld og dæmoniserende dagsorden som Trykkefrihedsselskabet, hvis “kamp for ytringsfriheden” sidste år bl.a. bestod i at få lukket en rap-skole i det sydlige Århus.

De er derfor (?) gået sammen med Trykkefrihedsselskabet i en fælles erklæring om, at racismeparagraffen skal afskaffes. Men hvorfor kun den, spørger Engelbreth i en velrettet svada. Hvis man gerne vil arbejde for ytringsfriheden, hvorfor så fokusere på en rent symbolsk paragraf, der stort set aldrig bruges? Hvorfor ikke også afskaffe injurielovgivningen, som racismeparagraffen ret beset blot er en udvidelse af?

Som antydet gør “racismeparagraffen” nemlig slet ikke dén store forskel, som Trykkefrihedsselskabet og nu også Fri Debat gerne vil bilde folk ind:

Men hvorfor så ikke bare afskaffe racismeparagraffen? Det er såmænd næppe heller afgørende, om den afskaffes eller ej – for reelt har den kun symbolsk betydning. Det vigtige er selvfølgelig ikke, om Hedegaard skal betale et par ubetydelige dagbøder for sit propagandistiske vrøvl eller ej – det vigtige er at imødegå propagandaen.

Det gør Fri Debat ikke. Ganske vist hedder det sig, at man sandelig er imod fremmedhad og racisme, men at det skal bekæmpes uden racismeparagraffen. Jamen – så gør det dog. Vær modstandere af racismeparagraffen og vis i praksis, at I faktisk også er klar over den foruroligende effekter af fremmedhad og dæmonisering i stedet for at blåstemple en af de fremmeste bidragsydere hertil.

Hvorfor ikke en kampagne til afskaffelse af racismeparagraffen, der i det mindste samtidig opruster den kritiske kamp mod antimuslimsk dæmonisering på argumenter? Nej, vel.

Fri Debats første kampagne bliver dermed i sidste ende blot en blåstempling af Trykkefrihedsselskabets islam-paranoia, frem for det selvstændige debatoplæg, det kunne have været, og som på den ene side argumenterede mod blasfemi- og racismeparagraffen, men på den anden side viste, at ord og gerning hang sammen – at man faktisk godt både kunne og ville bekæmpe fremmedhad med ord og argumenter, i stedet for en gratis og konsekvensløs bisætning i en fælleserklæring med Hedegaard & Co.

Meget betegnende forholder Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet sig i fælleserklæringen heller ikke et sekund til, hvad det reelt er for et lillebitte snævert propagandistisk område, den såkaldte racismeparagraf kriminaliserer: Trusler, forhånelser og nedværdigelser af grupper, der kun sigter på deres race, hudfarve, etnicitet, tro eller seksualitet.

Altså kriminaliseres ikke kritik af substansen i noget som helst.

Med en afskaffelse vil Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet som effekt derimod forhindre en kriminalisering af ytringer, hvorved “en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering”.

Konsekvensen er i yderste konsekvens, at det f.eks. bliver straffrit at true jøder og nedværdige homoseksuelle, alene fordi de er jøder og homoseksuelle?

Er dét en sejr for ytringsfriheden? Hvad er det lige for væsentlige argumenter, altafgørende kritikpunkter og modige opgør med dogmer, vi får adgang til med grove stigmatiseringer af f.eks. homoseksuelle (fordi de er homoseksuelle) og usaglige negative generaliseringer af f.eks. somaliere (fordi de er somaliere)?

Det er selvfølgelig et fair og relevant synspunkt at drøfte den principielle problematik omkr. ytringsfrihed og racismeparagraf, men er det fair at undlade at eksplicitere, hvad det egentlig er for snævre felter, paragraffen rettes imod?

Er det fair at undlade at forholde sig til, at hadefulde og propagandistiske ytringer, der helt usagligt dæmoniserer befolkningsmindretal, har en effekt, der rækker langt, langt ud over ‘ord mod ord’, fordi ytringsmagten er voldsomt skævt fordelt?

