‘Jødisk-kristen’ kultur eksisterer ikke, 2

Boel Tammes skrev i en kommentar til min påpegelse af, at begrebet “jødisk-kristen” kultur er noget pjat, at

Det almindelige betydning af “jødisk-kristen kulturkreds” har jo intet at gøre med,om de europæiske jøder har været integreret i de europæiske befolkninger i øvrigt.
Betydningen er jo simpelthen: den kulturkreds, som har hentet sin religiøse inspiration i de jødiske og kristne skrifter, der tilsammen kaldes Bibelen.

Som jeg svarede ham, og som jeg nok synes er et helt indlæg værd, er det netop eller især i den betydning, Tammes påpeger, at begrebet “jødisk-kristen” ikke giver mening.

For det første har jøderne aldrig hentet nogen som helst religiøs inspiration i det Nye Testamente.

For det andet har de kristne traditionelt læst og oversat den Hebraiske Bibel kristologisk, dvs. man har (mis-)tolket Kristus-profetier ind i den. Hvad de kristne opfatter som “Bibelen” som helhed, er noget ganske andet end dén Hebraiske Bibel, der som “Loven og Profeterne” udgør jødedommens helligskrift.

For det tredje har den jødiske kultur traditionelt ikke taget udgangspunkt direkte i den Hebraiske Bibel som vi kender den, men i Talmud, hvilket specielt i juridisk henseende minder meget mere om islam med hadith og sharia end det minder om de kristne traditioner.

Ønsker man at definere en kulturkreds ud fra, hvem der har fundet inspiration i “Bibelen”,  er islam faktisk meget tættere på den kristne kulturkreds, end jødedommen er, eftersom islam også anerkender det Nye Testamente som helligskrift og Jesus som profet.

I kraft af jødedommens forhold til loven og dens tolkning gennem Talmud og Halakha er denne meget mere beslægtet med islam, end den er med kristendommen – Talmud og Halakha udgør som lovsystem en ret nøje parallel til Hadith og Sharia.

Hvis man insisterer, kunne man altså tale om en “kristen-islamisk-jødisk” kulturkreds, eller man kunne, hvis man lægger vægt på det lovmæssige aspekt, tale om en “jødisk-islamisk” kulturkreds versus den kristne.

Den mest logiske konsekvens af netop Tammes’ indvending synes derimod at være en “kristen-islamisk” kulturkreds i modsætning til den jødiske, eftersom islam anerkender både Jesus og alle de gammel-testamentlige profeter og derfor lige præcis bl.a. “har hentet sin religiøse inspiration i de jødiske og kristne skrifter, der tilsammen kaldes Bibelen“.

Hvilket man som påvist ikke kan sige om jødedommen.

Islam er altså tættere på jødedommen og kristendommen hver for sig, end de er på hinanden.

Hvis man som sagt insisterer, forekommer det eneste korrekte at være den med den “jødisk-islamisk-kristne” kulturkreds, men for det første ender det let med at blive så udvandet, at det ikke betyder noget, for det andet er det nok ikke det, proponenter af en “jødisk-kristen” kultur plejer at have i tankerne.

En tilføjelse: Jeg har i nogen tid advokeret det synspunkt, at antisemitisme og islamofobi er to sider af samme sag. Rune Engelbreth peger i den forbindelse på et nyligt indlæg af tidligere overrabbiner Bent Melchior, der på den ene side advarer mod stigende antisemitisme og på den anden side advarer mod at overdramatisere – og som på den tredje side slutter af med netop at advare mod, at modviljen mod muslimer kammer over og bliver til “islamofobi”, racistisk had mod muslimer:

Vi har nok antisemitter, for også Danmark har sine brodne kar, men vi har ingen organiseret antisemitisme.

Jeg føler mig ikke på samme faste grund, når vi taler om islamofobi, modvilje og angst over for muslimer. Derfor er det så vigtigt, at vi i kampen imod antisemitisme ikke forfalder til islamofobi.

Endnu en tilføjelse: Det første indlæg om ikke-eksistensen af en “jødisk-kristen kultur” blev anerkendende linket til på forsiden af den antisemitiske, islamofobiske, indvandringsfjendtlige og Holocaust-benægtende hjemmeside balder.org.

Det siger egentlig sig selv, men jeg skynder mig alligevel at sige, at jeg ikke er glad for denne anerkendelse. Jeg anser jødernes bidrag til Europas og verdens videnskab og kultur for at være kolossalt, nærmest umåleligt. Efter templets ødelæggelse i år 70 lykkedes det for primært de farisæere, der lægges for had i det nye testamente, at reorganisere diasporaen og grundlægge en holdbar kultur med en kolossal respekt for viden og uddannelse – blandt andet indførte man obligatorisk skolegang for alle sådan ca. 1500 år før, vi kom så langt her i Danmark. Den europæiske antisemitisme har aldrig været andet end hadefuld idioti.

