Dagens citat: Kristenhed vs. islam

Erwin Neutzsky-Wulff: Menneskets afvikling, s. 374:

I konflikten mellem kristendommen og Islam har der aldrig været nogen tvivl om, hvem der var barbarerne.

… lige efter en forklaring om, hvordan Saladin efter at have erobret Jerusalem brugte de velhavende af de besejrede kristnes løsepenge til at forsyne de fattige blandt dem med rejsepenge. Hvordan det gik til, da korsfarerne erobrede Jerusalem i 1099, kan man læse om her.

Historieforfalskning som pensum

Undervisningsministeriet er barslet med en “historiekanon“, der opsummerer 29 punkter, som historieundervisningen i folkeskolen skal igennem. Kanonen er en del af den borgerlige regerings “værdikamp” og lanceres her som et middel til at sikre kvaliteten af folkeskolernes historieundervisning.

Og det er da også en meget god idé – eller …? Blandt de 29 punkter er “stavnsbåndets ophævelse” og “ophævelse af slavehandelen”.

Man aner en vis tendens til selvfejring i sådanne punkter – mon ikke undervisningen formodes at handle om de kæmpeskridt i retning af frihed og demokrati, det oplyste Danmark dengang tog ved disse humane foranstaltninger?

Forhenværende professer i historie Jens Engberg gennemgår i en nylig kronik i Politiken, hvad disse beroligende mærkater egentlig dækker over:

’Stavnsbåndets ophævelse’ var da også, hvad de nationalliberale sagde for 150 år siden, mens historikere taler om landboreformerne. Ifølge den undervisningsministerielle hjemmeside var landboreformerne »et tiltag for at forbedre bondens økonomiske og personlige frihed«.

De var så rare i gamle dage, og det lykkelige resultat blev da også, »at bonden blev fri«, og at »bønderne fik deres egen gård«.

Jo tak. Virkeligheden var, at landboreformerne førte til en skarp klassedeling. Der opstod en middelklasse af gårdejere, som skulle holde overklassen oppe og underklassen nede. Flertallet af bønderne blev til taberne, dem som skulle være husmænd og landarbejdere.

Det blev umuligt for dem at holde kreaturer, det havde før været den bedste indtægtskilde. De tabte også den sociale sikkerhed, som havde været i landsbyfællesskaberne.

I stedet fik de meget små husmandssteder på korte lejemål og som regel kun, hvis de tog arbejde hos en gårdejer eller en godsejer. De blev karle og piger hos gårdejerne, henvist til usle kamre bag staldene.

F.eks. beskrev en præst, hvad der var sket: »De stakkels husmænd, som er seks gange så mange som gårdmændene, har næppe en høne, hvor han tilforn kunne have en ko, fire styk får, en so, to gæs, som ynglede årligt 18 til 20 gæslinger.

Da var det en glæde på sommeraftener at se en utallig mængde legende lam, mange fremrykkende arméer af gæs og store hjemgalopperende svinehjorder, men nu er det glædelige syn forsvundet«. Den gode præst ville ikke have brudt sig om nutidens industrialiserede landbrug og dets dyrplageriske svinekødsfabrikker.

En landsbylærer undrede sig over sin godsejer, som han ellers mente, var så godhjertet. Hvordan havde han »kunnet lade sit grevskabs husmænd ansætte på så usle vilkår ved siden af den gode forbedring, han forskaffede gårdmændene i deres stilling?«.

Men det var nødvendigt, hvis der skulle skaffes øgede indtægter både til godsejerne og gårdejerne, og hvis de sidste skulle blive middelklasse.

Det havde ikke været nødvendigt at gå til 1700-tallets kilder. Man kunne bare have læst, hvad historikerne har skrevet i de sidste mange år, eller man kunne have foretaget et simpelt opslag i Wikipedia.

Her står: »I årene efter reformerne fortsatte husmændenes elendighed, børnene døde af underernæring, og hungersnød var et vilkår for mange husmænd om vinteren og foråret«. Og videre: »Husmændene blev glemt og fik en tilværelsesmæssig tilbagegang med reformerne«. Det er så sandt, som det er sagt. (…)

En anden af de fede myter i Undervisningsministeriets kanon er den glorværdige historie om, da Danmark som det første land i verden ophævede slavehandelen. Også det er glimrende belyst i historien. Sagen var, at England var ved at forbyde slavehandel.

