Tag: københavn

Hærværk og dobbeltmoral

Omfattende hærværk omend ingen vold i forbindelse med en gadefest i København:

Vigtig, vigtig historie, som pressen og højrefløjen tærsker langhalm på i flere dage. Masser af politiske efterdønninger.

Omfattende hærværk og vold med personskade i forbindelse med fester overalt i provinsen:

Knap nok en historie, bortset måske fra i den lokale presse. Ingen politiske efterdønninger overhovedet. Københavnerprovinsialisme eller hykleri?

VHS spørger:

Hærværk efter festerne? Come on! Kan det virkelig passe, at det er så usædvanligt i lille København? Denne notits fra Vejle-området har nok været skrevet af utallige lignende foreninger i det Danmark, der faktisk findes udenfor København:

Næsten 500 glade og feststemte mennesker var 2. juledag til kæmpe julehalbal i Rask Mølle Hallerne. Desværre var der en del hærværk i forbindelse med at folk forlod halballet. Fra halballets side mener vi at det er synd og skam at alle gæsterne fra halballet skal have denne mistanke hængende over hovedet, fordi enkelte ikke kan finde ud af hvordan man opfører sig.

Disse historier kan findes i landets lokal-aviser mindst en gang om måneden. Og så har jeg kun dækket hal-ballerne i de mindre provinsbyer og -forstæder. Vold og hærværk i gå-i-byen-distriket i bymidterne i de mellemstore byer i Danmark er noget, der sker hver eneste weekend! Hvor meget har i skrevet om det på Politiken, Jyllandsposten, Berlingeren, Information m.v.? Hvor mange Folketingsmedlemmer, ministre og parti-formænd har råbt hysterisk op om “terror” og andre tåbeligheder, når der er massivt hærværk efter et halbal i Allesø eller vold på Kongensgade i Odense en lørdag aften?

Jeg siger ikke, at det ikke er møgtrælst, det der skete i Hyskenstræde i København i weekenden, men helt ærligt: få lidt proportionssans og kom ned på jorden. I er ikke hele verden.

Amen, brother.

Link: Københavner-provinsialisme

Bandekrig og udvisninger: Nu tager vi fat

I regeringens “bandepakke” lægges der op til stramninger og udvisninger i den helt store stil – stramninger og udvisninger som, gætter jeg på, hverken vil gøre fra eller til i den aktuelle bandekrig.

Og hvad vil man stille op den dag, man som under “rockerkrigen” i 90erne ikke har indvandrere på den “ene side” og derfor ikke kan tale om det, som om det handlede om “integration”?

Politiken skriver i hvert fald, ildevarslende nok:

Dansk Folkeparti vil fremskynde et lovforslag fra regeringen, der gør det markant lettere at udvise udenlandske bandemedlemmer. Lovforslaget er udarbejdet, men er endnu ikke fremsat:

»Jeg vil presse på for, at det bliver fremsat hurtigst muligt, og det er på tirsdag. Og jeg håber, det kan få en hurtig behandling, så det senest er vedtaget i starten af april. Jo før, des bedre«, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Med forslaget opstår en palet af nye muligheder for at udvise kriminelle udlændinge. En fængselsdom for vold, for at bære våben eller for at tilskynde til kriminalitet skal fremover som udgangspunkt medføre udvisning. Uanset dommens længde eller hvor længe udlændingen har opholdt sig i Danmark.

Venstre kom i går med sit bud på, hvordan staten får bugt med bandekrigen. Blandt andet lægger partiet op til at stramme våbenloven, afskaffe strafrabatten til unge under 18 år samt lettere adgang til at tvangsfjerne umyndige bandemedlemmer.

Det skal ske ved at indgå en kontrakt med det unge medlem og dets forældre om at stoppe de lyssky foretagender. Bryder den unge kontrakten, skal myndighederne tvangsfjerne vedkommende i mindst et halvt år.

»Vi skal have de unge ud af miljøet; ud af den onde cirkel. Hvis man fra de kriminelle miljøer ikke kan forstå det på anden måde, er vi klar til at skærpe lovgivningen«, siger retsordfører Kim Andersen (V).

Socialdemokraterne og SF bakker op om forslaget, mens Dansk Folkeparti går længere og foreslår, at tre grove lovovertrædelser skal give livstid.

Det sidste er nu ikke nyt, men er stadig umenneskeligt drakonisk, rent bortset fra, at man i USA kun har dårlige erfaringer med en lignende ordning.

Og hvad i al verden vil SF dog på den stramningsgalej? Nuvel, deres forhold til retssikkerheden har været problematisk, lige siden de i 1996 stemte for “rockerloven” eller “lov om ophold i bestemte ejendomme“, som den hed.