Så hvis jeg siger, at der ikke findes en ‘jødisk-kristen’ kultur, ligger der ikke heri nogen som helst form for nedvurdering af den jødiske kultur – tværtimod, havde jeg nær sagt.

Ak ja. For yderligere info, læs resten af Razib Khans indlæg om jødisk-kristen kultur, gerne dem alle sammen. Det er besværet værd.

‘Jødisk-kristen’ kultur eksisterer ikke

Razib gør ovre på Gene Expression/Science Blogs opmærksom på, at dén “jødisk-kristne kultur” eller “jødisk-kristne kulturkreds”, som mange har det med at henvise til, når de skal slå ud med armene og holde skåltaler, ret beset ikke eksisterer og aldrig har eksisteret.

De europæiske jøder var f.eks. slet ikke en del af den vestlige kulturkreds før den jødiske oplysningstid omkring år 1800.

Hvis man ønsker at klassificere de tre store “Abrahamske” religioner, har jødedommen og islam bevaret sit traditionelle, orientalske “lov-præg”, mens kristendommen er voldsomt påvirket af græsk filosofi. Hvis man endelig ville, kunne man tale om en jødisk-islamisk versus en kristen religiøs og kulturel kultur.

Razib uddyber:

My own position from a phylogenetic viewpoint is that Rabbinical Judaism, the dominant form of Judaism between 500 to 1800, resembles Islam much more than Christianity. Islam and Rabbinical Judaism have a more orthopraxic orientation (e.g., Halakah, Sharia) and less of a focus on Greek tinged theology than Christianity. I have pointed out before that Rabbinical Jews had arguments as to whether Christians were, or were not, monotheists, but agreed than Muslims were. I agree that some strands within both Judaism and Islam don’t fall into the bounds of this narrative, but these streams have been marginalized for most of the past 2,000 years, just as Judaizing movements within Christianity were never dominant or influential until the Radical Reformation (though I would contend that the Judaizing of most Radical Protestants is rather weak tea, and only notable due to the de-Judaization of Pauline Christianity). I am claiming here that the Great Tradition of Christianity is the outlier when it comes to the various strands of the Abrahamic faiths (along perhaps with the extreme rationalists among the Mu’tazili and various Jewish schismatic groups).

Why does this matter? Because the term Judeo-Christian makes everything I said above totally surprising. Rather, it might give the impression that what we know of as Reform Judaism was the norm for Judaism in the West for the past 2,000 years. I think a clustering of Reform Judaism with mainline Protestant Christianity is very plausible. What I’m trying to say is that if you had all the mainstream branches of Judaism and Christianity and generated a a phylogenetic tree, Judaism would be a paraphyletic class (Reform Jews being accepted as Jews, while Christians are not). But it isn’t only history that is misrepresented by the Judeo-Christian model, most people are rather ignorant, so trying to portray Islam as an outgroup to Judaism, instead of highlighting its similarities of character with Orthodox Judaism, simply wastes the opportunity to impart information-by-analogy to lazy people who can’t be bothered to learn anything about Islam. The reality is most ignorant people will remain that way, and will continue to talk about issues which relate to categories which they are grossly ignorant of (e.g., various religious sects and groups). “Judeo-Christian” compounds the follies of modal stupidity.

Så ifølge det argument giver det altså slet ikke mening at tale om en “jødisk-kristen” kulturkreds. Hvad der giver mening er at tale om et “moderne”, areligiøst eller sekulariseret verdensbillede – ca., hvad man forstår ved det moderne “videnskabelige” verdensbillede.

Dette omfatter i Vesten ateister og agnostikere af jødisk, kristen og i vore dage også islamisk baggrund (tre gode eksempler er fysikerne Albert Einstein, Niels Bohr og Richard Feynman – alle af jødisk baggrund, men med et  sekulært livssyn). Men “jødisk-kristent” er det ikke – det er, som sagt, “moderne” eller “ateistisk”. Hvis vi endelig vil klassificere kulturerne rent religiøst er det, som Razib påpeger, jødedommen og islam der hører sammen, og kristendommen der skiller sig ud.

