Berlingske Tidende blokerer for folk, der afviser reklamer

Vel, fuck you too, Berlingske Tidende.

Med den overflod af lydafspillende, grafikkortmisbrugende, processorbelastende Flash-, splash- og Javascriptreklamer samt Facebook-, Twitter-, Twingly og 127.000 andre widgets, er en ordentlig reklameblokker ganske enkelt uundværlig for overhovedet at kunne læse de sider uden at risikere, at ens PC går ned eller går i stå, med mindre det er den allernyeste quad core CPU med 8GB RAM og det vildeste grafikkort, man bruger.

Hvis I gerne vil have, at folk ser på jeres reklamer, så lav dem bare lidt mindre omfattende og indgribende. Flashreklamer er en uskik. Reklamer, der af sig selv afspiller lyde, er en krænkelse af folks personlige rum. Widgets fra alle mulige og umulige sociale sites er en plage, der gør siden gumpetung at indlæse og svær at læse på en bare lidt ældre computer.

Så længe de danske dagblades sider er sovset ind i alt det møg, er AdBlock Plus eller andre reklameblokerende hjælpeprogrammer ganske enkelt en helt uundværlig del af ens færden på Internettet. Hvis I vil det anderledes, så lav et bedre sidelayout og hold reklamerne på et bare lidt lavere niveau. Indtil da har I mistet mig som kunde, både på nettet og i den virkelige verden.