Og mht at udvise “bandemedlemmer”: Hvordan ved man, om nogen er medlem af et bande – skal man kunne bevise det?

Bander udsteder ikke medlemskort og opkræver ikke kontingent, som det vil være de fleste bekendt, og er som regel løst definerede størrelser af uformelle bekendtskaber, som en engelsk undersøgelse godtgjorde for nylig.  En lov, der tillader udvisning af “bandemedlemmer” uden ordentlig bevisførelse er reelt en lov, der tillader udvisning af hvem som helst for hvad som helst, bare vedkommende bor det forkerte sted eller ser forkert ud i hovedet.

Link: Syvmiletramp mod politistaten

Lukningen af Pusher Street spreder hashhandelen til hele København

“Normaliserings-“politikken overfor Christiania, der fik politiet til at lukke hashhandelen på Pusher Street, har nu spredt hashsalget over hele København, hvilket skaber almindelige københavnere. Politiken skriver:

På Israels Plads midt i København foregår der livlig hashhandel. Pladsen fungerer også som skolegård for en nærliggende skole.

På Litauens Plads på Vesterbro kan man stadig købe hash lige ved siden af en legeplads, selv om politiet for godt et år siden slog til mod pusherne på pladsen.

Direktøren for Københavns Politi, Hanne Bech Hansen, erkender, at lukningen af Pusher Street er blevet en belastning for almindelige borgere.

»Hashsalget er blevet mere synligt, og det er mere ubehageligt for borgerne, fordi de nu kan se, at der bliver handlet«, siger hun.

Gad vide, hvornår de egentlig lærer det: Det har i årevis været klart, at det er umuligt at holde ulovlige stoffer ude af de mest gennemkontrollerede miljøer vi har i vores samfund, nemlig fængslerne. Så hvis man lukker én kanal for handelen med disse stoffer, dukker de blot op et andet stedl. Handelens omfang har ikke noget med forbudsindsatsen at gøre, men styres af udbud og efterspørgsel.

En øget politimæssig indsats kan ikke mindske efterspørgslen, højst få prisen til at stige, og da den alligevel aldrig vil kunne få bugt med problemet, er hele indsatsen 100% omsonst.

Ikke mindst, fordi problemet synes at være uafhængigt af forbud eller ej: i Holland, hvor man i årevis har kunnet købe stoffet helt legalt, er forbruget af hash pr. person lidt mindre, end det er i Danmark.

For København fungerede det i mange år rimeligt godt: Pusher Street fungerede som et centralt “hash-supermarked”, forholdene var rimeligt stabile, og bortset fra politichikane mod folk, der forlod Christiania, var stoffet i praksis legalt. Problemerne var minimeret ved at være samlet på et sted.

I dag, hvor det er spredt ud over hele byen, ser vi konsekvenserne: Øget og mere synlig kriminalitet, bandekrig i kølvandet på de nye økonomiske strukturer. Forbudspolitikken udstillet i al sin hæslige nøgenhed.

Link: Hashhandel breder sig på gaden i København

Læs også:

•  Legalisér narkotika!
•  Narkotikapolitik som forbrydelse

“Kan du fatte det, perker!”

Hvordan er det at være ung dansker af anden etnisk baggrund og gøre brug af sin grundlovssikrede ret til at demonstrere, f.eks. mod Israels krig i Gaza? Her et et bud:

Via Modkraft, der også nævner et andet eksempel politiets provokerende, truende og formentlig dybt ulovlige adfærd:

Den anden episode drejer sig om 17-årige Camilla Christiansen fra København, der efter at være blevet anholdt oplevede at blive kaldt »landsforræder« af en betjent. Udtalelsen falder, da hun forklarer betjenten, at hendes koran-halssmykke skyldes interesse for islam, en religion den unge pige overvejer at konvertere til.

Den 17-årige pige deltager den 10. januar i en moddemonstration på Rådhuspladsen i København vendt mod en pro-israelsk demonstration. Hun anholdes senere samme dag, da nogle betjente mener at kunne genkende hende fra en episode tidligere på dagen, hvor det kom til noget skubberi mellem unge dansk-palæstinensiske demonstranter og politi.

Da betjentene har anholdt hende, placerer de hende på gulvet mellem sæderne i mandskabsvognen. Siddende her med hænderne bundet med strips på ryggen, spørger en af betjentene hende, hvor hendes mor og far er.