Det ville føre til, at også den danske slavehandel måtte stoppe. Det ville få uheldige følger på plantagerne på De Dansk Vestindiske Øer, hvor der blev produceret sukker ved slavedrift. Plantageejerne var afhængige af hele tiden at kunne hente friske slaver i Afrika. På grund af det hårde arbejde og den brutale behandling var dødeligheden nemlig stor blandt slaverne.

Før det engelske forbud trådte i kraft, var det nødvendigt, at man fandt på noget, så slavedriften kunne fortsætte, og så man kunne blive uafhængig af tilførslen af nye slaver. Dertil kom, at regeringen gerne ville opgive slavehandelen, da den i det større perspektiv ikke gav overskud.

Det skyldtes, at Danmark var nødt til at opretholde en række stærke fæstninger ved udskibningshavnene på den afrikanske kyst. De skulle undertrykke den indfødte befolkning, så slavehandelen kunne foregå uforstyrret.

Da loven blev udstedt i 1792, blev den udformet, så det idealistiske ikke kom i vejen for det økonomisk gunstige. Den danske finansminister ejede selv den største slavedrevne plantage på De vestindiske Øer.

Han forklarede, at man skulle nå fra tanke til faktura på en måde, så »kravene om menneskelighed ikke kommer i modstrid med, hvad hensynet til statens politiske og økonomiske vel kræver«.

Det var lige netop det. Kom man så vidt, »vil værdien af De vestindiske Øer vokse og deres forøgede produktion vil forbedre moderlandets økonomi«, og værdien af plantageejernes ejendomme. Især måtte ordningen ikke krænke ejendomsretten til slaverne.

Løsningen lå i at starte en hjemmeavl af slaver på de statslige plantager. Slavestutterier har man kaldt disse centre for negeravl. Blot kunne der ikke komme gang i slaveavlen lige med det samme, de 20.000 slaver, som var på øerne, var for ringe et grundlag at starte på.

Desuden var der et overtal af mandlige slaver. Der måtte derfor i nogle år importeres flere fødedygtige kvindelige slaver. Tallet på slaver måtte fordobles til 40.000.

Slavehandelen skulle med andre ord foreløbig ikke forbydes, tværtimod skulle den forøges. Men det krævede penge, som plantageejerne sagde, de ikke havde. Staten måtte derfor stille en bankpakke til rådighed, hvorfra plantageejerne på gunstige vilkår kunne få lån til forøgede indkøb af slaver.

Og da man kunne forudse, at der næppe ville blive bragt de nødvendige store mængder nye slaver til øerne på danske slaveskibe, blev slavehandelen givet helt fri. Derved mistede man enhver mulighed for at sørge for bedre transportforhold og dermed for en lavere dødelighed under sejladserne.

Endelig blev det bestemt, at loven først skulle træde i kraft efter 10 år, og meget sigende blev der overhovedet ikke fastsat straffebestemmelser for derefter at overtræde den. Slavehandelen fortsatte derfor også efter, at de 10 år var gået.

Realiteten i historien om det danske forbud mod slavehandel, hvis man kan kalde det sådan, er derfor, at slavehandelen efter ’forbuddet’ blev intensiveret. Nu blev den støttet med statslån. Der fulgte flere transporter, flere grusomheder og øgede massive tab af menneskeliv.

Slaveriet fortsatte som før. Det blev først ophævet i 1848 efter et stort slaveoprør. Det var længe efter, at f.eks. England havde ophævet det, og det skete meget mod den danske regerings vilje.

Skal vi forestille os, at de konklusioner af disse to “kanoniske” episoder i Danmarkshistorien, som Engberg drager og jeg har tilladt mig at fremhæve, ikke er, hvad der lægges op til i kanonen?

Men den slags detaljer kan ikke påvirke historieundervisningen i den danske folkeskole, som ikke har til formål at formidle viden om fortiden og fortidens mennesker, men i stedet handler om at bekræfte den danske selvgodhed om verdens “bedste og mest oplyste” land. Stalinistisk indoktrinering anno 2009, serveret frisk fra fad i den danske folkeskole.

Link: Napoleons kones rådne tænder

Dagens citat: Heinrich Heine

Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen” – fra stykket Almansor fra 1821.

I konteksten handlede det om afbrænding af Koranen under den spanske inkvisition.

