Tag: børn

Flere tvangsfjernelser: Far, mor og Big Brother

Dette forslag fra socialminister Karen Ellemann rejser flere problemer på grund af de overordnede retspolitiske konsekvenser end på grund af de reelle forandringer, det vil komme til at medføre – de sidste vil formentlig være minimale, omend de kan være dramatiske nok for den enkelte familie:

Sundhedsplejersker, pædagoger og lærere skal indberette sager om forældres omsorgssvigt ved den mindste mistanke, og kommunerne skal ikke længere afvente forældrenes samtykke til at foretage en undersøgelse af forholdene i familien.

Det er nogle af hovedpunkterne i indenrigs- og socialminister Karen Ellemanns (V) udspil til barnets reformpakke, som skal sikre bedre forhold for børn, der er udsat for omsorgssvigt i hjemmet.

»Vi vil gøre op med den misforståede godhed, hvor man for ofte har været tilbøjelig til give forældrene en chance til, selv om de tidligere har vist, at de ikke magtede forældreopgaven. Hver gang en anbringelse af et barn kommer på tale, skal alle fagpersoner fra nu af konsekvent stille spørgsmålet: Hvad er bedst for barnet?« siger Karen Ellemann.

Den sidste sætning er ren varm luft, eftersom jeg bilder mig ind, at alle involverede fagpersoner i et barns opvækst allerede prioriterer ud fra, hvad der er bedst for barnet med de ressourcer, der er til rådighed. Tyngden i forslaget ligger selvfølgelig i forslaget om, at socialforvaltningen skal kunne indlede en undersøgelse af en families forhold uden at søge samtykke, hvilket også vil sige uden at behøve at forsøge at nå frem til en forståelse med familien om situationen.

Dette betyder imidlertid også, at et væsentligt magtforhold i vore dages samfund cementeres endnu tydeligere: Familier bestemmer ikke længere over sig selv – i en børnefamilie kan samfundet i skikkelse af de sociale myndigheder til hver en tid indsætte sig selv som forældre for forældrene, hvis de har mistanke om, at disse ikke udfører deres opgave godt nok.

Med forslaget lægges der op til, at myndighederne uden samtykke  kan gribe ind i enhver familie alene ud fra en ikke nærmere defineret “bekymring” – også i din, kære læser, hvis du har børn eller børnebørn eller måske selv er et barn – og iværksætte en “undersøgelse”, der involverer alle familiens “officielle” kontaktflader såsom skole, daginstitutioner osv.

Måske at smide barnet ud med badevandet?

Når jeg skriver, det ikke kommer til at få den store praktiske betydning er det, fordi man ikke kan anbringe sig ud af de fleste tilfælde af fattigdom eller omsorgssvigt, og fordi de fleste professionelle, der arbejder med børn, er fornuftige nok til at være klar over dette. “Tidlige anbringelser” er ikke den tryllestav mod sociale problemer, som frustrerede og magtesløse politikere ynder at fremstille dem som. Og så, fordi anbringelser er afsindigt dyre, hvilket i disse skattestoptider utvivlsomt vil have en kraftigt regulerende effekt på alle ønsker om at øge deres antal.

Tilbage står “signalværdien” af forslaget, og den er ikke til at tage fejl af: En kraftig indskrænkning af den enkelte families rettigheder i forhold til systemet og en kraftig understregning af familiernes umyndiggørelse i forhold til “systemet”.

En umyndiggørelse, der i parantes bemærket vil ramme alle familier, for myndighedernes nye mulighed for indgreb uden samtykke vil omfatte alle familier, ikke kun  “rosset” på “samfundets bund”, der formodes ikke at behandle deres børn ordentligt.  I de fleste tilfælde vil myndighederne blot vælge ikke at udøve denne myndighed.