Er det fair at fortie eller negligere den idiotisering og radikalisering, Trykkefrihedsselskabets formand og adskillige af dets medlemmer samt en række politikere medvirker til?

Trykkefrihedsselskabet og Fri Debat siger, at de kun vil kriminalisere “handlinger”, ikke “holdninger”. Det er nok derfor, de gør det så let for sig selv, at de ikke går ind i den helt selektive og meget snævre udvalg, de har foretaget, når det netop kun er blasfemiparagraffen og racismeparagraffen, der er sigtepunktet.

For hvorfor så ikke også afskaffe injurielovgivningen? Hvis nogen har behov for at sige, at statsministeren er en heilende nazist med lig begravet i baghaven, hvad er der så galt i det? Hvis er godt for ytringsfrihed og dogmebekæmpelse at påstå straffrit, at alle muslimer generelt er utroværdige og i modsætning til kristne er blottet for dårlig samvittighed, eller at muslimske fædre voldtager og dræber deres børn, hvorfor så ikke også det andet?

Hvorfor ikke fjerne kriminaliseringen af æreskrænkelser? Og hvorfor ikke fjerne skærpelsen af strafferammen for æreskrænkelser, som f.eks. majestætsfornærmelser er udtryk for? Hvorfor ikke fjerne terrorlovgivningens begrænsninger i ytringsfriheden? Hvorfor ikke én gang for alle tillade alle at sige hvad som helst om hvem som helst hvor som helst?

Så, som sagt: Hvis man gerne vil gøre noget for ytringsfriheden, hvorfor så fokusere på noget så reelt ubetydeligt som racismeparagraffen. Hvorfor ikke kæmpe for en whistle-blower som Frnak Grevil? Eller hvorfor ikke kæmpe for, at en debattør som Hans Jørgen Bonnichsen kan få lov at ytre sig uden at blive truet af bøllerne i Dansk Folkeparti? Det ville være at gøre en forskel for ytringsfriheden. Med det her spænder Fri Debat blot sig selv for Trykkefrihedsselskabets antimuslimske vogn – og gør hermed sig selv til nyttige idioter.Ikke nødvendigvis overraskende, men det kan være svært at se, hvad en mand som Jacob Mchangama vil på den galej.

Link: Alliancen Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet

Philip Pullman om ytringsfriheden og retten til at kritisere

Den britiske forfatter Philip Pullman bliver spurgt, om ikke titlen på hans seneste bog – The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ – er ret anstødelig.

Hans svar?

It was a shocking thing to say and I knew it was a shocking thing to say. But no one has the right to live without being shocked. No one has the right to spend their life without being offended. Nobody has to read this book. Nobody has to pick it up. Nobody has to open it. And if you open it and read it, you don’t have to like it. And if you read it and you dislike it, you don’t have to remain silent about it. You can write to me, you can complain about it, you can write to the publisher, you can write to the papers, you can write your own book. You can do all those things, but there your rights stop. No one has the right to stop me writing this book. No one has the right to stop it being published, or bought, or sold or read. That’s all I have to say on that subject.

Via Boing Boing.

Selvcensur – en nødvendighed

Ja, det er ikke bare mig selv, der siger det – Jyllands-Postens forhenværende chefredaktør Carsten Juste siger f.eks. selv, at “Selvcensur udøver vi hver eneste dag”.

Tegneren og maleren Christoffer Gertz Bech sætter sagen på spidsen og forklarer, hvorfor han ikke selv ville have tegnet profeten Muhammed, hvis Jyllands-Posten havde spurgt ham:

Det, jeg frygter, er de venner, jeg ville få.

Man kan altid komme i dårligt selskab, men at gøre noget, som Trykkefrihedsselskabet og alle skrigosfærens antimuslimer og ekstremister ville stille sig jublende bag, er trods alt nok en af de mere effektive metoder.

Link: Selvcensur!