I 1933 havde Heinrich Heine (1797-1856)  den utvivlsomme ære at være blandt dem, der gik op i røg ved nazisternes store bogafbrænding på Opernplatz i Berlin. Han havde faktisk foruroligende nok forudsagt, at noget lignende kunne blive resultatet af den farlige kombination af romantikkens mere mystiske og dunkle tankegange med den nationalisme, den også var ophav til:

„Das Christenthum – und das ist sein schönstes Verdienst – hat jene brutale germanische Kampflust einigermaßen besänftigt, konnte sie jedoch nicht zerstören, und wenn einst der zähmende Talisman, das Kreuz, zerbricht, dann rasselt wieder empor die Wildheit der alten Kämpfer, die unsinnige Berserkerwuth […] Der Gedanke geht der That voraus, wie der Blitz dem Donner. Der deutsche Donner ist freylich auch ein Deutscher und ist nicht sehr gelenkig und kommt etwas langsam herangerollt; aber kommen wird er, und wenn Ihr es einst krachen hört, wie es noch niemals in der Weltgeschichte gekracht hat, so wißt: der deutsche Donner hat endlich sein Ziel erreicht. Bey diesem Geräusche werden die Adler aus der Luft todt niederfallen, und die Löwen in der fernsten Wüste Afrikas werden die Schwänze einkneifen und sich in ihre königlichen Höhlen verkriechen. Es wird ein Stück aufgeführt werden in Deutschland, wogegen die französische Revoluzion nur wie eine harmlose Idylle erscheinen möchte.“

– fra hans bog Zur Geschichte der Religion und Philosophie in Deutschland (1835).

engelsk Wikipedia oversættes citatet således:

“Christianity – and that is its greatest merit – has somewhat mitigated that brutal German love of war, but it could not destroy it. Should that subduing talisman, the cross, be shattered, the frenzied madness of the ancient warriors, that insane Berserk rage of which Nordic bards have spoken and sung so often, will once more burst into flame. This talisman is fragile, and the day will come when it will collapse miserably. Then the ancient stony gods will rise from the forgotten debris and rub the dust of a thousand years from their eyes, and finally Thor with his giant hammer will jump up and smash the Gothic cathedrals. (…)


Do not smile at my advice — the advice of a dreamer who warns you against Kantians, Fichteans, and philosophers of nature. Do not smile at the visionary who anticipates the same revolution in the realm of the visible as has taken place in the spiritual. Thought precedes action as lightning precedes thunder. German thunder is of true Germanic character; it is not very nimble, but rumbles along ponderously. Yet, it will come and when you hear a crashing such as never before has been heard in the world’s history, then you know that the German thunderbolt has fallen at last. At that uproar the eagles of the air will drop dead, and lions in the remotest deserts of Africa will hide in their royal dens. A play will be performed in Germany which will make the French Revolution look like an innocent idyll.”

Det er faktisk tættere på, hvad der endte med at ske, end man lige har lyst til at tænke på.

Dagens citat: Heiberg, Gress og den spanske borgerkrig

Godt brølt, løve:

I den standende debat i JP mellem Morten Heiberg og David Gress har vi således på den ene side en internationalt anerkendt forsker, Morten Heiberg, der har udgivet videnskabelige artikler og bøger om Den Spanske Borgerkrig. Disse bøger er bl.a. udgivet i Spanien, hvor de har høstet stor anerkendelse. Morten Heiberg er blandt de førende europæiske kapaciteter på området.

På den anden side har vi David Gress, der også er historiker, men hvis kendskab til Den Spanske Borgerkrig stammer fra amerikanske koldkrigshistorikere og et par populærvidenskabelige bøger om emnet. Skal man vurdere efter videnskabelig lødighed, er der ikke behov for målfoto: Det er Berliner Filharmonikerne mod Østjysk Musikforsyning, Real Madrid mod FC Cepos.

På den anden side – er det  hele ikke meget nemmere, hvis man bare kan skrive det man nu synes, ligesom David Gress og Kim “syvtal” Møller? Dokumentation eller viden om det, man skriver om, pfft!

Det står bare i vejen for  evnen til at drage gode, solide politiske konklusioner om, at verden ser sådan ud, som man besluttede sig for, før man begyndte at kigge efter. Kildekritik og historisk stringens er stærkt overvurderet og kan slet ikke sammenlignes med nationalfølelse og troskab mod tidsånden.

Det er tåbeligt at lovgive mod Holocaust-benægtelse

Lad det være sagt med det samme og på forhånd: Holocaust-benægterne har ikke en sag. Holocaust er én af det 20. århundredes bedst og grundigst dokumenterede begivenheder, og for at benægte det skal man enten være meget uvidende, have store ideologiske skyklapper på eller have et ganske bestemt ideologisk sigte.  Men når det er sagt, er det stadig en ret tåbelig idé at ville lovgive om, hvilke historiske teorier eller påstande, der kan fremsættes.