Hvilket ikke være sagt for at forsvare overgreb eller anden omsorgssvigt af børn – blot, at der i de fleste tilfælde er andre og bedre måder at forebygge dem på, og at det højt besungne krav om “tidlige anbringelser” som den ideelle løsning i alle tilfælde er en illusion. Og, at der helt bestemt må være bedre måde at gøre det på end at udhule den almindelige retsbeskyttelse i en grad, så Big Brother i princippet sidder med ved spisebordet i samtlige landets børnefamilier.

Læs også: Hvad må de sociale myndigheder (ikke)?

Update: Socialdemokraterne sætter ubehagelig trumf på – forslagene er gode nok, der skal bare lidt mere tryk under.

Ekspert: Børnehaver skader børn

Mens politiske sværvægtere som socialdemokraternes Mette Frederiksen og Århus’ borgmester Nicolai Wammen melder sig på banen med forslag om at tvinge børn i børnehave og vuggestue under trussel om tvangsfjernelse, er forholdene i de danske daginstitutioner forringet i en sådan grad, at de nu er decideret skadelige for de børn, de ellers har til formål at give en god start i livet.

Det mener i hvert fald udviklingspsykolog Dion Sommer, der udtaler sig til Information:

“Jeg kan ikke længere stå inde for de danske daginstitutioner,” siger en af Danmarks førende udviklingspsykologer, Dion Sommer, som i starten af 1990’erne beskrev den danske barndom som en dobbeltsocialisering mellem institution og hjem. Dengang vurderede han, at modellen var uproblematisk. Det gør han ikke længere.

“Det har været en stor diskussion i den udviklingspsykologiske forskning om børn tog skade af at blive passet uden for hjemmet, og konklusionen har været relativ entydig: Det er ikke problematisk, så længe visse forhold er til stede, for så indgår daginstitutionen og hjemmet i et harmonisk samspil. Men forholdene er blevet så dårlige i de danske institutioner, at jeg ikke længere er sikker på, at de er gavnlige for børnene,” siger Dion Sommer.

Også lektor og børnepsykolog Grethe Krag Müller fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole slår alarm:

“Børnene overlades i alt for høj grad til sig selv i børnehaverne. Min vurdering er, at det kommer til at gå ud over deres koncentration, deres sproglige udvikling og deres evne til at indgå i sociale relationer. Det er dybt bekymrende.”

Jeg havde selv mine to mindste børn i en meget lille børnehave, hvor personalet var venligt og fulgte børnene tæt, og det var jeg ganske tryg ved. Men der var også kun 30 børn, og en sådan “ikke-rationalistisk” normering var allerede dengang (2000-2003) under pres i Århus Kommune.

Hele tidens dogme om, at børn har godt af at komme i institution, “børn skal da i børnehave”, har med andre ord godt af at blive udfordret. Vi bryster os gerne af, hvor rige vi er blevet i forhold til tidligere generationer, men faktisk er vi blevet så fattige, at det ikke længere er muligt at forsørge en hel familie med én indkomst, hvor det tidligere var om ikke problemfrit, så dog i det mindste muligt.

Et andet spørgsmål er udbredelsen af sygdom i store daginstitutioner. Kan det virkelig være godt for et barns opvækst at være mere eller mindre konstant syg, fordi fortravlede institutioner med 60 børn og opefter og en rengøringsstandard præget af besparelser fungerer som smittebomber?

Faktisk er institutionen blevet så hellig i de fleste danskeres bevidsthed, at de færreste vover overhovedet at udfordre forestillingen om, at det nødvendigvis er bedre for et barn at være i børnehave end at være derhjemme; og det i en grad, så forældre, der vælger at passe deres børn selv,  må opleve at blive  mistænkeliggort, set skævt til og, om Wammen og Frederiksen får deres vilje,  truet med tvangsinstitutionering under trussel om bortførelse (tvangsfjernelse).

Jeg har som sagt selv mest gode erfaringer med børnehaver, men alligevel: Jeg ved også, at ikke alle har været lige så heldige. Måske vi skulle ønske os et lidt mindre ensrettet, for ikke at sige kaserneagtigt institutionaliseret, samfund?