Forsørgerpligt for kæresten er skattepligtig

Hvis du er i den sitation, at du får kontanthjælp og bor sammen med din kæreste, vil du nu ikke længere kunne få kontanthjælp, fordi din kæreste har forsørgerpligt (eller omvendt). Hvad du nok ikke havde regnet med er, at du også skal betale skat af din kærestes forsørgelse af dig.

Som man hører i DR P1:

Kommunerne skal i fremtiden ikke skele til, om kontanthjælpsmodtagere er gift eller bare bor sammen som par. Fremover får også ugifte pligt til at forsørge kæresten, hvis han eller hun bliver arbejdsløs. Det skal ikke længere være kommunens opgave.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen skriver på ministeriets hjemmeside, at “samlevende par (…) hermed ligestilles med ægtepar”. Men det viser sig nu slet ikke at passe.

Tværtimod stiller kontanthjælpsreformen fremover ugifte par langt ringere økonomisk end ægtefolk, der bor sammen. Ifølge skattereglerne, skal den ugifte mand eller kvinde, der bliver arbejdsløs nemlig betale skat af de penge, som vedkommende fremover skal ha’ af kæresten i stedet for kontanthjælp. Det skal ægtefolk ikke.

Og samtidig kan kæresten IKKE overtage den arbejdsløses bundfradrag, men skal også selv betale fuld skat af sin indkomst, som om han eller hun var enlig.

Det er en borger i Valby, Palle Jensen, der har gjort Folketinget opmærksom på disse øjensynlig uforudsete konsekvenser af kontanthjælpsreformen. Og en lektor i skatteret Inge Langhave Jeppesen fra Syddansk Universitet giver ham fuldstændig ret i, at kontanthjælpsreformen dermed ikke ligestiller samlevende par med ægtepar – sådan som ministereren siger. Tværtimod.

Ja, det manglede vel næsten bare.

Via Denmark Online.

Kontrol, kontrol, kontrol: Nye forhold for lavtlønnede

Hvis du undrer dig over, hvor DA og regeringen med flere gerne vil hen, når de taler om at “forbedre konkurrenceevnen” og skære i arbejdsløshedsforsikringen:

Inside Amazon’s flagship factory in Rugeley, Staffordshire, a new way of working is evolving. There is a strong topnote of distrust, evinced by the full-body scanners that workers have to pass, every time they leave, to prove they haven’t stolen anything. The profound insecurity built into the employment model is dressed up as discipline – which is to say, Amazon expects huge seasonal fluctuations in the number of people it needs, yet likes to mask their dismissals behind a misdeameanour, so a lot of people get axed for crimes like being ill. There’s a lifesized blonde lady made of cardboard at the entrance, with a think bubble coming out of her head that says, “This is the best job I’ve ever had!” If that detail alone is enough to make your blood run cold, marry it to the testimony of the chairman of nearby Lea Hall Miners Welfare Centre and Social Club: “The feedback we’re getting is that it’s like being in a slave camp.”

Of all the details revealed by the Financial Times, the one that sank my spirits was the electronic tagging – workers have a handheld device directing them to goods. But these devices also measure their productivity in real time. If they lag behind, the machine bugs them. They are issued with constant warnings not to talk to one another or tarry for any reason. A lot of people find it quite stressful. Call them crazy.

Ja, Amazon.

Tesco, en af verdens største supermarkedskæder, kan også godt:

Meanwhile, in Tesco’s Donabate distribution centre in Dublin, workers wearing these tags are awarded percentages for their speediness (100% if they perform a task in the time estimated, 200% if they’re twice as fast, and so on), but claim they are docked if they take a loo break; afterwards, they find they have to work much faster – to get back up to their 100%. To put it in context, workers routinely scoring 110% are reported to be sweating quite hard for most of the day. So making up your targets is no walk in the park.

Så hvis du undrer dig over, hvorfor dagpengene partout skal forringes, de sociale ydelser skæres og mindstelønnen skæres ned, så er svaret her: De skal sættes ned og helst afskaffes, for at folk kan blive desperate  – for at du kan blive desperat –  efter at få lov til at tage sådan et job til 80 kroner i timen. Det er dét, som regeringen og DA mener, når de taler om “konkurrenceevne” og “de lande, vi normalt sammenligner os med”.