– Min mor er derhjemme, min far kender jeg ikke, svarer hun, hvorefter politimanden siger:

– Det er derfor, din mor ikke kan opdrage dig ordentligt. Er du dansker?

følge Camilla Christiansen spørger politimanden formentlig til hendes etniske oprindelse, fordi hun har mørkt hår og går i følgeskab med to dansk-palæstinensiske piger, der begge bærer muslimsk hovedtørklæde.

Hun svarer »ja« til spørgsmålet, hvilket får politimanden til at spørge til den kæde, hun bærer om halsen:

– Hvis du er dansker, hvorfor har du så Koranen hængende om halsen?

– Fordi jeg interesserer mig for islam, svarer Camilla Christiansen, der aldrig tidligere har været anholdt.
Svaret får betjenten til at kalde hende for »landsforræder«, en bemærkning som ifølge Camilla Christiansen får de øvrige politifolk til at grine.

Fascister i det danske politi? Quelle surprise. Jeg siger velbekomme.

Link: Betjent: »Sæt dig ned perker!

Kærlighedserklæring til Ørstedsparken

Cand. mag. Mathias Kryger har i Politikens kronik 10. september en smuk kærlighedserklæring til Ørstedsparken som fristed for bøsser:

Jeg kan ikke huske første gang, jeg gik i Ørstedsparken. Men i dag forestiller jeg mig, at jeg har gået langs hegnets yderside og snuset til buskenes fugt og øjnet de mørke skikkelser, der kom og gik fra parkens åbninger. Sådan har jeg måske gjort mange gange, indtil jeg beruset og liderlig har kastet mig ind på stiernes grus, og derfra forgrener historien sig ind i buskadser, blandt bambus og under broer.

Min kortlægning af parken var en kortlægning af kroppe – andres og min egen. Der var mange buske, og de husede mange huler og passager ind til flere træer og pletter…

En kompleksitet, der for mig er vigtig at få frem her, er, at det farlige, det forfaldsromantiske, det uforudsigelige og det voldsomme er en del af forførelsen. At jeg i Ørstedsparken ønskede at se mig selv som en tyvagtig og liderlig sømand – som en Jean Genet, der med livet som indsats erobrer den smukkeste vagabond.

Det er igennem mine oplevelser, gennem udlevelsen af seksuelle fantasier og overskridelsen af egne og samfundets moralafgrænsninger, at jeg kan indeholde kompleksiteten.

I 2001 blev Ørstedsparken studset og buske ryddet for at gøre det sværere for parkens natlige besøgende, en del af en beklagelig “pænliggørelse” af det offentlige rum, jeg selv skrev om helt tilbage i 1997:

I København har mange narkomaner og alkoholikere fået tilhold om ikke at opholde sig på gader og pladser nær deres eget hjem, og byens pladser er gjort åbne i forbindelse med byfornyelsen, så narkomaner og drankere ikke længere kan sidde og »gemme sig«. I Århus har man forsøgt at oprette væresteder uden for centrum, så byen ikke »skæmmes« af sådanne udskud, men indtil videre er det strandet på voldsomme protester fra beboerne i området. Overalt er tendensen den samme: Alle, der giver indtryk af, at der er sociale problemer i de store byer, skal væk – det eneste, vi ikke vil høre om, er, hvordan vi eventuelt kunne løse disse problemer.

Mathias Kryger skriver tilsvarende om buskrydningen i Ørstedsparken:

Hvor det i 1860’erne var politiet, der arresterede de usømmelige og lugede ud i aktiviteterne, var det i 2001 Københavns Kommune, der igennem et konkret fysisk indgreb i parkens strukturering forsøgte at begrænse sexaktiviteterne.

Ser man på dette botaniske (over)greb i en bredere sammenhæng, ligger det fint i tråd med den generelle ’oprydning’ af det offentlige rum, som København har gennemgået de sidste, i hvert fald, 20 år.

De offentlige toiletter er lige så langsomt forsvundet fra byen (skal man i dag besøge et toilet i det offentlige rum, skal det ske på en café, en bar eller i et hermetisk aflukket rumfartøj af et betalingstoilet), og pladser, som Halmtorvet, er gjort præsentable – alt dette i et forsøg på at imødekomme forestillingen om, hvad en betalingsstærk ejerlejligheds-friværdi-borger mener, er den gode by til det gode, rigtige liv.

En erotisk kultur, der kan være svær at forstå for en heteroseksuel som undertegnede men i Mathias Krygers beskrivelse lyder smuk, er ved at forsvinde ud af det offentlige rum, offer for voksende pænhed og voldelige overgreb. Og det er sgu da synd, et eller andet sted.

Link: Ørstedsparken; en kærlighedserklæring