Aktivering: Slave, mærk din herres pisk!

Capac har historien om den unge mand, som var kaldt til møde på jobcentret – men gerne ville have det udsat, fordi hans mor pludselig var død og skulle begraves den dag.

Jobcentrets svar?

Dagbladet Holstebro-Stuer fortæller historien om den 32-årige Torben Frederiksen fra Hjerm, hvis mor døde af kræft i søndags og som bliver begravet torsdag.

Torben Jørgensen var også indkaldt til et informationsmøde på Jobcentret i Struer torsdag, og da han henvendte sig for at melde afbud, fik han at vide, at begravelse ikke tæller som grund til ikke at møde op.

Som arbejdsløs skal man altså ikke være et øjeblik i tvivl om, hvem der bestemmer her. Jeg er selv arbejdsløs og kan berette, at der til et møde i jobcentret typisk foregår det, at man forklarer, hvilke jobs, man har søgt det sidste stykke tid, og viser konsulenten to eller flere opslåede stillinger, man kan søge. Det er absolut ikke noget, som ikke kan udsættes eller som man overhovedet burde spilde nogens tid med.

En tankevækkende opvågnen til dem, der tror, at slaveriet er afskaffet i det moderne samfund.

Fyringer og menneskeværd

Cand. mag. Helle Simonsen har en kronik i Politiken, hvor hun under overskriften “Når Fedtmule fyrer” får luft for sin vrede over at være fyret fra sit arbejde af en håbløs, inkompetent og uforstående chef, der håndterede fyringen på en måde, der kun var egnet til at hun kunne få det værre end nødvendigt med det.

Men hendes kronik rejser et videre spørgsmål, nemlig hvad det overhovedet er for et samfund, hvor så stor en del af vores identitet og sociale tryghed er investeret i forhold til en arbejdsplads, til hvilken man dybest set kun har en forretningsmæssig relation – hvilket vil sige, at man efter endt brug (når ens arbejde ikke længere kan financieres eller giver overskud) kan kasseres som et par brugte engangstrusser.

Helle Simonsen skriver bl.a. om sin følelse af tab efter fyringen:

Jeg kæmper med fuldstændigt irrationelle følelser, herunder af tab og sorg. Jeg har det, som om jeg har mistet et meget nært familiemedlem, og følelsen af, at tæppet er revet helt væk under mine fødder, er konstant. Jeg observerer andre mærkelige reaktioner, f.eks. lader jeg min kasse med ting fra kontoret stå i bilen, og det tager faktisk to uger, før jeg tager mig sammen til at bringe den ind i huset. Indtil da kører jeg rundt med den som en kiste i en ligvogn. Men mest af alt føler jeg mig værdiløs.

Som med alle kriser, går jeg ud fra, er tiden det bedste plaster. Sammen med naturligvis samtaler med familie og gode venner. Vi er endnu ikke gået fra hus og hjem, jeg fik god tid til julebagningen, og jeg er i skrivende stund muligvis tilbage i et job. Følelsen af sorg er væk, men jeg har beholdt et rum et sted indeni. Et rum, hvor der sidder tre mennesker foran mig, og hvor jeg helst ikke vil være. Men som jeg nogle gange kommer til at gå ind i igen.

Hun er rystet over chefens “manglende forståelse for sin handlings konsekvenser for mig – og for en hel familie” og spørger til, om en så følsom handling som en fyring dog ikke i det mindste kan gøres ordentligt:

Hvorfor var min leder ikke bevidst om de psykologiske faktorer omkring en fyring? Hvorfor har han ikke modtaget undervisning i den rigtige fremgangsmåde?

Og dette er måske også gode og relevante spørgsmål at stille, selv om man også kan spørge sig selv, om det ville have gjort den store forskel i sidste ende: Så nænsomt og følsomt og professionelt og omsorgsfuldt og ordentligt en fyring end håndteres, forbliver slutresultatet dog det samme.

For mig er den dybere sandhed, som problemstillingen afslører om vores samfund, mere interessant. Hvorfor er vores liv i så høj grad baseret på, at vi nærmest er “gift” med en arbejdsplads, som til gengæld for at betale os nok til at forsørge os selv forventer et engagement og en dedikation, som den slet ikke selv gengælder?

Hvorfor forventes vi at investere så stor en del af vores tryghed og identitet i et sådant engagement, at vi er slået helt ud og vores materielle fremtid truet, hvis ikke vi har ét?

Jeg er opmærksom på, at ikke blot er der opgaver, vi skal have udført, men at de fleste mennesker faktisk også har behov for at arbejde og udfylde deres tid med at gøre noget nyttigt for andre mennesker. Men kunne vi ikke, når nu det er et samfund, vi har og gerne vil være stolte af, indrette os sådan, at vores fælles, materielle vilkår altid var sikret, således at arbejde er noget vi kan tage eller lade være med at tage alt efter, hvad der trænger mest til at blive gjort, og vi selv trænger mest til at gøre? Og kunne vi ikke få på det rene, mentalitetsmæssigt og kulturelt, at lønarbejde   faktisk ikke er et ægteskab eller en identitet, men en forretningsrelation, vi vælger at indgå i lige nu? Måske vi i det hele taget kunne komme ud over at betragte vores arbejde, altså den nytte, vi gør i verden, ud fra et rent forretningsmæssigt eller pengemæssigt perspektiv?