Link: Gene Expression om begrebet ‘jødisk-kristen’

En million frit tilgængelige fotos fra de Britiske Øer

Wye-floden syd for Llangurig, Wales

Et spændende eksempel på fri kultur i aktion: Geograph er et projekt, der går ud på at samle Creative Commons-beskyttede fotos fra de britiske øer (som altså kan genbruges i f.eks. blogs, tidsskrifter, på hjemmesider, og hvor man ellers har lyst, uden særlig tilladelse men på nærmere angivne betingelser), og knytter dem til punktet på kortet.

Projektet fungerer ved, at folk opretter sig som brugere og indsender deres billeder sammen med koordinaterne, hvor det er taget – man kan både søge og klikke sig frem på et kort. Projektet er nu oppe på ikke mindre end én million billeder fra alle dele af de Britiske Øer!

Værd at kigge på, både hvis man har brug for et billede af et sted i Storbritannien, eller hvis man bare vil se, hvordan der ser ud forskellige steder. På billedet ses Wye-floden syd for Llangurig, Wales. Jeg er sikker på, du selv kan komme på meget mere spændende steder.

Link: Geograph – via Boing Boing.

Kærlighedserklæring til Ørstedsparken

Cand. mag. Mathias Kryger har i Politikens kronik 10. september en smuk kærlighedserklæring til Ørstedsparken som fristed for bøsser:

Jeg kan ikke huske første gang, jeg gik i Ørstedsparken. Men i dag forestiller jeg mig, at jeg har gået langs hegnets yderside og snuset til buskenes fugt og øjnet de mørke skikkelser, der kom og gik fra parkens åbninger. Sådan har jeg måske gjort mange gange, indtil jeg beruset og liderlig har kastet mig ind på stiernes grus, og derfra forgrener historien sig ind i buskadser, blandt bambus og under broer.

Min kortlægning af parken var en kortlægning af kroppe – andres og min egen. Der var mange buske, og de husede mange huler og passager ind til flere træer og pletter…

En kompleksitet, der for mig er vigtig at få frem her, er, at det farlige, det forfaldsromantiske, det uforudsigelige og det voldsomme er en del af forførelsen. At jeg i Ørstedsparken ønskede at se mig selv som en tyvagtig og liderlig sømand – som en Jean Genet, der med livet som indsats erobrer den smukkeste vagabond.

Det er igennem mine oplevelser, gennem udlevelsen af seksuelle fantasier og overskridelsen af egne og samfundets moralafgrænsninger, at jeg kan indeholde kompleksiteten.

I 2001 blev Ørstedsparken studset og buske ryddet for at gøre det sværere for parkens natlige besøgende, en del af en beklagelig “pænliggørelse” af det offentlige rum, jeg selv skrev om helt tilbage i 1997:

I København har mange narkomaner og alkoholikere fået tilhold om ikke at opholde sig på gader og pladser nær deres eget hjem, og byens pladser er gjort åbne i forbindelse med byfornyelsen, så narkomaner og drankere ikke længere kan sidde og »gemme sig«. I Århus har man forsøgt at oprette væresteder uden for centrum, så byen ikke »skæmmes« af sådanne udskud, men indtil videre er det strandet på voldsomme protester fra beboerne i området. Overalt er tendensen den samme: Alle, der giver indtryk af, at der er sociale problemer i de store byer, skal væk – det eneste, vi ikke vil høre om, er, hvordan vi eventuelt kunne løse disse problemer.

Mathias Kryger skriver tilsvarende om buskrydningen i Ørstedsparken:

Hvor det i 1860’erne var politiet, der arresterede de usømmelige og lugede ud i aktiviteterne, var det i 2001 Københavns Kommune, der igennem et konkret fysisk indgreb i parkens strukturering forsøgte at begrænse sexaktiviteterne.

Ser man på dette botaniske (over)greb i en bredere sammenhæng, ligger det fint i tråd med den generelle ’oprydning’ af det offentlige rum, som København har gennemgået de sidste, i hvert fald, 20 år.

De offentlige toiletter er lige så langsomt forsvundet fra byen (skal man i dag besøge et toilet i det offentlige rum, skal det ske på en café, en bar eller i et hermetisk aflukket rumfartøj af et betalingstoilet), og pladser, som Halmtorvet, er gjort præsentable – alt dette i et forsøg på at imødekomme forestillingen om, hvad en betalingsstærk ejerlejligheds-friværdi-borger mener, er den gode by til det gode, rigtige liv.

En erotisk kultur, der kan være svær at forstå for en heteroseksuel som undertegnede men i Mathias Krygers beskrivelse lyder smuk, er ved at forsvinde ud af det offentlige rum, offer for voksende pænhed og voldelige overgreb. Og det er sgu da synd, et eller andet sted.

Link: Ørstedsparken; en kærlighedserklæring