Link: When did being lowly paid become a criminal offence?

Tanker om efterlønnen

Dette indlæg var oprindelig en kommentar på Ole Wolfs blog, men fortjener egentlig sit eget indlæg her.

Der tales meget, især fra borgerligt hold, om “nødvendigheden” af at afskaffe efterlønnen.

Det er selvfølgelig klart, at der ikke er nogen naturlov, der siger, at der skal være en underligt kompliceret ordning ved navn “efterløn”, som tillader folk at trække sig tilbage, når de bliver 60 (eller 62, som det nu er blevet).

Det ville være meget nemmere at have en universel ydelse, der hed borgerløn, der tillod alle at trække sig tilbage præcis, når de havde lyst, no questions asked.

Når det så er sagt, virker det mere eller mindre oplagt, at man ikke sparer penge på at afskaffe efterlønnen i en tid med udsigt til kronisk arbejdsløshed – som Engelbreth også har påpeget i en glimnrende analyse. Folk forsvinder ikke, fordi de ikke får efterløn, og der opstår ikke på magisk vis nye jobs, fordi vi afskaffer den. Med mindre man vil sætte arbejdsløse seniorer på starthjælp eller helt fratage dem enhver støtte, er der altså ikke en eneste krone at spare på en afskaffelse.

Afskaffelsen af efterlønnen handler altså overhovedet ikke om at spare penge. Det handler, om overhovedet noget,  om at forringe vilkårene for folk, der arbejder, ved at  øge udbuddet af arbejdskraft og samtidig skære ned på det sociale sikkerhedsnet. Er dit arbejde surt? Lavtlønnet? Råber chefen ad dig, og er du tvunget eller presset til ulønnet overarbejde?

Surt show – find dig i det eller stil op i køen til suppekøkkenet. Nedskæringerne i det sociale sikkerhedsnet handler ikke om at spare, de handler om at gøre forholdene for den arbejdende befolkning mere slavelignende. Ret beset handler det om den gradvise genindførelse af slaveriet og stavnsbåndet for hele den arbejdende befolkning, det slaveri, der betyder, at man er villig til at finde sig i hvad som helst, det være sig ydmygelser eller seksuel chikane, for ikke at miste sit job.

Den bedste modvægt også mod et sådant slaveri ville være en borgerløn, der sikrede alle et værdigt, omend enkelt liv. Indtil da er den næstbedste modvægt, at vi holder godt fast i de solidariske ydelser og det sociale sikkerhedsnet, vi har.

Aktivering: Slave, mærk din herres pisk!

Capac har historien om den unge mand, som var kaldt til møde på jobcentret – men gerne ville have det udsat, fordi hans mor pludselig var død og skulle begraves den dag.

Jobcentrets svar?

Dagbladet Holstebro-Stuer fortæller historien om den 32-årige Torben Frederiksen fra Hjerm, hvis mor døde af kræft i søndags og som bliver begravet torsdag.

Torben Jørgensen var også indkaldt til et informationsmøde på Jobcentret i Struer torsdag, og da han henvendte sig for at melde afbud, fik han at vide, at begravelse ikke tæller som grund til ikke at møde op.

Som arbejdsløs skal man altså ikke være et øjeblik i tvivl om, hvem der bestemmer her. Jeg er selv arbejdsløs og kan berette, at der til et møde i jobcentret typisk foregår det, at man forklarer, hvilke jobs, man har søgt det sidste stykke tid, og viser konsulenten to eller flere opslåede stillinger, man kan søge. Det er absolut ikke noget, som ikke kan udsættes eller som man overhovedet burde spilde nogens tid med.

En tankevækkende opvågnen til dem, der tror, at slaveriet er afskaffet i det moderne samfund.

Argument for borgerløn: Harry Potter og J.K. Rowling

Har J.K. Rowlings bøger om Harry Potter skabt værdier i det britiske samfund? Er det godt, at hun har fået lejlighed til at skrive dem?