Hvis samfundet vitterlig kunne baseres på en sådan solidaritet, der altid sætter den enkeltes tryghed først, og en respekt for mennesket, der definerer hver enkelt ud fra, hvad han eller hun er, gør og kan, og ikke ud fra, hvor han eller hun arbejder – ville vi også som samfund være langt bedre rustede til at komme gennem krisen.

Borgerløn ville  være en god start – ikke engang så meget for selve sikringen som for den mentalitetsændring, indførelsen af en sådan ville medføre.

Regeringen overvåger nøje ledigheden eksploderer – og gør ingenting

Det kan sgu ikke komme som et chok for nogen at ledigheden med stormskridt nærmer sig de 100.000 personer. Og heri er der vel og mærke ikke tage hensyn til alle lykkeridderne der droppede a-kassen og nu sidder med røven helt nede i vandskorpen.

Regeringen har før lovet at ville lave indgreb hvis der skete ændringer og tiden krævede det – og en stigning i ledigheden på 32% der af økonomer kaldes et “choktal” og den største stigning siden 1988 må være et wake-up call af dimensionerne.

Men i whiskeybæltet kan man ikke mærke krisen – og man vil heller ikke stå ved at det var VK-regeringens håbløse håndtering af finanssektoren der er skyld i at krisen slår ekstrahårdt i Danmark.

Nu afslører Claus Hjort Frederiksen så hvad regeringen vil bruge den “nøje overvågning” af situationen til – at gøre absolut ingenting!
Hvorfor så overhovedet overvåge noget som helst, Claus? Hvorfor ikke bare læne sig tilbage og nyde ministerbilen og drømme?

Krise I
Krise II
Krise III

Hetz mod fattige og førtidspensionister

Forfatteren Laila Ammitsbøl studser over onlinedebatten om fattigdom og arbejdsløshed på Politiken.dk og citerer bl.a.:

– Fattigdom findes ganske enkelt ikke i DK! Pensioner og bistandshjælp o.a. er helt i det niveau de bør være. Folk skulle hellere tilbydes kursus i bedre forbrugsvaner og lære at sætte ‘tæring efter næring’.

– Forhøj hellere beskæftigelsesfradraget og så kan det være, at flere af nasserøvene gad lette røven og gå på arbejde!

– Hvis man giver “fattige” flere penge, vil man fastholde dem i “fattigdommen”

– Jeg GIIIDER ikke høre om, at alle disse 800.000 ikke KAN arbejde pga. psykiske og fysiske problemer!

– Alle som kan skal arbejde, og hvis de nægter, skal straffen falde prompte: Nul overførselsindkomst! Vi har ikke plads til parasitter her!

Dette skal sammenlignes med en virkelighed, der i løbet af de seneste års opsving er blevet stadig mere barsk for netop arbejdsløse og førtidspensionister, som Ammitsbøl påpeger. Udover klapjagten på de arbejdsløse, der tvinges ud i menings- og udsigtsløs aktivering, er de materielle forhold efterhånden endog meget stramme.

Som Laila Ammitsbøl skriver:

Der har været nogle år, hvor man konstant hørte om, hvor fantastisk det gik for danskerne. Ja, de kære danskere nærmest væltede sig i penge. De var faktisk så rige, at da de først havde købt flotte huse, fyldt garagen med store biler og hvert et værelse med 42” fladskærms-tv, fået lavet samtalekøkkener og luksusbadeværelser, var de nødt til at investere i kunst, fordi de simpelthen ikke vidste, hvad de ellers skulle bruge pengene til. Og ja, så var det de fik skattelettelser af statsministeren, så de fik endnu flere penge, de ikke vidste hvad de skulle stille op med.

I samme tidsrum oplevede førtidspensionister som jeg selv, at huslejen steg, fødevarerne steg, alting steg for der var jo rigtig gang i hjulene. Det eneste der slet ikke steg i samme takt var førtidspensionen, så mens resten af Danmark badede i pengesedler på bedste Joakim Von And -manér fik førtidspensionisterne sværere og sværere ved at få pengene til at slå til.

Nu skal vi så til at betale regningen. Efter de 7 fede år, kan vi nu forvente 7 magre, så nu må vi alle sammen stå sammen. Alle ”staklerne” der nu bliver helt nervøse for at forbruget skal sættes ned, skal have skattelettelser igen, igen, så krisen ikke kommer til at tynge for hårdt på deres brede skuldre. Pengene skal komme fra grønne afgifter, der selvfølgelig rammer uforholdsmæssigt hårdt hos de der har få penge, som f. eks førtidspensionisterne.

Nogle gange kan man få den bitre tanke, at vi sgu bare skal helt ned i skidtet. Så langt ned så vi ikke mere magter at åbne vores usle munde og ytre noget som helst.

Så nu, hvor krisen begynder at kradse og 500.000 danskere kan forvente at miste deres jobs, lader det til, at politikernes “løsning” er flere skattelettelser – og en strammet skrue overfor arbejdsløse og pensionister, der mere eller mindre uundgåeligt kastes ud i storstilet fattigdom; alt sammen taktfast akkompagneret af den “almindelige dansker”s småfascistiske foragt, som eksemplificeret af de kun alt for almindelige kommentarer fra Politiken.dk.

Det viser dog i hvert fald noget om den danske, eller i hvert fald den Dansk Folkeparti’ske folkesjæl: Hvis der ikke er nogen indvandrere, vi kan hade, skal der nok være nogle syge eller fattige, vi kan kaste os over i stedet. Fremtiden tegner sandelig lyst i disse recessionstider!