Lad os hellere tage debatten for åben pande og med udgangspunkt i empiriske fakta, som i tilfældet med Holocaust ikke er svært tilgængelige.

Timothy Garton Ash påpeger absurditeten i en kommentar i dagens Guardian:

More and more countries have laws saying you must remember and describe this or that historical event in a certain way, sometimes on pain of criminal prosecution if you give the wrong answer. What the wrong answer is depends on where you are. In Switzerland, you get prosecuted for saying that the terrible thing that happened to the Armenians in the last years of the Ottoman empire was not a genocide. In Turkey, you get prosecuted for saying it was. What is state-ordained truth in the Alps is state-ordained falsehood in Anatolia.

This week a group of historians and writers, of whom I am one, has pushed back against this dangerous nonsense. In what is being called the “Appel de Blois”, published in Le Monde last weekend, we maintain that in a free country “it is not the business of any political authority to define historical truth and to restrict the liberty of the historian by penal sanctions”. And we argue against the accumulation of so-called “memory laws”. First signatories include historians such as Eric Hobsbawm, Jacques Le Goff and Heinrich August Winkler. It’s no accident that this appeal originated in France, which has the most intense and tortuous recent experience with memory laws and prosecutions. It began uncontroversially in 1990, when denial of the Nazi Holocaust of the European Jews, along with other crimes against humanity defined by the 1945 Nuremberg tribunal, was made punishable by law in France – as it is in several other European countries. In 1995, the historian Bernard Lewis was convicted by a French court for arguing that, on the available evidence, what happened to the Armenians might not correctly be described as genocide according to the definition in international law.

A further law, passed in 2001, says the French Republic recognises slavery as a crime against humanity, and this must be given its “consequential place” in teaching and research. A group representing some overseas French citizens subsequently brought a case against the author of a study of the African slave trade, Olivier Pétré-Grenouilleau, on the charge of “denial of a crime against humanity”. Meanwhile, yet another law was passed, from a very different point of view, prescribing that school curricula should recognise the “positive role” played by the French presence overseas, “especially in North Africa”.

Mine fremhævelser. I forlængelse af et argument oprindelig fremført af den borgerlige, liberale tænker John Stuart Mill i hans uomgængelige On Liberty: Hvis det ikke er tilladt at argumentere imod sandheden, mister den sin værdi og bliver et arbitrært diktat.

Hvis det ikke er tilladt at forsøge at finde alternative forklaringer på bestemte historiske begivenheder, mister disse begivenheder i sidste ende deres sandhed. Og de empiriske data om Holocaust klarer sig, skulle jeg hilse og sige, særdeles godt mod Holocaust-benægternes usandsynlige og søgte konspirationsteorier. Men hvis nogen mener at kunne argumentere for noget andet, skal vi da have lov til at høre argumenterne, før vi eventuelt skyder dem ned.

Som eksemplet med Bernard Lewis (som jeg ellers ikke er nogen stor fan af) viser, kan det meget hurtigt ende med at blive en ubehagelig glidebane.

Som Garton Ash spørger:

This kind of nonsense is all the more dangerous when it comes wearing the mask of virtue. A perfect example is the recent attempt to enforce limits to the interpretation of history across the whole EU in the name of “combating racism and xenophobia”. A proposed “framework decision” of the justice and home affairs council of the EU, initiated by the German justice minister Brigitte Zypries, suggests that in all EU member states “publicly condoning, denying or grossly trivialising crimes of genocide, crimes against humanity and war crimes” should be “punishable by criminal penalties of a maximum of at least between one and three years imprisonment”.

Who will decide what historical events count as genocide, crimes against humanity or war crimes, and what constitutes “grossly trivialising” them?

Ytrings- og forskningsfriheden må i hvert fald og altid omfatte friheden til at rejse historiske spørgsmål og forsøge at belyse dem empirisk, uanset hvor “politisk korrekt” resultatet må være eller ej. Om ikke andet, fordi denne politiske korrekthed er en vejrhane, der skifter med det politiske klima – men mest af alt, fordi indstiftelsen af en officiel historisk sandhed, der ikke må modsiges, ganske enkelt reducerer den historiske forskning til pjat og tidsspilde.

Og hermed mister de begivenheder, hvis betydning disse velmente men tåbelige love forsøger at beskytte, netop dette: Deres betydning.

Link: The freedom of historical debate is under attack by the memory police