Jeg taler ikke om litterære værdier, for jeg er ikke selv nogen stor fan af dem – hverken af historierne, som jeg opfatter som en slags omskrivning af  Enid Blytons kostskole- og børnedetektivromaner med lidt magisk glimmer, eller af budskabet eller indholdet, som er en festligholdelse af middelklassen og borgerskabets værdier, som Harry må siges at inkarnere, garneret med en infantil og meget kristen skelnen mellem “godt” og “ondt”, helte og skurke.

Men ikke desto mindre: Når nu J.K. Rowling havde et sådant projekt oppe i hovedet, er det vel godt, at hun fik lov til at forfølge det – bøgerne har underholdt en masse mennesker og  givet os mulighed for at diskutere de bagvedliggende tankers  værdi eller mangel på samme. Ud fra det rent pekuniære perspektiv, som liberalisterne plejer at lægge vægt på, har bøgerne skabt store eksportindtægter for Storbritannien. Så i den forstand er det vel godt, at J.K. Rowling fik mulighed for at skrive dem?

Vel, hvis man skal følge den danske regering og dens insisteren på at jagte og “aktivere” de arbejdsløse, er det ikke helt så simpelt. J.K. Rowling skrev nemlig de første Harry Potter-bøger, mens hun var enlig mor på bistand, i den tid, hun havde til rådighed, fordi hun ikke kunne finde et arbejde, hun kunne passe samtidig med, at hun også skulle hellige sig den krævende rolle som enlig forælder. Efter dansk (og britisk) lovgivning begik hun socialt bedrageri. “I virkeligheden” burde hun selvfølgelig have været aktiveret, så hun i stedet kunne have brugt tiden på noget “fornuftigt”. Eller hvad?

Mon ikke der blev skabt flere af de værdier, vi alle sammen efterlyser, om de arbejdsløse fik lov at være lidt i fred – eller hvis vi måske endda alle sammen fik lov til at tage den form for frihed, hvis vi havde brug for det, i form af en almindelig ret til borgerløn?

J.K. Rowling er i hvert fald ikke særligt bodfærdig over sin “brøde” eller taknemmelig over den hjælp, hun fik fra samfundet – tværtimod er hun rasende over de vilkår, som enlige mødre må leve under, samtidig med, at de får skylden for stort set alle ulykker i samfundet:

I had become a single mother when my first marriage split up in 1993. In one devastating stroke, I became a hate figure to a certain section of the press, and a bogeyman to the Tory Government. Peter Lilley, then Secretary of State at the DSS, had recently entertained the Conservative Party conference with a spoof Gilbert and Sullivan number, in which he decried “young ladies who get pregnant just to jump the housing list”. The Secretary of State for Wales, John Redwood, castigated single-parent families from St Mellons, Cardiff, as “one of the biggest social problems of our day”. (John Redwood has since divorced the mother of his children.) Women like me (for it is a curious fact that lone male parents are generally portrayed as heroes, whereas women left holding the baby are vilified) were, according to popular myth, a prime cause of social breakdown, and in it for all we could get: free money, state-funded accommodation, an easy life.

An easy life. Between 1993 and 1997 I did the job of two parents, qualified and then worked as a secondary school teacher, wrote one and a half novels and did the planning for a further five. For a while, I was clinically depressed. To be told, over and over again, that I was feckless, lazy — even immoral — did not help…

Nobody who has ever experienced the reality of poverty could say “it’s not the money, it’s the message”. When your flat has been broken into, and you cannot afford a locksmith, it is the money. When you are two pence short of a tin of baked beans, and your child is hungry, it is the money. When you find yourself contemplating shoplifting to get nappies, it is the money. If Mr Cameron’s only practical advice to women living in poverty, the sole carers of their children, is “get married, and we’ll give you £150”, he reveals himself to be completely ignorant of their true situation.

Mon ikke vi i det moderne overflodssamfund gjorde klogere i at give de folk, som der lige nu ikke er plads til på arbejdsmarkedet, lidt frirum – frem for at jagte dem og beskylde dem for at “nasse”? Mette Frederiksens drøm om at samfund, hvor alle tvinges til at arbejde for deres bistandshjælp, er i alle tilfælde et samfund uden Harry Potter-succeser.

The single mother’s manifesto (via Boing Boing)